Milano den 10 Julii 1811
Kjære Ven
Som Du seer saa er vi da endeligen komne til Milano; at jeg ei allerede skrev Dig til fra Florenz er fordi jeg derfra maatte skrive et Par nödvendige Breve hjem, og Du veed at man ei let finder Tid til at skrive mange Breve paa Gjennemreisen i en Bye som Florenz hvor man kun opholder sig 8 Dage. Vores Reise gik ret lykkelig for sig til Florenz og vi föelte Ret den Behagelighed saael i ei at have nogen 4de Mand til at genere vores Selskab, som til at optage den beqveme overblevne Plads. Jevne Regn= og Tordenbyger havde vi heele Tiden, som dog ei forhindrede os at spadsere imellem, og de kjölede Luften nogenledes af, saa at vi just ei har havt Heede at klage over. Vores Veturin var et Vrævl og Taassehoved, som vi absolut ei kunde snakke os til Rette med, han vilde bestandig paanöde os en 4de Mand, og havde kun saameget Forstand, at han sultede os ved alle Maaltiderne. Desto heldigere have vi været med Veturin fra Florenz til Milano. For selvsamme Pris have vi havt en prægtig nye Kareth hængende i Fjædre, og dobelt saa meget at spiise, og vi havde den igjen alleene for os selv. Veiret var det samme i Florenz, dog saa gunstigt at det meest regnede om Aftenen eller Natten. Fanden forførte mig til ogsaa med mine 2 Camarader engang for Löiers Skyld at forsöge det bedste Vertshuus i Verden, derpaa skulde for nærværende Tid ingen Dansk tænke. Havde det været et Par Dage, men 8! Vi bleve saa prindseligen modtagede, at det kröb mig gjennem alle Lemmer, og skjöndt vi ei betalte saaledes som vi deraf formodede, saa vil jeg dog med Geert Westphaler sige: “Jeg glemmer aldrig den Reise!” Baade det Tydske og det Svenske Reiseselskab traf vi noglegange sammen med, dog ei ofte. Svenskerne havde i deres Ex=chargé d’Affaire fundet en meget gjestfrie Mand, som de trods hans Varme for den afsatte Konge, som de ere heftig forbittrede imod, dagligen maatte spiise og drikke hos. Tydskerne bleve kun meget kort. Ingen Gang traf jeg Sikler. Jeg vil derfor bede Dig, naar Du i Cafféen seer Reinhart, at sige ham at jeg havde været nödtil at aflevere Kobberstikkene i hans Logie, men at jeg havde bedt hans Camarader at lade ham det vide. Tænk hvilket besynderlig Tilfælde: Schmidten og jeg vare imellem Bologna og Milano engang stegne af for at spadsere, trods den beskidte Vei; da kom en lille Eenspænder rullende, hvori Mennesket med guult Haar og bruunt Ansigt forekom mig underlig bejændt; da han var forbi raabte Schmidten: Peder Malling! og see, det var rigtig ham. Han vendte en halv Miilsvei tilbage med os, og vi snakkede om mange rare og curiöse Sager. I Bologna opholdt vi os kun een Dag; vi havde der den Fornöielse paa Theatret at höre en saare smuk Musik fortræffeligen exequert; kun faae Sangerinder have behaget mig som Mad Paer; desto slettere var det med Theatret i Florenz; et Par Hesteveddelöb, maadeligere end de i Rom saa vi ogsaa der; med det herlige Gallerie tog jeg alvorlig Afskeed med. Her i Milano besögte vi den berömte Leonardo da Vinci; desværre staaer der næsten ikke en eeneste kjændelig Contour. Christus’s Charakter synes mig har Morghen langtfra ei naaet; de övrige bedre. Vi har ellers den Sorg her, fra Domkirken hver Dag at see Alperne under Skyer; dersom dette uhörte Sommerveir vedbliver at forfölge os arme Fodgjængere uden Frakker igjennem Schweiz, da vil vores Glæde blive vandet; dog har det virkelig syntes at forbedre sig i de sidste Dage.
Dette gode Venneselskab gjör at jeg ei saa alvorligen tænker tilbage til Rom, som jeg ellers sikkert vilde gjöre, og med Misfornöielse over kun at kunde være der 1½ Aaar, og end meer, ei gandske at have anvendt denne Tid som den kunde anvendes, dog tröster jeg mig noget med, at det vist gaaer de fleeste Kunstnere ligesaa; Opholdet i Rom er som det menneskelige Liv; man kan aldrig faae det langt nok, og dog föler man ved Enden, at man kunde have benyttet det meget bedre. Tak for dit Venskab! Som Menneske tör jeg troe mig det værdig, og som Kunstner haaber jeg, naar vi engang sees, at være blevet det meere. Hils Her Höier fra mig, og tak ham for den Tjeneste han vil gjöre mig. Malling bringer ham 5 Francesconer for forelöbige Omkostninger; dersom han vil tilföie mig den, i Venedig hos den danske Consul Martens at betale et Brevporto af omtrent 3 Lire, for at redde min Ære, da Manden temmelig but har krævet dem, da forbinder han mig end meere; Nöden kræver at jeg beder ham om at have denne Uleilighed. At medtage en Bog eller to frabeder jeg mig, da de ei ere det værd. Hils alle mine gode Venner naar Du seer dem, sær Munk og Eberlein og Ruscheweih; Mad Uden og Bettina ei at glemme. Lev nu vel, Schmidten og Knyphausen lade Dig hilse. Glem ei i det mueligt lange Mellemrum din oprigtige Ven
C G Kratzenstein Stub.
[På udskriftssiden er skrevet med blæk:]
37
49
86