Kommentar til 4.2.1809

Thorvaldsen havde allerede tidligere nydt godt af familien Schimmelmanns gunstige bifald og bevågenhed: Herman Schubart meddelte Thorvaldsen i brev af 26.7.1805, at grevinden sandsynligvis havde en del af æren for Thorvaldsens professorudnævnelse ved Kunstakademiet i København i 1805. Thorvaldsen havde desuden allerede 31.12.1806 modtaget bestilling på fire facaderelieffer fra C.F. Hansen til Christiansborg Slot der i disse år var under genopførelse efter branden i 1794. Den 22.4.1809 – dvs. efter at Thorvaldsens brev til grevinde Schimmelmann var ankommet til København – bad Slotsbygningskommissionen yderligere om tilbud på fire statuer til facaden. Antagelig har Thorvaldsens delvise gave til den indflydelsesrige familie betydet, at Slotsbygningskommissionen udover reliefferne også forhørte sig om de fire statuer; for mere herom se referenceartikel om Thorvaldsens arbejder til Christiansborg.
Antagelsen underbygges af grevinde Schimmelmanns egne ord i brev til Herman Schubart, følgende, der blev videregivet Thorvaldsen i Schubarts brev af 26.12.1808: “Min Mand og jeg erkjender som vi bør hans ædle Behandling imod os. Grev Christian Reventlow forsikrede mig i gaar at man bruger ham, og vil bruge ham endnu meer for vores gjenfødte Slot [dvs. Christiansborg Slot]. Han vil faae store Statuer at forfærdige, Basreliefs med meere; og Du min kjere Broder kan stole paa Reventlows Iver for din Ven Thorwaldsen, som Hansen ogsaa interesserer sig saa meget for. Denne Konstner giør sig sandelig fortjent hos Fædrenelandet [...]”

Sidst opdateret 27.10.2015