This is a re-publication of the article:
Stig Miss: ‘Report September 1998 – October 2001’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum (Communications from the Thorvaldsens Museum) p. 2001, p. 212-215.
For a presentation of the article in its original appearance in Danish, please see this facsimile scan.
Nedenstående oplysninger omfatter hovedtræk af museets virksomhed i perioden 1999-2001. Hvert år udsender Thorvaldsens Museum endvidere en årsberetning. For mere detaljerede oplysninger om museets virksomhed henvises til denne.
Bestyrelsen for Thorvaldsens Museum består af borgmesteren for Kultur- og Fritidsforvaltningen samt seks andre medlemmer, der vælges på følgende måde: Akademiet for de skønne Kunster vælger ved sit Akademiråd tre medlemmer, hvoraf to skal være medlemmer af Akademiet. Københavns Borgerrepræsentation vælger to medlemmer blandt forsamlingens medlemmer. Højesteret vælger blandt de retskyndige dommere ved en af de kollegiale domstole i København et medlem.
Under bestyrelsens myndighedsområde henlægges alle sager vedrørende museet, dets bygning og samlinger, dets kapitaler, indtægter og drift. Bestyrelsens kompetence som kommunal myndighed er fastlagt i henhold til §1a i vedtægt af 23. april 1970 med senere ændringer for Københavns Kommunes tjenestemænd.
Medlemmer af bestyrelsen fra 1. september 1998 til udgangen af 2001: Cand. jur. Martin Günter, MB; borgmester H. Thustrup Hansen (formand); højesteretspræsident Jacques Hermann (fra februar 2001); billedkunstneren Sys Hindsbo; fuldmægtig Lars Rimfalk Jensen, MB; arkitekt Søren Koch (næstformand); højesteretspræsident Niels Pontoppidan (indtil februar 2001); billedhuggeren Erik Varming.
Museumsdirektør Stig Miss er sekretær for bestyrelsen. Personalets observatør i bestyrelsen: Museumsinspektør William Gelius.
Museumsdirektør: Stig Miss
Ledende vagtmester: Ole Taudahl Nielsen
Vagtmester: Lene Rolfsen
Museumsassistent: Johannes Bjerrum
Museumsinspektører: Torben Melander, William Gelius (fra 1.12.1998), Margrethe Floryan (orlov indtil 28.2.2000) og Gertrud With (vikar for museumsinspektør indtil 28.2.2000. Endvidere projektansat fra 1.10.2000 til 1.2.2001)
Fuldmægtig: Anni Gadfort Olsen (fra 1.10.1998)
Kontorfunktionærer: Hanne Nordahl Andersen og Hanne Laursen (fra 1.12.1998)
Bibliotekar: Ada Bundgaard
Papirkonservator: Kirsten Hauch
Skulpturkonservator: Søren Rasmussen
Rengøringspersonale: Lena Bruun, Jette Christensen, Qi Li (fra 1. december 1998), Solveig Wulff (til 30. september 1998)
Museumsbetjente (fastansatte): Jørgen Madsen, Bente Olesen, Erik Schiøtt og Torben Ulrik Andersen (til 1.9.2001). Kai Olsen, Merete Larsen, Margith Nordahl Larsen og Benny Christensen
Studentermedhjælpere: Nana Bernhardt (fra 16.8.1999), Pernille Damsted Fonnesbech (fra 16.8.1999 til 1.10.2001), Susanne Pihl-Andersen (fra 1.9.1999 til 27.3.2001), Kristine Bøggild Johannsen (fra 23.4.2001), Gitte Smed (fra 15.10.2001), Britta Tøndborg (til 17.9.1999), Astrid-Louise Walther (til 30.6.1999), Penelope Vinding (til 3.8.1999), Jette Aarsø (til 1.10.1998)
Fra den 9. september 1998 til 28. februar 1999 vistes i anledning af 150-året for museets åbning udstillingen Bindesbølls Museum. Udstillingen belyste ved en lang række malerier, tegninger, grafiske arbejder, genstande, bøger, farveprøver m.m. museets bygningshistorie, de arkitektoniske forbilleder for museets arkitektur, arkitekten Gottlieb Bindesbølls forudsætninger for arbejdet med at tegne museet samt forlæg for og udførelse af loftsudsmykningerne. Udstillingen vistes dels i udstillingslokalerne i kælderen dels som punktudstillinger om lofternes dekorationer på udvalgte steder i museet. Udstillingens værker bestod dels af Thorvaldsens Museums egne værker dels af værker udlånt fra Samlingen af Arkitekturtegninger på Kunstakademiets Bibliotek. Arkitekt Søren Sass var udstillingens arkitekt.
Indtil 30. december 1998 vistes i antiksamlingen en lille temaudstilling med værker fra Thorvaldsens antiksamling samlet under temaet På rejse i oldtiden. Udstillingen vistes samtidig med museets omfattende musik-dramatiske forestilling blæs på Odysseus, der udspillede sig i august 1998 på pladsen foran museet. Også forestillingen havde rejsemotivet i centrum.
Fra den 29. april til 12. september 1999 vistes i udstillingslokalerne i kælderen udstillingen DUO – guldalderbilleder i medspil og modspil. Udstillingen rummede en række af den danske gulalderkunsts absolutte hovedværker udlånt fra Den Hirschsprungske Samling, mens museet i Stockholmsgade var midlertidigt lukket pga. renoveringsarbejder. Udstillingen gav lejlighed til at sammenstille og modstille malerierne på overraskende og tankevækkende måde.
Fra 5. juni til 25. juli 1999 vistes i museets forhal en udstilling med titlen Frihedsstøtten. Original, model og proces. Udstillingens anledning var nyopstillingen af den genskabte Frihedsstøtte. På udstillingen vistes de originale skulpturer og relieffer fra Frihedsstøtten tillige med de afstøbninger, der har været brugt ved nyhugningen af monumentets skulpturer. Udstillingen gennemførtes i samarbejde med og med støtte fra Bygge- og Teknikforvaltningen, Københavns Kommune.
Fra 5. oktober 1999 til 19. marts 2000 kunne publikum i kælderens udstillingslokaler se udstillingen Asmus Jacob Carstens og Joseph Anton Koch. Udstillingen viste først og fremmest Thorvaldsens Museums ret omfattende samling af tegninger, malerier og grafiske værker udført af Carstens og Koch samt kopier efter Carstens’ værker udført af såvel Koch som Thorvaldsen. Udstillingen blev suppleret med enkelte værker udlånt fra andre museer.
Fra 19. april til 18. juni 2000 vistes den omfattende udstilling Under samme himmel. Land og by i dansk og tysk kunst 1800-1830. Udstillingen blev opbygget i rum 22 til 30 på 1. sal i museet, de rum, der normalt rummer Thorvaldsens malerisamling. Udstillingens formål var at sammenstille dansk og især nordtysk maleri i perioden 1800-1850 og derved vise sammenhænge og forskelle imellem de to landes billedkunst, der af en eftertid både i Danmark og Tyskland er blevet gjort meget national. Udstillingen blev arrangeret i et samarbejde mellem Thorvaldsens Museum, National Gallery of Art in Canada i Ottawa og Hamburger Kunsthalle. Udstillingens værker var udlånt fra museer i Tyskland, Polen, Rusland, Sverige, Norge og Danmark. Arkitekt Thomas Jørgensen var udstillingens arkitekt.
I kælderens udstillingslokaler vistes i perioden 26. august til 29. oktober 2000 udstillingen Ernst Meyer som landskabsmaler. Det var udstillingens formål at skabe større opmærksomhed om denne side af Ernst Meyers kunst, som hidtil ikke har nydt samme bevågenhed som hans genremalerier. Udstillingens værker var især udlånt fra Den kongelige Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst og en række museer i Danmark.
I museets forhal udstilledes fra 31. oktober til 17. december 2000 skulpturer udført af 5 københavnske skoleklasser, der havde deltaget 1 uge hver i et formidlingsprojekt under ledelse af billedkunstnerne Mikael Thejll og Cai Ulrich von Platen. Projektet var støttet af Fonden Kulturbroen. Ideen med skulpturerne var at udføre et »sort« modbillede (farvemæssige og indholdsmæssigt) til Thorvaldsens skulpturer.
Fra 30. januar til 2. september 2001 vistes i udstillingslokalerne i kælderen udstillingen Thorvaldsen blandt slavere. Udstillingen kastede nyt lys over de mange bestillinger, som Thorvaldsen modtog fra fremtrædende russere og polakker. Udstillingens værker stammede udelukkende fra museets egne righoldige samlinger.
I kælderens udstillingslokaler vistes endelig fra 2. oktober 2001 til 31. marts 2002 en udstilling, der fik titlen Thorvaldsen på landet. Billedhuggerens sidste år på herregården Nysø 1839-1844. Ved herregården Nysø befinder sig et lille museum, Thorvaldsen Samlingen på Nysø, der blev etableret i 1926, og hvor en række værker fra Thorvaldsens sidste år udstilles. Med denne samlings 75-års jubilæum som anledning blev udstillingen på Thorvaldsens Museum etableret.
I samarbejde med Baroniet Rosendal, Rosendal, Norge, arrangerede Thorvaldsens Museum udstillingen Klassisk inspirasjon: Fra Pompei til Rosendal på slottet Rosendal i perioden 4. juli – 27. september, 1998. Udgangspunkt for udstillingen var »Det Pompeianske Rom« på slottet med Thorvaldsen-relieffer indsat i de pompejansk inspirerede vægfelter. Selve udstillingen var placeret i slottets gamle vinkælder, gennem mange år indrettet til udstillingssted. De udstillede genstande var udelukkende udlånt fra Thorvaldsens Museum. Foruden de antikke genstande, med særlig hensyntagen til Napoliegnen og Syditalien i øvrigt, også skulpturer af Thorvaldsen samt malerier og akvareller med antikke emner. I forbindelse med udstillingen udgav Baroniet Rosendal en publikation med samme titel som udstillingen, og med artikler om årsagen til »Det Pompeianske Rom« og dets indretning, om andre særligt danske, pompejanske interieurer og om Thorvaldsen og antikken, igen med speciel hensyntagen til arkæologien i Napoliområdet.
Omslaget til katalogen »Klassisk inspirasjon: Fra Pompei til Rosendal«. Billedet viser et parti af »Det Pompeianske Rom« med en afstøbning af Thorvaldsens relief »Musernes dans på Helikon« fra 1816 indfældet i vægpartiet.
Den 18.september 1998 fejrede Thorvaldsens Museum sin 150-års fødselsdag på pladsen foran museet og i museets indre gård med fødselsdagssang ved Tivolis Pjerrot, lagkage fra bagermester Marstrand, opsendelse af balloner, levende musik ved Louisiana Jazzband, Aoyama-Kuhlau Memorial Flute-ensemble, Poul Dissing og sønner samt Baal. Oplæsning ved Jens Okking og festtale af bestyrelsens formand, borgmester H. Thustrup Hansen.
I samarbejde med forfatteren Eske K. Matthiesen blev der fra 15.-20. september 1998 oplæst Lyrik fra Guldalderen til i dag. Fem forfattere læste op af egne værker og af værker fra Thorvaldsens tid. Således læste Erik Knudsen værker af P. A. Heiberg, Inger Christensen af H. C. Andersen, Torben Brostrøm af J. L. Heiberg, Nina Malinowski af N. F. S. Grundtvig og Laus Strandby Nielsen af St. St. Blicher.
Hvert år i perioden 1999-2001 har Thorvaldsens Museum deltaget i den københavnske »Kulturnat« og hvert år med forskellige overraskende belysninger af museets arkitektur og værker. Hvert år har filmfotografen Peter Klitgaard forestået såvel planlægningen som gennemførelsen af lyssætningen.
Over tre søndage i august 1999 gennemførtes arrangementer, der havde fællestitlen Musik og Visioner. Arrangementerne tog hver gang udgangspunkt i et samspil mellem LINensemble og en oplæser. De tre arrangementer havde følgende program og medvirkende:
1. august:
Pablo Neruda: Den store Sang, H. M. Górecki: Lerchenmusik. Medv.: Karen Lise
Mynster og LINensemble.
8. august:
Johannes Åbenbaring, O. Messian: Quattuor pour la fin du temps. Medv.: Nis Bank Mikkelsen, Helge Slaato og LINensemble.
15. august:
Vølvens Spådom, J. S. Bach, W. A. Mozart, R. Wagner, A. H. Sveinsson, I. Xenakis, P. Nørholm og islandsk folkesang. Medv. Suzanne Brøgger, Birgitte Frieboe og LINensemble.
I samarbejde med forfatteren Eske K. Matthiesen blev der fra 29. august til 7. september 2000 oplæst Udenlandsk lyrik fra Thorvaldsens samtid til i dag. Fire forfattere læste op af egne værker og af udenlandske værker fra Thorvaldsens samtid. Således læste Jytte Rex værker af Johann Wolfgang von Goethe; Eske K. Mathiesen læste værker af Robert Burns; Naja Marie Aidt læste værker af John Keats; Jørgen Sonne læste værker af William Blake.
Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1998
23 artikler af kunsthistorikere, arkitekter, arkæologer og konservatorer om Thorvaldsens Museums arkitekt, museets tilblivelseshistorie, arkitektur, betydning og bevaring. Bogen blev udgivet i anledning af Thorvaldsens Museums 150-års jubilæum. Bogens artikler afspejlede en række foredrag, der blev holdt på et seminar om Thorvaldsens Museum i Kunstakademiets Festsal i november 1997. Bogen blev udgivet med støtte fra Augustinus Fonden, Direktør Einar Hansen og hustru Fru Vera Hansens Fond, Konsul George Jorck og hustru Emma Jorcks Fond samt Ny Carlsberg-fondet. Engelske resumeer. 224 s. Illustreret i farve og s/h. Redaktion: Torben Melander, Stig Miss, Astrid-Louise Walther og Gertrud With.
L’Art statuaire égyptien au Musée Thorvaldsen
Bogen er en ræsonneret katalog over ægyptiske ushaptifigurer i Thorvaldsens Museums samlinger udgivet i 2000. Katalogen er udarbejdet af dr. phil. Marie Louise Buhl. Redaktion: Torben Melander. 65 s. Illustreret i s/h. Udgivet med støtte fra Carlsbergfondet.
Corpus Vasorum Antiqvorum
Bogen er en ræsonneret katalog over sortfigurede attiske vaser i Thorvaldsens Museums samlinger udgivet i 2000. Katalogen er udarbejdet og redigeret af museumsinspektør Torben Melander. 94 s. Illustreret i farve og s/h. Udgivet med støtte fra Ny Carlsbergfondet.
Asmus Jacob Carstens og Joseph Anton Kochs værker i Thorvaldsens Museum
Bogen er en ræsonneret katalog over den omfattende samling af Asmus Jacob Carstens og Joseph Anton Kochs værker i Thorvaldsens Museum. Udgivet i 2000 i forlængelse af udstillingen med Carstens og Koch på Thorvaldsens Museum i 1999. Katalogen er udarbejdet af museumsinspektør Gertrud With. Redaktion: Gertrud With og Stig Miss. 128 s. Illustreret i farve og s/h. Udgivet med støtte fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, G.E.C. Gads Fond, Kong Christian X’s Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Krista og Viggo Petersens Fond, Novo Nordisk Fonden.
Under samme Himmel. Land og by i dansk og tysk kunst 1800-1830
Udgivet i 2000 i forbindelse med udstillingen af samme navn. Artikler og katalogtekster af: Helmut Börsch-Supan, Steen Bo Frandsen, William Gelius, Chris Gerbind, Catherine Johnston, Helmut R. Leppien, Stig Miss, Kasper Monrad, Christine von Oehsen og Gertrud With. Redaktion: William Gelius og Stig Miss. 280 s. Illustreret i farve og s/h. Udgivet med støtte fra Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet.
Lille guide til udstillingen Under samme Himmel. Land og by i dansk og tysk kunst 1800-1830
40 s. Tekst af museumsinspektør William Gelius.
Last updated 11.05.2017