Kommentar til 22.9.1837

[Barfods, op. cit., note til teksten:]
Vort indskrænkede personlige Bekjendtskab til Thorvaldsen har ikke sat os i Stand til, tilbørlig at afvise denne — for øvrigt hyppigere fremførte—Beskyldning. Dette overlade vi trøstig til Thiele; men vi kunne desuagtet ikke afholde os fra at bemærke: at Beskyldningen mod Thorvaldsen for Karrighed grunder sig uden Tvivl paa en Misforstaaelse — en overfladisk og prosaisk Opfattelse — af hans Karakter; at tusinde tilstrækkelig afhjemlede Kjendsgjerninger bære højlyde Vidnesbyrd om en saa hjærtelig Liberalitet, en saa ædelmodig Rundhaandethed i Anvendelsen af selverhværvet Formue, at der ved Siden af denne ikke kan blive Tale om Karrighed; at Thorvaldsen vistnok fra en trængende og nødtørftig Ungdom kjendte Fattigdommens hele nedkuende og tilintetgjørende — selve Jeget saa ofte tilintetgjørende — Betydning, og som en Følge deraf ikke kunde være ufølsom for Formuenhedens Behageligheder, ikke ubekjendt med Ønsket om at kunne sikre sig og bevare en økonomisk Uafhængighed; men at en Række af Anekdoter og Kjendsgjerninger tilstrækkelig synes at godtgjøre, at Thorvaldsen hørte til den store Klasse af Mennesker, for hvem Skillingen har samme Værdi som Daleren, fordi hverken Skillingen eller Daleren i sig selv har noget Værd for dem, og fordi de hverken have haft Ævne, Lyst eller Tid til at tillære sig endog blot Begyndelsesgrundene af den ædle Regnekonst. Thorvaldsen kunde ikke beregne, om han kunde naa hjem “i Aar” eller om ti Aar; han kunde ikke beregne, om han kunde faa sin Jason færdig i 1803 eller først i 1828; han kunde heller ikke beregne, at, naar der gaaer sex Mark paa en dansk Daler, saa har Marken netop kun Sjetteparten af Dalerens Værdi (— hvilket da heller ikke altid slaaer til). Derfor saae han i regnefærdige Menneskers Øjne stundom smaalig ud.

Sidst opdateret 24.08.2016