Arkivet, Thorvaldsens Museum

Kommentar til Venus Priapus

I Tanker om efterligning af de græske værker i maleri og billedhuggerkunst fra 1755 opfordrede den tyske kunsthistoriker og arkæolog Johann Joachim Winckelmann samtidens kunstnere til at opbygge en samling af forbilleder, der skulle trække på:

“hele mytologien, de bedste digtere i gammel og nyere tid, mange folkeslags hemmelige verdensklogskab, oldtidens mindesmærker på sten, mønter og redskaber” (Winckelmann, op. cit. 2012, p. 163).

Denne samling af forbilleder skulle gøre det muligt for kunstnerne at indoptage fortidens “verdensklogskab” og dermed kunne jonglere med et avanceret, allegorisk begrebs- og billedvokabular i deres egne kunstværker – hvilket Thorvaldsen også valgte at gøre.

Netop allegorien var en af de “store almene love”, de grundlæggende væsenstræk, som Winckelmann havde identificeret i grækernes kunst, og som han opfordrede samtidens kunstnere til at følge. De “almene love” var:

  • Efterligning af “den skønne natur” i kobling med “den ideelle skønhed”.
  • Brugen af “det græske omrids”, dvs. den lineære konturlinje, der definerer formen som hverken “svulstig” eller “udhungret”, og som giver figuren enhedspræg.
  • Draperi udformet som “tynde og våde gevandter”, der lader kroppens “ædle” kontur stå tydeligt frem.
  • En “ædel enkelhed og stille storhed” i positur som i udtryk. Figuren skal bevare “åndens styrke” og ikke forfalde til overdreven patos, til den såkaldte “parenthyrsis”.
  • Et allegorisk billedsprog: “en kunstner som har en sjæl, der har lært at tænke, han viser sig som digter og [laver] figurer ved hjælp af billeder, det vil sige allegorisk”.

Det er med Winckelmann in mente, at man kan forstå Thorvaldsens kunstteoretiske mindset, hans “forbilledlige” kunstsamlingers raison d’être, såvel som hans figurers “græske” udformning og komplekse allegoriske udsagn.

Sidst opdateret 20.12.2015