Bertel Thorvaldsen
Montenero
C.F. Hansen
København
Dateringen fremgår ikke af brevudkastet, men det er uden tvivl skrevet under Thorvaldsens ophold på Montenero fra juli 1804, og umiddelbart før billedhuggeren rejste herfra til Carrara medio august 1804, fordi denne rejse nævnes som nært forestående i udkastet. En sandsynlig datering må derfor være begyndelsen af august 1804, muligvis samtidig med de mange andre øvrige breve, Thorvaldsen skrev 6.8.1804.
Thorvaldsen takker for Hansens invitation til at bidrage til udsmykningen af Christiansborg. Han spørger, hvilke motiver Hansen kunne ønske sig. Han rejser nu til Carrara med Herman Schubart for at se på marmor.
Georg Zoëga er glad for, at han kan blive i Rom, især takket være Schubart. C.F.F. Stanley, der er syg, befinder sig på Ischia.
P. M.
Jeg finder mig beæret med det Brev som De har havt den Godhed under dato d: 18e JuniI at tilskrive mig, og som jeg for nogle Dage siden imodtog.
Hvor særdeles lykkelig jeg anseer det for mig, at være yndet og skattet af en Mand som foreener almindelig Agtelse med siældne Fortienester; det formaaer min Pen ikke at udtrykke. Jeg maae blot nøye mig med at forsikre Dem om, at Vedligeholdelsen af de maaskee alt for skaanselfulde Begreber De har fattet om mig og mine Talenter, er blevet mig en Fornødenhed, og at jeg stedse skal beflitte mig paa at giøre mig Deres venskabelige Omsorg værdig. De har givet mig paa samme et meget smigrende Beviis, med at ville unde mig den Glæde fælles at bidrage med Dem, til at pryde Vor Konges VaaningII. Intet ærefuldere Paadrag kunde betroes mig; ja selv den Tanke at arbeyde i Foreening med Dem, er tilstrækkelig til at giøre mig stolt af min Konst, og til at oplive min Enthousiasme for det ædle og Skiønne.
Jeg skriver Dem disse Ord under min Velynderindes Grevinde SchimelmannsIII Couvert. Hendes Broder vor agtværdige Minister Kammerherre SchubartIV hvis ædle Hierte og dybfølende Siæl for Konst og Konstnere yttrer sig ved alle LeylighederV, har maaskee bedømt mig og mit Arbeyde med for stor Partiskhed; thi han ynder mig, og denne Yndest kand have havt Indflydelse paa den meget for gode Meening, som han har bibragt Dem om mig. Imidlertiid føler jeg mig derved dobbelt forbunden til at anstrænge mine Kræfter for at kunde fortiæne Deres og hans Venskab. Jeg giør nu med ham en Reise til CararaVI for selv at udsøge det skiønneste Marmor, og da vil jeg strax begynde noget som De kunde anvende i Deres skiønne Architektur Plan. Om De troede, for Exempel, at en HebéVII eller en anden Mythologisk eller Historisk Figur kunde være passende, saa behag at tilkiendegive mig detVIII. Deres Meening skal tiæne mig til Veyledning. De vil billige, haaber jeg, at jeg blot beregner Hoffet mine Omkostninger, og at jeg overlader Vor faderlige Regiæring, selv at bestemme Konstnerens aarlige Underholdning; da hans Ønske blot indskrænker sig til det nødvendige Udkomme. Hans sødeste Belønning vil blive, at giøre sig værdig til Fædrenelandets Agtelse, og hans Medborgeres Yndest.
Vor berømte Danske Antiquar ZoegaIX er den samme værdige og interessante Mand som De kiendte i Rom. Han lever op paa nyt, siden han har opnaaet det Ønske at forbliveX i den gamle Verdens Hovedstad. Hans Legems Svaghed og huuslige Forhold giorde hans Reise til Kiel umuelig uden aldeles at ødelægge sig. Ogsaa denne Velgiærning for Zoega og for Danmark skylde vi vor Schubarts godgiørende MedvirkningXI! En saadan Meneskeven finder stedse Velbehag i, at see andre lykkelige; tog da vor fortræffelige KronprindsXII er altid redebond til at befordre hvad der er godt, og ædelt, saa finder en paa Sandhed grundet Forestilling hos ham den kraftigste Understøttelse. Torde jeg bede Dem om, at anbefale mig i Hans Kongelige Høyedheds naadigste Erindring, og takke ham for alt godt. Hans Bevaagenhed for mig, opfordrer min grændseløse SkiønsomhedXIII og opmuntrer mine Bestræbelser i allerhøyeste Grad.
Den stakkels StanleyXIV lever paa Øen IschiaXV hvor hans Helbreed nogenlunde bedres; men hans sygelige Tilstand, og Lamhed er desto meere beklagelig, da han som en brav, flittig, og duelig Dansk Konstner, var en bedre Skiæbne værdXVI. Jeg skal glæde hans ømme Hierte med at meddeele ham Deres venskabelige Erindring.
Hav den Godhed at adressere Deres Breve hos Hr UlrichXVII Dansk Consul i Livorno.
Jeg befinder mig for nærværende Tiid paa min Vens Kammerherre Schubarts LandstedXVIII i Nærheden af Livorno, hvor jeg agter at tilbringe de varme Sommer Maaneder som i Rom ere uudstaaeligeXIX, og hvis skadelige Virkning har i en Rad af Aar, overmaade svækket mit HelbredXX. Jeg anvender ogsaa her min Tiid saa godt som mueligt, da Herr Kammerherren har omskabt hans lille Bierg Hytte til Musernes TempelXXI.
Om Vedligeholdelsen af Deres Bevaagenhed, Yndest og Venskab, bederXXII
Thorwaldsen
P.S. Jeg tør smigre af et hastigt SvarXXIII for at begynde et Arbeyde som under Deres Veyledning vil blive mig dobbelt dyrebart.
P.M.
I feel honoured by the letter which you have been so kind as to write to me on the 18th of June and which I received some days ago.
How extremely fortunate I consider it for me to be liked and esteemed by a man who combines general respect with rare merits; my pen won’t be able to express that. I must simply content myself with assuring you that the maintenance of the perhaps far too merciful notions you have conceived about me and my talents has become a necessity to me and that I shall always endeavour to make myself worthy of your friendly attention. Of this you have given me very complimentary proof by granting me the joy to contribute with you to ornamenting our King’s dwelling. No more honourable commission could be entrusted to me; indeed, even the thought of working together with you is sufficient to make me proud of my art, and to stimulate my enthusiasm for the noble and the beautiful.
I write these words to you inside the letter of my patroness Countess Schimmelmann. Her brother our worthy minister, chamberlain Schubart whose noble heart and deep feeling for art and artists are evinced on all occasions may have judged me and my work with too great partiality; for he likes me, and this favour may have influenced the far too good opinion which he has given to you about me. By that, however, I feel doubly obliged to do my utmost to deserve your and his friendships. I am now going with him to Carrara to choose the most beautiful marble myself, and then I immediately want to begin something which you might use in your beautiful plan of architecture. If you thought, for example, that a Hebe or another mythological or historical figure might be suitable, then please let me know. Your opinion will serve me as guidance. You will approve of my merely charging the Court for my expenses, and of my leaving it to our paternal government to decide the artist’s annual sustenance, as his wish merely amounts to a bare living. His sweetest reward will be to make himself deserve the respect of his native land and the favour of his fellow countrymen.
Our famous Danish archaeologist Zoëga is the same worthy and interesting person whom you knew in Rome. He has brightened again since he has had his wish fulfilled to stay in the capital of the ancient world. His bodily weakness and domestic conditions made his journey to Kiel impossible without destroying himself completely. We owe also this kindness on Zoëga and on Denmark to our Schubart’s beneficent assistance! Such a friend of Man always enjoys seeing other people happy; and as our excellent Crown Prince is always willing to further what is good and noble a notion based on truth in him finds the most ardent support. Might I ask you to commend me to the gracious attention of His Royal Highness and thank him for his kindness. His good graces to me encourage my boundless gratitude and call on my efforts in the highest degree.
Poor Stanley is living on the Isle of Ischia where his health is reasonably improving; but his unhealthy condition and paralysis are the more regrettable as he as an honest, diligent and able Danish artist deserved a better fate. I shall please his tender heart by informing him of your friendly remembrance.
Please be so kind as to address your letters at Mr Ulrich, Danish Consul in Leghorn.
For the time being I am at the country house of my friend Mr Schubart, chamberlain, near Leghorn, where I intend to spend the hot summer months which in Rome are unbearable and whose damaging effect many years running has weakened my health extremely. I also use my time as well as possible here, as the chamberlain has transformed his small mountain hut into a temple of the Muses.
The maintenance of your attention, kindness and friendship is asked for by
Thorvaldsen
P.S. I dare indulge in a quick answer to begin a work which under your direction will be doubly precious to me.
[Translated by Karen Husum]
Dette er et udkast til Thorvaldsens svar på Hansens brev af 18.6.1804. Udkastet er imidlertid uden tvivl skrevet og formuleret af Herman Schubart under Thorvaldsens ophold på familiens Schubarts landssted Montenero.
Thiele II, p. 237-238 stiller spørgsmålstegn ved, om Thorvaldsen nogensinde skrev et færdigt brev og afsendte det, fordi brevudkastet var for langt for Thorvaldsen at skrive af! Og fordi “…Thorvaldsen var snild nok til at giennemskue, at hans Sag her blev misbrugt i Concipistens fade Phraser.”
Den første forklaring holder næppe, Thorvaldsen var trods sin ulyst til at at skrive breve ret omhyggelig med at besvare officielle henvendelser.
Den anden forklaring rummer imidlertid nok nogle gran af sandhed. Brevet er flere steder meget selvudslettende og meget (selv)rosende over for Schubart:
Hvor særdeles lykkelig jeg anseer det for mig, at være yndet og skattet af en Mand som foreener almindelig Agtelse med siældne Fortienester… Vedligeholdelsen af de maaskee alt for skaanselfulde Begreber De har fattet om mig og mine Talenter, er blevet mig en Fornødenhed…
og
...Schubart hvis ædle Hierte og dybfølende Siæl for Konst og Konstnere yttrer sig ved alle Leyligheder, har maaskee bedømt mig og mit Arbeyde med for stor Partiskhed; thi han ynder mig, og denne Yndest kand have havt Indflydelse paa den meget for gode Meening, som han har bibragt Dem om mig. Imidlertiid føler jeg mig derved dobbelt forbunden til at anstrænge mine Kræfter for at kunde fortiæne Deres og hans Venskab.
og
Torde jeg bede Dem om, at anbefale mig i Hans Kongelige Høyedheds naadigste Erindring, og takke ham for alt godt. Hans Bevaagenhed for mig, opfordrer min grændseløse Skiønsomhed og opmuntrer mine Bestræbelser i allerhøyeste Grad.
Disse passager og flere andre har Thorvaldsen antagelig opfattet som for krybende og indsmigrende. Selvom vi ikke kender billedhuggerens syn på formuleringerne i dette udkast, vides det fra et andet brevudkast, som han også fik hjælp til, at netop høflighedsfraser, der blev for ordrige og underdanige, blev nedtonet i det færdige brev, som Thorvaldsen selv skrev, se eksemplet af 23.9.1806 i Thorvaldsens brevskrivningsproces.
Desuden kunne Schubarts forsøg på at tolke Thorvaldsens følelser over for Schubart selv også have gået ham for nær.
Brevudkastet har været foldet sammen og der er rester af rød lak, men ikke nødvendigvis af et segl på papiret. Eftersom udkastet i dag opbevares på Thorvaldsens Museum, må billedhuggeren have taget det med sig hjem fra Montenero til Rom, hvilket kunne tyde på, at han ikke umiddelbart skrev udkastet rent og fik brevet afsendt, men snarere, at han lovede Schubart at ville skrive det af, når han kom til Rom – muligvis for at revidere formuleringerne af de ovenstående grunde.
Herman Schubart
Sidst opdateret 09.11.2020
Se Hansens brev af 18.6.1804.
Dvs. Christiansborg Slot. Hansen havde i sit brev bedt Thorvaldsen om at bidrage med skulpturel udsmykning til slottet, men da planerne endnu ikke var langt nok fremme, havde han ikke præciseret sin bestilling.
Se mere herom i Bestillingen til Christiansborg.
Den danske kulturpersonlighed Charlotte Schimmelmann.
Thorvaldsens gode ven Herman Schubart, der var dansk diplomat i Italien. Det er ham, der er pennefører i dette brevudkast, og højst sandsynlig er det også ham, der har valgt formuleringerne.
Selvom Schubart selv har skrevet dette, var det ikke forkert, at han spillede en vigtig rolle for danske kunstnere og videnskabsmænd i Italien. Udover Thorvaldsen, nød også C.F.F. Stanley og Georg Zoëga godt af Schubarts lobbyvirksomhed på deres vegne over for den danske stat.
Thorvaldsen rejste sammen med Schubart til Carrara medio august 1804.
Thorvaldsen udførte først sin Hebe, jf A37, 1806-februar 1807, men kan muligvis allerede her i 1804 have haft den i tankerne.
Hansen skrev først tilbage med en egentlig bestilling på værker til Christiansborg 31.12.1806.
Se også Bestillingen til Christiansborg.
Dvs. den danske arkæolog Georg Zoëga.
Zoëga blev 14.4.1802 på egen foranledning udnævnt til professor i arkæologi og overbibliotekar ved universitetet i Kiel, men uvilje mod at forlade Rom fik ham først i 1803 til at søge om udsættelse, og 23.3.1804 (se Andreasen & Ascani, op. cit., no. 1063) til at bede sig fritaget for embedet hos kronprins Frederik (6.). Han besluttede 25.5.1804 at trække udnævnelsen tilbage (meddelt 26.5.1804, se Andreasen & Ascani, op. cit., no. 1072).
Om dette forløb se Jørgensen, op. cit., p. 111-113.
Zoëga var nærmest overvældet, som det fremgår af et brev til en uidentificeret ven i København:
“Die königliche Resolution hat mich überrascht, ich habe angestanden meinen eigenen Augen zu trauen, ich habe sie gelesen und wiedergelesen, und fast nur indem ich sie Ihnen abschreibe, werde ich überzeugt, dass man mir so voll und unbedingt hat alles zugestehen wollen, was ich wünschte.”
Se Andreasen & Ascani, op. cit., no. 1098, og Jørgensen, op. cit., p. 114.
Schubart havde ganske rigtigt andel i den ordning, der blev etableret for Zoëga. Schubart ledsagede fx Zoëgas brev af 23.3.1804 til kronprinsen med en indtrængende appel. Jf. brev af 3.4.1804 fra Schubart i Napoli til Zoëga: “J’ai envoyé il y a huit jours Votre lettre au Prince royale, en lui ecrivant a Votre sujet de la manière la plus pressante…”, se Andreasen & Ascani, op. cit., no. 1066.
Zoëga selv var heller ikke i tvivl om effekten af Schubarts lobbyvirksomhed. Han skrev til en ven i København:
“Es ist das Werk des Herrn von Schubart, und es ist ihm gelungen, einen Menschen glücklich zu machen weit über seinen Hoffnungen: das ist eine Befriedigung für ihn, deren Empfindung alles übertreffen muss, was ich ihm hätte sagen können meine Dankbarkeit auszudrücken. Ohne ihn war ich ein verlorner Mann.”
Se Andreasen & Ascani, op. cit., no. 1098 og Jørgensen, op. cit., p. 114.
Dvs. den danske kronprins Frederik 6..
Dvs. taknemmelighed, erkendtlighed, se betydning 2 af skønsomhed i Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. den danske arkitekt og Thorvaldsens gode ven, C.F.F. Stanley.
Stanley var juli-september 1804 på øen Ischia ud for Napoli, fordi øen var kendt for sine kurbade.
Han var ramt af en gigtsygdom, som lammede ham i perioder. Han håbede at kurere sygdommen på Ischia, se mere om hans sygdom i hans biografi.
Stanley døde af sin gigtsygdom 18.11.1805 i Rom.
Dvs. den dansk-tyske konsul J.C. Ulrich.
Det er noget mærkværdigt, at Thorvaldsen skulle have indvilget i at få sin post fra Danmark sendt til Livorno. Det må antages, at det er Schubart, der har foreslået dette i sin iver efter at hjælpe Thorvaldsen.
Dvs. Montenero, ca. syv kilometer syd for Livorno.
Somrene i Rom var uudholdelige pga. den dårlige luft, der på italiensk kaldes aria cattiva. Den omtales også af Thiele I, p. 109 og II, p. 29 som et problem Thorvaldsen løste ved at forlade Rom i sommermånederne.
Man antog almindeligvis, at den usunde luft skyldtes de varme vinde fra de pontinske sumpe, som førte et højere antal malariabærende myg med sig.
Også den schweiziske forfatter Karl Viktor von Bonstetten omtaler fænomenet i Reise in die klassichen Gegenden Roms, zur Schilderung ihres ehemaligen und gegenwärtigen Zustandes, vol. 2, Leipzig 1805, p. 7-11. Han kalder problemet cattiva aria, og skriver bl.a. om det område i Rom, hvor Thorvaldsen boede og arbejdede: “Im Jahr 1775 hielt man die Höhen von Trinita del monte frey von dem Einfluss der ungesunden Luft; im Jahr 1802 nicht mehr.”
Thorvaldsen led på dette tidspunkt i meget alvorlig grad af forstoppelse, som udviklede sig til hæmorider, men opholdet på Montenero bedrede situationen, se mere i Thorvaldsens sygdom 1803-04.
Denne metafor må have været den impuls, der i september 1804 – en måned senere – fik Thorvaldsen til at udføre sit relief Musernes dans på Helikon, A705, som en hyldest til det åndfulde liv på familien Schubarts Montenero.
At bruge verbet beder i den afsluttende høflighedsfrase på denne måde minder om et andet brevudkast, som Schubart skrev i eget navn til C.F. Hansen, se februar-marts 1804. Sammenfaldet i formuleringerne medvirker til at sandsynliggøre, at Schubart også er ophavsmand til formuleringerne i dette udkast.
Thorvaldsen modtog ikke noget hastigt svar. Først 31.12.1806 skrev Hansen sit næste (kendte) brev, med undskyldning om, at han havde været tavs så længe.