Redaktørerne ved Berlingske Tidende
Omnes
Dateringen fremgår af den avis, hvor teksten blev trykt.
The commentary for this document is not available at the moment.
England.
Overhuset. – Billen om Undertrykkelse af Bordeller o. s. v. Grev Fitzhardinge bad at maatte takke den høiærværdige Prælat (Biskoppen af Exeter), hvorved han var overbeviist at udtrykke de tilstedeværende Lorders Følelse, for hans dygtige og veltalende Foredrag og practiske Oplysninger, og han haabede, at Huset i ethvert Tilfælde vilde lade Billen komme for Comitee (hør. hør). Den høicærværdige Prælats Undersøgelser og Anstrengelser gjorde ham stor Ære; men han maatte spørge, om han ved sine Undersøgelser havde forvisset sig om et Punkt, der var blevet offentligt anført og som han heller aldrig havde seet modsagt, ligesom han ogsaa antog, at det vilde være umuligt at modsige det, fordi det angik en Corporation, der, hvis denne Beskyldning var ufortjent, sikkert ikke vilde lade den gaae upaatalt hen. For lidt over halvtredie Aar siden havde han seet opgivet, at af de meest berygtede Bordeller i London vare de, som eiedes af Domprovsten og Kapitlet til Westminster, de talrigeste.
Dei vat blevet sagt, at der paa et Sted, som kaldes the Almonry et Sted, han for Resten ikke kjendte (hør. hør) var der fire og tyve Bordeller, som alle tilhørte Domprovsten og Capitlet til Westminster (stærk Latter), hvilket udgjorde et Forhold af to Bordeller for hvert Præbende (gjentagen Latter). I Districtet Oxford – Street skulde der være tredive og i Districtet Pye-Street fyrgetyve Bordeller, og at alle Bordellerne i the Almonry og de fleste af andre tilhørte Domprovsten og hans velærverdige Colleger i deres Egenskab af Corporation (Latter); og han fandt at en saadan Corporation ved en retfærdig Udøvelse af sin Eiendomsret og med Hensyn til dens særegne Pligter burde have gjort Noget til dette Ondes Undertrykkelse førend Overhuset opfordredes til at give Love. Det ovenanførte Opgivende havde staaet i en Avis i 1841, altsaa for mere end to Aar siden og det havde forundret ham, at det ikke var blevet modsagt, fordi det røbede en temmelig stærk Inconseqvents hos Domprovsten og Capitlet. Man vilde erindre, at Domprovsten og Capitlet til Westminster af religiøse og moralske Hensyn havde nægtet Tilladelse til at opstille en Statue af Lord Byron i Westminster Abbediet (hør, hør). Han vilde ikke tvistes med dem om denne Bestemmelse, hvis de virkeligt havde troet, at Statuens Modtagelse vilde have været skadelig for Moralitet og Religion; men han fandt, at det var en stor Inconseqvents af dem at forbyde det Ene og tilstede det Andet, med mindre de skulde have havt den Grund for Øie, at Statuen ingen Indtægter vilde give, hvilket derimod det Andet gav (hør, hør). Han vilde med Glæde yde den høiærværdige Prælat sin kraftigste Bistand. Han takkede ham for hans Forslag; men Domprovstens og Capitlets Adfærd mindede ham om dem, “der afsone de Synder, hvortil de have Lyst, ved at fordømme dem, som ikke smage dem”, (stærk Latter).
Biskoppen af Gloucester havde stedse Hørt, at naar en ædel Lord agtede at gjøre Angreb, var det Skik, at han forud advarede derom (oh, oh!); det havde han lagt Merke til. Han vilde ikke sige, at den ædle Lord havde andre Bevæggrunde end saadanne, som vare fuldkomment rigtige og parlamentariske, og han antog derfor, at den ædle Greve i sit overordentlige Foredrag kun var bleven ledet af de bedste Bevæggrunde til at angribe Domprovsten og Capitlet. Han (Biskoppen) var tilfældigviis Medlem af den Corporation (Latter), over hvilken den ædle Greve havde udgydt al denne Harme, denne dydige Harme; og Alt, hvad han vidste om Sagen, skulde Deres Herligheder strax erfare (Latter). Hvad var det, som stødte en ædel Lord — at saadanne Angreb paa Personer af Stand og Anseelse, som vare berettigede til Agtelse, vare passende Gjenstande for Spot og Latter (Bifald)? For ikke fuldt saa længe siden som af den ædle Greve opgivet, men vel for flere Maaneder siden erindrede han at have, ikke i en Avis, men i et med Posten skrevet Brev, seet Paastande, som rigtignok kun stode lidet tilbage for den af den ædle Greve omtalte Afskyelighed, men hvorhos man dog opfordrede Domprovsten og Capitlet til Westminster til at nedlægge de berygtede Huse i den Deel af deres Eiendom, som kaldes the Almonry. Han havde snarest muligt benyttet Leiligheden til at omtale Sagen for den forrige Domprovst, som dengang var svagelig; den bragtes for Capitlet og det viste sig da, at Domprovsten og Capitlet ingen Raadighed havde over den hele Eiendom, da den var leiet ud paa fyrgetyve Aar; men saasnart som det erfaredes, at Beboerne vare Folk af slet Rygte, var Fornyelse af Leiecontracten bleven negtet. Der var altsaa sat en Skranke ved at lade Leiemaalet udløbe. Men ikke nok dermed havde man paa hans Opfordring gjort et endnu kraftigere Skridt; for de Penge, som den ædle Greve troede de holdt saa meget af, havde de tilkjøbt sig Resten af Leiemaalet, og han havde i Fjor havt den Glæde med sine egne Sandser at have overtydet sig om, at samtlige Huse vare blevne revne ned. Man havde tilintetgjort disse berygtede Huse, og han haabede at Beboerne af Westminster om ikke lang Tid vilde see dem erstattede ved gode og anstændige Bygninger (hør, hør). Han troede imidlertid, at Braadden i den ædle Greves Foredrag laa i den Yttring, at medens Domprovsten og Capitlet havde ladet hine Bygninger staae for at kunne putte Penge i Lommen, havde de negtet Tilladelse til at opstille Lord Byrons Statue i Abbediet, fordi den ikke vilde indbringe Penge. Det var den kjærlige Fortolkning , som det havde behaget den ædle Greve at give deres Adfærd. Dersom hans Herlighed vilde have den Godhed at vende Sagen om, vilde han komme Sagen nærmere (hør, hør). Capitlet hævede Leiecontracterne om hine Huse med umiddelbar Bekostning for sig selv, hvorimod det i det andet Tilfælde, hvilket indtraf førend han blev Medlem af Capitlet, ved at tilstede Anbringelsen af Lord Byrons Monument, vilde have skaffet sig en umiddelbar Fordeel, vel af et ringe Beløb; men den sædvanlige Betaling vilde dog være bleven erlagt (hør, hør).
Lord Brougham var med sin ædle og lærde Ven (Lordcantsleren) enig i, at det ikke vilde være til nogen synderlig Nytte at forlænge denne Discussion. Det var et af de Tilfælde, hvori han vel ikke vilde sige: jo færre Ord, jo bedre; men hvori det dog var det Bedste ikke at forlænge Discussionen, da Huset jo var enigt om at sammentræde i en Comitee. Men med Hensyn til det andet Punct, som var blevet bragt paa Bane, maatte han spørge, om Domprovsten og Capitlet til Westminster ikke nok engang havde overveiet deres Afslag paa at opstille Lord Byrons Monument i Abbediet (Bifald). Han fandt, at der ikke var et eneste Sted i Landets Historie i de sidste Aar, som gjorde vor nationale Smag og sunde Fornuft saa megen Skam som Negtelsen af at opstille denne Statue. Den var Resultatet af en stor Subskription, der saavidt han vidste havde udgjort 2000 Pd. St.; Statuen sagdes af Nogle at være et Mesterstykke af den store Billedhugger og Nutidens største Kunstner, hans afdøde Ven Thorvaldsen, og dens Gjenstand var en Mand, hvis store Geni som Digter var ligesaa unegteligt som hans Skrøbeligheder vare beklagelige. Han vilde* ingenlunde forsvare disse Skrøbeligheder; men man kunde ikke være blind for det Geni, som havde udbredt en uforgængelig Glands over hans Fødeland (Bifald). Han talte ikke af personlig Forkjærlighcd eller Venskab; thi han var desværre geraadet i et personligt Fjendskab med ham, som havde varet i tyve Aar og som Digteren havde optegnet. Han fandt, at de dadelværdige Steder kun vare meget faa i Forhold til hans samtlige Skrivter, og han overlod det til Domprovstens og Capitlets Retfærdighed og sunde Fornuft at bedømme, om ikke den samme Regel vilde udelukke adskillige af vore største Feldtherrer baade tillands og tilsøes, og om det, i Forhold til de i Abbediet allerede opstillede Mindesmærker, vilde være upassende at opstille en Statue af Lord Byron der, hvor Enhver, der vilde yde sin Shilling, kunde tage den i Øiesyn.
Biskoppen af London: Og hvor han haabede, at den aldrig vilde blive opstillet. Han maatte af fuldeste Overbeviisning billige Domprovstens og Capitlets Handlemaade. De indsaae, at der stod en høiere Interesse paa Spil, end den nationale Smag. De havde ikke anstillet nogen pedantisk Undersøgelse om Lord Byrons Religion; de rettede sig blot efter de Vidnesbyrd, han selv havde aflagt i sine Værker, hvilke egnede sig til at undergrave al Religion ved hine Sophisterier, som maatte rokke dem, der ikke vare desto fastere i Troen. Det romerske Riges lærde Historieskriver havde været en af Religionens farligste Fjender; men han maatte ansee Lord Byrons Vink og Hentydninger for næsten ligesaa farlige og de gjorde ham uværdig til en Niche i Guds Tempel (hør, hør). Fortjente de at dadles, fordi de havde negtet en Person Plads i Helligdommen, hvis hele Liv havde været en Gjendrivelse af Religionen? Naar den ædle og lærde Lord fordrede, at denne Statue skulde opstilles i Sønnens Huus, var han vis paa, at han ikke vilde, at Lord Byron havde samme Ret til at faae sin Statue opstillet der, som de Venner af Religion og offentlig Dyd, der i deres Skrivter aldrig havde indført een eneste Sætning mod Religionen. Han var vis paa, at den ædle Lord ikke vilde stille ham i Classe med Milton eller Shakspeare. Han gjentog sin Billigelse af det af Domprovsten og Capitlet givne Afstag; han haabede, at de vilde holde fast derpaa og at de aldrig vilde tilstede denne udmærkede Mands Statue Adgang til Helligdommen. Dette var ingenlunde en Betragtning over hans Geni som Digter, eller over hans Talenter; det var kun Yttringer af den Overbeviisning, at de, som beklæde en høi Plads i den herskende Kirke, ikke vilde samtykke i at der tilstaaes den Mand, der i Gjerningen var saa langt fra at være
en Christen, de høieste Æresbeviisninger som efter Døden kunne tilstaaes en Christen.
Lord Brougham fandt, at den høiærværdige Prælat havde antaget mange af sine Klagepunkter for beviste uden Beviis. Han vilde ikke sige et Ord om Milton, der, skjøndt han afveg fra den herskende Kirke, dog var en stor Ven af Religionen; men naar den høiærværdige Prælat havde nævnt Shakspeare som et Mønster paa streng Moralitet (Latter), saa kunde han hos Shakspeare udpege langt grovere Uanstændigheder, end der kunde findes hos Byron, kunde man tvivle derom, naar en fortræffelig Mand havde fundet det nødvendigt at udgive en kastreret Udgave af Shakspeare under Titel af “Familie-Shakspeare” (Latter), hvori han havde udeladt alle de Steder, der ere saa uanstændige, at de ikke bor læses af Døttrene i nogen Familie? Derimod havde han aldrig hørt noget om en “Familie-Byron”, da Stederne ere saa saare faa, at en saadan Udgave neppe vilde dække Omkostningerne.
Dette er en trykt tekst omhandlende striden i det engelske overhus om opstillingen af Thorvaldsens Byronstatue.
Last updated 27.08.2015