Franziska Caspers
Rom
Bertel Thorvaldsen
Rom
Ingen udskrift.
Dateringen fremgår ikke af digtet. Dateringsbegrundelsen er under udarbejdelse, se i mellemtiden den generelle kommentar.
I dette kærlighedsdigt beskriver Caspers en smerte, som bøn ikke kan lindre, og som hun er bange for vil gøre hende ulykkelig for altid. Hendes elskede har givet sit ord til en anden og rejser bort. I stedet elsker hun nu kærlighedens smerte; denne kærlighed vil føre hende i graven, men i himlen får hun måske sin løn.
Wenn von Schmerzen überwundenI
Still mein Auge Thränen weint,
Wenn in bangen, trüben Stunden
Mir kein Hoffnungsstern erscheint,
Wenn mit heissem Andachtsflehen
Sich der Geist zum Himmel schwingtII
Doch kein leises, sanftes Wehen
Trost von dort hernieder bringt.
O! dann dringt mit bangen Schmerzen
Ahndung in die Seele ein
Und es hallt in meinem Herzen –
“Niemals wirst Du glücklich seyn –
“Trage stille Deine Leiden
“Dir entflieht das höchste Glück
“Und für immer musst Du meiden
“Des GeliebtenIII süssen Blick –
“Denn ihn fesseln fremde Bande
“Eine Andre hat sein Wort –IV
“Fort zieht er zum fernen Lande!”V
Ach mein Herz zieht mit ihm fort.
Dieses kann ihn nimmer lassen
Gab sich ihm zu eigen hin
Keiner kann die Schmerzen fassen
Kann erhellen meinen Sinn
Und ich liebe diese SchmerzenVI
Sie sind jetzt mein höchstes Gut
Ewig soll in meinem Herzen
Lodern diese Liebesgluth.
Liebe führet mich zu GrabeVII
Liebe mich in Himmel ein
Was ich hier gelitten habe
Wird dort aufgezeichnet seyn.
Und vielleicht, O! süsser Glauben
Wird mir dort der Liebe Lohn
Was die Menschen hier mir rauben
Find’ ich dort an Gottes Thron.
Digtet er skrevet på samme type papir som Caspers’ digt om navnet Alberto og Caspers’ digt om bøn.
Sidst opdateret 25.01.2016
Selvom der ikke nævnes navne i digtet, kan der ikke være megen tvivl om, at digterjeget og den biografiske Caspers har meget til fælles. Digtet er efter alt at dømme foranlediget af Caspers’ kærlighedssorg ved afbrydelsen af relationen til Thorvaldsen og været hendes – meget formfuldendte og elegante – måde at kommunikere smerten på til ham.
Caspers’ ungdomsveninde, den tyske maler Louise Seidler, skriver i sine erindringer, at Caspers sendte de hedeste bønner op til Jomfru Maria om, at Thorvaldsen ville gifte sig med hende. I digtet handler bønnen i stedet om at finde trøst oven på skuffelsen. Jf. Sylke Kaufmann (red.): Goethes Malerin. Die Erinnerungen der Louise Seidler, Berlin 2003, p. 178-179.
Dvs. Thorvaldsen.
Thorvaldsen havde anmodet om den skotske kvinde Frances Mackenzies hånd i sommeren 1818, men han brød gifteplanerne med hende. Imidlertid fik Caspers gennem Thorvaldsens ven P.O. Brøndsted at vide, at Thorvaldsen havde lovet Mackenzie aldrig at gifte sig med nogen anden. Altså kunne han heller ikke gifte sig med Caspers. Hvorvidt dette løfte til Mackenzie var sandt, er p.t. ikke opklaret, men det står dog fast, at Thorvaldsen aldrig giftede sig.
Thorvaldsen begav sig mod Danmark 14.7.1819.
Caspers’ erklæring om, at hun nu “elsker smerten”, at “denne kærlighedsglød” skal brænde for evigt i hendes hjerte, og at kærligheden vil føre hende “i graven”, leder tanken hen på den totale, dramatisk afmægtige og fatale hengivelse til den store forelskelse i Johann Wolfgang von Goethes brevroman Die Leiden des jungen Werthers (1774). Caspers havde selv som helt ung virket som skuespiller under ledelse af Goethe på Hoftheater i Weimar og var givet bekendt med hans roman.
Caspers døde ikke af kærlighedssorg, men giftede sig fire år senere med Stanislas Doré de Beauville (1795-1861), med hvem hun fik datteren Marie Doré de Beauville. Se Caspers’ biografi.