Mailand d 4de Septt 1810.
Kiære Ven.
Jeg skriver Dem første Postdag efter vores Ankomst i Mailand, og haaber mit Brev vil treffe Dem endnu paa Montenero. Vores Reise hertil har været meget behagelig. Passagen over Appeninerne var meget interessant, især for mig, fordi jeg har giort den største Deel af Reisen til Fods, og følgelig nydt meer af den skiønne majestætiske Natur og den reene elastiske Biergluft, end mine Damer som sade bestandig indlukket i Kareten, klagende over Vitturinens Langsomhed. Jeg kiender ikke Passagen over Biergene til Bologna, men jeg er sikker paa, at der kan inte være so skiønt end den Vei vi har giort. I Modena har vi opholdt os een Dag, gik saa til Piacenza, hvor jeg har seet Landis og Camuccinis Malerier, og i Domkirken to andre Malerier af Landi, som De nok erindrer at have seet i Rom, i Rotunden. Vi reiste fra Piacenza om Aftenen, og kom i gaar om Morgenen tidlig førend det var Dag hertil Mailand. Af Konstnerne har jeg endnu ingen seet, men jeg har truffen Wallis. Han har med sin sædvanlige Veltalenhed, fortalt mig meget om Spanien, og om sine Æventyrer der; han har haft Leilighed at kiøbe i Spanien mange gode gamle Malerier, som han har lovt at vise mig, men endnu er de inte udpakket, jeg tror han vil etablere sig her, og venter hver Dag sin Orsola. Sønnen er voxen saa meget, at jeg neppe kiendte ham igen.
Jeg kunde misunde Dem Deres Ophold paa Montenero, hvor jeg saa gierne havde tilbragt nogle Uger endnu, og hvor min Ophold den gang har været alt for kort. Jeg er overbeviist om, at De har havt all muelig Omsorg, at mit Malerie er bleven godt indpakket igien, og takker Dem meget derfor. De har sikker ogsaa havt en Godhed at give til Hr. Olinto den Piaster han laante mig da jeg reiste fra Montenero, jeg skylder Dem altsaa 13 Scudi romani; skulde De behøve disse Penge der, saa vär saa good, at bede Hr. Baron derom, og ladt mig det vide, for i saa Fald tager jeg saa meget mindre paa det Creditiv han har været saa goed at give mig til Kiøbenhavn; men dersom De inte bruger dem nødvendig paa Montenero, skulde det være mig meget kiärt, og saa skal jeg skrive til Rom, at de bliver Dem udbetalt der. Den goede vortrefflige Baron har giort saa meget for mig, at jeg inte gierne vilde incommodere ham endnu meere. Skulde Eberleins Landskab ankomme naar De er der, saa beder jeg Dem, at De vilde have det Venskab for mig og for ham, at opstille det paa den fordeelagtigste Maade, og om De kan tale til hans Fordeel saa beviser De mig et sand Venskab; han fortiener det i hver Henseende. Han er i dette Oieblik i en slem Situation, men jeg er sikker paa, at Lykken vil smile ham igjen engang.
Mine Damer hilser Dem tusinde gange, og jeg beder at erindre mig til alle paa Montenero. Det har giort mig meget ondt, at jeg inte har seet Munk førend jeg reiste, hils ham ogsaa fra mig. Skulde Arnold og Jagemann väre i Livorno naar De faar dette, saa vær saa goed og sig dem, det har fortrydet mig meget, at mit Haab inte er bleven opfyldt at see dem i Toskana, og at det skulde være mig meget kiært, om De skriver mig til Bern, Poste restante, og give mig Deres addresser, hvor jeg kan skrive dem til.
Naar De kommer tilbage til Rom, da vær saa good, og hils alle vores Venner fra mig, og naar De har et Oieblik tilovers, da vær saa good og lad mig vide noget fra Dem og glem inte at sende mig den Fuldmagt De lovte mig, at tage Deres Sager imod fra Fru Abildgaard, som skal blive ophævet hos mig saa sikker som om de var i Deres egne Händer. Jeg takker Dem endnu engang for alt det Venskab De har beviist mig, og ønsker at vores Skiebne vil føre os sammen igen; og saa lev vel, og glem inte
Deres hengivne Ven
J.L. Lund
| Undskyld dette udanske Dansk |
| jeg har skreven, i Fremtiden skal |
| jeg gøre mig Umage at forbedre mig. |
Glem inte naar De kommer til Rom, at hilse vores gamle Orsola, jeg har inte taget Afskeed med hende, for inte at bedrøve hende for meget, og hun har troet, at det var skeet af Efterladenhed, som de sikker inte har värt tilfäldet. Jeg skal hilse Dem fra Fr. Brun og Ida, ogsaa Wallis hilser Dem.