Adam Oehlenschläger
København
Bertel Thorvaldsen
København
Dateringen fremgår ikke af digtet, men Wilckens, op. cit., p. 67-70 (1874), p. 134-138 (1973), fortæller, hvordan det blev til. Det var ment som aflastning for Thorvaldsens personlige udlægning af relieffet fra 1824 Kærlighedens aldre, A426, for besøgende i hans værksted i København efter hjemkomsten 1838 og blev formentlig senest forfattet i forbindelse med Thorvaldsens genbearbejdning af relieffet 1843 mhp. på reproduktion i terrakotta, ibid., p. 61-62 (1874), p. 128-129 (1973).
Oehlenschlägers digt, som han har forfattet som illustration til Thorvaldsens relief Kærlighedens aldre, A426. Digtets forklarende indhold skal aflaste Thorvaldsen, så han slipper for at bruge tid på at udlægge relieffets motiv for besøgende.
CopiI.
Den lille Dreng i Kurven kigger
Som efter Fugle paa sin muntre Vei;
Af hvad Smaaguderne med Vinger siger,
Forstaaer det Bitterste han ei. –
Den elskovsvante Elskerinde
Har fanget Amor, Kys paa Kysse faaes,
Til reent Forelskelsen maa svinde,
Tilsidst hun bærer ham ved Vingen som en Gaas. –
Der sidder Husbond, – og med sære Nykker
Den Amor, han i henrykt Øieblik
Ved Ægteskab paa Halsen fik,
Nu centner[t]ung ham Nakken trykkerII,
Og dog den truer med at flyve bort;
Men Gubben der, kom reent tilkort,
Forgjæves han sin matte Haand udstrækker
Mod Elskovsguden, som i Flugt ham gjækker.
Og er da Kjærlighed kun Tant?
Og vilde Kunstneren paa denne SumIII os lære,
At Mennesket den bør undvære?
O Du Kortsynede see mere grant!
Seer Du ei PsycheIV søden FlammeV vække,
Og sin Veninde Guden række?
Som Rosen springer ud i Vaar,
Udspringer Kjærlighed i Ungdomsaar
I skjønne, varme, dybe Sjæle,
Og der – saalidtVI som Rosen – den er DunstVII.
Den sætter sig et evigt Eftermæle
I Hellig Tro, i Poesi og Kunst!
Dette digt illustrerer Thorvaldsens relief Kærlighedens aldre, A426. Relieffet beskrives fra højre mod venstre i teksten. Med digtet fulgte et følgebrev også forfattet på vers af Oehlenschläger.
Digtet og omstændighederne omkring det redegør Thorvaldsens kammertjener C.F. Wilckens for som følger, jf. Wilckens, op. cit., p. 67-70 (1874), p. 134-138 (1973):
Oehlenschläger besøgte ofte Thorvaldsen i hans Atelier; det morede ham baade at see Thorvaldsen arbeide og at høre ham forklare sine Arbeider for de Besøgende, især havde Thorvaldsen Fornøielse af at forklare Damerne «Kjærlighedens Aldere«, og da i en spøgende Tone at drille de unge Damer med at vise dem, hvor begjærligt Ungdommen rækker Haanden efter de smaa Amoriner. Naar han saa kom til «Alderdommen«, sagde han gjerne: «Her seer De mig! Kjærligheden bliver mig for tung.« Ved den sidste Figur sagde han: «Seer De, nu flyver den fra mig.« Som oftest blev han modsagt af Damerne, som forsikkrede ham om, at han altid vilde blive elsket. Han løftede da gjerne paa Skuldrene, trykkede deres Haand og sagde: «Gid De sagde sandt!« Da Oehlenschläger en Dag var tilstede og hørte Thorvaldsens Forklaring, sagde han: «Det kan Du ikke holde ud i Længden, min Ven, men vil Du tillade mig at være Dig behjelpelig.« Thorvaldsen greb hans Haand og sagde: «Det skal Du have Tak for, min kjære Ven. Du som Digter maa jo kunne gjøre det meget bedre end jeg, især da Du, som jeg veed, er en stor Ven af Damerne. Men Eet maa Du love mig, ikke at berøve mig Alles Gunst.« Oehlenschläger svarede: «Vær Du kun ganske rolig, det vilde være mig en Umulighed at kølne Damernes Kjærlighed til Dig.« Nogle Dage efter kom Oehlenschläger med nedenstaaende Brev og Vers:
[Her citeres så følgebrevet og ovenstående digt]
Dette Digt var opklæbet paa Pap. «Vil Du nu, min gode Ven!« sagde Oehlenschläger, «hænge dette over Dit Basrelief, saa kan de Besøgende selv forklare sig det.« Thorvaldsen hængte det strax op, takkede og sagde smilende: «Jeg vil dog ikke love Dig, at jeg aldrig vil forklare min «Kjærlighedens Aldere«.«
Dette er en afskrift af Oehlenschlägers digt, der blev opsat på væggen ved relieffet. Originalens skæbne kendes p.t. ikke.
|
|
Kærlighedens aldre, Tidligst juli 1824, inv.nr. A426 |
|
|
Kærlighedens aldre, Tidligst 19. april 1824, inv.nr. A427 |
Sidst opdateret 28.06.2021
Dette er en afskrift af Oehlenschlägers digt, der blev opsat på væggen ved relieffet, jf. den generelle kommentar. Originalens skæbne kendes p.t. ikke.
Denne fremstilling af den lille Amor som besejrer på skulderen af en ellers stærk mand i sin bedste alder er muligvis hentet fra antikkens fremstillinger af Amor på Herkules / Herakles, se f.eks. gemmen i Thorvaldsens egen samling, Eros og Herakles, I829.
I Wilckens, op. cit., står der Steen, dvs. marmorrelieffet.
Dvs. den antikke mytologiske figur Psyche (ofte, som her, gengivet med sommerfuglevinger på ryggen), der oprindelig var en almindelig dødelig ung kvinde, men som kærlighedsguden Amors hustru blev hun uddødelig og en del af Olympens guder. Thorvaldsen har fremstillet Psyche mange gange i sine værker, jf. Kataloget.
I Wilckens, op. cit., står der søde Flammer, dvs. i flertal.
I Wilckens, op. cit., er det delt i to ord: saa lidt.
Dvs. egentlig tåge eller lugt/duft, jf. Ordbog over det danske Sprog, Dunst, betydning 1.1 og 1.2, men det er her snarere i overført betydning, dvs. en betegnelse for noget forbigående, noget der hurtigt opløses igen og ikke er noget i sig selv, jf. betydning 2.1.