Kommentar til 17.1.-14.2.1797

Dvs. 20.1.1797. Som nævnt ovenfor er de tre første dage i dagbogen fejlagtigt dateret en dag for tidligt, så dagen for Thorvaldsens afrejse fra Malta var ikke “i morgen” i forhold til den 18.1.1797, men “i morgen” i forhold til dagen efter, altså 20.1.1797.


Arkivalier i National Archives of Malta, Magna Curia Castellania, Reg. Patentarum, hvor de maltesiske myndigheder registrerede skibsafsejlinger fra Vallettas havn, dokumenterer, at en speronaro ført af malteseren Vincenzo Portelli afgik 20.1.1797. Det må antages, at Thorvaldsen var ombord på denne båd, selvom passagerlisten ikke er blevet kontrolleret, jf. journal nr. 13–2/2006.


I Sørensen & Schirò, op. cit., p. 100, henviser Michael Ellul til de samme arkivalier og nævner en schifazzo, dvs. en anden bådtype end en speronaro, som den båd, der skulle have transporteret Thorvaldsen til Sicilien den 20.1.1797. Denne båd skulle oprindelig været afsejlet 19.1.1797, men bemærkningen “rim[angon]o in terra” i marginen ud for schifazzoen tyder på, at båden pga. dårligt vejr blev i land og først dagen efter afgik til Mazara på Sicilien, jf. journal nr. 13–2/2006.
I dette tilfælde er passagerlisten blevet konsulteret, og iflg. den ikke specielt omhyggelige embedsmand, der førte udsejlingsprotokollen, var en af schifazzoens ni passagerer en 20- eller 26-årig franskmand kaldet “Bertino”. Dette kunne være en forvanskning af det sære danske navn Bertel, og at han er blevet taget for en franskmand kunne muligvis skyldes, at han blev hjulpet af den franske lods François, der nævnes ovenfor.


Om Thorvaldsen sejlede fra Malta til Sicilien med den ene eller den anden båd, er indtil videre uafklaret. Men da Thorvaldsen ikke er tvivl om, at hans båd er en speronaro – den omtales som sådan fire gange i dagbogen – må denne mulighed være den mest sandsynlige.

Sidst opdateret 17.03.2015