Kommentar til Medio april 1804

Det kan ikke fastslås, om Thorvaldsen her omtaler sine arbejder generelt, eller om han, som det synes af ordvalget, hentyder til et enkelt udkast. Fonden nævnte ikke enkeltværker i begrundelsen for legatet (jf. brev af 6.3.1804), men omtalte generelt billedhuggerens mange prøver på hans kunnen og den hæder og ære, han havde vundet i udlandet hos kunstkendere. Der kunne altså være tale om de værker, som Thorvaldsen i 1798 og i 1802 havde sendt hjem til Kunstakademiet i København som bevis på sine fremskridt, se evt. referenceartikel om disse.
Mest naturligt ville det være, at der enten var tale om Bacchus og Ariadne, A1, som Thorvaldsen havde sendt hjem til Akademiets bedømmelse sommeren 1798. Eller de buster, som Nicolai Abildgaard netop med stor forsinkelse havde modtaget, og som han omtalte i sit brev til Thorvaldsen af 17.1.1804. Charlotte Schimmelmann omtalte også busterne (jf. Herman Schubarts brev af 21.1.1804), og hendes mand, Ernst Schimmelmann, var netop meddirektør i Fonden ad usus publicos og havde lovet sin hustru at fremme Thorvaldsens sag. Fondens anden direktør, Christian Ditlev Reventlow, ville Charlotte Schimmelmann, jf. Schubarts ovennævnte brev, også søge at motivere til yderligere interesse for Thorvaldsen.

Sidst opdateret 30.04.2015