3.7.1824

Afsender

Redaktørerne ved Nyt Aftenblad

Afsendersted

København

Modtager

Omnes

Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Dokument

Om Thorvaldsens Arbeider for Vor Frue Kirke.

(Indsendt fra en af Bladets Medarbejdere.)

I Formodning om, at efterstaaende Oversættelse af en bekiendt tydsk Konstdommers Beretning om Thorvaldsens Arbeider til vor Frue Kirke ei vilde være Læserne af Aftenbladet uvelkommen, meddeeles samme, da den her maa have dobbelt Interesse, baade som Efterretning om vor med saa megen Ret høitberømte Landsmands nyeste Konstværker i Almindelighed, og tillige fordi disse ere bestemte til hans Fædreland i Særdeleshed. Maaskee kan man ogsaa i denne Anledning tillade sig den Bemærkning, at den sande Konstner er sig selv altid veerdig i Alt, hvad hans skabende Aand opfatter og fremstiller, og at han, skiøndt dannet i den classiske antike Konsts Skole, der vel er og bliver den sikreste om ei eneste for Billedhuggeren, dog forstaaer at behandle den christelige Konsts Gienstande saaledes, som den dannede, tænkende Christen ønsker at see dem; men nedlader sig ikke til at fremstille svagsindede Mystikeres formløse Hjernespind, som han gierne overlader dem at fuske i, der hverken have Sands fok at fatte, eller Evne til at fremstille classisk Skiønhed.

Af Morgenbladets Konstblad Nr. 34, den 26 April 1824, af Schorn.

Thorvaldsen.

Iblandt de nyeste og fortræffeligste Arbeider af den Konstner, der har en saa betydelig Indflydelse paa Nutidens Sculptur, høre Statuerne, der ere bestemte for Hovedkirken i Kiøbenhavn. I en dobbelt Henseende have Forholdene her viist sig gunstige, i det de have anviist et stort Talent en nye taknemmelig Vane for dets Virksomhed, og tillige bidraget til at aabne Konsten selv en Bane, der baade er den værdigste for samme, og hvortil dm fornemlig trængte.

Thorvaldsen, uddannet i Rom imellem den antike Konsts Mesterværker, blev saavel ved sin Tids Retning, som ved sin egen Aands Tilbøielighed ledet hen til den antike Verden. Efter hiin første Statue, Jason, der beviste hans bestemte Kald til at opfatte Sculpturens reene Stiil, og efter hiint store Basrelief, Alexanders Triumphtog, hvori en riig og snild Skaberkraft viste sig saa dybt indviet i den antike Konsts Aand, fulgte et stort Antal af Arbeider af liignende Indhold og Fortjenester, der alle vare saa inderlig beslægtede med Græker- og Romertidens billedlige Poesie, at man vel endog tvivlede om, at Arbeider, der fremstillede christelige og religiøse Gienstande, vilde lykkes Konstneren.

Ved saaledes at hengive sig til hiin Alderdommens muntre Verden, fulgte Thorvaldsen den af Winckelmann angivne Retning, som ogsaa den unge Konstners berømte Landsmand, Zoëga, fornemlig havde søgt at vække og underholde hos ham. Selv Tidsalderens Konstnere og Konstelskere gave Sculpturen ingen Anledning, til at vove at give sig af med Fremstillingen af christelige Gienstande. Canova, der allerede glimrede som hiin Tids første Konstner, da Thorvaldsen begyndte sin Løbebane i Rom, levede ligeledes i den antike Poesies Element, der frembød hans Tilbøielighed til det Bløde og Siirlige det rigeste Stof, selv for at behandle det paa den ham eiendommelige Maade. Hans Fortjeneste og hans Berømmelse forskaffede ham ogsaa de faa Arbeider, som man i den Tid kan henregne til de christelige Gienstande: tvende Pavers Gravminder, Clemens XIV, Ganganelli, i Sti. Apostoli, Clemens XIII, Rezzonico, i St. Peter i Rom, og Erkehertuginde Christina i Augustiner-Kirken i Wien. Men disse store Værker ere efter den sædvanlige Brug kun udsmykkede med almindelige christelige Emblemer; selv det figurrigeste. Erkehertugindens Gravpyramide, viser ikkun et Sørgetog af allegoriske Figurer, ingen af de Charakterer, som fremstilles i den christelige Mythe, og som ere Gienstande for Tilbedelse og Dyrkelse i vor Troe. Et Værk, som Canova udførte i Mellemtiden af hine større, den bodfærdige Magdalene, i Grev Sommariva’s Besiddelse i Paris, udentvivl et af hans bedste Arbeider, viser dog, at han forstod bedre, at lægge sin personlige Følelse, end den forlangte Ideal-Charakteer, i sine christelige Troes-Heltes Figurer. Det Eensidige i Opfatningen, hvormed han i dette Mesterværk af Blødhed i Udførelsen, ikkun har betegnet en sønderknuset Bodfærdig, men ingenlunde en Magdalene, har Fernow allerede med Ret dadlet. Ellers er mig fra den Tid intet andet, betydeligt Sculptur-Arbejde bekiendt, hvilket kunde henregnes til Fremstillinger af christelige Gienstande. Canova selv vedblev at følge sin Tilbøielighed, til at fremstille poetiske Figurer, og først i hans sidste Tid saae man en Johannes den Døber, som Barn. (1817), en anden Magdalene (1819), eg endelig en Pietà og Basreliefs af det Gamle og Nye Testamentes Historie modelleerte af ham (1822) for hans Kirke i Passignano. Disse sidste Arbeider hvoraf Afstøbningerne findes i Konstacademiet i Venedig, udmærke sig ikke heller ved nogen bestemt – christelig – Stiil; og i Basrelieferne har Konstueren saa ganske forvildet sig hen i Maleriets Enemærker, at de vel henhøre til hans svageste Arbejder.

Disse sidste Canova’s Arbeider falde dog i en Tid, hvor Konstens Trang, at vende sig til Religionen, allerede havde viist sig fra flere Sider. Store Begivenheder vare forefaldne i Europa, voldsomme Omveltninger, ulykkelige Krige med alle deres Rædsler havde truffet Folkene og vakt dem fra deres lange Slummer. Af bydende Nødvendighed, for at afvende fremmed Undertrykkelse, havde man maattet fægte for Fædreland og Arne, og saaledes havde Gemytternes Bevægelse lært dem at fatte Tillid til den guddommelige Villie, og vakt from Troe paa Religionens Sandheder. En saadan Giæring, hvori det Dybeste og det Ædleste, som ligger skjult i Menneskets Gemyt, hævede sig, med ny rensende- Kraft, maatte nødvendig ogsaa virke alvorlig paa Konstnernes Stemning, Ideegang og Phantasie. Tydskerne, som næsten havde udstaaet meest ved hine politiske Ulykker, følte dybt Nødvendigheden af at give Konsten en alvorligere Retning, og de yngre i Rom forsamlede tydske Konstnere søgte tildeels at frembringe samme, ved Efterliigning af Middelalder rens Konstværker, hvorfra de senere gik over til Ejendommelighed og Sandhed. Ligesom disse Forsøg i Maleriet, uafhængige og uopmuntrede af udvortes Understøttelse, ikkun vare fremgangne af forskiellige Forfatteres Tilskyndelse og af Konstnernes egen Aand, saa erholdt Sculpturen intet udvortes Kald til at henvende sig til Fremstillingen af religiøse Gienstande. Kronprindsen af Baiern var den eneste, der aabnede begge en nye Udsigt, passende til Tidens Stemning. Thorvaldsen erholdt af ham det Hverv, at udføre en Cyclus af Basreliefs af det nye Testamente, bestemte til en Kirke, som denne Fyrste agtede at bygge; dog ere kun det første og det sidste, Bebudelsen og de tre Marier ved Graven, endnu modelleerte.

Dannecker foretog i 1814 allene og ikkun vakt af den indre Stemme, midt i Tydskland, at fremstille en Christusfigur. Han erkiendte Konstnerens Kald til at fremstille en Idealfigur af Forløseren; og kun sit eget Gemyt valgte han til Ledsager ved Opløsningen af denne Opgave. Giennemtrængt af sin Gienstands Storhed, arbeidede han stedse med lige Enthusiasme, anstrengt Betragtning og utrættelig Flid. Den ungdommelig mandige Christus, saaledes som han lærer og taler til Synderne: “Gienmm mig gaaer Veien til Faderen” − var hans Tanke. Et Med Kiærlighed uddannet Værk af mange Aar staaer nu den 3 Fod høie Statue, paa lidet nær fuldendt i Marmor med den største Flid, destoværre ei bestemt at blive i Tydskland, da Keiserinden af Rusland har givet Konstneren det Hverv, at udføre den i Marmor.

Thorvaldsen, imidlertid meget beskieftiget i Rom, erholdt i Aaret 1819 den frydelige, hans Fædreland og ham lige ærefulde Opfordring, til at smykke den igien opbygte Metropolitankirke i Sielland med den christelige Troes høieste Symboler. I Frontonen over Peristylen, som danner Facaden, skulde man ses Johannes den Døber, som prædiker; i Indgangshallen paa Siden af Dørene de fire Evangelister; ved Pillerne i Skibet af Kirken de tolv Apostler, og over Hoved-Altaret den opstandne Christus i colossalsk Størrelse. Thorvaldsen tog i Kiøbenhavn den allerede begyndte Bygning i Øiesyn, og modelleerte ved sin Nærværelse der tvende Reliefs, Christi Daab og Nadveren , som skulle anbringes over Dørene af Døbe-Capellet og af Sakristiet. Efter sin Tilbagekomst til Rom begyndte han paa Udførelsen af de større Arbeider, og hvad der hidtil er udført deraf i Gibs, viser med hvilken inderlig Begejstring hans raske Skaberkraft har grebet Opgaven, og hvorledes hans bøielige Aand fsrstod at giennemtrænge Fordringerne af hvad han skulde fremstille, og at lede den hidtil vante Gang, af hans Konstfrembringelser.

Den 15 rom. Palmer, eller 12 Fod, høie Christus-Statue (hvoraf et Kobber tegnet af Begas, og stukket af Ruscheweyl, er vedlagt det tydske Konstblad) fortjener saavel for sin Betydning som for sin Fortræffelighed den første Plads.

Neppe lykkes det vel nogen Konstner, at fremstille Forløseren, Guds Billede, vort Levnets høieste Forbillede, saaledes, at hver enkelt Beskuers Ideal derved ligemeget fandt sig tilfredsstillet. Om man skal tænke sig Christus mild eller streng, øm eller kraftig, det maatte man først spørge hver Enkelt om, og af hver Enkelt vilde man da erholde et forskielligt Svar. Dog deri ville Alle stemme overeens, at hans Gestalt maatte udtrykke hiint Høie, Værdighedsfulde og Guddommelige, som indeholdes i hvert Ord, der udgik fra hans Læber. Lettere er Opgaven, hvor en bestemt Situation er given, og, Øieblikkets Udtryk bestemmer den herskende Charakteer. Christus, som velsigner Børnene, viser sig med Blidhed, og naar han forjager Sælgerne af Templet, som streng Dommer. I Ydmyghed bøier han sig, naar Johannes døber ham, og en ophøiet Selvbevidsthed hæver ham, hvor han helbreder Syge, og opvækker de Døde til Livet. Men saadanne Momenter tilhøre det historiske Malerie og ikke den enkelte Statue. Denne stak fremstille Christi Ideal, der omfatter hans hele Virksomhed og Liv, og som kun er forskielligt efter de tvende store Epocher, førend og efter Opstandelsen. Hist er han Menneske, Lærer, Underviser og Prophet, ‒ den Mægtige, som omvender Mængden, straffer Hyklere, og grunder Guds Kirke. Her er han Frelser og Forløser, Midler mellem Gud og Mennesker, som har liidt for Syndere, og er opstanden, for at gaae ind til det evige Lys, hvorfra han er udgangen. Paa det høieste Trin i denne Epoche viser han sig som Verdensdommer, da han af Faderen er beklædt med guddommelig Glorie og evig Majestæt.

Thorvaldsens Christus er tænkt som den Opstandne. Paa hans Hænder og Fødder sees Naglegabene og i Siden Spydets Vunde. Hans Aasyn bærer endnu Spor af de bittre Lidelser og den smertefulde Død paa Korset. Beklædt med det simple Klædemon staaer han opret, lige, og seer hen for sig paa Menneskene. Han udbreder sine Arme og taler: “Kommer hid til mig, I som ere trætte og besværede, og jeg vil føre Eder ind til Salighed.” Konstneren har givet denne Gestalt, hvad der fremfor alt var nødvendigt, den Majestæt, som udtaler sig i den hele Figur, hiint Store og Mægtige, som dannet efter den almindelige Menneskenaturs Love – dog synes at træde ud over dens Grændser. Den, som har overvundet Døden, er beklædt med høiere Kraft og Styrke, og hans Udtryk forkynder, at han gaaer over til det guddommelige Liv. Det alvorlige, neesten strenge Aasyn er af en ophøiet Charakteer og Sjæle-Udtryk. Paa denne Pande throner Aabenbaringens Lys, og denne Mund er den, hvis Tale ryster Hjerterne.

Den christelige Mythe har en billedlig Typus af Forløseren. Saasnart hans Aasyn viser sig noget mere uddannet, end paa de raae Sarkofager fra den ældste Tid, see vi ham paa Mosaiker og Malerier af den byzantinske og den opvaagnende italienske og tydske Konst med adskilte, i Lokker paa Skuldrene nedhængende Hovedhaar, med kort kløftet Skiæg, med de i Hovedsagen stedse vedligeholdte Træk af et Billede, som, efter det foregivne Brev af Lentulus, fra det tredie Aarhundrede af blev dyrket i Christenheden som den sande Afbildning af Herren. Denne Typus have Johan van Eyck og Hemeling fulgt troe, men med mere Liv og Udtryk, og de Sildigere i Almindelighed vedligeholdt. Ogsaa Thorvaldsen er i det Væsentlige bleven samme troe, skiøndt han har giengivet det med den Frihed, som enhver genialsk Konstner forbeholder sig i sine Arbeider. Han har oplivet Oldtidens Typus til et skiønt, kraftfuldt Hoved, hvis Træk og rige, lokkede Haar forkynde paa engang Høihed, Magt og Mildhed. Ogsaa i det Øvriges Anordning har Konstneren holdt sig til det engang Vedtagne. Seer man endog Christus paa de raae Sarkofager stedse fremstillet i den romerske Toga med en Papiirsrulle i Haanden, saa fremstille dog de senere Malerier og Mosaiker ham, som Lærer stedse med opgjordet Underklædning og Kappe, som Opstanden kun omgiven med et folderigt Gevandt og Overkroppen mere eller mindre blottet. Thronende i sin Herlighed er han derimod i fuld Underklædning og Kappe, ja selv smykket med en Krone, saaledes som Orgagna endnu har malet ham i Campo Ganto i Pisa. Michel-Angelo var det som først tillod sig at forestille ham nogen i den yderste Dom. Her har Thorvaldsen fremstillet ham saaledes, at det dobbelt overslagne Gevandt, hvormed han var stegen ud af Graven, nu i det Øieblik, hvor han talende vender sig henimod Mængden og udbreder sine Arme, er med den Deel deraf, som bedækkede den høire Arm, Brystet og Saaret i Siden, sjunken ned, og at den nedhængende længere Ende trækker sig bredere ud over den venstre Arm. Enhver vil bemærke, at Mesteren har behandlet de skiønt ordnede Folder paa en grandios Maade, der gienkalder os det ældre christelige Maleries og Sculpturs Værker. Alt er holdt i alvorlige Masser, og det Nøgne tildeels skjult, som de Gamle ogsaa ofte gjorde, hvor det var dem om en riig Drappering og Grandiositet at giøre. Thorvaldsen har fuldkommen erkiendt, at der i denne Stiils ligeliniede, strenge Foldekast, der fra den byzantinske Skole er gaaet over i van Eyck’s Værker, og selv i de Draperier, som Peter Vischer har givet sine Apostel-Figurer, er antydet et med den religiøse Charakteer passende Princip. Han har derfor benyttet det Væsentlige heraf, uden derfor at opoffre Skiønhedens evige Love, der udtale sig i de græske Værker, og saaledes see vi ham træffe en lykkelig Middelvei, hvori det Alvorlige og Indgribende i den religiøse Konst udvikler sig. Paa den bageste Side falder Klædemonet i saa simple og stærke Partier ned til Jorden, og tjener saaledes Figuren til en fast Støtte. Imidlertid viser dog den hele Stilling og Bevægelse, at Statuen er beregnet paa, at sees forfra, en Betingelse, der er bestemt ved den Standpunkt, den skal indtage. Hævende sig paa et høit Postament over Hoved-Altaret, vil denne colassale Figur giøre en mægtig Virkning. Vanskeligt, om ikke umuligt, er det, især uden nogen billedlig Fremstilling deraf, at give en Skildring af det Indtryk, som dette colossale Billede selv giør. Dette Indtryk er ogsaa individuelt hvor hver ikkun kan tale om sit eget. Dog, troer jeg, ville alle Beskuere være enige i, at en dyb Følelse med alvorligt Studium og stor Genialitet have Virket i Foreening ved dette Konstværks Frembringelse. Skulde der endog i det Enkelte være noget at ønske, vil man dog ei kunne modstaae heri det Uforklarliges Ahnen, hvormed ethvert af genialsk Begeistring udsprunget Konstværk virker paa os. Hvorledes Konstneren i Rummet udvider sine Former til det Mægtige og Vældige, hvorledes han har besjælet Hoved og Lemmer med den ophøiede Charakteer, hvorledes han ligesom udaander Skiønhed, svævende i hver en Linie over Alvor og Værdighed, hvorledes endelig Alt har foreenet sig under hans Haand, for i os at hæve Bevidstheden om vor menneskelige Tilværelse til en høiere, for dette kan han ikke giøre sig selv Regnskab, endnu mindre kan det ved Reflexion vorde os klart. Et sligt Værks Skabelse er Resultatet af et begejstret Øieblik, hvis lykkelige Frembringelse og Uddannelse beroer paa den reneste Udvikling af Ideen.

Ustridigt er Fremstillingen af en ideal Charakteer desto vanskeligere, jo mere ophøiet og omfattende den Idee er, som den skal udtrykke. Og saaledes kan vel Christus Idealet ansees for den religiøse Konsts vanskeligste Opgave, da i den det Guddommelige paa sine forskiellige Trin maa bringes til Anskuelse. Næst efter den finde vi, foruden Marica hvis Charakteer Konsten allerede har uddannet i en Mængde poetiske Former, Apostlerne, Troens Lærere og Helte. De ere det nye Forbunds Annammere, Forkyndere og Udbredere, og staae iblandt de nye-testamentlige Personer paa samme Linie, som Propheterne blandt det gamle Testamentes. Men naar de Sidstes var Forsknings, Længsels og Forventnings Aand, hvormed de skuede hen over Lidelse og Ødelæggelse paa den eneste Gud, Israels Redning; saa er Apostlernes Oplysningens og Troens undervirkende Krafts Aand. Hine mægtige Charakterer, som grublende, sørgende og prophetiserende svæve over en forvirret Tid, var passende til Michel-Angelos Genie; selv en Natur med Urverdenens Krafts skabte han i Sixtina Propheternes og Sibyllernes Idealer, som i kæmpeagtige Forhold og mægtig Bevægelse aabenbare den indre og ydere Storm og Trængsel. Apostlerne har man vel ofte malet og. formet, dog mere i Scener, end som Ideal-Former. Imidlertid har dog det, som Leonardo og Rafael have fremstillet heri, hiin i sin hellige Nadvere, denne i sine Cartons og i Tegningerne til de i St. Vincenzo ed Anastasio alle tre fontane malte Apostelfigurer, der nu ere gientagne i Qvirinal-Capellet, i Almindelighed giældt som Rettesnor for alle Senere. I mange enkelte Apostlers Charakterisering maatte vel saa meget desto lettere noget Vilkaarligt finde Sted, som den hellige Historie ikkun nøie har betegnet de mærkværdigste, og man med Hensyn til de ivrige maa behjelpe sig med Traditionen og Attributer. Det er derfor en Opgave for Konsten i vore Dage endelig at opstille fuldgyldige Idealformer for disse saa vigtige Charakterer. De tvende Apostelfigurer, som Thorvaldsen har fuldendt i Gibs, tidligere end Christus, ere Petrus og Paulus, hver 3 Fod høi, staaende lige op som hiin.

Petrus holder i sin Høire Nøglen, med den Venstre tager han Kappen, som i riig Drapering falder ned over Underklædemonet, sammen over Brystet. Hans Hoved, med korte, men stærke og krøllede Haar og Skiæg, vender sig noget mod høire Side, som om pludselig en mægtig. Tanke opstod hos ham. De skiønne Træk udtrykke Sindelagets Fasthed og Oprigtighed. “Dette er den Klippe, hvorpaa Christus kunde grunde sin Klippe;’” den Simple, Fasttroende, Heftige, ham som Kiærlighed til Gud og til hans Mester var lagt i Hjertets dybeste Grund.

Paulus derimod, en mindre stærk Figur, med kort, stærkt Haar og et langt Skiæg, fremstiller i de magre Træk af sit langagtige Ansigt, i de under den høie Pande dybt liggende Øine, Billedet af sin erfarne ved Philosophie og Meditation høilig uddannede Aand. Med den venstre Haand holder han Sværdet. som han støtter paa Jorden, og over den venstre Arm falder den rige Kappe; med den høire Haand viser han op mod Himlen, hvorfra han modtog det Lys,som han nu med fyrig Tale forkynder Verden.

Begge Charakterer ere forestillede i en Gemyts-Bevægelse, der har en forskiellig Retning mod det Udvortes; hvorved Konstneren ikke saa meget har opfattet begge Apostlerne, hver i sin eiendommelige Art, modtagende Troen i en rolig Begeistring, som i Virksomhed, som dens Lærere og Forkyndere.

I Beklædningen og Draperiet har Thorvaldsen ogsaa her fulgt den kirkelige Stiil. Det er alvorlige, værdige Gevandter, under hvis rige Folder det Nøgne kun viser sig i sine Hovedpartier. Costumet i Almindelighed kan vel antages for saa bestemt, at Konstneren ikke mere tør fjerne sig fra samme.

(Sluttes i næste Nr.)

Generel kommentar

Denne tekst udkom i Nyt Aftenblad 3.7.1824.

Arkivplacering

Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1824, Nyt Aftenblad 3.7.

Emneord

Personer

Værker

A822 Jason med det gyldne skind, Tidligst 19. marts 1803 - 1828, inv.nr. A822
A82 Kristus, Antagelig november 1821 - Senest januar 1822, inv.nr. A82
A59 Johannes Døberen, Tidligst oktober 1822, inv.nr. A59
A508 Alexander den Stores indtog i Babylon, Tidligst 1822, inv.nr. A508
A557 Kristi dåb, januar 1820, inv.nr. A557
A558 Den hellige nadver indstiftes, Tidligst 1820, inv.nr. A558
A98 Jakob den Ældre, Tidligst 19. marts 1821 - Ultimo 1821, inv.nr. A98
A86 Peter, Antagelig 19. marts 1821 - juni 1821, inv.nr. A86
A87 Matthæus, Tidligst 19. marts 1821 - Ultimo 1821, inv.nr. A87
A89 Johannes, Primo 1824 - Senest 1827, inv.nr. A89
A91 Jakob den Yngre, 1823 - Senest 1827, inv.nr. A91
A93 Philip, 1823 - Senest 1827, inv.nr. A93
A96 Thomas, Tidligst 19. marts 1821 - Ultimo 1821, inv.nr. A96
A99 Bartholomæus, 2. august 1823 - 21. december 1823, inv.nr. A99
A101 Simon Zelotes, 1823 - Senest 1827, inv.nr. A101
A103 Paulus, Antagelig 19. marts 1821 - juni 1821, inv.nr. A103
A108 Andreas, 1. marts 1842, inv.nr. A108
A105 Judas Thaddæus, Ca. 28. marts 1842 - 10. april 1842, inv.nr. A105

Sidst opdateret 17.04.2017