Gustav Edvard Brock
København
Eksekutorerne for Thorvaldsens bo
København
Udskrift: Ingen udskrift.
Dateringen fremgår af brevet.
The commentary for this letter is not available at the moment.
Efterat have gjort mig bekjendt med det af den kongelige Direction for Kunstskolen i Stuttgart i Skrivelse af 10deApril d: A fremsatte Krav, maa jeg ifølge den mig som Curator bonorum tilkommende Stilling til Arvemassen ansee det for min Pligt at nedlægge Protest imod at samme af de Hr Executores testamenti toges tilfølge eller tillægges nogen juridisk Betydning, og jeg skal nu under Forbehold af nærmere at udføre og legitimere mit Anfacte, om fornødent skulde giøres, tillade mig at fremsætte mine Erindringer ved samme.
Jeg kan da ikke tilbageholde den Bemærkning, at det vistnok saaledes som Directionen for den kongelige Kunstskole i Stuttgart i sin Skrivelse af 10 April d A har carachteriseret det, maa ansees som ubegribeligt, at Hr de Kolb i sin formelle Protest f 15 April f A udtrykkelig har erklæret, at den af Thorvaldsen den kongelig Würtembergske Regjering gjorte Gave ikke lod sig constatere ved nogen Underskrift af den Afdøde, og at der nu ikke destomindre produseres et Document, som man vil have tillagt juridisk Gyldighed og Betydning, og som derhos netop skal være tilveiebragt ved Hr de Kolbs Mægling og Virksomhed. Men hvorledes dette nu end maatte forholde sig, efter hvad der nu foreligger synes Existensen af et saadant Document ikke længer at kunne betvivles, og jeg skal derfor kun gjøre opmærksom paa, at det vistnok maa betragtes som en Selvfølge, at den ærede Direction for Kunstskolen i Stuttgart, dersom den vedblivende skulde ville gjøe en formentlig Ret gjeldende efter det omspurgte Document, maa have at drage Omsorg for, at samme bliver Boet tilstillet til Eftersyn og Conference.
I Forventning af, at dette vil ske, og i den Forudsætning, at der ikke vil kunne reises nogen Tvivl om Haandskriftens Ægthed, skal jeg saaledes ikkun yttre mig om Documentets juridiske Betydning.
Den ærede Direction for Kunstskolen i Stuttgart er da i sin Begrundelse af det formentlige Krav gaaet ud fra den Anskuelse at Hans Majestæt Kongen af Würtemberg ved Documentet af 25 Marts 1837 skulde være bleven Eier af de i samme ommeldte Gjenstande, men ligesom en saadan Eiendomsret alene kunde være stiftet ved en Overleverelse, som her ikke har fundet Sted, saaledes er det en ikke mindre urigtig Forudsætning, naar Directionen omtaler hint Document som et i bedste Form opstillet Gavebrev. Selv om det nemlig kunde antages, at det ved hin Fortegnelse havde været Thorvaldsens Villie at stifte en Forpligtelse for sig, hvis Opfyldelse ikke var afhængig af hans eget Skjøn og gode Villie, men kunde være bleven ham aftvungen i levende Live, saa er dog Sagens Stilling en anden efter Thorvaldsens Død. Det er vel rimeligt at den ærede Direction har ladet sig lede af de i Romerretten gjeldende Regler om donationes inter principem et privatum, der forsaavidt ogsaa have Gyldighed i Würtemberg, men selv om det overhoved var givet at her var Tale om en Gave, saa er det ikke efter den Romerske Ret, at Sagen her kan blive at afgjøre, men efter vore Love; og det er da efter samme en saavel i vor Theori som Praxis stadig fulgt Regel, at en Gave, selv om den i sin Oprindelse nærmest maatte have været paatænkt opfyldt i Giverens levende Live, bliver at bedømme som en donatio mortis causa, naar den ikke saaledes virkeligen er bleven fuldbyrdet, og dermed i Et og Alt gaaer ind under de for samme gjeldende Bestemmelser. Ørsted Haandbog V, 384, 94, Juridisk Tidskrift 16 Bind 2 Hefter p 1 – 3. Men ligesom det da alerede paa Grund af Fortegnelsens rent formløse Skikkelse, er bekjendt, at den ikke vil kunne tillægges nogen som helst juridisk Betydning cf: [tegn] af 8 Januar 1823, der fordrer Notarialattestation ved enhver sidste Villiesbestemmelse, saaledes følger det da og af de hos os for sidste Villieserklæringer almengjeldende Regler, at Fortegnelsen i ethvert Fald maatte være tilintetgjort ved Thorvaldsens senere Dispositioner, hvorved han ubetinget indsatte Staden Kjøbenhavn til Arving af samtlige sine Efterladenskaber. –
Men selv afset fra Documentets formelle Mangel, synes der efter samtlige Omstændigheder ikke at kunne være Tvivl undergivet, at det aldrig har været Thorvaldsens Mening at forpligte sig til at overdrage de i samme nævnte Kunstsager til Hans Majestæt Kongen af Würtemberg, men i det Høieste kun at nævne de Gjenstande, som han efter eget Tykke tænkte paa at forære Hans Majestæt, og det saaledes at han meget vel kunde sætte andre i den nævntes Sted. Documentet selv omtaler ikke nogensomhelst Forpligtelse eller dennes Beskaffenhed, men kalder sig simpelhen en Fortegnelse over de Gjenstande, som stilles til H M Kongen af Würtembergs Disposition. Det maatte saaledes være paa en tidligere forpligtende Aftale, at Kravet væsenligt skulde beroe, men om Exisensen af en saadan og dens nærmere Beskaffenhed er juridisk aldeles Intet constateret, in specie ikke om det var Thorvaldsens Mening at overdrage de nævnte Gjenstande imod Vederlag eller uden et saadant, og at der derhos i Virkeligheden ikke har existeret nogen juridisk bindende Aftale, men ikkun et ganske almindeligt Løfte, fremgaaer af Directionens egen Erklæring om, at Hr de Kolb i Aaret 1836 skulde have tilmeldt H Majestæt, at Thorvaldsen havde tilbudt at forære et Antal af sine Modeller, uden at der i fjerneste Henseende sees at have været Spørgsmaal om, hvad det skulde være for Modeller, og Valget af disse saaledes ganske maatte overlades til Tilbyderens Forgodtbefindende. – Men om nu end den supponerede Aftale kunde siges at have faaet en større Bestemthed netop ved Fortegnelsen af 25 Marts 1837, og man altsaa mente at kunne begrunde sin Fordring paa samme, saa indeholder atter denne Intet om hvorledes Overdragelsen skulde skee, om mod Vederlag eller uden saadant, og saa viser atter dennes eget Indhold, at Thorvaldsen ikke tænkte paa at udstede nogen juridisk forbindende Act, men ligefrem forbeholdt sig selv at give Dispositionen sin Fuldbyrdelse. Fortegnelsen nævner saaledes ganske i Almindelighed 2 Marmorarbeider og 5 af de bedre Skitzer, men ligesom det første er en ren obligatio incerti, der som saadan er juridisk nulla, saaledes er det ogsaa indlysende, at Betegnelsen af de bedre Arbeider under ingen Omstændighed giver den formentlige Fordring paa 5 Skitzer noget juridisk Hold. Ikke at tale om, at Thorvaldsen jo meget muligt først vilde frembringe disse Statuer og Skitzer, er det vel af sig selv klart, at ingen anden end han kunde give det ubestemte Løfte den for dets juridiske Gyldighed nødvendige Bestemthed. Hans Arbeider, der henhøre til de skjønne Kunster alerede i og for sig deres egentlige Værdi, ikke som Gjenstande for Handel og Vandel, men som objecta affectionis, saa gjelder dette uden Modsigelse fortrinsviis om Arbeider, der skylde den udødelige Mester deres Oprindelse, og jeg troer ikke, at nogen Autoritæt, nogen Domstol her vilde tillade sig et Skjøn eller Votum. Vel henstiller Directionen for Kunstskolen i Stuttgart Valgets Vanskelighed til de Hr Executorers Afgjørelse, men ligesom de ærede Herrer vel neppe vilde findes villige til at paatage sig et saa ansvarfuldt Hverv, saaledes behøver jeg ikke at udvikle, at det ligger udenfor de Herrers Competance at gjøre det, og at et Valg, dersom det overhoved var muligt, maatte blive at udøve af Domstolene. – Den Ubestemthed og Almindelighed, hvori Fortegnelsen saaledes i de nævnte Henseender udtaler sig, og som ikke kunde fjernes uden den Afdødes egen Erklæring, bliver et afgjørende Indicium for, at det aldeles ikke var hans Tanke at paatage sig en Forpligtelse, som man ad Retsvei skulde kunne gjøre gjældende imod ham, og at dette saaledes lige saa lidet skulde kunne være Tilfældet med Hensyn til de øvrige i Fortegnelsen nævnte Arbeider, men at han ogsaa her vilde have sin Valgret ubeskaaret og hvis han ønskede det, kunne finde andre end netop de udtrykkelig nævnte. Men at Thorvaldsen virkelig forestillede sig Sagen saaledes, synes derhos ikke blot at fremgaae af den Omstændighed, at han idetmindste delviis sendte andre end de omtalte Exemplarer til Stuttgart, men er tilmed en Sag, der, hvis jeg ikke feiler, endog er flere af de Hrr Executorer personlig bekjendt af hans egne Yttringer, ja det er endogsaa en notorisk bekjendt Ting, at Thorvaldsen ofte yttrede, at Stuttgart alerede havde faaet flere af hans Arbeider, end det nogensinde havde været hans Agt at overdrage samme. Dette var saaledes vistnok ogsaa Grunden til, at han under sit sidste Ophold i Rom, naar der blev tale om yderligere Gaver til Stuttgart, stedse, saaledes som Hr de Kolb i sin Protest kalder det, skjød Afgjørelsen af denne Sag tilside, og denne hans egen Anskuelse af Sagen synes derhos ogsaa klart at fremgaae af hans forskjellige testamentariske Dispositioner. Medens han saaledes i de af ham i Aaret 1837 og 1838 oprettede testamentariske Bestemmelser havde fastsat, at de specielle af ham foretagne Dispositioner skulde ansees som integrerende Dele af hans sidste Villie, erklærede han senere, in specie i den 3die Paragraph af Testamentet af 25 Januar 1843, enhver speciel Disposition, ældre end denne Dato og ikke udtrykkelig gjentaget i hans sidste Villie for aldeles ugyldig.
Hvorledes man saaledes end betragter Sagen, om der tages Hensyn til Documentets mangelfulde Form eller til dets ubestemte Indhold og øvrige oplyste Omstændigheder, maa jeg antage det for aldeles utvivlsomt, at Thorvaldsen ikke har villet paatage sig nogen juridisk Forpligtelse, og at han selv antog mere end rigeligt at have doteret Stuttgart, og det er saaledes ikkun en ligefrem Følge af min Stilling til Arvemassen, naar jeg herved protesterer imod, at det af Kunstskolen i Stuttgart fremsatte Krav nyder nogen Fyldestgjørelse
Kjøbenhavn 11 Juni 1845
ærbødigst
Gustav Brock
[På den anden led i venstre margen:]
Fremlagt i Cftd Thorvaldsens Bo d 11 Juni 1845
GustBrock
Last updated 20.09.2011