August 1826 - Forår 1827

Afsender

Carsten Hauch

Afsendersted

København

Modtager

Omnes

Dateringsbegrundelse

Dateringen af disse erindringer fremgår af Hauchs biografi, men teksten blev dog først trykt 1871.

Resumé

Kommentarerne til disse erindringer er under udarbejdelse.

Dokument

Rom
–––––––

[…]

Jeg indlogeredeI mig foreløbig i et bekjendt Hotel nærved den spanske Plads. Næste Dag opsøgte jeg Billedhugger Freund, som modtog mig meget venlig og sagde, at han havde hørt om mit Ophold i Neapel, og at han længe havde ventet mig til Rom. Han boede i Via-Sistina paa Monte Pincio, i samme Huus som Thorvaldsen, for hvem han strax forestillede mig. Thorvaldsen modtog mig med al den Forekommenhed, som han bestandig pleiede at vise sine Landsmænd. Han sagde, at han vel kunde erindre at have seet mig hos Oehlenschläger under sit Ophold i Kjøbenhavn 1819. Han viste mig strax sin Samling af Gemmer og af antike Lamper og ægyptiske Mynter. I samme Værelse havde han ogsaa sit lille Bibliothek, hvori Bøgerne ikke vare opstillede i Rækker, men hvor de laae den ene ved Siden af eller ovenpaa den anden. Hvis jeg havde Lyst, sagde han, saa kunde jeg komme og see dem igjennem, naar jeg havde Tid dertil, jeg vilde dog maaskee finde Noget, der kunde vække min Interesse. Denne Tilladelse benyttede jeg senere, og fandt da baade Afbildninger af Kunstværker og Henviisninger til de Steder, hvor de vare at finde, hvilket under mit Ophold i Rom blev mig til virkelig Nytte. Man kunde læse det i Thorvaldsens drømmende Blik, at der idelig svævede Syner for hans Øie, som han følte Trang til at give faste Skikkelser, han havde som oftest, naar han udhvilede efter sit Arbeide, et Stykke Leer i Haanden, hvori han formede forskjellige Figurer, der kom og svandt med Øieblikket, og som det vel havde været Umagen værdt at holde fast paa.

[…]

Ved ThorvaldsensII Mellemhandling fik jeg et Værelse i bet samme Huus, hvor han selv boede, paa Monte Pincio hos Familien Butti. Mit Værelse laae i tredie Etage, det var ganske smukt, forsynet med en Kamin, og havde Udsigt til flere Haver, hvor Træer og Buste stode frodige og friske, skjøndt jeg ankom til Rom midt i den stærke Sommerhede, hvori Planteverdenen smægter efter Regn, og hvori de fleste Fremmede flytte bort til de omliggende Bjergegne.


Ophold i Rom (FortsættelseIII).
–––––––

Da jeg, som sagt, havde faaet et Kammer i samme Huus, hvori Thorvaldsen boede fik jeg ogsaa Lejlighed til tidt at see ham og behøvede kun at stige et Par Trapper ned for at besøge ham i hans egne Værelser. Han viste mig da selv gjentagne Gange sine Samlinger og gjorde mig opmærksom paa det Bedste deri. Jeg besøgte ham ogsaa tidt i hans saakaldte Studier, hvoraf han ikke havde mindre end tre, og saae da flere af hans Mesterværker blive til. Han arbejdede dengang paa det kolossale Mindesmærke over Pius den Syvende. Jeg saae de mægtige Figurer træde frem af Leret og vinde Liv under hans Hænder; han udviklede ogsaa med faa Ord de Motiver, der ledede ham under hans Arbejde. Til andre Tider udarbejdede han Basreliefer hjemme hos sig selv; her saae jeg blandt Andet, hvorledes han omformede Alexanders Vogn i sit berømte Basrelief Alexanderstoget, saa den blev endnu lettere og skjønnere end før “Der lader sig bestandig anbringe Forbedringer”, bemærkede han, “og man blev aldrig færdig, hvis man ikke tilsidst sagde til sig selv: Nu maa det være nok.” Man behøver ikke at være nogen Thorvaldsen for, naar man arbeider paa et Kunstværk, at føle Sandheden heraf.

Han fortalte mig ogsaa, hvorledes han undertiden fik sine Motiver. “De Gamle har alt brugt de fleste naturlige Stillinger”, sagde han, “og naar man ikke vil tage sin Tilflugt til Forvridninger og Overdrivelser, saaledes som Bernini, der undertiden dreier Hovederne paa sine Figurer saaledes, at de synes at see sig selv i Nakken, saa er det vanskeligt nok at finde noget Nyt. Men engang stod jeg og heldede mig til et Bord, da faldt det mig ind, at jeg ikke havde seet denne Stilling brugt før, og saaledes fik jeg Motivet til en af mine bedste Fremstillinger.” Med Hensyn til den Maade, hvorpaa han brugte sine Modeller, sagde han: “Jeg bruger aldrig min Model, medens Musklerne ere i Hvile; men jeg siger: Stræk Armen, eller bøi den, saa der kommer Liv ind i Stillingen, og i det Øieblik benytter jeg den.” Desværre husker jeg ikke Meget af, hvad han ved slige Anledninger yttrede, men Alt, hvad han bemærkede, var simpelt, naturligt og let forstaaeligt. Derfor hørte jeg undertiden den Paastand, at alle hans Bemærkninger om Kunsten var triviel Snak, men der var dog bestandig i hans Yttringer Noget, der mindede om Columbus’s Æg. Mod andre, især mod yngre Kunstnere, var han langtfra saa streng, som de fleste kritiske Dommere pleie at være. “Naar man veed, hvor vanskelig Kunsten er”, sagde han, “og hvor sjeldent det er at finde et virkeligt Talent, saa bliver man glad, hvor man opdager det, og lærer at bære over dermed, selv om der findes Feil ved Siden af, som det jo er umuligt i et Menneskeværk at undgaae.” Ogsaa hos Bernini, som han ellers ikke kunde lide, beundrede han dog den store Virtuositet og Glathed, hvormed han tidt har udarbejdet Musklerne i sine Figurer.

Billedhugger Bissen havde, som Thorvaldsen meente, ikke været aldeles høflig mod ham, han havde i længere Tid opholdt sig i Rom uden at besøge ham. Og dog vidste Thorvaldsen, at Bissen havde Breve til ham fra Hjemmet, men Bissen var meget glemsom med alt Sligt. Da denne endelig kom, erklærede han, at Brevene vare blevne borte for ham undervejs, og gjorde ingen videre Undskyldning derfor. Dette tog Thorvaldsen ham noget ilde op, dog negtede Thorvaldsen ingenlunde, at Bissen havde et usædvanligt og stort Talent. “Hvad kunde det ogsaa nytte, om jeg vilde negte det,” sagde han meget naivt, “andre Folk har jo dog ogsaa Øine at see med, og et saadant Talent bliver ikke skjult.”

Han var heller ikke saa aldeles fornøiet med den Maade, hvorpaa adskillige af de andre unge Kunstnere havde behandlet ham. “I gamle Dage vare de ældre Mestere bedre stillede”, sagde han, “deres Elever bleve dem længe troe, de bleve hos dem i mange Aar og søgte at tilegne sig Alt, hvad der hos dem kunde læres. Det var godt for begge Parter. De Yngre gjennemgik en lang Skole og fik en grundig Uddannelse, de Ældre fik da ogsaa de Tanker og Ideer udførte, som de selv ikke havde Tid til med egen Haand at udføre. Hvorledes skulde Rafael i sin korte Levetid have malet Alt, hvad der gaaer under hans Navn, hvis han ikke mangen Gang havde ladet sig nøie med at give det første Udkast, og saa havde havt gode Elever, der under hans Tilsyn og Veiledning forstod at udføre dem. Men naar nu en ung Kunstner har arbeidet nogle Maaneder under mig, saa vil han strax være Mester paa egen Haand og troer ikke længere at behøve nogen Veiledning. Selv om han da har Talent, vil man dog mærke det gjennem hans hele Liv, at han for tidlig er løbet af Skole. Jeg kunde sysselsætte halvtredsindstyve Kunstnere, om det skulde gjælde, saa mange Tanker og Planer til Kunstværker har jeg endnu i mit Hoved, men faaer jeg ikke flere stadige Elever, end jeg nu har, saa vil de fleste af mine Planer døe bort med mig”.

Heller ikke Thorvaldsen kunde, hvor befæstet hans Rygte var, aldeles undgaae en ubillig og nedsættende Kritik. Da han havde forfærdiget de tolv Apostle, som nu staae opstillede i Fruekirke i Kjøbenhavn, blev det paastaaet fra flere Sider at de ikke vare Andet end Kopier af Peter Vischers bekjendte Arbeider i Sct. Sebalduskirken i Nürnberg. “Jeg mener dog, at der er Noget deri, som hører mig selv til,” sagde Thorvaldsen, “men har jeg ikke gjort dem, saa har jeg dog gjort adskilligt Andet, som jeg haaber endnu skal erindres nogen Tid efter min Død.”

Wagner havde stor Agtelse for Thorvaldsen som Kunstner, han erklærede ham for den første Billedhugger i den moderne Tid og satte ham høit over Canova. “Thorvaldsens Gratier ere virkelig, hvad de skulle være,” sagde han, “udførte i en reen og ædel Stiil; naar man seer paa Canovas Gratier, saa kommer man tit at tænke paa det Slags Gratier, som kan sees hver Aften i Paris i Palais royal.”

Og dog havde han ogsaa Noget at indvende mod enkelte af Thorvaldsens Fremstillinger. “De Gamle”, sagde han, “søgte bestandig at samle indenfor Kunstværkets Kreds Alt, hvad der hørte med dertil, saaledes er jeg vis paa, dersom vi havde Niobegruppen fuldstændig, at vi ogsaa vilde see Apollo og Diana deri. Saaledes er i den saakaldte farnesiske Tyr ogsaa Moderen (Antiope) tilstede, skjøndt hun ikke deeltager i Handlingen, men hun er dog det egentlige Motiv dertil. Men i Thorvaldsens Argusdræber er Argus ikke med i Handlingen, saaledes vilde neppe en antik Kunstner have baaret sig ad.” Mig syntes dog ikke, at denne Indvending havde saameget at betyde, det Væsentlige var ikke her ganske at gaae ind i de Gamles Tankegang, men med en Kunstnerdygtighed, der nærmede sig til deres, at fremstille den Figur, som skulle fremstilles.

Naar Wagner selv udarbeidede et Kunstværk, da saae man vel, at der er Forskjel paa Theori og Praxis, og da var han ikke altid saa heldig, som man efter hans sikre Blik og hans Indsigter skulde formode. Et ypperligt Øie for Kunstværker havde han ganske vist, men Et er at kunne see og forstaae, hvad Andre have udrettet, et Andet selv at have indre Syner, som man med skabende Kraft og Kunstfærdighed er istand til at fremstille. Maaskee er det menneskelige Liv for kort til, at man paa engang kan være en kundskabsrig Kritiker og en øvet Kunstner.

I den Vinter, hvori jeg opholdt mig i Rom havde Wagner modelleret nogle Basreliefer, som bleve udstillede til Skue, jeg erindrer ikke hvor, jeg mindes heller ikke de Æmner, der laae til Grund for hans Arbeider. Men de vakte ikke stor Opmærksomhed og vandt ikke meget Bifald. Thorvaldsen blev staaende over et Qvarter og betragtede dem, derefter gik han taus bort. Senere sagde han: “At frembringe noget Godt er ikke saa let en Sag, at tale derom er meget lettere”.

Engang ledsagede jeg Thorvaldsen hen til den svenske Billedhugger Bystrøms Atelier, der laae temmelig nær ved Thorvaldsens Bolig paa Monte Pincio i Villa Malta. Her saae jeg blandt Andet ogsaa et Billede af Brødrene Riepenhausen, hvori Christus føres forbi Apostlen Petrus, og kaster et Blik paa ham, efterat Petrus har fornegtet ham. “Situationen er vist godt valgt,” vovede jeg at sige, “men mig synes ikke, at der er lagt det Udtryk i Christi Øiekast, som man ved denne Leilighed kunde vente.” Thorvaldsen svarede Intet hertil. I Bystrøms Atelier stode flere svenske Konger, udarbeidede i colossal Størrelse. “Det er store Arbeider”, sagde Thorvaldsen, om han meente den legemlige eller aandelige Storhed overlod han til mig selv at gjette. Det lod til, at han i Stilhed iagttog mig, hvergang han viste mig et nyt Arbeide. Han er vel kommen til den Overbeviisning, at mange Skjæl endnu maatte falde fra mine Øine, før jeg kunde fælde en sikker Dom om et Kunstværk. Iøvrigt var han særdeles forsigtig, og fattede sig som oftest kort, naar han talte om Kunstnere, som endnu levede.

Om Oehlenschläger talte han dog med temmelig stor Uforbeholdenhed, han erkjendte hans store Geni, men erklærede sig stærkt imod hans høie Indbildninger om hans egen Overlegenhed, endog naar han dømte om de Kunster, hvortil han kun havde et løseligt Bekjendtskab. “Tænk Dem”, fortalte han, “da vi engang vare uenige om Rafaels Transfiguration, som han angreb paa en ubillig Maade, sagde han til mig: Jeg kan see mere i en Time end Du i et heelt Aar.” Dette kunde Thorvaldsen aldrig ret tilgive ham og kom flere Gange tilbage dertil. Tidligere havde Oehlenschläger selv fortalt mig det, men han føiede til, at han her havde baaret sig ubesindig ad. “Oehlenschläger har en stærk Selvfølelse,” svarede jeg, da Thorvaldsen paany omtalte denne Sag, “i de fleste Tilfælde er den ogsaa berettiget, men undertiden kan den vel gaae forvidt, og den er snarere bleven forøget end formindsket ved den ubillige Maade, hvorpaa han er bleven kritiseret; paa den anden Side er han ogsaa bleven stærkt smigret.” — “Og jeg da”, sagde Thorvaldsen, “troer De ikke, at jeg ogsaa er bleven smigret, men Sligt falder af mig ligesom det Vand, man slaaer paa en Gaas.”

Thorvaldsen holdt af at betjene sig af ligefremme Ord saaledes, som de bruges i daglig Tale, han var derfor meget misfornøiet med den Deel af Publikum, hvis Øren vare saa kildne, at de ikke vilde, man skulde sige at gjøre et Kunstværk, men at det nu skulde hed[d]e, at man lavede det. “Man laver en Kage,” sagde han, “men man laver intet Kunstværk.” Han blev da ogsaa ved at bruge de Ord, hvortil han var vant, uden at bryde sig om, hvad Moden og den fine Portion af Publikum sagde dertil.

Wagner holdt heller ikke af at bruge ziirlige Ord, ja han gik heri langt videre end Thorvaldsen, og generede sig ikke for, naar han paa denne Vei kunde finde et godt Udtryk for sin Tanke, at anvende meget cyniske Billeder. Deri fandt Thorvaldsen dog heller ingen Smag, og han kunde i Grunden ikke lide Wagner. Jeg skulde næsten troe, at dennes Udvortes og baierske Djærvhed virkede frastødende paa Thorvaldsens Skjønhedssands. Wagner var langtfra smuk, han havde et bredt og tykt Ansigt, en kort afstumpet Næse og tykke Læber, han saae ud som en Statue, der endnu kun var tilhugget i det Grove, og hvorpaa Billedhuggeren ikke har lagt den sidste Haand. Det blev ofte gjentaget, at han lignede de antike Fremstillinger, man har af Sokrates, idetmindste lignede han Sokrates deri, at der boede Noget i ham, der var bedre end hans Billedhuggerarbejder. Romerne, der elske Lignelser, hentede af deres nærmeste Omgivning, sagde: “han ligner en Kat,” hvorledes han paa engang kunde ligne baade en Kat og et Sokratesbillede, skal jeg ikke indlade mig paa at undersøge. Forresten var Wagner velskabt, stærk og bredskuldret. Han havde en fast og sikker Holdning, og der var noget Imponerende i hans Fremtræden, især naar han i Storm og Uveir kastede sin brede Slængkappe om sig; i sligt Veir var han ogsaa i det bedste Lune. I Baiern har jeg seet flere Ansigter, der ligne hans.

Engang, da jeg besøgte Thorvaldsen, viste han mig sin Stambog; blandt mange andre berømte Mænd havde ogsaa Baggesen skrevet nogle LinierIV deri: “Af slige Folk som jeg er,” skrev han, “kunde man vel endnu i vor Tid finde en femten, sexten Stykker, naar man søgte derefter, men der findes kun een Thorvaldsen.” Baggesen var, som bekjendt, en Mester i at sige sine Smigrerier, men denne Gang holdt hans Ord sig saa temmelig nær til Sandheden.

En anden Gang, da jeg var alene med Thorvaldsen, sagde han med en rørende Beskedenhed: “Jeg har nu faaet dette Talent, som Folk ere saa gode at sætte en saa høi Priis paa, havde jeg ikke det, da var jeg slet ikke bleven til Noget, thi til andre Ting og især til praktiske Forretninger duer jeg ikke.”
Naar jeg senere har hørt eller endog læst paa Prent, at Overmod og Mangel af Beskedenhed vare uadskillelige fra Geniets Væsen og satte det egentlige Stempel derpaa, saa har jeg ofte maattet tænke paa disse Thorvaldsens Ord. Hvis Overmod er et af Geniets væsentligste Kjendemærker, saa er det slet bevendt med Thorvaldsen, thi heri stod han langt tilbage for mange af de meest underordnede Kunstnere.
Og dog følte ogsaa han sine Evners Betydning og vidste selv at bestemme den Plads, hvorpaa han stod, uden at hverken Ros eller Dadel kunde omtaage hans Blik. “Hvad en Kunstner i mit Fag kan gjøre,” sagde han, “det veed jeg ogsaa, at jeg kan. Fordrer man, at jeg skal fremstille en Engel eller en Djævel, da maa jeg kunne gjøre det; ja er det kun en Stol eller et Bord, der stal gjøres, saa maa jeg ogsaa kunne det, ligesaa godt som den bedste Haandværker, og det kan jeg ogsaa; i den Retning mangler jeg ikke praktisk Talent.”

Mit Værelse var et af de hyggeligste i det hele Huus; det var køligt om Sommeren og luunt om Vinteren, thi, som sagt, der var en Kamin deri, i hvilken jeg, saa tidt det behøvedes, sørgede for at vedligeholde en god Ild. I Thorvaldsens store Værelser nedenunder var der om Vinteren bestandig koldt. Thorvaldsen hyllede sig da ind i sin Silkeslobrok, at tænde Ild i Kaminen tænkte han sjelden paa, og der var nok heller ingen Anden, som sørgede derfor; ja jeg troer neppe, at der fandtes nogen Kamin i de fleste af hans Værelser. For mig havde dette den behagelige Følge, at han ofte om Aftenen kom op til mig og satte sig ved Kaminilden. Han talte da ikke saa sjelden om sine Arbeider, og om hvad han havde for. Ogsaa af mine andre Landsmænd fik jeg undertiden Besøg om Aftenen. Der blev da hentet Brød, Skinke, Salat og et Par Foglietter Viin. Alt Sligt kunde man dengang have for godt Kjøb, og der fandtes bestandig en eller anden af Kunstnerne, der gjerne besørgede Indkjøbet. Nu blev der sunget og spillet paa Guitar og fortalt lystige Historier og Anekdoter, især saadanne, som havde tildraget sig imellem Kunstnerne selv. Thorvaldsen greb da undertiden ogsaa Guitaren og spillede meget smukt og med virkelig Færdighed. Disse Aftener erindrer jeg som nogle af de behageligste, jeg tilbragte i Rom.

Det er mærkeligt, at Thorvaldsen, hvis Syn var saa skarpt, naar det gjaldt om at opfatte det Væsentlige hos et Menneske, og som saa godt kunde see med Aandens Øie, dog undertiden kunde skuffes af det legemlige Blik. En Aften kom han op og fortalte, at der nylig var hændet ham en ærgerlig Historie. “Jeg mødte en Dame,” sagde han, “der var meget smuk og meget elegant klædt. Hun skred rask henover Gaden til mig og talte med mig, ligesom vi vare gamle Bekjendte. Jeg forvexlede hende med en fornem romersk Signora, som hun lignede, og som jeg havde seet og talt med flere Gange. Jeg bød hende min Arm, og vi spadserede sammen over en halv Time. Siden hørte jeg, at det er en Person, der har et slet Rygte. Nu vil det sagtens løbe Byen rundt, at Il Cavaliere Alberto paa sine gamle Dage endnu giver sig af med slige Fruentimmer, og at han ikke skammer sig ved at spadsere med dem under Armen ved høilys Dag.” Cavaliere Alberto var den Benævnelse, hvorunder Thorvaldsen var kjendt i Rom.

En anden Gang talte han om den Forbindelse, han havde været nærved at slutte med en Skotlænderinde, som, efter Alt, hvad jeg har hørt, maa have havt en virkelig Kjærlighed til ham. Der kom et Udtryk af Sorg og Veemod i hans Ansigt, da han talte om hende. “Jeg følte vel, hvor eensom jeg stod i Verden,” sagde han, “og jeg var i lang Tid uvis; men det var jo dog en Urimelighed. Jeg, som bestandig har Hovedet fuldt af Tanker om de Marmorgrupper, jeg stal udføre, hvorledes skulde jeg kunne gjøre en Kone lykkelig? Det vilde dog ende med Misfornøielse fra begge Sider. Jeg maatte da bryde denne Forbindelse, men jeg læser dog af og til hendes Breve og kan ikke lade være at tænke paa hende.”
Der gik iøvrigt det Rygte, at den Romerinde, med hvem han tidligere stod i Forbindelse, og med hvem han havde en naturlig Datter, havde truet med at lade Skotlænderinden myrde, hvis dette Ægteskab kom istand. “Og hun var vel istand til at holde sit Ord,” sagde Freund, som fortalte mig denne Historie, “thi hun er en Furie og en Satan, naar hun kommer i Lidenskab.”

[…]

Midt iV Fastetiden høitideligholdt vi Danske endnu en smuk Fest. Thorvaldsen er rigtignok, som man nu veed, født den nittende November, men det vidste vi ikke dengang. Hans Fødselsdag blev derfor høitideligholdt den ottende Marts, paa den Dag, da han første Gang saae Rom; “thi paa den Dag begyndte først mit sande Liv,” sagde han, “den maa da betragtes som min rette Fødselsdag.”
Paa den ottende Marts bragte derfor baade de danske og de tydske Kunstnere ham et Fakkeltog og hilsede ham med Jubel. Han svarede kun med faa Ord, som han pleiede ved slige Leiligheder. Vi Danske bleve længe sammen om Aftenen; ved den Leilighed fik vi ogsaa Thorvaldsens unge Datter at see. Hun var smuk og havde blonde nordiske Lokker, hvad i Rom ansees for en stor og usædvanlig Skjønhed. Hun spillede et Par Stykker paa et Pianoforte og talte nogle Ord med enkelte af os, derefter forsvandt hun igjen.

Da jeg siden lærte den islandske Sagaliteratur at kjende, troede jeg først ret at forstaae, hvorfor Thorvaldsen sædvanligviis udtrykte sig faa kort og sammentrængt. Dette var efter min Mening nedarvet fra hans islandske Forfædre, thi ogsaa disse udtrykkede sig kort, sammentrængt og med stor Forsig¬tighed; men dog rammede de ofte med deres faa Ord Sømmet paa Hovedet, skjøndt de vistnok ligesom Thorvaldsen talte kraftigere med deres Handlinger end med deres Tunge.

Endelig nærmede den Tid sig, da jeg skulde forlade Rom med dets store Minder og de kjære Venner, jeg der havde fundet. Som sædvanligt ved slige Leiligheder gjorde mine Landsmænd et Afskedsgilde for mig Aftenen før jeg skulde reise; dette Gilde blev igjen holdt i Thorvaldsens Værelser. Thorvaldsen omfavnede mig tilsidst og satte en smuk antik Ring paa min Finger, som jeg bar i mange Aar derefter, indtil jeg desværre tabte den paa en Svømmetour nær ved Kysten af Kiel.
Med Undtagelse af den Stund, hvori jeg forlod mit tidligste Barndomshjem, har jeg neppe nogensinde været saa veemodig stemt, som dengang jeg forlod Rom. “Ak, at saadanne Tider ogsaa skulle forgaae!” tænkte jeg næste Morgen, da jeg kjørte med en Vetturin ud af Porta del popolo og for sidste Gang kastede mit Blik tilbage paa Roms Taarne, thi jeg ansaae det for sikkert, at jeg aldrig skulde vende tilbage dertil. Jeg havde rigtignok den foregaaende Dag seet Fontana di Trevi, men jeg havde ikke drukket af dens Vande, hvad man, efter Sigende, bør giøre, før man reiser bort, saafremt man nogensinde vil see Rom igjen. Jeg manglede i denne Henseende den rette Tro og meente, at det vel ikke vilde hjælpe stort, om jeg ogsaa drak deraf.
Og dog har Rom havt en for mig uforglemmelig Indflydelse paa min hele Sjæls Retning og Udvikling. Mit Liv i Rom var en Gjenopstandelsens Tid, hvori jeg paany lærte at glæde mig over Tilværelsens Skjønhed, og hvori jeg, beaandet af en høiere kunstnerisk og historisk Verden, vandt en forstærket Kraft til at virke for min Fremtid og for det Maal, jeg nu havde sat mig.

Generel kommentar

Dette er et udtog fra Hauchs erindringer om sit liv i Rom 1826-27, trykt i Hauch, op. cit. 1871.
Kun de Thorvaldsen-relevante passager citeres.

Andre referencer

Emneord

Personer

Kommentarer

  1. Dette afsnit stammer fra Hauch, op. cit., p. 212-213.

  2. Dette afsnit stammer fra Hauch, op. cit., p. 215.

  3. Det næste lange tekststykke til og med afsnittet om Skotlænderinde, i.e. Frances Mackenzie, stammer fra Hauch, op. cit., p. 237-250.

  4. Se Baggesens indførsel i Thorvaldsens stambog af 9.5.1820.

  5. Den resterende del af teksten stammer fra Hauch, op. cit., p. 297-300.

Sidst opdateret 04.06.2018