Kommentar til 18.6.1806

Efter slaget 2.12.1805 ved Austerlitz og den efterfølgende fredsslutning med Østrig i Pressburg / Bratislava 25.12.1805 havde Napoleon i endnu højere grad magten i Italien. Landet var allerede blevet proklameret kongedømme med Napoleon som konge og kejserinde Josephines søn Eugène de Beauharnais som vicekonge. Paven og Kirkestaten var under fransk overherredømme. I foråret 1806 blev Napoleons bror Joseph udnævnt til konge over Napoli; hans ene søster Elisa Baciocchi fik Lucca; hans anden søster Pauline Borghese og hendes mand fyrst Camillo Borghese fik Guastalla. Forskellige af Napoleons generaler “forlenedes” med små italienske hertugdømmer.
Om franskmændenes hærgen i Italien, se også C.F. Høyers brev af 18.6.1806.

Sidst opdateret 07.08.2015