1888

Afsender

Jørgen Dalhoff

Afsendersted

København

Modtager

Omnes

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af ikke dokumentet, men af Dalhoff, op. cit. 1915-16, p. 239.

Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Dokument

ForbemærkningI:
[...]
Vi skal høre, hvor højt Thorvaldsen vurderede og nyttede hans [i.e. Jørgen Dalhoffs] Snille, samtidig med at han oplod sit Hjerte for ham i Fortrolighed.
Vi skal høre det, eller rettere læse det, i hans egen Fortælling. Thi her mødes vi igen med disse Optegnelser, hvori han paa sine gamle DageII fortalte saa levende om sin Barndom og Læretid; ja, her er vel egenlig det, der lagde Pennen, eller mest Blyanten i hans Haand, fordi han følte, at han her sad inde med noget, som vistnok ingen anden saaledes vidste og kunde berette om, og som ikke burde gaa med ham i Graven. – Om det her gengivnes Paalidelighed kan der ingen Tvivl være; al Løgn og Pral laa ualmindelig fjernt fra Beretteren, og det væsenligste deraf har hans nærmeste Omgang hørt ham fortælle mange Aar tilbage med de selvsamme Ord. Et andet er, at der kan være Misforstaaelser og Fejlhuskninger i mindre Enkeltheder, især jo af det, han kun har hørt sige.
Vi meddeler disse Optegnelser, som de er skrevne; kun ei de her bleven adskilte ved Romertal, for at der kan ske Henvisninger til de forskellige Stykker i de efterfølgende VedtegnelserIII.


ERINDRINGER FRA MIN OMGANG MED THORVALDSEN
 
I. Hvad Følgerne kan blive af en Pris Tobak.

Da jeg en Aften KJ. 8 vilde forlade Akademiet1)IV bad WilckensV mig komme ind til Thorvaldsen. Jeg var meget træt og flov, og da han selv tog en Pris og satte Daasen for mig, tog jeg een Pris efter den anden, hvilket jeg var slemt hengiven til.
T.: »Jeg synes, Du nylig tog en Pris?«
Jeg: »Ja, jeg tog nylig 2 a 3; jeg er slemt vant dertil og føler mig for Øjeblikket mat.«
T.: »Ja saa skal Du ikke faa mere!« –- og gemte Daasen.
Jeg: »Men naar er De kommen til at snuse? FreundVI vilde altid ogsaa have en Pris, men skældte mig altid bagefter ud og beraabte sig paa, at De aldrig brugte sligt.«
Lang Pavse. Thorvaldsen slukkede Lyset med Fingrene og begyndte: »Veed Du, hvorfor JasonVII aldrig blev færdig, skønt jeg havde modtaget Penge for ham?«
Jeg: »Nej!«
T.: »Jo, jeg hadede den Statue, for han var lavet af Tobak.«
Jeg lo.
T.: ”Jeg vilde vise mig, førend jeg forlod Rom. Jeg løb daglig til Vatikanet og slugte, hvad jeg kunde af Antikerne, og saa mig ikke om paa Tilbagevejen. Nu kilede jeg paa og snusede den hele Dag for at pirre Nerverne. Der var ikke det mindste af mine egne Tanker paa hele Statuen, og da det skulde være stort, anstrengte jeg mig langt over Evne og var syg.«
Jeg: »Men kan det dog være muligt, at ikke Freund eller de andre, som endog har boet sammen med Dem, aldrig har set, at De tog Daasen op?«
T.: »Jeg brugte ingen Daase, jeg havde altid Vestelommen fuld og snusede, saa jeg bestandig var i en halv Rus og syg. – Jeg skulde ellers været hjem, men nu havde jeg Penge og tog da til Florens og derfra til SchubartsVIII, hvor jeg forblev for at recreeres. Fru Schubart lærte mig at lægge Tobakken af; ja hun lærte mig mere – hun lærte mig Kristendom, og fra den Tid var hele min Id den store, store Kærlighed (sagte) i Kristo! Fra den Tid kan ingen vise mig eet eneste af alle mine Arbejder, hvor jeg har søgt at vise mig. Jeg arbejdede kun for at øve mig selv i denne store Tanke, og maaske med det Haab, at maaske engang een eller anden kunde faa Lyst til at gaa samme Vej.
Jeg veed vel, at naar jeg er død, vil man sige om mine kristelige Figurer, at de ere græske – og man har Ret, thi uden den græske Skole kan man ikke arbejde ret og forstaaeligt. Og om mine græske Figurer vil man sige, at de ere kristelige – og man har Ret, thi jeg kunde umuligt bekvemme mig til under Arbejdet at nære andre Tanker end dem, min hele Bestræbelse gaar ud paa. Uden disse Grundsætninger vilde jeg aldrig have kunnet gøre mine Apostler eller min Kristus.«

II.

Thorvaldsen modellerede til en Kunsthandler i Hamborg fire store Medailloner, hvilke jeg maatte brænde i Terracotta. De fremstillede de forskellige Kunstarter. Da han skulde udføre den for Billedhuggerkunsten, sagde han: »Det er en vanskelig Opgave. Jeg vil vise en Billedhugger, som arbejder paa en Jupiter; men Mennesket kan jo ikke sætte sig ind i en Guddoms Tanker, han kan kun se det simple og praktiske af Guddommen, og derfor vil jeg vise Guddommen kolossal, men ikkun den halve nederste Del, fuldkomment saa høj som Billedhuggeren.” – Løverdagen, Dagen før han døde, sagde han til mig: »Jeg fortryder, at jeg gjorde det Basrelief saaledes; thi hvad vi Mennesker søger hos Guddommen, er jo ikke det legemlige, men det aandelige og gode, og dette kan vi ikkun vise i Ansigtets Udtryk, som er det eneste, vi stræber efter.«
Dagen efter tegnede han med Kridt et saadant Hoved, paa en Skifersten, som opbevaresIX. Men om Aftenen døde han.

III.

Thorvaldsen ytrede engang, at han havde længtes efter at komme hjem for at gaa i Kirke og gaa til Alters, og nu kunde han dog ikke opnaa det. Jeg faldt ham i Talen og forsikrede ham, at jeg skulde skaffe ham en god Plads til at høre min Præst Fog, som han vist vilde synes om.
T.: »Og saa løber Folk straks derhen for at se Thorvaldsen.«
Jeg: »Aa, bild Dem nu ikke altfor meget ind! Smid De bare først Konferensraaden væk, og bliv ved som alle vi andre, saa vil man holde endnu mere af Dem.«
T.: »Men er det sandt, at Præsterne endnu vedblive at have en hvid Dragt ovenpaa den smukke sorte, og atter en rød ovenpaa denne?«
Jeg: »Hvad kommer det Dem ved?«
Pavse.
T.: »Der er en kristelig Opgave, som jeg har tænkt paa mere end alt andet, men som jeg aldrig skal udføre; det er Fodvadskningen. Jeg veed, at jeg skulde kunne vise Kristus krybende paa Gulvet, uden at det burde forarge; nej, her skulde netop hans ædle Værdighed træde frem i en Ydmyghed, som var nødvendig for at overbevise Omgivelsen om hans sande Maal.«
Her faldt jeg ind: »Aa, Thorvaldsen! For alt, hvad der er mig dyrebart, udfør dette endnu; det kan gøre megen Nytte efter Deres Død!«
Han tav en Tid.
Jeg fortalte ham nu, al jeg i Berlin havde gaaet til Alters hos Præsten1) SchleiermacherX, at denne bar en langt simplere Dragt end Præsterne der ellers. Han stod midt imellem os og begyndte sin Tale med Fodvadskningen, og han fremstillede det hele paa en saa sund og værdig Maade, at man aldrig kunde glemme det. Istedetfor som hos os: »Dette er Kristi sande Legeme«, sagde han: Kristus sprach: »das ist mein Leib, das für euch hingegeben wird!« und er sprach: »das ist mein Blut, das für euch vergossen wird.«
Dette vidste Thorvaldsen altsammen; ligeledes vidste han, at Kejseren af Østerrig og Kejserinden Langfredag vadske Fødderne paa 12 fattige Mænd og 12 Koner, hvilke jeg har set komme ud fra Burg1)XI med en Sølvske, Kniv og Gaffel, som de beholde, naar de har spist med Kejseren.
T.: »Naar Du har set, at jeg ikke vil vække Opsigt eller vise mig ved noget af mine Arbejder, hvor det maaske endog kunde have gavnet, maa jeg være undskyldt i et Tilfælde, hvor det, skønt i den bedste Mening, kunde vække Forargelse. Det sker ikke.«

IV.

Da han havde udført Basreliefet »Kristus i Emaus«, bad jeg ham om at faa en Afstøbning. Han viste mig til Baronessen [Stampe], da Formen var paa Nysø. Jeg fik Formen mod Betaling af 200 Rbd., thi hun ansaa alt, hvad der var udført der, for hendes. Dette turde jeg ikke sige T., da han havde været meget opbragt over, at hun havde taget lignende Betaling for andre Ting. Men nu tog T. mig ordenlig i Skole, hvorfor jeg netop vilde have dette Basrelief? Jeg maatte tilsidst svare at jeg fra min Barndom var vant til Hus, andagt og derfor bibeholdt Bordbønnen for mig bestandig, og at jeg ansaa Tanken i dette Basrelief som et Vink om, at dette kunde være til Efterfølgelse af alle Kristne. Dette bifaldt han aldeles; hans Ord vare: Jeg sætter langt mere Pris paa dette end det andet, som de gør saa meget Væsen af, især naar de søger at gøre det ærværdigere ved at mystificere det ved Dragt o. s. v.

V.

Da Thorvaldsen blev bisat i Frue Kirke, stod jeg i Koret mellem Daaben2)XII og Gitteret; Kongen sad i den øverste Stol lige for mig, da Hr. Tryde sagde om T., at han var en stor Mand, men manglede ikkuns eet: Kristendom! Jeg saa da Just paa Kongen, som med hele sin Krop hoppede op, som om han havde stukket sig, drejede derpaa Hovedet om og saa mig meget alvorligt i Ansigtet. Jeg erindrede, hvad jeg havde tænkt, da jeg den samme Sommer havde hørt den samme Præst holde en hel Prædiken om Satans og Djævelens virkelige personlige Tilværelse, thi jeg ønskede ham, at han maatte faa lidt af den Kristendom, som de Apostle, han stod imellem, udtrykte.

VI.

Søndagen den 24de Marts 1844 døde Thorvaldsen. Denne Dag har for mig haft en mere end almindelig Betydning. Han begyndte Dagen med at tegne Jupiters kolossale Hoved; det vilde have blevet en løjerlig Jupiter, hvis Ansigtstræk maatte udtrykke T.s kristelige Tanker som i alle hans øvrige Arbejder. Kl. 11 à 12 arbejdede han paa Luthers Buste, hvilken staar som en Sjældenhed, idet han, førend Hovedmassen er dannet, ved nogle Fingerstrøg paa den ene Side udtrykker Portrætets Lighed saa smukt. Hans Tænkemaade var i flere Henseender modsat den kras lutherske. Busten blev staaende [ufuldført].
T. havde i Rom været et Mønster paa Maadehold med Hensyn til Mad og Drikke. Denne Søndag havde han faaet saa meget til Middag, at han faldt i Søvn ved Bordet. Man kaldte paa ham, da han skulde i Theatret, hvor han som bekendt døde af en Blodstyrtning, som Følge af den overdaadige Nydelse.

VII.

Kunstneren T. har fremstillet os Venus og de tre Gratier, som alle kan taale at se paa, fordi de fremstille den menneskelige Figur i sin rene Skønhed uden Tanke af Yppighed eller Sanselighed; de udtrykker en stærk Vilje til det sande og gode. Men Mennesket T. nødte mig til at sidde ved Siden af hans elskede Datter, som han havde avlet med sin levende Model.
Alt dette har jeg nævnet for at vise det heldige i hans Principer, at det ikke kommer an paa at vise de store Resultater af vore Handlinger, som vi dog sjældent ere Herrer over, men derimod, som han ofte har sagt, kun øve sig i Viljen til det gode for personlig selv at profitere deraf. At disse Grundsætninger i eet og alt vare mine ved Benyttelsen af mit simple Haandværk, var det, som knyttede os saa inderlig sammen; og saa ofte vi kom ind paa slige Emner, slukkede han altid Lyset, idet han ytrede: man taler mere fortroligt, naar man ikke ser hinanden i Ansigtet.

VIII.

Da T. ofte havde været paa mit Værksted, havde han set, at der stod en nybygget Ovn, som havde været bestemt til at brænde Fajance eller Porcellæn i, men som aldrig var bleven færdig. Da han havde modelleret den største Figur til Frontespicen paa Slottet, ønskede man den brændt i Ler, ligesom den til Frue Kirke, der var brændt i Rom. Efter mange Forsøg paa Porcellænsfabrikken sendte man Formen tilbage med den Erklæring, at her ikke fandtes Ler, som var tjenligt dertil. T. bildte nu Kongen ind, at jeg godt kunde gøre det. Kongen lod mig hente og ønskede, at jeg skulde overtage Arbejdet. Jeg forsikrede, at mine Kræfter vare i høj Grad medtagne ved Statuearbejde, da jeg ikke havde et eneste Menneske til Hjælp, som før havde været ved sligt, og der var for stor Risico, hvis noget skulde mislykkes. Han var i et spøgefuldt Humør og sagde: »Man har sagt om Dem, at De kan alting, naar De bare vil«. Jeg tænkte: han skal have det i samme Tone, og svarede: »Netop disse Ord af Deres Majestæt minder mig om en lille Anekdote om min Fader. Da nogle Officerer tillige med vor egen Indkvartering sade sammen med min Fader, syntes han, at een tog Munden for fuld om, hvad han vilde og kunde. Min Fader sad noget afsides og smaasang pianissimo: »Man kan, hvad man vil, naar man vil, hvad man kan!« Disse Ord satte han i en Art Melodi og vedblev, indtil den ældste af Officererne blev ked deraf og sagde, at denne Sang var meget god, men han fandt, at den dog var noget monoton. – Dette indrømmede min Fader, men man kunde jo let variere med det samme Thema, og han begyndte nu ret kraftigt: »Naar man vil kuns, hvad man kan, kan man altid, hvad man vil!« Jeg var kuns Barn, da jeg hørte dette, men jeg mindes, at min Fader senere fortalte, at han ved denne Spas havde bibragt Officererne en bedre Tone; og jeg har ofte haft Gavn af at minde mig selv derom.«
Jeg gik glad hjem, thi min Spas havde frelst mig den Dag.
Dagen efter blev jeg atter hentet, thi T. havde sagt, at Kongen ikke skulde bryde sig om min Undskyldning, at jeg ikke forstod det; han skulde kuns sende mig til ham, saa skulde han nok lære mig det hele. Jeg maatte saa møde hos T. og som en skikkelig Lærling se paa, at han rullede Leret i lange Pølser og trykkede disse ned i Formen. Jeg takkede for Undervisningen, og den fordums Guldsmed var nu ogsaa bleven Lerformer.
Jeg rejste straks til Bornholm og samlede alle de Lerprøver, jeg kunde overkomme. Jeg fandt, at jeg kunde haft bedre Ler fra Halle eller fra Anienne ved Maasfloden, som jeg kendte, men jeg troede, det var min Pligt kuns at bruge dansk.
Jeg gjorde nu mange Forsøg med Blandinger af Ler og ildfast Sand for at finde en Blanding, som mindst svinder under Tørringen og Brændingen, og jeg brændte mange Prøver. Det galdt nu om at forme Ler i en forloren Form paa 7 à 8 Alens Længde. Jeg formede det i lutter [illustration: et kvadrat] paa omtrent en Alen med høje Ribber i 6” [illustration: et kvadrat, delt i fire kvadrater] og anbragte Silkepapir imellem, for at Stykkerne ikke maatte hænge sammen. Hvor Formen gik under, formedes dette separat med Papir imellem, saa det siden kunde klistres paa. Alt, hvad der var formet, blev belagt med fugtige Klude, da udtrykkelig intet maatte tørres i Luften; thi i Luften tørres alle skarpe Kanter først, imedens det har den fulde Størrelse, medens de indre Dele først tørres under Svindningen, hvilket under Brændingen giver Spændinger, som foraarsager Ridser og Forkastninger. Naar alt er formet, fyldes det med Savspaaner, som især trykkes haardt ned i de dybe Steder. Naar Leret var halv tørt, brugte jeg en spiids Træhammer til at banke paa Spaanerne med, til jeg var sikker paa, at det under Tørringen slet ikke var svunden. Nu bøjedes Jærnstænger krydsvis under den store Form, med dybe Mærker ned i Ribberne, saa at Stykkerne passede med hverandre, og der boredes da Huller i Leret paa samme Steder, og nu skruedes der Holzskruer ned i Leret, som gik meget let, hvorefter fyldtes med Cement omkring Jærnene.
Da den første store Figur var færdig, lod jeg T. se den. Han var meget fornøjet og ytrede straks: »Nu skal De straks faa de 4 store Statuer til Nicherne paa Slottet at udføre ligeledes.«. Jeg forsikrede ham, at det var aldeles umuligt at udføre en fritstaaende Statue af Ler af slig Størrelse, da Lerets Vægt vilde knuse Nederdelen. Han kendte ikke den Maade, hvorpaa Stykkerne var samlede, og kunde herpaa ikke se Fugerne, som vare eftergaaede med Cement, og undrede sig over, at hele Figuren slet ikke var svunden. Han sagde haardt: »De skal komme til at gøre det!« hvorpaa jeg lige saa kort svarede: »Jeg gør det pinedød ikke!«
Et Kvarter efter kom Wilckens, som havde hørt det hele, løbende tilbage og varede mig ad, thi T. havde den hele Vej gentaget: »Gør det pinedød ikke …. Jeg skal straks i Morgen til Kongen …. skal lære ham!«
Jeg var ikke vel til Mode i denne Stilling; men da jeg havde Ordre til, naar jeg vilde tale med Kongen, skulde jeg ad Bagtrappen henvende mig til Kammertjeneren – meldte jeg saaledes Kongen, hvad der var sket. Han lod mig næppe komme til Orde, men skændte dygtig paa mig. Da han endelig standsede, sagde jeg, at mit egenlige Ærinde havde jeg endnu ikke sagt; thi jeg var ikkuns kommet for at foreslaa, at man gav mig 4 af de gamle Kanoner, som fandtes paa Tøjhuset, saa kunde jeg støbe Statuerne lige saa billigt som Terracotterne. Han svarede ikke herpaa, men ringede med en Klokke, der stod, og straks kom en Tjener ind. Til denne sagde han: »Spring straks hen paa St. Anna Plads og bed Major Keiber1)XIII at følge med; jeg har noget vigtigt at tale med ham.« Keiber var der snart pustende i Døren. Kongen halv raabte til ham: »Er det sandt hvad Dalhoff siger, at De paa Arsenalet har Kanoner, som aldrig kunne bruges og ere til ingen Nytte?« Keiber blev saa glad og ytrede: »Ja det ved Gud, og det værste er, at Metallet i dem ikke er skikket til at støbe nye Kanoner af med den Styrke og Finhed, som man nu fordrer, saa det vilde være en Lykke, om de kunde gøre Nytte ved Statuestøbning.« – Keiber var min Ven og interesserede sig meget for Støbning; han havde fortalt mig, at hans Fader var Sværdfeger, men havde arbejdet paa Frederik den 5tes Equesterstatue.
Næppe var jeg kommen hjem, saa kom der Bud fra T. om at komme til ham, og han fortalte mig med Glæde, at Kongen havde faaet den Ide at lade Statuerne støbe i Bronce, hvilket jo var det allerbedste. Jeg begik nu den Dumhed, at fortælle ham hele Sandheden, hvilket han først næppe kunde tro, da han var kommet meget tidlig og var den første, som kom ind.
Herkules havde T. modelleret, og den var støbt i Gibs, da han døde; de øvrige 3 modellerede Bissen efter T.’s smaa Modeller, og jeg støbte dem.

IX. Chr. IV.

Da Fr. VI blev begravet i Roskilde Kapel 1)XIV, saa Kongen sig om i Kirken og beklagede, at C. 4. Kapel stod saa tom; C. 4. laa i en lille Kiste nede i Kælderen under Kapellet; her blev Beslutningen taget, at T. skulde modellere en Statue af C. 4. Thorvaldsen fik til Forbillede et stort Maleri af Carl van Mandern. T. sagde til mig: »Det er beklageligt, at jeg ikke kan fremstille denne Statue lige saa kækt som Billedet med Hatten paa; men jeg maa rette mig efter Opgaven og Stedet, han staar paa .. Han var en Guds Mand, hvis Valgsprog var: Regnum Firmat Pietas, man maa kunne se, at han, idet han ser op til Alteret, ærbødig tager Hatten af. Jeg mindes saa godt, da jeg var Dreng, hvor ondt det gjorde mig om Vinterdage at se Fr. V at sidde til Hest med bart Hoved og bare Fødder. Sagen var kuns, at man ikke tog i Betænkning Stedet og Klimaet; thi i Rom vilde det ikke have været saa stødende.«
Statuen blev modelleret. Da han paa Køllerten havde opridset et Mønster, som fandtes paa Motivet, og som ogsaa findes paa en Fløjls Køllert paa Rosenborg, sagde jeg: »Det glæder mig, at Køllerten bliver figureret, thi den glatte Køllert vilde i Metal let faa Udseende af et Harnisk, der hvor man i Virkeligheden forlangte de blødeste Former, nemlig Fløjl; og da det hele jo skal forgyldes, vil man let kunne skaffe en Modsætning til Kappen lige som paa Billedet.«
T.: »Skal den forgyldes?« – »Ja, Kongen har sagt, at han ønskede det, siden han har set, de store Figurer i München vare forgyldte.« –
T.: »Ja saa, han vil have den forgyldt for selv at kunne prale med sit Guld!« strøg derpaa med Fingeren hele Mønsteret ud og sagde: »Saa skal den blive glat!«
Jeg var i den Tid meget bedrøvet over hans politiske Stemning, som Prof. Schou alene var Skyld i.
Da Statuen var færdig (i Model), var Kongen og Dronningen der for at se den. Den blev naturligvis rost i det uendelige. Men nu kom Dronningen til T. med en inderlig Bøn, som han ikke maatte nægte hende, nemlig at modellere hendes Mand ligeledes hel Figur i Legemsstørrelse. Han begyndte med, at dette maatte nøje overvejes, men i et gnavent Humør endte det med en temmelig ren Benægtelse.
Statuen skulde nu støbes, og jeg ansaa det for temmelig afgjort, at jeg skulde gøre det. Imidlertid fandt Kongen det nødvendigt at høre Akademiets Mening, om man turde betro mig det. To af mine sødeste Venner fraraadede det paa det bestemteste; ad en Omvej fik jeg alt dette at vide. Sekretæren Thiele var i Svogerskab med Gamsts Kompagnon, og samme Aften var der stort Selskab hos Gamst, hvortil Thiele var buden. Jeg havde nylig udført et betydeligt Arbejde til Gamst: ætset og ciseleret en Valse 5’ lang og 6” høj til et Kattuntrykkeri, til en Pris, der var under det halve, hvad en saadan vilde have kostet i Berlin, hvor man ikke kendte min Fremgangsmaade. Om Morgenen efter fik jeg et Brev fra Gamst, at hvis jeg vilde paatage mig dette Arbejde, stod hans Værksted med Smelteovn til min Tjeneste, ja han vilde takke mig til, for at de kunde se min Fremgungsmaade; ja hvis jeg skulde mangle Metal, skulde jeg ogsaa blive forstrækket dermed.
Før Middag var jeg hos Kongen med et skriftligt Tilbud, hvori jeg tilbød at støbe Statuen paa min Risiko uden noget Forskud, og hvis man fandt mit Arbejde lige saa godt som Münchenernes, at jeg da fik samme Betaling, som den vilde have kostet i München. Kongen fortalte, at der havde været Opposition i Akademiet. Jeg svarede, at jeg vidste, hvad der var sagt, og at Oppositionen var dem, som ellers var aller sødest mod mig. Kongen: »Det tror jeg gerne; men nu maa De vel straks rejse til München?« Jeg mente, at det vel ikke var saa aldeles nødvendigt. Han sagde derpaa haardt: »Men naar jeg betaler Rejsen kan De vel rejse? « Jeg bukkede og sagde, jeg havde aldrig været bange for at rejse, og jeg tvivlede ikke om, at jeg vilde kunne høste nogen Nytte af en saadan Rejse. – I Grunden var jeg mest bange for Forgyldningen, som han endnu holdt paa, men som T. var imod.
Statuen var nu støbt og saavidt udført, da jeg stod alene i Lokalet og havde med Kridt ridset det Mønster; som T. i sin Tid havde ridset i Leret. Døren stod aaben, og T. var ubemærket traadt ind og stod tæt ved mig. Jeg strøg hurtig med Haanden for at viske det ud, men han greb mig i Armen, sigende: »Lad det staa! dengang jeg ikke vilde have det, var jeg ond.« – Jeg forklarede ham nu, at min Hensigt ikke var at udføre Mønsteret ophøjet som Fløjl, da derved de bløde Folder, som han havde anvendt, vilde tabes; men derimod vilde jeg indlægge Fintsølvstraade i de bølgeformede Linier og det lille Ornament. Imellem Bølgerne vilde jeg ligeledes først udføre det fordybet, lægge en Plade af Dukatguld deri, punsle Kanterne af Broncen ind over Sølvet og Guldet, og derpaa med Filen igengive det sine forrige Former. T. syntes saa inderlig vel om dette, og jeg udførte det nu saaledes, uden at vide, om jeg fik mere derfor. – 14 Dage førend han døde, en Torsdag, var han hos mig og saa Statuen aldeles færdig. Hans Ord var da: »Jeg er ikke alene tilfreds med Arbejdet i eet og alt, men jeg takker Dem for dette« – pegende paa Indlægningen – »for jeg var ret ond, da jeg ikke vilde have det.«
Omtrent da Statuen var modelleret, blev jeg kaldet til T. Han viste mig en Tegning paa en Katafalk, hvor Statuen stod ovenpaa, og den lille Kiste med Liget i saaes’ igennem to Gittere at ligge inden i, – med de Ord: »Jeg troede, at han dernede, Arkitekten1)XV, ikke forstod sig paa andet end hans Geometri og Stereometri og ,hvad det altsammen hedder, men han er kommet med et Forslag, som er baade godt og smukt; det fortjener al Anerkendelse, og vil ogsaa blive antaget.« – Mig blev tilsendt en Træmodel af hele Forsiden, hvori jeg modellerede de to Gittere samt Laaget. T. havde samtidig modelleret et Basrelief, som kom i Midten. Da hele Modellen var færdig, bad jeg Hetsch at se den. Han var aldeles tilfreds dermed, men da han gik, sagde han: »Det er dog et Spørgsmaal, om ikke Kongen havde Ret?« – »Hvori?« spurgte jeg. – »At det hele burde været udført i C. 4.s Stil.« – Derpaa gik han, men jeg gik til T. og spurgte ham til Raads. Han var, ligesom jeg, ked af de tunge romerske Blade, som dog slet ikke passede til Kirken, Kapellet, Jærngitteret eller Statuen; og Dagen efter rejste jeg til Frederiksborg og Kronborg for at studere denne Stil, hvori jeg ikke før havde arbejdet. Jeg modellerede nu Gitrene i Voks, og T. saa oftere derpaa og rettede derpaa, til han var tilfreds.
Det hele blev nu ført til Roskilde og opstillet, hvor det stod til Anno …., da jeg af Marchal Lowzow blev indbuden til at følge ham og nogle Kunstnere til Roskilde. Jeg forstod slet ikke, hvad de Herrer diskuterede om, indtil Marschallen kaldte mig til en Side og sagde: »Jeg tror, vor Herre Død, at de Kunstnere er rent gale. Kongen har ved Thorvaldsens Hjælp sat Statuen paa dette Sted, som nu er dens Ejendom, og i Stedet for at dekorere over Statuen ville de nu have den revet ud af Kirken for nogle Maleriers Skyld.« Da Marschallen bagefter gav Middag i Gæstgivergaarden Prinsen, var han meget forstemt og talte ikke et Ord til nogen. Jeg ansaa dette hele for halv Spøg eller umuligt, indtil jeg blev gjort opmærksom paa, at Statuen havde staaet mere end 2 Aar i Rosenborg Have.
Her staar nu1)XVI Thorvaldsens Arbejde, som bærer hans Præg, at ingen kunde vise ham eet af hans Arbejder, hvor han havde gjort sig Umage for at vise sig, vigende Pladsen for Arbejder, som bærer Præget af, at man har villet vise sig; og hvilke to var Quæstionerne, man havde at vælge imellem: 1) at lade Statuen staa i et mindre heldigt Lys, men konserveret og opfyldende T.s kristelige Tanke at tage Hatten af for Alteret, eller 2) staaende i fri Luft, tagende Hatten af for nogle store Kunstnere, hvis Arbejder fortjene at dominere, og hvor Statuen maa gaa til Grunde, thi det er dog vel klart, at Guld- og Sølv-Indlægningerne maa virke galvanisk paa en Blanding af Kobber og Zink, saa at Guldskallen løsnes. Det ses nu, at Kobber-Oxydet er saa tykt, at det har bredet sig ud over Guldet, saa at dette ikke ses. Hvor tyk en Skal Metal behøves til saa meget Oxyd? og hvor længe skal det vare, indtil Guldskallerne ligger løse?
Da Thorvaldsen og Kongen bestemte Statuen til at staa paa dette Sted (i C. 4des Kapel), vare Vinduerne og Pillen aldeles som nu; først da andre Kunstnere kom til at blande sig deri, blev der 1) aabnet et Vindue paa hver Side; 2) blev det bestemt, at Vinduerne skulde være af kulørt Glas; 3) blev det besluttet, at Glasset skulde være hvidt; 4) blev det bestemt, at Vinduerne skulde lukkes; 5) at Statuen skulde fjernes.
For at faa Vinduerne malede, blev Maler Løfler, Lærer ved Akademiet, sendt til München for at lære Glasmaleriet, hvor han for dettes Skyld opholdt sig i 2 Aar. Næppe var Arbejdet færdigt, saa frygtede man, at de farvede Reflekser vilde skade Statuen1)XVII, hvorfor de kasseredes. Løfler døde kort efter, men hans Familie kom i en god Stilling, da de fik Betalingen for Vinduerne.
Den Gavl, hvor Statuen skulde staa, vender mod Nord, og der kommer en Del Lys gennem det store Gitter fra Kirken, saa at den faar et ret godt Lys lige for Pillen; og da den ikke paa anden Maade kan svare til sin hafte Opgave, som særlig Kristen at tage Hatten af for Alteret, er det mit Haab og Ønske, at han maa komme paa sin Plads igen, med eller uden Epitafiet.

X. Thorvaldsens Politik.

Før Thorvaldsens Rejse til Italien 1841-42 stod han i daglig Forbindelse med Professor Schou, som i politisk Henseende havde en meget skadelig Indflydelse paa ham2)XVIII. Jeg mødte en Dag Collin, som beklagede dette i skarpe Udtryk. Samme Aften da jeg sad hos ham, og han var meget ivrig mod Kongen, fordi han ikke vilde give den ønskede Forfatning, tænkte jeg paa, hvorledes han selv havde tiltalt en Flok unge Kunstnere i Rom, da disse politiserede, som man skulde omdanne hele Europa. Jeg sagde derfor, at jeg selv aldrig blandede mig i Politik, da jeg havde nok at tænke paa ved min Virksomhed, og jeg var for ukyndig til at have en Mening om slige Ting. Desuden havde jeg engang overværet, at en Mand, for hvem jeg havde en mere end almindelig Agtelse, brugte følgende Udtryk: »En Kunstner bør aldrig blande sig i Politik, thi hans Tanker ere altfor fantastiske til at anvendes i Politikken, hvor den tørre Fordels-Beregning er Hovedsagen; og giver Kunstneren sig fuldstændig ind i den praktiske Politik, saa duer han ikke mere til Kunstner.«
Thorvaldsen tav nu nogle Øjeblikke, men greb mig derpaa i Armen og sagde: »Mener De mig?« – »Ja jeg gør, Thorvaldsen; thi det kan ikke gaa an, at De gaar og gør Dem Livet surt over en Politik, som De slet ikke kender.« Jeg fortalte ham nu om Kongen af Preussens hemmelige Besøg her, og hvoraf jeg fortalte ham, at denne havde sagt, at alle de Stater, som havde deltaget i Wienerkongressen, havde forpligtet sig til at gave deres Stater en konstitutionel Forfatning, naar Tiden passede dertil, men at dette for Øjeblikket aldeles ikke var Tilfældet i Tyskland, og hvis Kongen nu gav en saadan Forfatning for Danmark, maatte han og give Holsten den. Dette vilde ikke kunne ske, uden at Tyskland maatte bekrige Danmark. Jeg fortalte ham nu, med hvilken Ømhed Kongen altid talede om ham (T.) og formanede mig til at finde mig deri, selvom han var noget urimelig: »De har jo selv hørt, hvordan han har talt til mig1)XIX; dette maa vi altsammen overse, naar vi betænker, hvilken moralsk Nytte han i Tiden kan have for hele Nationen.«
Dette skete nogle Dage før hans Afrejse, og da vi sidste Gang saas før Afrejsen, sagde han, at al Misforstaaelse nu var hævet imellem ham og Kongen, hvorfor han nu fandt sig saa inderlig glad. Efter hans Tilbagekomst var han altid den samme, rolig og tilfreds i Opfattelsen af sin Kristendom.

XI. Thorvaldsen mellem Dalhoffs Arbejdere.

I den sidste Periode kom T. engang ind paa mit Værksted, just som Arbejderne sad samlede og spiste Frokost. Alle rejste sig; vi vare noget forlegne. Han bad dem bare være rolige, tog sig en trebenet Stol og satte sig i Midten. Han ytrede nu noget om, at han gerne omgikkes med Folk, som virkede til Fremme for Kunsten. Jeg modsagde denne Mening og udtalte, at vi, langt fra at tilegne os Værd for Kunsten, kuns maatte slide og i det højeste kunde glæde os ved Synet af det skønne, og gøre os al Umage for ikke at beskadige det. Han ytrede hertil: »De har et løjerligt Begreb om, hvad Kunst er. Den kan anvendes næsten i alt, hvad en Haandværker danner; det kan man se paa de mange smukke Ting, som Antikkerne have efterladt. Hvad vil De sige, naar jeg som saadan vil nævne en Skomager?«
Der blev leet lidt.
T.: »Der var i Florens en Skomager, som udførte sit Arbejde udmærket; jeg har selv faaet et Par Støvler fra ham. Han tog ikke alene Maal af begge Fødder, men han havde Remedier, hvormed han optog selve Façonen, saa at hvis man havde en Knyst, kom denne ogsaa i Støvlen. Syningen var saa smagfuld som et Broderi.
»Nu kom engang en rig Lord og vilde have et Par Støvler, men medens der blev taget Maal af den højre Fod, ræsonnerede Englænderen bestandig over den Ros, der ydedes denne Mand; han var overbevist om, at han ikke kunde gøre det saa smukt, som man kunde faa det i England; heller ikke maatte det koste mere end i England. Af venstre Fod fik han slet ikke Lov at tage Maal; det behøvedes ikke. Til bestemt Tid kom Lorden og prøvede Støvlen, var tilfreds, men forlangte den venstre. »Den har jeg ikke gjort«, sagde Skomageren, »da jeg ikke fik Maal af den venstre Fod; og hvad Deres sidste Forlangende angaar, skal De ikke være bekymret, thi denne koster intet, naar De blot vil tage den med og lade Deres Landsmænd gøre Magen til den!« Herover blev Englænderen saa fornærmet, at han slog den gamle lige i Ansigtet med knyttet Næve. Hans voksne Søn, som sad og arbejdede ved Siden af ham med sin Skomagerkniv i Haanden, rejste sig og stak Englænderen i Hjertet, saa han døde paa Stedet; gik derpaa til Øvrigheden og meldte sig. Han sad længe arresteret; men jeg og mange andre skrev til Regeringen, at de var fuldstændig hæderlige Mænd, og vi bade om hans Frikendelse. Han blev fri for Straf, og de arbejde bestandig sammen, men han var siden altid meget alvorlig.«1)XX
Jeg tabte 1/2 Times Arbejde, som Frokosten havde varet for længe; men vi glædede os alle over at have tilbragt den Tid med ham.

XII. Juleglæden i Himlen.

Det blev sagt, at da Thorvaldsen paa Nysø fejrede Juleaften, havde han talt med særdeles Varme om, at Englene havde sunget den ambrosianske Sang for Hyrderne; der skulde da være ytret: »Ja, dette er da altfor aandeligt til at kunne fremstilles i Ler!” og T. svarede: »Man kan ikke vide det!«Dagen efter, 1ste Juledag2)XXI, skal han have anlagt og tildels udført det bekendte herlige Basrelief. Jeg glædede mig særdeles derover, og da jeg paa samme Tid ikke alene brændte Basrelieffer af Ler, men Vandledningsrør af Porcelæn, ytrede jeg, at hvis det var noget mindre, nemlig en Alen i Diameter, kunde jeg have Lyst til at udføre det i Biscuit. Colberg fik nu det Hverv at modellere det i den Størrelse for min Regning. Han brugte et Par Maaneder dertil, og T. anede ikke, at jeg maatte betale ham mere end 200 Rbd. derfor. Jeg tog Form derover og formede og brændte det, som jeg endnu har; men T. bad mig om et Aftryk, som han da selv vilde gaa efter. T. fik et saadant Aftryk, og mod Sædvane blev det ikke opstillet i Atelieret, men oppe i hans egen Stue, hvor han i flere Maaneder morede sig med at danne og glatte det altfor krusede Arbejde med Fingrene, og saa ofte jeg kom og traf ham derved, sagde han: »Ja, naar De vil gøre det i Biscuit, skal De faa et Arbejde, som De siden skal glæde Dem over.« – Der skete nu store Forandringer hjemme, saa at jeg hverken kunde støbe eller brænde. Men da han her maatte beklage, at Ler paa Ler ikke tog sig saa godt ud, som da det var modelleret paa Skiferstenen, og da Professor Rauch i Berlin, som fra Halle fik et særdeles smukt Ler af en lys og levende Farve, altid lod det Bræt, hvorpaa han modellerede, male mørkegraa, finder jeg, at man i Biscuit bør gøre Grunden blaalig.
[Senere tilføjet]: At dette Arbejde maatte kunne blive udført i Biscuit, er bestandig mit Ønske.

Oversættelse af dokument

Preliminary note
[...]
We are now going to learn how highly Thorvaldsen estimated and used Dalhoff’s abilities, and at the same time opened his heart to him in all confidence. We are going hear about it, or rather read about it in Dalhoff’s own story, because once again we are met by these reminiscences, where he in his old age told so vividly about his childhood and apprenticeship. Well, perhaps what really made him write, was that he felt that he knew something, which nobody else knew and therefore were not able to tell. Things that should not be buried with him. No doubt we can trust what he writes, as lying and boasting were foreign to his nature, and closely related people have heard him tell these stories in the same words many years earlier. So we will repeat these reminiscences exactly as they are written.


“Memories of my Acquaintance with Thorvaldsen.”

A
The consequences of a pinch of snuff

One evening at eight o’clock as I was about to leave the Academy, Wilckens asked me to drop in on Thorvaldsen. I was very tired and confused, and when he had a pinch, and put the snuffbox in front of me, I took one pinch after the other, which I was addicted to.
T: “I think you just took a pinch?”
I.: “Yes, I just took 2-3. I am badly used to it, I am afraid; and at the moment I feel faint.”
T: “Well, then you shall have no more!” and hid the snuffbox.
I: “But when did you start snuffing? Freund always wanted a pinch, too, but afterwards he scolded me and pleaded that you never used such a thing.”
A long pause. Thorvaldsen put out the light with his fingers and began: “Do you know why the statue of Jason was never finished, although I had been paid for it?”
I: “No.”
T: “Well, because I hated that statue, because he was made of snuff.”
I laughed.
T: “I wanted to show off before I left Rome. Daily I visited the Vatican and swallowed the antiques, without stopping to think. I just grind away at my work and snuff all day long to tickle my nerves. There were none of my own thoughts in that statue, and as I wanted it to be big I exerted myself to the utmost and fell ill.”
I: “But how was it possible to hide it for Freund or the others who even lived together with you? Did they not see you taking out the snuffbox?”
T: “I did not use a box, my waistcoat pocket was always filled, and I snuffed so I constantly was pickled and ill.
I had planned to go home, but as I now had money I went to Florence and from there to the Schubarts, where I stayed to recuperate. Mrs Schubart taught me to drop the snuffing; well, she taught me more – she taught me Christianity and from then my whole calling has been the great, great love (quietly) of Christ! From that time nobody can show me a single work of mine, where I have wanted to show off. I merely worked to practise this great idea, maybe with the hope that someone might want to choose the same course.
I know quite well that after my death my Christian figures will be considered Greek – and that is true, because without the Greek school you cannot work properly and understandably. And about my Greek figures it will be said that they are Christian, and that is also true, because during the work I have not entertained other thoughts but those of my whole calling. Without these dogmas I would never have been able to make my Apostles or my Christ figures.”

B

For an art dealer in Hamburg, Thorvaldsen modelled four big medallions, which I had to burn in terra-cotta. They represented the different fine arts. When he started making the one of the art of sculpture, he said: “This is a difficult task. I want to show a sculptor working on a Jupiter; but man cannot enter the thoughts of a god, he can only see the simple and practical in the god, and therefore I want to show the god as huge as possible, but only the lower half, exactly as tall as the sculptor.” – Saturday, on the day before he died, he told me: “I regret I made the bas-relief the way I did; because what people search from a god is not the bodily but the spiritual and the good. This is what we look for, and it can only be shown in the expression of the face.”
The next day he drew such a head with chalk on a slate which still exists. In the evening he died.

C

Thorvaldsen once told me that he had longed to return to Denmark to be able to go to church and receive communion, but now he could not achieve it. I talked to him about this and promised to secure him a good seat to listen to my vicar, Fog, whom he was sure to like.
T: “And then people will come running to see Thorvaldsen.”
I: “Do not run away with that idea. You just throw away your “Konferensrad” (a high Danish title, now obsolete) and keep on like the rest of us, then people will like you even more.”
T: “But is it true that the vicars still have a white gown on top of the beautiful black one and then again a red one?”
I: “What business is that of yours?”
Pause
T: “There is one Christian function I have thought more about than any other, but that I shall never carry out; that is the foot washing. I know I should show Christ creeping on the floor, without anybody being shocked at this conduct; showing his great humility”.
I interrupted him: “Oh, Thorvaldsen! It would be precious to me that you do this; it could do much good after your death.”
He was silent for a while.
I told him that in Berlin I had received communion by the famous Rev. Professor Schleiermacher, and that he wore a far more simple dress than the other vicars. He had been standing right between us, and had started his sermon with the foot washing, and everything was performed in such a simple and dignified way, that was not easily forgotten.
All this Thorvaldsen knew already. He also knew that the Emperor and Empress of Austria on Good Friday washed the feet of twelve poor men and women. I have seen them leave Burg, the big old castle in Vienna, with a silver spoon, knife and fork which they were allowed to keep after having dined with the Emperor.
T: “You know I never wanted to attract attention or show off in any of my works, not even where it might have been useful, so I must be excused in this matter, where it, even for the best of reasons, might give offence to other people. So I will not do it.”

D

When he had made the bas-relief “Christ in Emaus”, I asked him for a cast. He referred me to baroness, Stampe, as the mould was at Nysø Castle. I got the mould for 200 rix dollars, because she considered everything made there to belong to her. This I dared not tell Thorvaldsen, as he had been very upset about her demanding money for other things, too. But now T took me to task, and wanted to know why I especially wanted this bas-relief. At last I had to answer, that I since my childhood I had been used to family prayers, and had therefore maintained the saying of grace before meals for ever, and I regarded the idea of this bas-relief to serve as an example to all Christians. This he fully approved of. His words were: “I appreciate this far more than other things they make such a great fuss about, especially when they try to make it more venerable by mystifying it with their dress etc.”

E

When Thorvaldsen was buried in Our Lady’s Church, I stood in the chancel between the baptismal font and the grating. The king sat in the upper chair right in front of me when Mr. Tryde stated, that although Thorvaldsen was a man of great importance, he lacked one thing: Christianity! At that moment I looked at the king whose whole body jumped as if he had been stung, and he turned his head and looked gravely at me. I recalled what I had been thinking the previous summer, when I had heard the same vicar in his sermon talk about Satan and the Devil as real personal lives, and had wished for him to learn a bit about the Christianity which the apostles, he was surrounded by, expressed.

F

Thorvaldsen died on Sunday March 24th 1844. This day has been important to me ever after. He started the day by drawing Jupiter’s colossal head. It would have become a particular Jupiter, whose features were supposed to express Thorvaldsen’s Christian thoughts, as in all other works of his. Around 11 o’clock he worked on Luther’s bust, which is regarded a rarity because before the mass is formed he has with some strokes of his finger on one side expressed the likeness of the portrait so beautifully. Thorvaldsen’s way of thinking was in every respect quite opposite to the sinister Lutheran way. The bust remained there unfinished.
T had in Rome served as a model of temperance, but this Sunday he had eaten and drunk so much for dinner that he fell asleep at the table. He was called when he should be off for the theatre, where he, as you will know, died of a violent haemorrhage, due to the sumptuous meal.

G

The artist, Thorvaldsen, has made Venus and The three Graces that nobody can take offence at, because they show the human body in its mere beauty without the thought of opulent charms or sensuality. They express a strong will for the real truth and the good. . But the real person, T, made me sit next to his beloved daughter whom he had begotten with his live model. I have mentioned all this to show the good points of his principles, that what matters are not necessarily the big results of our acts, which we seldom are able to control but on the contrary only on our endeavour to be good persons. That these principles were entirely my own when carrying out my simple craft, united us deeply; and whenever we touched on such subjects he always put out the candle stating: you speak more confidentially when you do not look at each other.

H

As T had often visited me in my workshop, he had noticed a newly built but still unfinished oven meant for firing faience or porcelain. When he had modelled the biggest figure for the pediment group for the castle it was supposed to be burnt in clay, like the one burnt in Rome for Our Lady’s Church in Copenhagen. After many experiments in the Royal Danish porcelain factory the mould was sent back as the experts found that no clay was available to this purpose. T now made the king believe that I could do it. The king sent for me and wanted me to take on the work. I assured him that my strength and energy was worn out by my work with the statue, because nobody could help me, as they had not tried that kind of work earlier. Furthermore that it would involve a great risk. He was in a cheerful mood and said: “It is said about you that you can what you want.” I thought: I shall answer him in the same cheerful way: “Your Majesty’s words remind me about a little anecdote about my father. Once he was in his home together with some officers, and he thought that one of them was exaggerating about all that he wanted and could do. My father was sitting a bit aside and started singing in a low voice: “You can what you want, when you want what you can!” These words he kept on singing in some kind of a tune until the oldest of the officers got cross and said, that the song was good but a bit monotonous. – My father admitted this, but thought that the theme could easily be varied and then started singing rather loudly: “When you only want what you can, you always can what you want!” I was only a child when I heard this, but I remember that my father later told that this joke had given a better tone among the officers. I often profit from it myself.”
Happily I went home because my joke had saved me that day.
The next day I once again was sent for, because T. had told the king not to care about my excuse. That he should only send me to him then he would teach me everything. So I had to see T. and like a well behaved apprentice look at him rolling and pressing the clay into the mould. I thanked him for the lecture and the former goldsmith had now become a clay modeller, too.
Straight away I went to Bornholm (a Danish island in the Baltic) to collect as many samples of clay as possible. I guess I could have found better clay in Halle in Germany or in Anienne at the river Maas, but I thought I was obliged to use Danish clay.
I made a lot of experiments with mixtures of clay and fireproof sand to find the right blend that shrunk the least during drying and burning. I burnt a lot of samples with different packing, reinforcement, and drying methods.
When I had finished the first big figure I let T. see it. He was very pleased with the result and said: “Now at once you shall also get the four big statues for the niches of the castle to make as well.” I pleaded that it was completely impossible to make a detached statue of clay of that size, as the weight of the clay would crush the lower part. He did not know about pieces to be connected, or raked joints filled with cement that you could not see. He said harshly: “You will do it!” To that I answered just as briefly: “By Jove, I will not do it.!”
A quarter of an hour later Wilckens, who had heard everything, came running back and warned me that T. on his way out had kept repeating. “By Jove, will not ….. First thing in the morning I shall see the king ….. teach him!”
I felt uneasy about the situation; but I knew that if I wanted to speak to the king I could use the back stairs and report myself to his valet. And this I did, and started to tell the king what had happened. I could hardly make myself heard, in stead he just scolded at me. When he finally stopped I told him what really brought me there. I had only come to suggest that if I was given four of the old canons from the arsenal, I could cast the statues just as cheaply as in terra cotta. He did not answer me, but rang a bell and a servant entered. The king said: “Go immediately to St. Anna Place and ask major Keiber to follow you. I have a matter of importance to talk about.” Soon Keiber stood panting in the doorway. The king almost yelled: “Is it true what Dalhoff tells, that in the arsenal there are canons which never can be used and therefore are useless?” Keiber looked happy and answered: “Yes, and God knows that the metal is useless for casting new canons with the strength and degree of fineness that is demanded nowadays, so it would be fortunate if they could be of use for casting of statues.” – Keiber was a friend of mine and very interested in casting; once he told me that his father had been a sword maker, but had also worked on the equestrian statue of Frederik V
I had hardly returned home when T. sent for me. He happily told me that the king had got the splendid idea of letting the statues cast in bronze. I made the mistake of telling him the whole truth, which he at first could hardly believe, because he had seen the king very early, and had been first to obtain official audience; but not counting the back stairs.
T. had modelled Herkules and it was cast in plaster. After his death the other three were modelled by Bissen after T’s small models, and I also cast them.

I
Christian IV

When Frederik VI was buried in Frederik V’s chapel in Roskilde Cathedral, the king looked around in the church and regretted Christian IV’s chapel looked so empty; Christian IV was lying in his coffin in the cellar under the chapel. So the decision was taken that T should model a statue of Christian IV. Thorvaldsen got a big painting by Carl van Mandern as a model. T told me: “I regret I cannot make this statue with the hat on just the way it is painted; but I have to conform to the task and the place. He was a pious man whose motto was: Regnum Firmat Pietas [Latin for: Fear of God strengthens the kingdoms]. You must be able to imagine him looking up to the altar, raising his hat respectfully. When I was a boy, I remember how sorry I felt at wintertime to witness Frederik V mounted on a horse bareheaded and bare-footed. They had not taken the place and the climate up here into consideration, as this would not have been that disagreeable in Rome.”
The statue was modelled. As he on the buff-coat had outlined a pattern like the one in the painting and like one on a buff-coat of velvet in Rosenborg Castle, I said: “It pleases me that the buff-coat is shown with a pattern, because a smooth buff of metal would easily look like armour, when in reality the smooth forms of velvet would be appropriate. As everything is going to be gilded, it will be easy to make a contrast to the gown, like in the painting.”
T: “Is it going to be gilded?” – “Yes, the king has said that this is his wish after having seen the big gilded figures in Munich.”
T: “I see, he wants it gilded just to be able to boast about his gold!” and then with a stroke of his finger he removed the pattern and said: “Smooth it shall be!”
When the statue was finished as a model the king and queen came to have a look at it. Of course it was praised to the skies. But now the queen implored T also to model her husband in a life-size figure, and he was not allowed to refuse it, she said. At first he agreed to think it over carefully, but as he was rather bad-tempered that day he ended up by refusing it.
Now the statue was going to be cast, and I considered it to be agreed that I should do it myself. The king, however, thought it necessary to ask the Academy if I could be given such a task. Two of my dearest friends deprecated it strongly, which I learned indirectly.
So I received a letter from Gamst saying that in case I wanted this task his workshop and melting furnace would be at my disposal, where they would be grateful to learn my method, and even advance me if I became short of metal.
The same day before noon I went to the king with a written offer. I offered to cast the statue at my own risk and without any sum in advance. Then, if my work was rated just as fine as the one in Munich, I should be paid the same amount of money it would have cost there. The king told me about the opposition in the Academy. I answered that I knew what had been said, and that the resistance came from those who usually were kindest to me. The king: “I am not surprised, but now you must immediately leave for Munich, I suppose?” I did not think it was that necessary. Then he harshly said: “But when I pay for the journey I guess you can go?” I bowed and said I had never been afraid of travelling, and no doubt I could gain some experience from such a journey. – In fact what bothered me the most was the gild, which the king still wanted, but T was against.
The statue was now cast and almost finished. Being alone in the room, I had just with a piece of chalk scratched the pattern, which T formerly had made in the clay. The door was open, and T had unobserved entered the room and now stood close to me. Quickly I tried to wipe it away with my hand, but he grabbed my arm and said: “Leave it like that! When I did not want it, I was evil!” – I explained that I did not intend to make the pattern raised like velvet, because then the soft folds he had made would be lost. On the contrary I would inlay the wavy lines and the small ornament with threads of fine silver.
T really liked the idea, and I made it like that without knowing if I was going to be paid for it.
A fortnight before he died, on a Thursday, he came to see me and looked at the finished statue. His words were. “I am not alone completely pleased with the work, I also thank you for this – he pointed at the inlay – because I was rather evil when I did not want it.”
When the statue was almost modelled T sent for me. He showed me a drawing of a catafalque with the statue placed on top, and underneath the little coffin with the body that could be seen through two gratings, and said: “I did not think that the architect, Hetsch, would understand anything but geometry and stereometry and things like that, but he has a both good and beautiful proposal; it deserves every credit, and will be accepted.”
A model of wood of the front part was sent to me, and in this I modelled the two gratings and the lid. At the same time T. had modelled a bas – relief which was placed in the middle. When everything was finished I asked Hetsch to have a look at it. He was very pleased, but said when he left: “I wonder if not the king was right?” “About what”, I asked. “That everything ought to have been made in the style of Christian IV”
Then he left, but I went to see T. and ask for his advice. He was, just like me, not quite happy about the heavy Roman leaves which did not match the church, the chapel, the grating or the statue; and the next day I went to the castles of Frederiksborg and Kronborg to study the style I had never worked with before. I modelled the gratings in wax, and T. studied them and changed them until he was satisfied.
Everything was now taken to Roskilde and erected in the church and remained there till anno … , where I was asked by Marshal Lowzow to come with him and some other artists to Roskilde. I did not understand what the gentlemen were discussing until the Marshal drew me aside and said: “By Jove, I think these artists are completely mad. The king helped by Thorvaldsen has wanted the statue erected right here where it belongs, but in stead of decorating above the statue, they now want it removed from the church for the sake of some paintings.”
At the succeeding dinner party in the inn “The Prince” he was very dispirited and did not speak a word. I considered it to be a joke or something impossible, until it was pointed out to me that the statue had been placed in the garden of Rosenborg for more than two years. Here it remained until it in 1900 again was erected in the chapel, with its back to the church, though, the opposite of what was originally intended.

J
Thorvaldsen’s politics

Before Thorvaldsen went to Italy in 1841 – 42 he was in a daily communication with professor Schou who politically had a very bad influence on him. One day I met Collin who in strong terms complained about this.
The same evening I went to see Thorvaldsen, and when he was very 1 19 critical to the king, because he denied the Danish people a free constitution, I remembered how he himself had spoken to a bunch of young artists in Rome when they expressed their political opinion about a reorganisation of the whole of Europe. Therefore I said that I never interfered with politics as I was busy thinking of my work, and that I was too ignorant to have an opinion on such matters. Besides I had once heard a man, whom I esteemed highly, use the following expression: “An artist should never interfere with politics, because his ideas are too fantastic to be used in politics, where the main purpose is cool calculations of benefit; and if the artist launches into politics, then he is not much of an artist any more.”
Thorvaldsen was silent for a while, then grabbed my arm and said: “Do you mean me?” – “I certainly do, Thorvaldsen. It will not do that you make life a burden to yourself because of political ideas that you hardly know.” I then told him about the Prussian king’s secret visit here, where he had stated that all countries that had taken part in the Congress of Vienna were obliged to give their countries a free constitution, in due time, but a the moment this was not the situation in Germany, and if the king should give Denmark a free constitution he also had to do it for Holstein. This would not be possible without Germany making war on Denmark.
I told him how fondly the king always spoke of him (T.), and how he admonished me to put up with him even when he was somewhat irrational: “You have heard yourself how T. speaks to me the king; we all have to put up with it, thinking of the moral support he is to the whole nation these days.”
This happened some days before he left, and when we met for the last time before his departure, he said that every misunderstanding between him and the king was over, and this made him so happy. After his return he was always the same, quiet and content with his own Christian belief.

K
Thorvaldsen amongst my workmen

In the last period T. once came to my workshop just as the workmen were gathered for lunch. Everybody got up; we were a bit embarrassed. He asked them to take it easy, took a stool and sat down in their middle. He told them that he liked to be with people who worked to promote the art. I contradicted him and said that all we could do was toiling, and hopefully enjoy the sight of beautiful things and try not to damage them. To this he said: “You have a funny idea of what art is. It is visible in almost everything an artisan makes; this can be seen in the many beautiful things made in the antiquity Let me mention a shoemaker, what do you say to that?”
There was a little laughter.
T.: “There was a shoemaker in Florence who was very good at his work; I have had a pair of boots from him. Not only he measured both my feet, he also had remedies to put it into shape, so if you had a corn there was made room for that in the boot. The needlework was as tasteful as embroidery.
Once a rich lord wanted to buy a pair of boots, but while the right foot was being measured the Englishman mused on the praise this man gained; he was convinced that he could not make the boots quite as beautiful as in England; and he did not want to pay more than in England. The shoemaker was not allowed to measure the left foot. That was unnecessary.
At the appointed time the lord came to try the boot, was content and then demanded the left one. “I did not make that one” the shoemaker said, “as I did not measure your left foot; and do not worry about the price, because this one is free as long as you will take it to England and let your countrymen make a similar one!” This offended the Englishman so much that he hit the old man in the face with his fist. His grown-up son, who was working beside him with his butt knife, got up and stabbed the Englishman in the heart so he died immediately Then he gave himself up and was arrested for a long time: but I and many others wrote to the government that they were completely honest men and therefore asked to let the son get off. He escaped punishment, and they kept on working together, but since then he was always very serious.”
The lunch time lasted longer than usual, so I lost half an hour’s work; but everybody was happy to have spent some time with him.

L
Christmas joy in heaven

It was told, that when Thorvaldsen celebrated Christmas Eve on Nysø he spoke warmly about the angels singing the Ambrosian chant to the shepherds. Somebody said: “Well, this is too spiritual to be made in clay!” and T. answered:” One never can tell!” The next day, on Christmas Day, he is supposed to have started and partly finished his well known and wonderful bas relief. I was extremely pleased, and as I, at the same time, not only burnt bas relieves of clay but also water pipes of porcelain. I said that if it had been smaller, one yard in diameter, I would have liked to make it in biscuit [unglazed ceramics]. Colberg was then charged with the task of modelling it in that size on my account. That took him a couple of months and T. did not know that I had to pay more than 200 rix dollars for it. I made a mould, cast and burnt it, and I still have the copy. But T. asked for an impression, and contrary to usual practice this was not placed in his studio, but in his sitting room. For several months he enjoyed himself by smoothing the much too ruffled work with his fingers, and when ever I saw him doing that he said: “Well, when you make it in biscuit, you shall have created a work that you will always enjoy” –
Great changes happened at home and I could neither cast nor burn. T. still regretted that clay on clay did not look well, not as well as when it was modelled on a piece of slate, or when professor Rauch in Berlin, with some extremely beautiful clay of a light and vivid colour, painted the board, on which he modelled, dark grey.
I do think that when working with biscuit, the ground shall be bluish. (Added later: I constantly hope to have this work made in biscuit.)


[edited and translated by Emil Dalhoff and Tove Skaarup]

Generel kommentar

Denne tekst stammer fra Dalhoff, op. cit., der blev udgivet i 1916 af Dalhoffs søn, den danske præst Nicolai Christian Dalhoff (1843-1927), 26 år efter Dalhoff seniors død. Som det fremgår af N.C. Dalhoffs forbemærkning til sin fars erindringer, gengives de “som de er skrevne; kun er de her bleven adskilte ved Romertal…”
Erindringerne blev nedskrevet af Dalhoff som 88-årig, dvs. i 1888, altså mere end 40 år efter, begivenhederne fandt sted, jf. Dalhoff, op. cit. 1915-16, p. 239.
I den trykte tekst efterfølges erindringerne af N.C. Dalhoffs kommentarer til de enkelte afsnit, se ibid., p. 238-243, eller se scanningen af bogsiderne ved at trykke på knappen Se original f.o.t.v.


Teksten findes oversat til engelsk, tryk på knappen Translation øverst t.h. Oversættelsen er venligst stillet til rådighed af forlaget Ørby, som i 2009 udgav en oversættelse af N.C. Dalhoffs bog om sin far, jf. Dalhoff, op. cit. 2009.

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Andre referencer

Emneord

Personer

Værker

A822 Jason med det gyldne skind, 1803, inv.nr. A822
A524 Billedhuggerkunstens genius, 1844, inv.nr. A524
A112 Dåbens engel knælende, 1827-1828, inv.nr. A112
A188 Martin Luther, 1844, inv.nr. A188
A316 Jupiter, Minerva og Nemesis, ca 1822, inv.nr. A316
Nys_18 Kristus i Emmaus, 1839, inv.nr. Nysø18
A152 Christian 4., 1840, inv.nr. A152
A14 Herkules, 1843, inv.nr. A14
A17 Minerva, 1843, inv.nr. A17
A19 Nemesis, 1843, inv.nr. A19
A20 Æskulap, 1843, inv.nr. A20
A589 Juleglæde i himlen, 1842, inv.nr. A589

Kommentarer

  1. Denne tekst stammer fra Dalhoff, op. cit. 1915-16, og forbemærkningen skyldes tekstens udgiver, nemlig Jørgen Dalhoffs søn, den danske præst Nicolai Christian Dalhoff (1843-1927).
    Den engelske oversættelse af teksten er publiceret i Dalhoff, op. cit. 2009, og venligst stillet rådighed af forlaget Ørby, København.

  2. Dalhoffs erindringer blev iflg. Dalhoff, op. cit. 1915-16, p. 239 nedskrevet, da forfatteren var 88, dvs. i 1888.

  3. Disse “Vedtegnelser”, som egentlig er efterfølgende kommentarer eller fodnoter til de enkelte afsnit, gen-publiceres ikke her, men de kan læses i scanningen af bogsiderne ved at klikke på knappen Se original til venstre

  4. [Udgiverens note i teksten:]
    D.’s daglige Undervisning paa Modelklassen var fra 6 til 8.

  5. Dvs. Thorvaldsens kammertjener C.F. Wilckens.

  6. Ds. den danske billedhugger Hermann Ernst Freund.

  7. Dvs. Thorvaldsens statue Jason med det gyldne skind, A822.

  8. Dvs. den danske diplomat i Italien, Herman Schubart og hans kone Jacqueline.

  9. Dvs. Thorvaldsens tegnede skitse Billedhuggerkunstens genius, A524.

  10. [Udgiverens note i teksten:]
    Den navnkundige Professor Schleiermacher havde som saa mange andre theologiske Lærere i Tyskland tillige et Præstekald.

  11. [Udgiverens note i teksten:]
    Det store gamle Slot i Wien.

  12. [Udgiverens note i teksten:]
    Døbefonten (Daabsenglen).

  13. [Udgiverens note i teksten:]
    Major, senere Oberst af Artilleriet »Direktør for Armeens Materiel« (= Departementschef i Krigsministeriet) Keyper, † 1854.

  14. [Udgiverens note i teksten:]
    Frederik den Femtes Kapel i Roskilde Domkirke.

  15. [Udgiverens note i teksten:]
    Hetsch.

  16. [Udgiverens note i teksten:]
    Statuen staar siden 1900 igen i Kapellet, dog med Ryggen til Kirken, modsat det paatænkte.

  17. [Udgiverens note i teksten:]
    Eller Malerierne?

  18. [Udgiverens note i teksten:]
    Professor Schou, den bekendte Fører for det liberale Parti, var gift med Baronesse Stampes Søster og havde Embedsbolig i den daværende Botaniske Have, hvortil T.s Bolig vendte ud; T. omgikkes meget denne Familie.

  19. [Udgiverens note i teksten:]
    T. til Kongen.

  20. [Udgiverens note i teksten:]
    Historien fortælles ikke saa lidt anderledes hos Thiele, hvor den foregaar i Milano og uden den tragiske Ende.

  21. [Udgiverens note i teksten:]
    1842.

Sidst opdateret 23.01.2015