Redaktørerne ved Fædrelandet
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
The commentary for this document is not available at the moment.
Byrons Statue af Thorvaldsen.
Spørgsmaalet om denne Statues Skjæbne har i den senere Tid saa ofte været bragt paa Bane, at vi troe, at en kort Beretning om den, der findes i det engelske Tidsskrift ”The Athenæum”, og behandler ikke blot dette Kunstværks Historie, men ogsaa dets Fuldkommenheder og Mangler, vil interessere vore Læsere.
„Denne Statue, der blev forstødt af Kirken, hvis Dom, som det synes, har været stærk nok til at veie op imod den Interesse, der knyttede sig til Navne som Byron og Thorvaldsen, og til at holde et Kunstværk, der minder om dem begge, indesluttet i Kjældrene i Londons Dok, har tilsidst fundet en Bestemmelse, og efter at have gjenseet Maanens Straaler, befinder den sig nu hos Sir Richard Westmacott, under Forberedelse til at opreises i Trinity-College’s Bibliothekssal i Cambridge. For vort eget Vedkommende ansee vi denne Bestemmelse passende, skjønt vi rigtignok maae beklage, at der ikke i Hovedstaden fandtes nogen hensigtssvarende Plads for den. Imidlertid har dog den offenlige Opmærksomhed, med Hensyn til dette Konstværk, i den sidste Tid været vakt i en saadan Grad, at vi ville foreslaae dem, der have med den at gjøre, at foranstalte den offenlig udstillet her i Staden ‒ i Nationalgalleriet eller andensteds ‒ før den sluttelig bringes til sin Piedestal i Cambridge.
Medens denne Billedstøtte befandt sig under Laas og Lukke, udspredtes der i Publicum af de faa Indviede, der havde seet den i Kunstnerens Atelier, saa forskjellige Meninger om dens Værd som Kunstværk, og sattes der saa mange Rygter i Omløb angaaende de Omstændigheder, under hvilke den laa begraven i et Handelsselskabs Kjældere, at vi følte en stærk Opfordring til at faae Lejlighed til selv at dømme angaaende det første Punkt, og at indhente paalidelige Oplysninger med Hensyn til det andet. Billedstøtten tilhører en Samling Subscribenter, der vare private Venner eller Beundrere af den afdøde Digter, hvilke bidroge til Mindesmærket med en Interesse, hvortil imidlertid Beløbet af den indsamlede Sum ikke kom til at svare. Først henvendte de sig om Udførelsen til Chantrey. Denne Konstner afslog imidlertid et Arbeide, der blev saa ufuldstændigt betalt, og Comiteen, der ikke syntes at vide af, at der i England fandtes nogen anden Billedhugger, gik derpaa til Rom, for at søge en Mester. Det er ofte blevet sagt og gjentaget, at Thorvaldsen udførte dette Værk gratis, paa Grund af sin enthousiastiske Beundring for Digteren og Taknemlighed mod England, fordi en af dets Sønner havde lagt Grunden til hans Lykke. Skjønt denne Paastand ikke er bogstavelig sand, indeholder den dog Sandhed nok til at hædre Konstneren og forhøie hans Arbejdes Interesse. Den Sum, der var indkommen, blev ‒ hvad dens Beløb nu end maa være ‒ rigtignok betalt til Thorvaldsen, men det var ikke nogen Pris, der svarede til hans Arbeide, og Konstnerens Svar skal derfor ogsaa omtrent have været følgende: „Mine Herrer! Jeg har ikke Raad til at skænke Dem Marmoret; men jeg vil tage imod Deres Penge og udføre Statuen”. Den Indsigelse, der ved dens Ankomst til England mødte dem med Hensyn til dens Optagelse i Westminster Abbediet, fordi Digteren skulde være uværdig til at optages i det udsøgte Marmorselskab, som der findes, er tilstrækkeligt bekjendt. Efter Dr. Irelands Død gjorde man Forsøg paa at faae denne Excommunication tilbagekaldt af hans Efterfølger; men, hvad end Dr. Turtons Mening maatte have været, saafremt Sagen oprindeligt havde været henstillet til ham, følte han dog det Upassende at underkjende sin geistlige Forgangers Dom; og saaledes har Statuen henligget i Pakkasserne lige indtil Trinity-Bibliothekets Døre aabnedes for den Forskudte.
Hvad selve Statuen angaaer, da troe vi ikke Nogen, der betragter den med konstnerisk Aand, vil føle sig skuffet. Som Fremstilling af en Digter og denne Digter i Særdeleshed, er det et skjønt componeret og smukt udført Arbeide, der med en heel Deel af den danske Konstners Skjødesløshed og Ufuldendthed i Udførelse forbinder mindre end hans sædvanlige Strenghed i Stil. Sagen er, at Arbeidet fremstiller et Maleri, fra hvilket Synspunct man end betragter det, og et Maleri, der i lige høi Grad knytter Tanken til det Romantiske og det Classiske. Skjalden sidder paa et Brudstykke af Ruinerne af et gammelt Tempel, og hans Fod hviler paa et afbrukket Skaft af en nedstyrtet Søile. De af Konstneren paa det henkastede Brudstykke anbragte Ornamenter, der naturligvis skulle forestille antikt Billedhuggerarbejde paa Stenen selv, ere meget smagfuldt valgte som Attributer for Digteren: de paa høire Side forestille Minervas Ugle, medens paa venstre Side Lyrens Indvielse til Apol symboliseres. I venstre Haand holder Digteren en Bog, hvorpaa læses Titlen „Childe Harold” og den noget i Vejret reiste Hage berøres let af en Stylus, som han holder i den høire. Hovedet er noget hævet i Veiret og dreiet om imod den høire Skulder; Øinene skue opad, men uden noget dramatisk eller bestemt Udtryk af Begejstring. Baade Blik og Stilling er det naturlige, ukonstlede Udtryk for Tankefuldheden. Skjønheden af Digterens Haand og Haandled, og de fine Former af Halsen og Underansigtet ere slaaende gjengivne; men i Ansigtsudtrykket er der noget Mere end blot Tankefuldhed, noget uendeligt Melancholsk og Rørende, der forekommer os at være een af Arbejdets ypperste Fuldkommenheder. Oversansigtet bærer Præg af Smerte og Sorg, og en Skygge indenfra giver Ansigtstrækkene, som i deres ydre Form ere ungdommelige, et ældre Udseende. Costumet er en Ridedragt, hvorover løseligt er henkastet en Kappe, hvis Folder Konstneren har afbenyttet til at give Værket Relief. Med Hensyn til Følelse og Udtryk er Arbeidet særdeles skjønt: det gjengiver ganske den besynderlige, lunefulde Digters Aand, Charakter og Skjæbne; og Trinity College’s herlige Bibliothek vil i denne Statue have en ny Gjenstand af Interesse for dets Besøgere.
Udførelsen af Figuren staaer ‒ ligesom Tilfældet er med mangt et andet af Thorvaldsens Arbeider ‒ langt under Compositionen; og her er det, at de mere uvenligt stemte Konstdommere maae have fundet Anledning til de Udsættelser, der have forledet dem til saa høiligt at undervurdere Arbeidet. Foruden den fremherskende Ufuldendthed i Behandlingen ‒ med Undtagelse af Hovedet og Hænderne ‒ findes der Feil i Detaillen, der unegteligt kunne give, den strenge Kritiker tilstrækkeligt Strof til Udsættelser, som man blot kan imødegaae ved at appellere til høiere Sympathier og konstnerisk Tro. Ingen engelsk Billedhugger turde, af Frygt for det Skrig, han vilde nedkalde over sit Hoved, vove at fremstille for Publicum saadanne Underextremiteter, som Thorvaldsen har givet Digteren: ingen britisk Statue kunde staae paa saadanne Fødder. Det høire Been, der er udstrakt for at hvile paa en lavere Plan, ‒ medens det venstre i mere hævet Stilling støtter sig paa det afbrudte Søileskaft ‒ er formløst, idet dets Overdeel navnlig mere er qvindelig end mandlig. Alle disse Mangler havde Konstneren kunnet rette, om han havde villet: det vilde have været en Fuldkommenhed mere, som hans Meisel kunde have tilføiet til enhversomhelst Tid. Det er imidlertid ingenlunde vor Hensigt at undervurdere det Fortjenstlige i en fuldendt Udførelse, eller at forsvare Manglen deraf; men Tanken, som denne Statue udtrykker, har et indre Værd, der nok kan veje op imod al den Technik, der læres i Skoler eller indskærpes af Konstdommere”.
Denne tekst blev trykt i Fædrelandet.
|
|
George Gordon Byron, maj 1831, inv.nr. A130 |
Last updated 26.03.2015