Redaktørerne ved Ny Portefeuille, J.C. Schythe
København
Omnes
Dateringen fremgår af det tidsskrift, hvor denne tekst blev trykt.
The commentary for this document is not available at the moment.
Bindesbøll.
–––––––––
Michael Gottlieb Birckner Bindesbøll, der ved sit Thorvaldsenske Museum har erhvervet sig en Celebritet, som vil blive uforglemmelig i den danske Architekturs Historie, er født i Ledøie Præstegaard den 5te Sept. 1800. Hans Fader var Præsten Jens Bindesbøll, Moderen Caroline Johanne Hornemann. Hans trende Brødre bestemtes alle til at studere, men da Faderen ikke tiltroede ham Evner til at betræde den videnskabelige Bane, blev han i Aaret 1815 sat i Lære hos Møllebygger Jørgensen; han blev da ogsaa Svend i 1817 og arbeidede nu som Tømmersvend indtil 1819. Imidlertid vedligeholdt han uafbrudt Omgangen med en af sine ældre Brødre, den som Theolog hæderlig bekjendte Severin Bindesbøll, til hvem han i Særdeleshed sluttede sig i sin modnere Alder. Dette kunde ikke andet end have tilfølge, at hans daværende Stilling ikke kunde tilfredsstille ham, men at der, ved den idelige Omgang med en dannet og beslægtet Aand, maatte opstaae hos ham en alvorlig Stræben efter at emancipere sig fra de Forhold, der bestandig maatte blive ham mere trykkende, og bringe ham til at fæste sine Tanker paa et høiere Maal, end det, han hidtil havde haft for Øie. I Aaret 1820 henvendte han sig til sin Fader for ved hans Understøttelse at see sig istand til at studere Architekturen; men denne, der uden Tvivl meente, at det ikke vilde føre til Noget, afslog ham det reentud. Han var nu allerede tyve Aar gammel; saamange skjønne Ungdomsaar vare allerede gaaet tabte for en høiere Uddannelse, og han maatte selv føle, at Vendepunktet var der, hvis det skulde blive til noget Alvorligt. I denne Nød var igjen Broderen Severin hans Trøster og Støtte, thi, uagtet denne, der dengang levede af sine Informationer, vel ikke havde meget tilovers, erklærede han ham dog reentud, at han kun skulde følge sin Tilbøielighed og tage fat paa Architekturen: han selv vilde dele sin Fortjeneste med ham, og saalænge han havde Noget, skulde han ikke mangle. Det gjorde han da ogsaa; dog afbrødes hans Studier for en kort Tid, idet han endnu i samme Sommer kom til at gjøre en lille Reise til Stockholm, som han foretog efter Conferentsraad Collins Opfordring, for at besee en nyopfunden Korntørringsmaskine og beskrive dens Indretning. Ved sin Tilbagekomst blev han ansat til at føre et Slags Tilsyn med en lignende, dog vedblev han samtidig at lægge sig flittig efter Tegning, som han altid havde haft en afgjort Tilbøielighed for, samt at studere Physik, Chemi og Mathematik, hvorved han tillige kom i Bekjendtskab med Physikeren Ørsted, et Bekjendtskab, der ikke var uden Indflydelse paa hans Fremtid. Da Bindesbøll var meget ivrig i sine Studier, fik Ørsted en saadan Interesse for ham, at han tilbød ham at tage ham med paa en Udenlandsrejse, som han i Aarene 1822 og 23 foretog sig i Tydskland og Frankrig. Underveis behandlede Ørsted ham som en Ven, og Bindesbøll havde saaledes den bedste Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med Alt, hvad der var stort og berømt. I Tydskland var det da navnlig Middelalderens gothiske Rester og deres særegne Præg, der gjorde Indtryk paa ham, men i Paris maatte et ungt Menneske som han, der endnu ikke havde lagt nogen bestemt Livsplan, naturligviis føle sig fuldkommen forvirret. Da gjorde han netop i rette Tid Bekjendtskab med den berømte Architekt Gau, der nylig var hjemkommen fra Orienten, og som senere har gjort sit Navn hæderligt bekjendt ved Fortsættelsen af Denons Værk over Ægypten og Massois Værk over Pompeii, begge clasiske Hovedværker. Dette Bekjendtskab var til uberegnelig Nytte for Bindesbøll og er ligesom Basis for hele hans Fremtid, thi nu lærte han først at vide, hvad han vilde. Da han kom hjem fra Reisen, blev han strax ansat som Bygningsconducteur hos Etatsraad Koch, og her begynder nu hans academiske Bane. Han betraadte denne fuld af Begeistring for det Maal, den aabnede ham, og hans første Arbeider optoges med Varme af Prof. Hetsch og Academiets Professorer.
Imidlertid var det ikke langt fra, at den praktiske Virksomhed, han havde begyndt hos Etatsraad Koch, nær havde revet ham bort fra den kunstneriske, og det var allerede kommet saa vidt, at han i 1829 var lige ved at give efter for Koch’s Opmuntring til at gjøre Mesterstykke og blive Professionist; men den afdøde Freund, der anede, hvad der boede i ham, foreholdt ham strengt og alvorligt hans Forsømmelighed paa Academiet; oppustede igjen den kunstneriske Gnist hos ham, gav ham nyt Mod og en ny Impuls fremad – og alt dette havde en saa gavnlig Indflydelse paa ham, at han allerede i 1831 erhvervede sig Academiets store Guldmedaille for Planen til en gothisk Domkirke, det første gothiske Arbeide, der havde været indsendt til Academiet. Fra denne Tid skriver sig ogsaa hans Bekjendtskab med flere af de bedste blandt vore yngre Kunstnere som Küchler, Sonne og navnlig Marstrand og Constantin Hansen.
I Aaret 1833 udarbeidede han det første Projekt til et Museum for Thorvaldsens Værker, et Projekt, der offentlig udstilledes i 1834, og som, ihvor meget det end afviger fra det, der ligger til Grund for den nuværende Bygning, dog indeholder dets første og egentlige Spire. Samme Aar tiltraadte Bindesbøll med offentlig Understøttelse sin fleeraarige Udenlandsreise i Tydskland, Italien, Sicilien, Grækenland og Tyrkiet; dog var Rom hans Hovedopholdssted paa denne Reise, og her havde han rigelig Leilighed til med Thorvaldsen selv at udvexle sine Ideer om det vordende Museum; navnlig blev han her enig med ham om det Isoleringssystem med Hensyn til Kunstværkernes Opstilling, som ogsaa senere er blevet taget tilfølge, og om Classificationen i tre forskjellige Inddelinger: den antike Kunst for sig, den christelige for sig, og som en tredie Afdeling: Portraitstatuer og Büster. At Opførelsen af dette Museum skulde blive anbetroet ham, havde allerede i en Række af Aar staaet for hans Sjæl som en af disse ungdommelige Illusioner, som Phantasien finder en Glæde i at sysle med, selv medens den endnu ikke seer Muligheden af nogensinde at faae dem realiserede. Alligevel vedblev han ufortrødent fra Udlandet at hjemsende Projekter til dette Museum, der meer og meer syntes at blive en Livsopgave for ham, og da han nu kom hjem, havde han ogsaa den Satisfaction d. 22 Febr. 1839 at modtage en Anmodning om at indtræde i den Comitee, hvis Opgave det var at tage Opførelsen af et Museum under nærmere Overveielse. Den 23 Decbr. s. A. udnævntes han til Bygnings-Inspecteur i Holsteen.
Kort iforveien var Bindesbøll bleven agreeret paa sine medbragte Tegninger. Da han til Receptionsstykke tilbød sig at udkaste Planen til et Museum, syntes Academiet ikke tilbøieligt til at gaae ind herpaa, men satte ham som Opgave – efterat det først havde forespurgt, hvilken Opgave han helst vilde udføre (!) – et Theater. Herpaa indlod Bindesbøll sig naturligviis ikke, og er som en Følge deraf endnu ikke Medlem af Academiet. At fortælle de hemmelige og aabenlyse Kampe, Bindesbøll har havt at bestaae, inden det endelig lykkedes ham at see sit længe nærede Ønske opfyldt, ligger udenfor dette Blads Interesse. Det vil være en omhyggelig og upartisk Fremstilling af den nyere Tids Kunsthistorie i vort Fædreland forbeholdt, engang skaanselsløst at fremstille disse Facta – her ville vi nøies med at bemærke, at, da man endelig beqvemmede sig til at gjøre Museets Opførelse til en Concurssag, seirede Bindesbøll’s Plan – til Held for Kunsten og den gode Smag – over hans Rivalers; men dem af vore Læsere, der muligen endnu kunde ønske at vide noget Nærmere om, hvorledes Mesteren har skilt sig ved sit Hverv, henvise vi til Værket selv, der for Nutid og Eftertid – det haabe vi! – vil staae som en værdig Indfatning af den største Skat, som Danmark har i Eie.
Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i tidsskriftet Ny Portefeuille, op. cit.
Last updated 10.04.2017