Kommentar til 6.4.1844

Idéen om, at Thorvaldsen oplevede stabil opbakning (“kjærlig Beundring”) fra dansk side, mens Europa anderledes “forbavset” måtte tage ham til sig, og at Thorvaldsen derfor valgte at give Danmark “skjønnest Glands ved sit Navn”, står ikke uimodsagt i Thorvaldsen-litteraturen. Se fx Meïr Goldschmidts anmeldelse fra 1851 af J.M. Thieles “Thorvaldsens Ungdomshistorie”, første bind af de fire i Thorvaldsens Biographi, om den fra dansk side glemte og siden genopdagede Thorvaldsen: “det danske Folk (...) tabte ham nu af Syne i en Menneskealder (...) og imidlertid var Thorvaldsen som en forglemt Capital, der var voxet med Rente og Rentes Rente”.

Sidst opdateret 04.02.2016