Friederike Brun
Ida Brun
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Et Brev om Thorvaldsen
af Fr. Brun, født Münter.
(Skrevet fra Rom.)
Vor Thorvaldsens Jason, hans første Statue, var nu af Formen; ja, var allerede bestilt i Marmor af den rige Hollænder (eller, som Andre have sagt mig, Skotlænder) Hope, og altsaa er dens Udødelighed sikret i Fremstillingernes Række. Vor Glæde var saa stor, at jeg besluttede at give den Luft i en lille Fest, en saadan som saa let kan gives i Rom, hvor Laurbær, Olietræer og Myrther bestandig blomstre til Krone for enhver Fortjeneste, hvor Udødelighedens gyldne Frugter yppigen modnes og Vaarens Hora udryster sit Overflødighedshorn om og over os. Vor Kreds Kunstnere og vor dyrebare Humboldt vare tilstedeværende, ligesom den elskværdige, Kunst- og Videnskab elskende Arveprinds af Mechlenburg, Broder til den ophøiede Louise, Dronning af Preussen. ‒
Du, min Ida, Du mit Livs huldeste Hora, var tillige Festens styrende Gratie! Allerede anede Du dybt, hvad der opblomstrede i Thorvaldsen, og i Forudfølelse af Fremtidens Hyldest rakte Du ham i pantomimisk Dands den første Krands. Aldrig glemmer jeg det Udtryk, med hvilket den ædle unge Mand modtog dette Pant; det første, som i den glimrende Fremtids Navn, der fra nu af aabnede sig for ham, med huld, barnlig Uskyld blev indviet ved Dig.
Du gjorde Dine Sager saa godt, at Du paatrykte den beskedne Mand den fulde Krands, som han aldrig havde modtaget, idet Du med en let Vending svævede ham forbi. “O!” ‒ udbrød han dybt bevæget ‒ "den tynger paa min Isse!"I Det var en hellig Fest! Denne, af dyb Forborgenhed saa straalende opgaaende Stjerne, blev hilset med almindelig, beundrende Kjærlighed, og den reneste Glædes Eenklang forbandt Selskabet, der bestod af de meest forskellige Nationer. Man skildtes temmelig seent, og da vi Alle vare i dyb Slummer, hørte vor troe Maria det banke, og det temmeligt stærkt, paa vor eensomme Boligs Dør. Det var Thorvaldsen! Han havde forglemt sin Krands, og var med huldsalig, barnlig Hast sprungen ud af Sengen, for at hente sig den.
Du lykkelige Barn! tidlig smilte Gratien til Dig! tidlig modtog Du Kunsten, og tidlig blev det Dig givet, tro at gjengive i Mine og Leer, hvad Du tidlig modtog, Yndighedens Krone!
Denne tekst blev trykt i Den Frisindede, 3die Aarg. No. 113.
|
|
Jason med det gyldne skind, 28. januar 1803 - Senest 19. marts 1803, inv.nr. A52 |
Sidst opdateret 29.05.2015
[Markeret som note i teksten med følgende indhold:] Hvor disse Ord rørte mig! Men Thorvaldsen havde endnu ikke læst Goethes Tasso.