Livorno, d. 18.de April 1812.
Kjæreste Ven,
Du maae ingenlunde troe det er Glemsomhed eller Lyst til at hevne mig for Din Langsomhed /: rettere: fuldkomne Træghed, :/ med at skrive, der har forvoldet Nærværendes lange Udeblivelse. Indtrufne uforudseelige Ubehageligheder og indædt Ærgrelse derover ere Aarsagerne dertil. Baron Schubart har berettet mig at Kongen har sagt til ham, han var meget fornøjet med min Conduite i min Embedsførelse, Grev Schimmelmann er, som jeg veed, af samme Meening og dog har man nu ladet mig være i henimod otte Maaneder uden en Hvids Gage og har rappelleret mig fra Tunis uden endnu at have give[t] mig Anviisning paa een eeneste Skilling i Rejsepenge. Saaledes kan jeg aldeles ikke lade det staae hen; men er af selvsamme Meening som Baronen, der raader mig til at rejse hiem saasnart og saa hurtig som muelig; thi min personlige Nærværelse vil vække Høje Vedkommende af deres fordømmelige Dvale. Jeg rejser altsaa om en Uges Tid og beder Dig sende mig ufortøvet hvad Commissioner, Du maatte ville give mig. En af de ubehagelige Omstændigheder ved denne Sag er at jeg arme Djævel, der ej er nødt til at gjøre en Rejse uden Rejsepenge, ej nu kan gjenbetale Dig de 50 Scudi, Du har havt det Venskab at laane mig; men da jeg formoder, Du ej har dem strax nødig og er formeget min Ven til at vredes over denne liden Forhaling, kan jeg forsikkre Dig om at jeg kortefter min Hjemkomst, saasnart de vigtigste Sager ere ordnede, skal sende dem til Ulrich for at remitteres Dig, hvis Du ej selv forinden personlig kan modtage dem i Fædrelandet, som jeg dog ikke troer, skjøndt det naturligviis vilde være mig usigelig kjært.
Baronen har været meget artig imod mig og viist mig virkelig store Tjenester, som jeg skylder ham Erkjendtlighed for. Han har endog været saa forekommende at beære mig med sit Besøg med Ordenstegnene Storkorset og Dannebrogstegnet samme Dag, han var indbudet [til] af Herr Consul Ridder Ulrich, /: thi han er nu ogsaa Ridder af Dannebrogen, :/ der, imod Baronens Forventning ej havde indbudet mig. Denne Visite gjorde at Herr Consul Ridderen faae Dage derefter beærede min ringe Person med sit Besøg. Baronen er ej meere den Samme. Han har faaet et meget ældre Udseende, er melankolsk og endnu stedse af og til angrebet af Febren. Paa Onsdag, /: d. 22de., :/ gaaer han til Montenero med heele Familien, ifald dette Forsæt ej endnu fjerde, femte Gang forandres.
Baronessen, der nu er ulige mindre hvas end før, er dobbelt saa mager som hidtil. Det er et sørgeligt Syn at see hende. Da jeg første Gang havde seet hende i Pisa saa hun meget affalden ud; men da jeg nu efter min Gjenkomst saae hende, blev jeg overbeviist om, hun ej vil kunne gjøre det længe. Dette har ogsaa den bekjendte Læge Vaccar i Pisa erklæret for Baronen. “Baronessen, thi hvorfor skal jeg skjule det for Dem”, ere hans Ord til Baronen, “kan leve nogle Maaneder, maaskee endog et “Aar; men hun kan aldrig helbredes”. Det skal være et indvortes ulægeligt Saar, der hentærer hende.
Hils vor Ven Malling og bede ham strax paa Stedet sende mig hvadfor Breve, han vil give mig med, siig ham, han faaer Brev fra mig, og det Brev skal indeholde de mærkeligste Nyeheder om vor Ven Pisaneren ; thi som Du vil meddeele ham Indholden af Nærværende, paa Sagen angaaende de 50 Scudi nær, saa vil han ogsaa meddeele Dig Indholden af det Brev han faaer fra mig og saaledes slaaer jeg tvende Fluer med eet Smæk.
Forvar dette Brev smukt naar Du har gjort Brug deraf. Lad det ej ligge og flyde om at det ej maaskee skulde falde Uvedkommende i Hænder.
Jeg har iforgaars modtaget et Brev fra Gierlew, der lever vel, men harmer sig og fnyser over Affairen med Pisaneren.
Lev vel og elsk stedse
| Din troe Ungdomsven |
|
| I allerstørste Hast | HW Lundbye |