Primo juni 1840

Afsender

Christine Stampe

Afsendersted

Nysø

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

København

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår ikke af brevfragmentet, men da “Kroningen” omtales, må der være tale om Christian 8.s salving og kroning 28.6.1840. Fragmentet skal tydeligvis opfattes som en invitation om at komme til Nysø, og da det vides, at Thorvaldsen faktisk kom til Nysø 4.6.1840, stammer brevfragmentet sandsynligvis fra dagene lige før, dvs. omkring 1.6.1840.

Resumé

Stampe inviterer Thorvaldsen til Nysø, fordi det vil gøre ham godt. Hvis han ikke dukker op, vil hun selv komme og hente ham.

Dokument

[...]
paa en 12 à 14 dage før KroningenI, og det skal nok giøre Dem godt[,] si[d]st De var herudeII, havde De og været upasselig[,] men neppe v[ar] De her 2 Dage, saa var alt godt igien[,] husker De det? – saa jeg haaber sikkert min k[iære] eldste SønIII vil være fornuftig og følge ha[ns] gamle MuttersIV Raad og komme hiemV paa nogle Dage, alle Børn komme hiem til deres Hiem i Ferien, og De skal saa menVI og være smuk lydig, og komme, hvis ik[ke], saa seer De mig en Morgenstund for Deres Dør med Vognen for at hen[te Dem]
[...]

Generel kommentar

Denne tekst er et fragment af et brev, som ikke kendes i fuldstændighed. Brevfragmentet er også gengivet hos Rigmor Stampe, op. cit.
Brevet er tydeligvis en invitation, eller et forsøg på at overtale Thorvaldsen til at komme til Nysø. Da Christian 8.s salving og kroning 28.6.1840 er omtalt, og da det vides, at Thorvaldsen faktisk rejste fra København til Nysø 4.6.1840, må brevfragmentet stamme fra tiden lige før.


Papiret er klippet til i højre side, hvilket har forårsaget nogle mindre teksttab.

På bagsiden af papirarket ses et digt fra Stampe til Thorvaldsen.

Arkivplacering

m33, nr. 5

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Andre referencer

Emneord

Kommentarer

  1. Dvs. Christian 8.s salving og kroning 28.6.1840.

  2. Dvs. sidst Thorvaldsen var på Nysø, sandsynligvis det ophold, som blev afsluttet 19.5.1840.

  3. Dvs. Thorvaldsen, som Stampe her ironisk kalder sin ældste søn.

  4. Dvs. Stampe selv, som af Thorvaldsen kærligt blev omtalt som Gamle Mutter.

  5. Dvs. familien Stampes Nysø, som reelt fungerede som en af Thorvaldsens boliger fra 1839 og indtil hans død i 1844.
    Se evt. Thorvaldsens bopæle.

  6. Dvs. såmænd.

Sidst opdateret 07.07.2020