24.4.1833

Afsender

P.O. Brøndsted

Afsendersted

Paris

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Udskrift: á Monsieur / Mr le ChevalierI A. Thorwaldsen / Commandeur de l’ordre royal de Danebrog &c &c &c / á Rome / Palazzo Tomati, Trinià dei montiII.
Par la Bonté de Mr. F. StammannIII.

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Resumé

Brøndsted anbefaler den tyske arkitekt Friedrich Stammann. Desuden beder han Thorvaldsen ekspedere nogle kasser med bøger og sin møntsamling til København. Han håber at se Thorvaldsen i København til efteråret og vil snart sende yderligere instrukser angående hjemsendelsen af sine kasser.

Dokument

Paris, rue neuve des Mathieons
No. 20, den 24de. April 1833.

HuldeIV Ven,

Den gode hr. F. StammannV, som gaaer herfra til Alma RomaVI, og som just har imodtaget af mig en Valeur af 84 Scudi for paa mine Vegne at betale Mme. A. Buti,VII beder mig tillige om et Par anbefalende Linier til Dig, vort Fædrelands Stolthed og Konstens CoryphéeVIII. Han være Dig hjertelig anbefaletIX, thi han fortjener det ved sin Kjærlighed til Alt hvad som er godt og skjønt og ved sin Flid og Flinkhed i de Studier han især som Architect lægger sig efter.
Jeg afgaaer, efter meget ArbejdeX her det jeg nu saa temmelig har faaet Bugt med, næste Mandag fra Paris til London, og saasnart mueligt videre til Kiøbenhavn hvor jeg faaer en Deel at bestille med at indrette, som det bør være, det Kongel: MyntcabinetXI. Man siger og skriver mig fra alle Kanter at Du i næste EfteraarXII kommer til Danmark – o! om vi dèr kunde mødes! hvor glad Du kunde gjøre mig ved at melde mig noget Bestemt om dette Haab, men især ved at opfylde det. Jeg møder Dig hulde Ven, hvor i Verden det bliver, i Norden som i Syden, med det fredeligste og kjærligste Hjerte, men mødes vi i det gode Danmark, saa har jeg endydermere tre vakkre BørnXIII og adskilligt andet Godt at vise Dig, thi jeg har heller ikke ligget paa den lade Side siden vi saaes.

Sender Du virkelig det Vigtigste af dine Herligheder til DanmarkXIV i denne Sommer, saa maa Du endelig tillige fremsende (og med den Omhu som jeg tør vente af dit prøvede Venskab) alle mine KasserXV hos Mme. Butis der indeholde en ypperlig Deel af mit Bibliothek og mange vigtige Haandskrivter, og tillige min smukke græske MyntsamlingXVI som Du, uden for Kasserne har i Forvaring.
Jeg skal nøjagtigere, enten fra London eller fra KhvnXVII tilskrive Dig om denne vigtige Sag.

Din trofast og inderlig hengivne
Brøndsted.

Arkivplacering

m18 1833, nr. 43

Thiele

Omtalt hos Thiele III, p. 492.

Emneord

Personer

Kommentarer

  1. Thorvaldsen var udnævnt til ridder og senere kommandør af Dannebrog. Se hertil referenceartiklen omhandlende Thorvaldsens udnævnelser.

  2. Thorvaldsens bopæl i via Sistina. Se hertil referenceartiklen omhandlende Thorvaldsens bopæle.

  3. Dvs. brevet blev, jf. selve brevteksten, overleveret til Thorvaldsen af den tyske arkitekt Friedrich Stammann.

  4. Brøndsted må mene, at Thorvaldsen udviser en særlig venlighed, begunstigelse eller bevågenhed overfor ham, jf. I. Huld i Ordbog over det danske Sprog, medmindre han da mener, at Thorvaldsen er kødfuld, fyldig eller trivelig, jf. II. Huld i Ordbog over det danske Sprog.

  5. Den tyske arkitekt Friedrich Stammann.

  6. Latin, dvs. “hulde Rom”, antagelig en omskrivning af det bekendte udtryk “alma mater”, hulde moder.

  7. Anna Maria Buti, der var Thorvaldsens værtinde i de mange år, han boede i Casa Buti i Rom.
    De 84 scudi, som Brøndsted her omtaler, har sandsynligvis været den gæld, som Brøndsted havde til Anna Maria Buti for opmagasinering siden 1823 i Casa Buti af kasserne med sin bog- og manuskriptsamling, jf. nedenfor. Se også emnet P.O. Brøndsteds lån hos Thorvaldsen.

  8. Det vil, jf. Ordbog over det Danske Sprog, sige fører eller foregangsmand.

  9. Thorvaldsen fulgte Brøndsteds anbefaling, hvilket ses af Stammanns brev til Thorvaldsen 16.12.1837, hvori han takker Thorvaldsen for den skønne tid i Rom.

  10. Brøndsted arbejdede på sin rejsebeskrivelse over rejsen til Grækenland i årene 1810-1813, se hertil brevet 22.1.1833 fra Ferdinand Flor, som opholdt sig i Paris samtidig med Brøndsted.

  11. P.O. Brøndsted var 1832 udnævnt til direktør for Det Kongelige Mønt- og Medaillekabinet, en stilling han bestred til sin død i 1842.

  12. Thorvaldsen planlagde at rejse til København i efteråret 1833, men rejsen blev udskudt, jf. emnet Aflyste rejser til Danmark.

  13. Brøndsted havde tre børn:
  14. Jf. artiklen Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1833.

  15. Dvs. kasser med P.O. Brøndsteds bog- og manuskriptsamling som Thorvaldsen havde fået i pant for et pengelån, og som stod opmagasineret hos Anna Maria Buti, jf. emnet P.O. Brøndsteds lån hos Thorvaldsen.

  16. Dvs. P.O. Brøndsteds møntsamling som Thorvaldsen havde fået i pant for et pengelån, jf. emnet P.O. Brøndsteds lån hos Thorvaldsen.

  17. Brøndsted skrev til Thorvaldsen fra København 6.7.1833.

Sidst opdateret 01.09.2016