Tilbage til T

Søren Tybring

Søren Tybring var en af Thorvaldsens ungdomsvenner fra København før billedhuggerens afrejse til Italien 30.8.1796. Deres venskab dokumenteres af Tybrings hilsen 24.5.1796 i Thorvaldsens stambog, N213.
Han underskrev sig med navnet “Sören Tÿbring” samt sit medlemsnummer i Borups Selskab, “95”. Thorvaldsen var også medlem, så deres venskab er antagelig blevet indgået gennem dette netværk.

Biografisk leksikon, op. cit., skriver om ham: ”...I den korte Tid, han opholdt sig i Kjøbenhavn som Student, sluttede han sig til Frihedsmændene og skrev Theaterartikler i Malthe Bruuns «Svada»…” Borups Selskab var i 1790’erne bl.a. kendt som Frihedens lav, og Thorvaldsens bekendtskab med Tybring vidner om, at han færdedes i dette venstreorienterede, politiske miljø i sin ungdoms København.

Tybring fik teologisk embedseksamen 1796, og fik straks kald som kapellan i Kristiansand i Norge. Senere blev han præst i Bragernes i Drammen, hvilket også fremgår af Borups Selskabs medlemsprotokol om medlem nr. 95, op. cit.
Som præst i Bragernes udfoldede Tybring fortsat sin politiske interesse og var byens repræsentant på det første norske Storting i 1814.

Tybring er sandsynligvis også den person, der optræder i folketællingen for København 1787, bosiddende i “Østre Kvarter, Holmens Omraade”. Her opgives han som studerende og 14-årig, hvilket stemmer overens med, at Tybring var født i 1773.
Her boede han iøvrigt sammen med et andet medlem af det thorvaldsenske persongalleri, Børge Henrik Knap.

Referencer

  • Arkivalier fra Borups Selskab, Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 769r, fol. (medlemsprotokollen har nr. NKS 769, r18, 2º)
  • C.F. Bricka (ed.): Dansk biografisk Lexikon, (første udgave), bd. XVII, København 1901, p. 609.
  • Dansk Demografisk Database, folketællingen over København 1787.

Sidst opdateret 04.07.2013

Søren Tybring

1773-1822 Norsk Præst
Til Thorvaldsen1 dok.