NN
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
The commentary for this document is not available at the moment.
Kløverbladet:
Oehlenschlæger, Thorvaldsen og H. C. Ørsted
De tre verdensberømte Mænd, som vi benævne Kløverbladet, er Nutiden saa bekjendt, at vi ikke behøve at sige, at de ikke alene ere Danmarks Stolthed, men ogsaa høre til de største Navne i Literaturen, Konstens og Videnskabernes Rige, og kjendes overalt hvor sand Cultur findes.
Nordens store Digter, Adam Gotlob Øehlenschlæger, blev født den 14. November 1779 paa Vesterbro. Faderen var en Slesviger, og, ligesom hans Fader og Bedstefader vare Organister, blev han det ogsaa ved Frederiksberg Kirke og Forvalter paa Slottet. Det gik den unge Oehlenschlæger som saa mange andre, han var sig ikke sit egentlige Kald bevidst; til Handelen duede han ligesaa lidt som til Contoiret; lærde Studier var heller ikke hans Lyst, og Kunstacademiet søgte han ogsaa til ingen Nytte. Da gik der et Lys op for ham, at Kunstens Tempel vilde være det Sted, hvor han vilde indlægge sig et udødeligt Navn, skjøndt ikke paa den Maade han først troede. Han betraadte Skuepladsen, men var kun en maadelig Skuespiller. Han maatte atter tage fat paa Studeringen og agtede at blive en sneverhjertet Jurist, da var det som Fr. Barfod siger i sine Fortællinger af Fædrelandets Historie, at Skjærtorsdagskampen befrugtede hans Aand, og da han to Aar efter gjorde Bekjendtskab med Henrik Steffens, med hvem han havde en Samtale, der varede fra Klokken 11 om Formiddagen til Klokken 3 om Natten i fulde 16 Timer, skrev han det første ham værdige Digt: Guldhornene; Steffens havde begeistret ham. I sine Digte 1803 fremtraadte han som Skaberen af en egen Poesie, og efter dem fulgte en lang Række af Skuespil og Digte. Nordens Helteliv, Oldtidens Kæmper fremstillede han for os, men ogsaa Sydens varme Liv skildrede han os i Aladdin, hvis Underlampe han havde fundet, som Baggesen, hans senere heftige Modstander, yttrede forgjæves at have søgt efter. Herlige Digterværker strømmede nu fra hans Pen. Nordens Aand duftede fra hans Palnatoke, Axel og Valborg, Hakon Jarl, Stærkoder, Hagbarth og Signe, og disse, samt Nordens Guder, hvori den gamle Gudeverden blev gjenfødt, gjorde ham til hele Nordens Digter; han havde jo gjengivet de tre nordiske Riger deres Helte og deres Heltetid. Hans Harpes mægtige Toner forenede igjen de tre Nationer af een Rod, og hvor det nordiske Tungemaal taltes, var hans Skrifter Yndlingslæsning. I Lunds Domkirke kronede Sverrigs herlige Skjald Tegner ham med Laurbærkrandsen:
„den nordiske Sangerkonge,
Tronarvingen i Digtningens Verden;”
Thronen beklædte dengang Göthe, tilføiede han. Skjønt prydede vistnok ogsaa Krandsen den 50aarige Mand med de ædle, skjønne Træk, med de aandrige Øine, med den hulde Venlighed mod Enhver. Digteren Baggesen søgte at forringe hans fortjente Roes, men han, den Livsfroe, var den som tog den ringeste Deel i Striden, han overlod den til de Yngre. Hans eget Folk satte ikke mindre Priis paa ham end Nabolandet, og det glædede hans dårlige Hjerte at see sig hædret af sin Konge ved Hæderstegn, han levede en lykkelig Manddom, en lykkelig og kraftig Alderdom, indtil det Sidste i Besiddelse af Sangens Gave. Hans sidste Fødselsdag, da 70 Aar laae paa hans Isse, men Aanden endnu var ungdomsfrisk, seiredes af en talrig Kreds af Venner og Beunderer. To Maaneder efter var han død. Et uoverskueligt Liigtog førte ham forbi det lille, uanseelige Huus, hvor den Afsjælede saae Dagens første Lys, hen til Frederiksberg Kirkegaard.
Hvad Holberg var for det danske Sprog, det var han for den danske Enighed og Kjærlighed.
Bertel Thorvaldsen, det andet Kløverblad, blev endnu mere verdensberømt end Oehlenschlæger, thi Sproget slog ikke en Bom for Kjendskabet til hans Værker, som hele Verden besidder. Hans Fader var en fattig islandsk Billedskjærer, hans Moder en jydsk Bondepige, men i Kjøbenhavn saae han Daglyset den 19. November 1770. I sit ellevte Aar, efter at have nydt kun ringe Underviisning, kom han i Kunstacademiets Skole, og endnu inden han var confirmeret erholdt han den lille Sølvmedaille 1787. Han vandt Professor Abildgaards Yndest og erholdt to Aar efter den store Sølvmedaille. Sin Fader behjælpelig i hans Fag vandt han 1791 den lille Guldmedaille, skjøndt hans Undseelse nær havde røvet ham den, da han vilde fjerne sig midt under Prøven. Atter to Aar senere erholdt han den store Guldmedaille. Han kunde nu reise i tre Aar, men forblev dog nogen Tid i sit Fødeland, for at indhente noget af hvad han manglede i Dannelse og Kundskaber. Paa en Orlogsfregat kom han 1797 til Rom. hvorfra hans Navn skulde straale ud over den hele cultiverede Verden. Han fandt en dygtig og alvorlig Vejleder i den danske Generalconsul Zoega, men var dog ikke tilfreds med hvad han udførte, og sønderbrød det. Næsten havde han været sex Aar i Rom, da han fik Ideen at paabegynde en kæmpestor Jason, efter at have sønderbrudt en mindre. Han fik den afstøbt i Gibs. Den blev beundret, men derved blev det. Allerede pakkede han ind, ved et Tilfælde blev hans Reise udsat en eneste Dag, men den Dag afgjorde Hans Skjæbne. Den rige engelske Kjøbmand Hope kom for at besee hans Kunstværk, som han havde hørt omtale; det behagede ham, og han bestillte det udført for 600 Zechiner; endnu 200 vilde han betale, naar Arbeidet var færdigt. Nu blev Thorvaldsen da i Rom, og Rygtet begyndte at udbrede hans Roes. Udødelige Værker begyndte at gaae ud i den vide Verden fra hans Værksted; nævne dem vil være for vidtløftigt. Allerede begyndte Æresbeviisninger at strømme ind paa ham fra Florents, Kjøbenhavn og Bologna. Endnu var han dog ikke fri for Næringssorger, men vedblev med den ham egne ædle og rene Sands for det sande Skjønne, saa at sige at gjenføde Kunsten, og bringe den tilbage til de græske Formers strenge Reenhed, deres ædle, ophøiede Skjønhed. Nu skulde hans meest berømte Værker skabes. For Napoleon skulde han udføre en Frise til at smykke en af Salene i Slottet paa Montecavallo i Rom, og han udførte Alexanders Triumphtog i Babylon, og det blev, efter hans egen Mening, hans Hovedværk. Tre Aar efter fuldendte han to Mesterværker, som næsten Alle kjende: “Natten” og “Dagen”. Sande Kunstkjendere erklærede hans Mercur og hans tre Gratier for det Ypperste, de havde seet af den moderne Sculptur, og nu var Kunstnerens Navn ogsaa udbredt over hele Verden, og man kaldte ham “vor Tids Phidias”, eller “Nordens Praxiteles” og ved andre Navne. Men uagtet han var den verdensberømte Kunstner, var han dog i sit Hjem og i sit Værksted ligesaa ligefrem og troskyldig, som da han kom til Rom. Men nu begyndte Hjertet at længes efter Hjemmet, og efter i flere Aar at have været ventet i Kjøbenhavn, kom han da endelig i 1819 til Staden, hvor han blev modtagen som han fortjente. Han var endnu den samme, da han paa ny traadte ind af Kunstacademiets Port, som da han traadte ud af den, thi da han gjensaae den gamle Portner glemte han Stand og Forhold, og favnede den fattige Mand med Inderlighed. Men Bestillinger ventede ham i Rom og eet Aar efter forlod han Danmark. Paa Reisen til Rom vistes der ham de største Æresbeviisninger af Alle, og Bestillinger fik han i Mængde, og udførte ogsaa størstedelen til sine Venners Forundring. 1822 havde han udført Johannesgruppen samt Christus med de tolv Apostler til Frue Kirke. Mange vare endnu hans Værker. Man overlæssede ham med Ære og Udmærkelse, og han besad Rigdomme. I 40 Aar havde han, med Undtagelse af det ene Aar i Kjøbenhavn, levet i Rom, da vilde han tilbage til det Sted, hvor hans Vugge havde staaet, og hvor hans Grav skulde staae. Den 17. September 1838 holdt han sit Indtog i Kjøbenhavn, og neppe er nogen anden Kunstner bleven modtagen i sin Fødeby med saadanne Kjendetegn paa sand Hengivenhed og Kjærlighed, med saadanne Fryderaab. Man bar ham paa Hænderne, trak hans Vogn, og det var et Triumphtog i sit Slags som hans Alexandertog. Han tilbragte nu, med Undtagelse af en kort Reise til Rom, sine øvrige Dage i Hjemmet, og var saavel i Kjøbenhavn som hos Baronesse Stampe paa Nysøe uafladelig beskjæftiget med stedse nye Frembringelser af hans evig rastløse, evig ungdommelige Aand. Endnu en kraftig, skjøn Mandsskikkelse i de 73 besøgte han Kunstens Tempel, det kongelige Theater, og her slog hans sidste Time uden Smerte eller Suk. Han døde den 24. Marts 1844. Et mageløst Liigfølge fulgte ham til Fruekirke, hvor han blev bisat. Nu hviler han midt i det Museum, som prydes af hans Mesterværker, hvilke han havde skjænket sin Fødeby til evig Arv og Eie.
Nu komme vi til det tredie Kløverblad, Hans Christian Ørsted, Electro-Magnetismens eller Electricitetens magnetiske Virknings Opfinder. En Apothekersøn i Rudkjøbing, født den 14. August 1777, lagde han sig efter Studeringer, blev Student, tog pharmaceutisk Examen i Aaret 1797 og ansattes allerede 1800 som Adjunkt ved Universitetets medicinske Facultet. Efter at have reist udenlandsk i tre Aar blev han 1806 Professor i Physik, og vedblev at være det til sin Død, men forenede med dette endnu en Mængde andre Embeder. Mange og vigtige vare de Opdagelser, han gjorde i Videnskaben, da var det i Aaret 1820 i Juli at han opdagede, som vi allerede have omtalt, Electricitetens magnetiske Virkning, der ledede til de største og følgerigeste Resultater. Det var en af de Opdagelser, som der kan henrinde Aarhundreder paa Aarhundreder førend lignende opdages. Han skyndte sig strax at bekjendtgjøre sin Opdagelse ved et kort latinsk Program, som han den samme Dag sendte til samtlige Europas videnskabelige Hovedstæder. Hans Opdagelse blev strax gjort til en Gjenstand for den flittigste Granskning, den blev mangfoldig udvidet og frugtbargjort, den blev Grundlag for en Hovedafdeling i den nyere Physik, ja den blev Ophavet til en Mængde nye Opdagelser, der i mange Henseender have omformet Livet i hele den beboede Verden. Med denne og mange flere Opdagelser vil Ørsteds Navn gaae til de fjerneste Tider, som det længst er gaaet til de fjerneste Folk, hvis Afstand han saa at sige har ophævet, da den electromagnetiske Telegraph er en Datter af hans store Opdagelse, uden hvilken den aldrig kunde været tænkt. Nu strømmede der Hædersbeviisninger ned over den lykkelige Opdager, fra alle Verdens lærde Selskaber modtog han Medlemsbreve, fra det londonske Videnskabernes Selskab sendtes ham den copleyske Medaille, det franske Institut dets mathematiske Classes store Guldmedaille til over 1000 Rdlr.; Titler og Ordener gav ikke alene Hjemmet ham, men ogsaa de forskjelligste fremmede Regjeringer. “Aaret 1820 var det lykkeligste i mit videnskabelige Liv,” siger ogsaa Ørsted i sin Levnetsbeskrivelse, thi han saae sig bedømt som hans Beskedenhed neppe havde drømt om.
Men medens han saaledes gavnede hele Verden, gavnede han sine Landsmænd, og det den store Almeenhed, ved at ansee det som sin Livsopgave at gjøre samtlige sin Videnskabs Resultater til den store Almeenheds Eiendom. Saaledes er han Stifter af Selskabet til Naturlærens Udbredelse, saaledes oprettede han den polytechniske Skole, var virksom Deeltager i Stiftelsen af mange Selskaber: Trykkefrihedsselskabet, de skandinaviske Naturforskeres Selskab o. fl. Store vare og hans Fortjenester i andre Henseender, som vi ikke her ville omtale, blot ville vi tilføie, at han i 36 Aar holdt offentlige Forelæsninger for en stor og blandet Tilhørerkreds lige til sin Død. Her viste hans venlige Personlighed, hans hjertelige milde Væsen sig i sit hele Lys, saa at Ingen, der har overværet hans lærerige Forelæsninger, vil glemme ham.
Han naaede den høie Alder af 74 Aar med usvækkede Aandskræfter og Sundhed. Den 2den Marts 1851 døde han.
–––––––––
Dette er et uddrag af Chr. Petersens Fædrelandshistoriske fortællinger, som udkom i 1857.
|
|
Jason med det gyldne skind, 28. januar 1803 - Senest 19. marts 1803, inv.nr. A52 |
|
|
Kristus, Antagelig november 1821 - Senest januar 1822, inv.nr. A82 |
|
|
En jæger, Tidligst oktober 1822, inv.nr. A67 |
|
|
Johannes Døberen, Tidligst oktober 1822, inv.nr. A59 |
|
|
En ung mand, Tidligst oktober 1822, inv.nr. A60 |
|
|
En søn med sin far, Tidligst oktober 1822, inv.nr. A61 |
|
|
En mor med sit barn, Tidligst oktober 1822, inv.nr. A62 |
|
|
En gammel skriftklog, Tidligst november 1821 - Senest oktober 1822, inv.nr. A63 |
|
|
En liggende dreng, Tidligst november 1821 - Senest oktober 1822, inv.nr. A64 |
|
|
En dreng, Tidligst oktober 1822, inv.nr. A65 |
|
|
En farisæer, Tidligst november 1821 - Senest oktober 1822, inv.nr. A66 |
|
|
To børn, Tidligst november 1821 - Senest oktober 1822, inv.nr. A68 |
|
|
En mor med sin søn, Tidligst oktober 1822, inv.nr. A69 |
|
|
En hyrde, Tidligst november 1821 - Senest oktober 1822, inv.nr. A70 |
|
|
Natten, Tidligst juni 1815 - Senest august 1815, inv.nr. A369 |
|
|
Dagen, Antagelig 1815, inv.nr. A370 |
|
|
Alexander den Stores indtog i Babylon, Tidligst 1822, inv.nr. A508 |
Last updated 18.12.2015