Herman Schubart
Napoli
Frederik 6.
København
Ingen udskrift.
Dateringen skyldes Louis Bobé, op. cit. Oplysningen har dog ikke kunnet verificeres, da Bobé undlader at fortælle, hvor brevet opbevares.
Schubart forsøger at overtale kronprins Frederik (6.) til at bestille værker til udsmykning af Christiansborg hos Thorvaldsen. Schubart argumenterer for det formålstjenlige i at lade Thorvaldsen blive i Rom. Hvis kronprinsen afgiver bestillingerne, vil han ikke blot sikre Thorvaldsen for Danmark, men også medvirke til, at han med tiden kan overtage Canovas position som århundredets førende billedhugger.
...Nous avons à Rome deux compatriotes… Le premier est Mr. l’agent ZoëgaI qui est trop connu dans le monde litéraire pour ne pas meriter que notre Prince bien aimé s’occupe de son bonheur…
Le second compatriote duquel j’ai à Vous parler, Msgr.II, est le brave est digne Thorwaldsen, sculpteur fort habile, et qui commence à se faire une réputationIII comme artiste. Il avoit de notre Academie des beaux arts ce qu’on apelle un StipendiumIV de 400 rd.V pendant six ans. Ce terme étant expiré, il devoit abandonner son art, et rester oisif au milieu d’une carriere vrayment brillante dans laquelle il avoit fait de pas rapides. Il devoit retourner dans sa patrieVI sans avoir atteint le but de ses études, tandis que son genie étonnant annonce qu’il peut devenir un des plus celebres artistes de son siècle. Si V.A.R.VII daignoit le favoriser en ordonnant qu’il fasse pour le nouveau Palais du RoiVIII qu’on va rebatir, des ouvrages de sculpture, des statues ou des groupes et lui continuer le 400 rd. de gages, Elle conserveroit au DanemarcIX un de ses plus habiles artistes et deviendroit en meme temps le supreme bienfaiteur de cet homme interessant, et cela sans que la caisse du Roi en souffriroit, car le nouveau Château ne peut se passer d’ornements, et quel plus beau monument pourroit on exiger à la bienfaisance du Gouvernement Danois que d’immortaliser nos artistes, en plaçant leurs ouvrages dans les palais des nos Rois. L’architecte HansenX dont partout l’étranger j’entends faire l’eloge et qui connoit le merite de notre Thorwaldsen, seroit fait pour sugérer des idées capables d’enflamer son genie. Le Roi payeroit donc à notre celebre sculpteur non pas une pension, mais le salaire de ses ouvragesXI, desquels il s’engageroit à livrer une certaine quantité par an. C’est ainsi que V.A.R. pourroit encourager le talent d’un jeune homme auquel on assigne déjà à Rome la premiere place comme sculpteur après le celebre CanovaXII que l’on regarde comme le premier, est je dois y ajouter qu’à l’avis des connoisseurs, si le premier est un peu secondé par son gouvernement et qu’il n’aye pas besoin de penser à sa subsistence journalière, il surpassera infailliblement le premier et deviendra par consequent le premier sculpteur de son siècle.
…
Dette brev er første gang publiceret af Louis Bobé, op. cit., der ikke besværer sig med at fortælle, hvor brevet opbevares. Det er forgæves blevet eftersøgt i arkivet på Thorvaldsens Museum; i Kongehusets, Herman Schubarts (Korrespondance med kongen og kongefamilien 1802-1831) og Fonden ad usus publicos’ arkiver på Rigsarkivet.
Brevet er her afskrevet efter Bobé, og der citeres kun den del, der har med Thorvaldsen at gøre. Andreasen & Ascani, op. cit., der heller ikke har fundet brevet, citerer dets første del, der har med Zoëga at gøre.
Magnussen, op. cit. kalder brevet et “sandt Mesterværk af Diplomati”, og rigtigt er det, at Schubart får fremstillet det fædrelandsnyttige i at lade Thorvaldsen forblive i Rom på en klar og pædagogisk facon for kronprinsen. Brevet er et meget vigtigt led i Schubarts bestræbelser på at skaffe Thorvaldsen en officiel accept fra den danske regering af hans forbliven i Rom, se mere i referenceartiklen herom.
Sidst opdateret 24.01.2014
Dvs. den danske arkæolog og agent/konsul ved pavehoffet Georg Zoëga. Afsnittet, der følger herefter, men som ikke citeres her, vedrører Zoëgas ønske om at forblive i Rom og dermed bede sig fritaget for det professorat, han havde fået i Kiel. Ønsket blev opfyldt.
Afsnittet om Zoëga er publiceret i Andreasen & Ascani, op. cit., vol. IV, p. 652-653.
Nærværende skrivelse fra Schubart havde efter sigende stor en betydning i sagen.
Dvs. Monseigneur, her: Deres kongelige højhed.
Ud over gennembruddet med Jason med det gyldne skind, A52, i 1803, så havde Thorvaldsen i begyndelsen af 1804 modtaget flere vigtige bestillinger bl.a. fra den russiske grevinde Vorontsova, se referenceartiklen herom. Se evt. også referenceartiklen om Jason og Hopes bestilling.
Thorvaldsen modtog et rejsestipendium fra Kunstakademiet gældende fra 1.7.1796 – i første omgang for tre år. Det blev forlænget over to omgange, hhv. 25.2.1799 og 25.11.1799, så det i alt omfattede seks år. Stipendiet var altså udløbet i 1802, som Schubart skriver i det følgende.
Dvs. rigsdaler. Se evt. referenceartiklen om datidens møntenheder.
Thorvaldsen var ifølge Kunstakademiets fundats forpligtet til at vende hjem til Danmark og stå til den enevældige konges rådighed, men han ønskede at blive i Rom. Som det ses, behandler Schubart dette dilemma med diplomatisk elegance i forsøget på at overbevise kronprinsen, og det vil i praksis sige den danske regering, om det formålstjenlige i at lade Thorvaldsen blive i Rom. Se mere herom i referenceartiklen En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom.
Dvs. Votre Altesse Royale, Deres kongelige højhed. Selvom kronprins Frederik de facto fungerede som Danmarks monark pga. sin fars sindsyge, så var han formelt set ikke konge og skulle dermed ikke tituleres Deres Majestæt.
Dvs. Christiansborg Slot, som var under genopbygningen efter branden i 1794. Thorvaldsen modtog senere opgaver til udsmykning af slottet, se referenceartiklen herom.
På denne diskrete vis får Schubart antydet, at Thorvaldsen må have erklæret at ville slå hånden af Danmark, hvis han skulle blive tvunget til at rejse hjem. Det samme antydes også i breve af 21.1.1804 og februar-marts 1804. Se en samlet fremstilling af dette emne i referenceartiklen En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom. Hele formålet med omtalen af Thorvaldsen i brevet rummes altså i denne bemærkning: Kronprinsen må tage affære for at sikre, at Thorvaldsen ikke går tabt for Danmark.
Dvs. den danske arkitekt C.F. Hansen, der netop i 1803 havde fået godkendt sine tegninger til genopbygningen af Christiansborg Slot.
I sin lobbyvirksomhed for Thorvaldsen skrev Schubart i øvrigt også på samme tid til Hansen, se brev af februar-marts 1804, for at bede ham om at tildele billedhuggeren opgaver.
Dette argument for at understøtte Thorvaldsen er måske det mest substantielle og overbevisende i Schubarts elegante overtalelsesforsøg: Den danske regering skal ikke bevilge et ekstra stipendium, men blot betale en billedhugger den løn, man alligevel skulle have bekostet.
Dvs. den italienske billedhugger Antonio Canova, der på brevskrivningstidspunktet var den dominerende billedhugger i Rom, som det fremgår af Schubarts omtale.
At Thorvaldsens kunne overtage skulpturens førsteplads fra Canova var en af de rosende vendinger, som fra Jasons gennembrud i 1803 straks blev hæftet på den danske billedhugger, se fx Carl Ludwig Fernow: ‘Kunstnachrichten und neueste Literatur von Rom.’, in: Der Neue Teutsche Merkur, vol. II, 8. Stuck, August 1803, p. 315.