Tilbage til T

Rosa Taddei

Denne biografi er under udarbejdelse.

Thorvaldsen modellerede en portrætbuste af den feterede improvisatrice i foråret 1826, A877. Busten var under udførelse i marmor samme sommer, jf. Thorvaldsens værkstedsregnskaber juni – august 1826.
Den færdige marmorversion ejes pr. 2019 af Galleria Carlo Virgilio & C., Rom.

Rosa Taddei, marmor, c. 51 cm, Galleria Carlo Virgilio & C., Rom Rosa Taddei, marmor, c. 51 cm, Galleria Carlo Virgilio & C., Rom

Taddei var et fænomen på den romerske scene, hvor hun optrådte inden for kunstarten “poesia estemporanea”. Under optræden opgives skiftende emner af publikum, hvorefter den optrædende i digtform improviserer en sang eller en recitation om emnet.
Hendes talent var storslået – hun beskrives af den svenske digter Karl August Nicander som Pythia i Apollons tempel, altså som en digtningens præstinde, og senere af H.P. Holst som et medie for digtningens genius. Uden for scenen blev hun opfattet som et beskedent menneske uden megen karisma, jf. Sass, op. cit.

For en dansk beskrivelse af Taddeis optrædener, se Abrahams, op. cit.

Thorvaldsen var en stor beundrer af Taddei, hvilket bl.a. fremgår af Andrea Acquistapaces brev til Thorvaldsen af 16.4.1827. I brevet beder Acquistapace Thorvaldsen om at støtte initiativ i foreningen Accademia Tiberina om at beære Taddei med en guldmedalje.

Thorvaldsens buste af Taddei er gengivet på Jørgen V. Sonnes frise omkring Thorvaldsens Museum, som et af de værker, der bæres i land (facaden mod Christiansborg).

Jørgen Sonnes frise, facaden af Thorvaldsens Museum, felt 47
Sonnes frise med gengivelse af portrætbusten af Taddei




Værker på Thorvaldsens Museum

Se Rosa Taddei repræsenteret i Kataloget.

Referencer

  • N.C.L. Abrahams: Meddelelser af mit Liv, København 1876, p. 286-288.
  • Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, København 1963-65, vol. II, p. 149-157.
  • Se evt. et samtidigt portræt af Taddei, der befinder sig på The New York Public Library.

Sidst opdateret 30.01.2019

Rosa Taddei #

Rosa Taddei

Rosa Mozzidolfi, née Taddei 1799-1869 Italiensk Improvisatrice, digter, skuespiller og sanger
Omtalt i3 dok.