Kommentar til 30.10.1819

I dette første vers anslås digtets hovedtema, nemlig at man i nutiden kunne møde kunstnere, der var reinkarnerede udgaver af kunstens stamfædre. Dette evige genfødselstema stod ikke kun centralt i nyklassicismens tankegrundlag, men også i de tidligste karakteristikker af Thorvaldsen: Han blev betragtet som antikkens genføder; “Ist gefüllt zwischen uns und der Antike die Klüft?”, spørger fx Baggesens gode ven, Friederike Brun retorisk i sit hyldestdigt 1803 til Jason med det gyldne skind, A52.
Når Baggesen indleder sit digt her med at fastslå, at kunstens yngste sønner er nye udgaver af kunstens ældste urfædre, så peger han på hovedtemaet i den datidige forståelse af Thorvaldsens kunst.
Se også referenceartiklen om Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles.

Sidst opdateret 02.02.2015