NN
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
The commentary to this document is not available at the moment.
Thorvaldsen.
(Fortsættelse.)
Saaledes hengik Tiden hurtigen for ham her i Rom, da han pludselig vækkedes med Skræk ved Tanken om, at de tre Aar snart vare omme, i hvilke Stipendiet var ham tilstaaet, og endnu havde han ikke udført et Arbejde, som, efter hans Mening, var godt nok til at vidne om ham i Hjemmet. Her var man derimod vel tilfreds med hvad han havde sendt hjem, endskjøndt dette kun var en ringe Deel af det, han havde arbejdet; thi han kunde aldrig rigtigt fyldestgjøre sig selv, og derfor var det sædvanligen hans Skik, at saasnart han havde fuldført en Billedstøtte, huggede han Hovedet af og henslængte Stumperne, at Ingen skulde see dem.
Ved denne Strid med sig selv og med sine Værker røbede han vistnok, skjøndt uden selv at vide det, at det Maal, han omsider skulde naae, var fjernere end almindeligt. I saadan Sindsstemning besluttede han da nu, at udføre en Billedstøtte, som tilgavns kunde tale hans Sag i Danmark og hertil valgte han af Grækernes Historie at fremstille Helten Jason, hvorlunde han i et fremmed Land henter sig det gyldne Skind, efterat have overvundet al Modstand.
Rask lagde han Haanden paa Værket og i April 1801 stod hans Model færdig i naturlig Størrelse. Men den maatte dele Skjebne med mangen tidligere. Engang da han ret havde seet paa den, slog han den i Stykker, og mismodig begyndte han nu at tænke paa Hjemrejsen i Efteraaret. Zoega, som for blev nævnt, skulde ogsaa vende tilbage til Danmark, og det var naturligt, at de besluttede at følges ad, og paa Grund deraf blev Reisen udsat til næste Foraar.
Da Januar kom i 1803, stod der igjen en Model af Jason i hans Værksted; men denne Gang var Helten, – ligesom for at gjøre sig mere gjeldende – voxet op til en overnaturlig Størrelse. Da dette Arbeide blev bekjendt, kom der Mange for at see det, og det beundredes af Alle som et Værk, der mere end noget andet af dem, der vare udførte siden Christendommens Indførelse, mindede om den særegne Maade, som Grækerne havde brugt til at fremstille Billedhuggerarbeide. Men det blev dog kun ved Lovtalerne, og det var meget nærved, at ogsaa denne Statue havde deelt sine Forgængeres Skjebne. Imidlertid drev Thorvaldsen det dog denne Gang saavidt, at han fik den afstøbt i Gips, og nu tænkte han, kunde den staae hen, indtil der engang var Leilighed til at faae den sendt til Danmark.
Han pakkede da sine Eiendele sammen og sagde sin Jason Farvel; thi næste Morgen var berammet til Afreisen. Vognen holdt for Døren, Kufferten var surret fast bag paa, og der var ingen anden Hindring uden den, at en tydsk Kunstner, som skulde reise med, ikke endnu havde indfundet sig. Omsider kom han da, men kun for at sige, at han endnu ikke kunde komme afsted, fordi hans Pas ikke var paaskrevet. Reisen blev derfor udsat indtil næste Dag; men nu skulde det netop paa denne Dag skee, at en Omviser førte en rig, engelsk Kjøbmand, ved Navn Thomas Hope, hen til det lille Værksted, for at han der kunde see den Jason, om hvilken der gik saamegen Tale. Thorvaldsen var just tilstede og viste sit Arbeide, som vandt stor Yndest hos den rige Englænder. I deres Samtale spurgte han, hvormeget vel denne Statue vilde koste, naar den blev udført i Marmor. „Sexhundrede Zechiner!” svarede den beskedne Kunstner, for hvem det allerede syntes at være en stor Lykke, om han blot maatte faae Leilighed til at udføre den. „Det er for lidt,” gjentog ven ædle Ven af Kunsten, „jeg vil give Dem 800, og strax sætte Dem istand til at begynde .Arbeidet!” Ved denne Tilskikkelse opnaaede Thorvaldsen ikke alene det, at han nu kunde blive længere Tid i Rom; men han vandt og derved, at han kom i Orde, og at Rygtet nu talte hans Sag vidt og bredt og bragte ham Aar for Aar større Leilighed til at udmærke sig ved sin Kunst.
Først i Aaret 1807 modtog han og en Bestilling fra sit Fædreneland. Grevinde Schimmelmann vilde nemlig paa denne Tid forme Brahe-Trolleborg Kirke i Fyen en Døbefont, og. da Thorvaldsen var velbekjendt af hendes Paarørende i Italien, blev det ham overdraget at udføre en saadan af hvidt Marmor. Adskillige Aar efter ankom den til sit Bestemmelsessted, hvor den ogsaa nu er opstillet; men da dette Arbeide yndedes i høi Grad af Alle, som saae det, faldt det ham senere ind, at udhugge en anden efter samme Mønster, som han bestemte til en Kirke paa Island, hvorhen den og efter hans Villie er bragt.
Det varede nu ikke længe forend han fra den danske Regjering opfordredes til flere og større Arbeider, og blandt disse vare de fire runde Basrelieffer, som smykke Forsiden af Christiansborgslot. Men dertil voxede ogsaa jevnligen hans Beskæftigelser for udenlandske Fyrster og Grever, og hans Berømmelse steg nu, Tid efter anden, saaledes, at der næsten aarligen indtil hans sidste Levetid sendtes ham Ordener, Ærestegn og Titler fra forskjellige Regenter og Academier, saa at han, ogsaa i Henseende til slig Udmærkelse, var uden Lige iblandt Kunstnere.
Saaledes hengik det ene Aar efter det andet under et altid værende Antal af Bestillinger, saa at det omsider syntes umuligt, at han nogensinde vilde kunne finde Leilighed til at vende tilbage til Hjemmet. Imidlertid følte han dog bestandig Længsel efter Danmark og ønskede i alt Fald, blot engang at kunne gjøre sine Landsmænd et Besøg, var det endog kun for en kort Tid. Hos hans Landsmænd blev det Ønske igjen at see ham især levende, da der i Aaret 1811 opdagedes et hvidt Marmorbrud i Norge; thi nu tyktes det Alle at være skjønt, om han foretrak det norske Marmor for det italienske og græske. Vor nuregjerende Konge skrev til ham desangaaende, og af de Udtryk, hvori han besvarede denne naadige Skrivelse, viste det sig grant, hvor stor hans egen Længsel var. Men for en Deel var Thorvaldsen hindret derved, at han ved Contracter havde forpligtet sig til at udføre Arbeider, der endnu ikke vare færdige, deels var han paa samme Tid Professor ved den romerske Kunstskole, St. Lucas.
Dog syntes det omsider at ville lykkes ham, at gjøre et Besøg, da han ganske uventet fik en Bestilling paa en Frise, der skulde smykke alle 4 Vægge i et af Gemakkerne paa det Slot, Napoleon lod indrette paa det Prætigste for sig i Rom. Værket skulde indtage en Strækning af 29 Alen, og Thorvaldsen valgte dertil at fremstille, hvorlunde Alexander den Store holdt sit Triumphtog i Babylon. I en forbausende kort Tid fuldførte han sit Arbeide, og med en endnu større Forbauselse saae man her et Arbeide, der ikke havde sin Lige iblandt alle dem, der siden Grækernes Tid vare blevne til. Rygtet om det gjennemfoer hele Europa og naaede omsider og til Danmark. Med Begejstring begyndte man her at indsamle Penge for at faae det udført i Marmor til et Smykke for Christiansborgslot, da Regjeringen selv gjorde Kunstneren en Bestilling herpaa. For 7 a 8 Aar siden kom det hertil og findes nu, som bekjendt, opstillet i Forværelset til Riddersalen.
Aaret efterat han havde udført det nævnte Arbeide, blev han af den polske Regjering anmodet om at udføre i Marmor tvende Statuer af Qvinder, som skulde bære en Ertstavle, hvori skulde indgraves det fortrøstningsfulde Svar, Keiser Napoleon havde givet de polske Udsendinge. da de bade ham om at gjenoprette Polen til et selvstændigt Rige. Men da Thorvaldsen 1813 var færdig dermed, var der ikke længer Grund for Polakkerne til i saa Henseende at opreise et Mindesmærke, og de skjønne Statuer henstode derfor i hans Atelier, indtil de i Aaret 1813 bleve kjøbte af vor Regjering og benyttede til at bære Himlen over den kongelige Throne paa Christiansborg-Slot.
(Fortsættes.)
Denne biografi om Thorvaldsen blev trykt i Magasin for Natur- og Menneskekundskab. Dette er tredje del ud af syv, og de andre dele kan læses her i arkivet.
|
|
Jason med det gyldne skind, 28. januar 1803 - Senest 19. marts 1803, inv.nr. A52 |
Last updated 12.02.2015