12.1.1843

Afsender

Redaktørerne ved Aarhus Stiftstidende

Afsendersted

Aarhus.

Modtager

Omnes

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af avisen, hvor teksten blev trykt.

Resumé

Aarhus Stiftstidende rapporterer om den endelige udformning af Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke. Artiklens beskrivelse af monumentet stemmer stort set overens med det færdige resultat i juli 1845.

Dokument

Frederik den Sjettes Mindestøtte skal, som bekjendt, opføres paa Plateauet paa Skanderborg Slotsbakke. Efter “Ny Portefeuille”I er denne Plateau omtrent af 90 AlensII Diameter, og Monumentet vil blive opreist i en Afstand ad omtr. 70 Alen fra det runde, mægtige, endnu af Tiden urørte Slotstaarn. Monumentet vil bestaa af en fiirkantet, aflang Granitblok, der kommer til at hvile paa en Sokkel af samme Masse, Alt efter Prof. HetschsIII Tegning. De fire Sider af Støtten ville blive prydede med Basrelieffer af Thorvaldsen, og Inscriptionerne forfattede af Digteren H. P. HolstIV. De fire Basrelieffer ville komme til at antyde de væsentligste Momenter i Frederik den SjettesV Regentvirksomhed: Stavnsbaandets og Livegenskabets OphævelseVI – hans Fortjenester af Kunster, Videnskaber og FolkeoplysningVII – af Almeenaandens Oplivelse ved Anordningen om ProvinsialstænderneVIII – og endeligen hans Fortjenester af Lovgivning i Almindelighed og Mildhed og Retfærdighed i dens HaandhævelseIX. Disse Basrelieffer tilligemed Kongens Buste ville blive udførte i hvidt Marmor af Billedhugger HolbekX i Rom. De tvende af Thorvaldsens Basrelieffer ere allerede færdige.

Arkivplacering

Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1843, Aarhus Stiftstidende 12.1.

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Emneord

Personer

Værker

A604 Stavnsbåndet ophæves, 12. december 1842, inv.nr. A604
A605 Provinsialstænderne oprettes, 1842 - 1843, inv.nr. A605
A191 Frederik 6., Tidligst 8. januar 1820, inv.nr. A191
A606 Retfærdigheden, 6. marts 1843, inv.nr. A606
A607 Kunsten og videnskaben beskyttes, 6. marts 1843, inv.nr. A607

Kommentarer

  1. Se dokumentet af 1.1.1843.

  2. Dvs. godt en halv meter, jf. Ordbog over det danske Sprog, alen, se desuden artiklen Mål og vægt.

  3. Dvs. den tyske arkitekt G.F. Hetsch.

  4. Dvs. den danske forfatter H.P. Holst. På det færdige monument blev indskriften dog forfattet af B.S. Ingemann, se artiklen Et tvetydigt monument.

  5. Den danske kong Frederik 6., der døde den 3.12.1839.

  6. Dvs. Stavnsbåndets ophævelse, jf. A604.

  7. Dvs. Kunstens og videnskabens beskytter, jf. A607.

  8. Dvs. Provinsialstændernes oprettelse, jf. A605.

  9. Dvs. Retfærdigheden, jf. A606.

  10. Den danske billedhugger C.F. Holbech.

Sidst opdateret 19.11.2018