Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten, NN
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
The commentary for this document is not available at the moment.
Thorvaldsens Museum.
Det er bekjendt, at det af Prof. Hetsch i sin Tid meddeelte Forslag til at benytte Marmorkirkens Ruiner til et Thorvaldsensk Museum blev i Almindelighed fundet ligesaa sindrigt som skjønt. Hiin fortrinlige Konstner har nu i en Artikel, som læses i „Dagen” for Løverdagen den 8de d. M. meddeelt „en nærmere Udvikling af de Fordele, som kunne fremgaae af en hensigtsmæssig Iværksættelse af denne Idee”, og hvortil han henregner, ‒ at en saadan Bygning paa dette Sted tillige kunde benyttes til et Pantheon for berømte danske Mænd, at den kunde afgive et passende Locale til offenlige Fester, at den betydeligen vilde forskjønne hiin Deel af Byen og befrie os fra Synet af den der nu staaende Ruin og Arbeidshytterne, og endelig yde Konftnere og Haandværkere en passende Beskæftigelse.
Foreløbigen skulle vi herved bemærke, at naar den ærede Forfatter, som det synes, knytter hine Fordele til et Museum just paa det nævnte Sted, da kunne disse og opnaaes andetsteds, ‒ med Undtagelse af at Marmorkirken da blev staaende. Men derimod kan vel intet væsenligt indvendes; thi den er en smuk og mærkelig Ruin her i vor nye Bye, og som Ruin vil den endog med Aarene stige i Interesse, uden at man behøver at gjøre videre ved den end ‒ fremdeles at lade den forfalde.
Det turde derhos være tvivlsomt, om ikke andre Pladser ere dertil lige saa skikkede f. Ex. den til Rosenborg Hauge stødende Kjøkkenhauge; og er det sandt, Benyttelsen af Marmorkirkens Plads skulde, formedelst den nuværende Bygnings Nedrivning, Grundens Opfyldning, Tilkjøb af tilstedende Huse osv. medføre betydeligen større Omkostninger end Museets Opførelse paa enhver fri Plads, kunde det være, at hiint Project ikke fandt „saa almindelig Gjenklang for det større Publicum”, ‒ ligesom det overhovedet er misligt at udgive sin individuelle Mening for den almindelige.
Det meddeelte Forslag synes i det Hele taget at være beregnet efter en altfor stor Maalestok. Prof. Hetsch har tidligere anslaaet Omkostningerne, beregnede „med den strengeste Oeconomi”, til 281,000 Rbd., og meent, at de i ethvert Tilfælde kunde holdes indenfor 300,000. Hertil haves i frivillige Tilskud, saavidt vides, henved 65,000 Rbd., Thorvaldsens Gave er 32,000 Rbd., altsaa ialt henved 100,000 Rbd. Meget er vel endnu i Vente, deels ved Privates Tilskud, deels af Kjøbenhavns Commune, hvilken som bekjendt den Thorvaldsenske Donation er tillagt. Ogsaa er det billigt, at Omkostningerne udredes paa en Maade, at den næste Generation kommer til at bære Noget deraf. Men desuagtet indsees ikke, hvorledes man tør gjøre Regning paa en Sum som den oven angivne. Vore Architecter synes overhovedet at forstaae sig bedre paa Konsten end paa Penge, og Intet er vel lettere end at udkaste planer til imponerende Bygninger, brillante Facader osv.
Eller skulde man nære Forhaabninger om betydelige Tilskud til hiint Foretagende af Statskassen? Og mon, under Finantsernes nærværende Tilstand, den offenlige Mening for Alvor skulde være stemt for, at der til dette Øiemed gjordes betydelige Opoffrelser fra Statens Side? ‒ Naar vi f. Ex. betænke den Masse af moralsk Fordærvelse, der har sit Udspring af vore Fængslers mangelfulde Indretning, maae da ikke saadanne Gjenstande forekomme os at ligge Regeringen nærmere?
Forslaget til i Forbindelse med Thorvaldsens Museum at opføre et pantheon eller en Æreshalle for berømte Mænd synes mindre heldigt. ‒ I Sandhed, Danmark har aldrig havt en saadan Overflødighed paa store Mænd, eller en saadan Mangel paa passende Steder at anbringe deres Billeder, at man af den Grund skulde være nødsaget til at opføre en egen Bygning. Overhovedet synes Ideen om et Pantheon eller et Sted, som udelukkende skal opbevare Monumenter over eller Afbildninger af berømte Mænd, ikke ret at ville smage Nutiden; disse Undersøgelser om hvo der henhører under formeldte Kategori ere som oftest af en saa delicat Natur, ‒ denne Stemplen til „Stor Mand” har ikke sjeldent noget saa Stødende og Latterligt, ‒ Udelukkelserne fra denne Hæderclasse give Anledning til saa megen Spænding og Bitterhed, ‒ den hele Indretning giver Forfængeligheden og Smigreriet saa megen Næring, ‒ at vi vistnok snarere maae ønske os til Lykke med ikke at have noget saadant Privilegeret Gjemmested for berømte Mænd, men derimod efter Omstændighederne kunne anbringe Monumenter og Billeder i Kirker og andre offenlige Bygninger eller paa offenlige Pladser, ‒ uden at indføre et nyt Slags Adelskab eller opstille den curieuse Todeling af vore fortjenstfulde Landsmænd: a) som ere Pantheons-Candidater, og b) som ere Ikke-Pantheons-Candidater. Hertil kommer, at Nationen ved en Indretning af saadan Beskaffenhed ligesom paalagde sig selv den Forpligtelse at opreise Mindesmærker over enhver fortjent Mand, hvilket under saadanne Omstændigheder vel nærmest vilde falde Staten til Byrde, i Stedet for at dette Forhold nu arrangerer sig paa en langt smukkere og naturligere Maade, idet snart en Afdøds Familie eller Venner, snart den Stand, hvortil han har Hørt, snart en vis Stiftelse osv. besørger et Monument opsat, ‒ eller en stor Mands Beundrere endog i hans levende Live foranstalte hans Billede foreviget ved Billedhuggerkonsten, ‒ og Vedkommendes Billede derhos placeret, hvor det efter hans Stilling er mest passende, f. Ex. Biskoppernes i Frue Kirke og Roeskilde Domkirke, eller paa det Sted, der har været Skuepladsen for en berømt Mands Gavmildhed, hvilket f. Ex. gjelder om adskillige af de paa det store kongelige Bibliothek anbragte Buster og Portraiter.
Mere turde det have for sig med Museet at forene et stort Locale, ‒ eller snarere, at indrette et af Museets Værelser (som altsaa tillige rummede Gjenstande, eiendommelige for Museet), til et stort Locale, skikket til talrige Forsamlinger. Vel have vi Theatre og Kirker, Børssalen, Universitetssalen m. fl.; men til egenlige Meetings eller store offenlige Sammenkomster, hvor en enkelt Taler nogenlunde beqvemt skal kunne høres af f. Ex. 5-600 Tilhørere, haves neppe noget passende Locale. Men saa meget synes vist, at det Formaal ‒ at skaffe et værdigt Opbevaringssted for Thorvaldsens Værker, nemlig de os skjænkede Marmorarbeider og Gibsafstøbninger af det Øvrige ‒ bør være Hovedsagen; nødes man altsaa af Mangel paa tilstrækkelige Fonds til at lade Noget fare af det, man ønsker at udøre, maa det Andet betragtes som Bihensyn.
Naar det iøvrigt hedder sig, at Thorvaldsen selv ønsker, at Museet tillige kan benyttes til andet offenligt Brug f. Ex. til en Concertsal eller deslige: da erkjende vi heri den store Konstners Beskedenhed, der saa let troer, at der skeer for Meget for ham eller hans Værker. Men fra et almindeligt Standpunkt betragtet synes det just at maatte være en Konstner som Thorvaldsen kjært, at hans Værker samles paa eet Sted, og som kun gjemmer hans Værker; eller i alt Fald tillige hvad han af Konstskatte selv har samlet og skjænket sit Fædreland. Ogsaa for os Andre synes Ideen om et Thorvaldsensk Museum, der Intet er uden et Thorvaldsensk Museum, at have noget særdeles Tiltrækkende. Det er derhos indlysende, at der ved at forbinde andet Brug med Museet altid bliver Fare for Beskadigelse og Ildsvaade.
‒ ‒ Hvorledes Ideen om Thorvaldsens Museum i sin Tid blev optagen, og det selv af Mange, som kun havde en høist dunkel Forestilling om Konstens Herlighed, er bekjendt nok; og det turde være den ikke mindst skjønne Side ved dette grandiose Foretagende, at det i et lille og pengefattigt Land skylder Borgernes frivillige Bidrag sin Tilblivelse. Men det er og især saadanne Bidrag, foruden Bidraget fra Staden Kjøbenhavn, hvorpaa man for Fremtiden bør gjøre Regning, og forene vi til dette Øiemed vore Ønsker med Professor Hetsch’s. Foretagendets raske Fremme og den høihjertede Konstners rige Gave maa nu have beskæmmet de lidet Troende, der meente, „at der dog ikke vilde komme Noget ud a’et”, eller „at man dog ikke vilde faae Noget at sætte i’et”; og dem, hvilke en ømfindlig Samvittighed, af Hensyn til Velgjørenhedspligten o. s. v., har tilbageholdt, ville vi tilraabe:
man bør ogsaa undertiden gjøre Noget for de høiere Interesser i Livet.
‒ tt ‒
Denne tekst blev trykt i Kjøbenhavnsposten, 12te Aarg. No. 347.
Last updated 26.02.2016