No. 8422 af 10318
Afsender Dato Modtager
Adam Oehlenschläger [+]

Afsendersted

København

8.3.1840 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Bertel Thorvaldsen [+]

Modtagersted

København

Modtagerinfo

Ingen udskrift. Tilskrift: Til Thorvaldsen.

Resumé

Et digt til Thorvaldsen i anledning af hans romerske fødselsdag.

Se original

Til
Thorvaldsen

den 8de Marts 1840.

Hæver nu Stemmen froe til Sang!
Vedbend krandsen ranken om Issen fæster!
Atter et Aar har endt sin Gang.
Hil Dig, vor gamle Mester!
Ydun og Brage
Mødte Dig, som i Ungdomsdage.
Ydun smiler, som Phøbus hist;
Hendes Æbler og Egeqvist
Staaer for Laurbærret ikke tilbage.

Klart har Du viist: i Danmarks Lund
Kunsten kan, som i Roma trives,
Naar den flygtige Jordens Stund
Af en Genius atter oplives.
Smiler den Høie
Ikke for Nord, med Guddoms Øie,
Som for det fierne, varme Syd?
Blomsten af en guddommelig Dyd
Maa for Stormvinden ikke sig bøie.

Frelserens Tog til Hæder og Død
Stilled Du frem, med Kors og Palmer.
Aldrig fra flammende Hierte flød
Mere saligt de frommeste Psalmer.
Huldt Han sig vender,
Til sine Kiære Trøsten sender.
Lysten Svaghed sidder ved Skiændslens Maal,
Vasker feigt i en Trælleskaal
Som en Hykler de blodige Hænder.

Men da din Aand fra Himlen ned
Daled, da sank den ei til Støvet.
Hist i Helleners Blomsterbed
Har du ofte saa gladelig tøvet.
Pegasus svæver,
Perseus Helten sin Mø fra Faren hæver,
Uhyret dræbt alt har han Perseus hist.
Amor følger med vanlige List,
Og af Elskeren Perseus Kiærlighed Lønnen han kræver.

Tak! for det Billed du reiste Dig,
Vaulundur! hos din tro Veninde.
Gubben støtter til Haabet sig,
Flere Laurbær vil Meislen vinde.
Tak for den Ære,
Da Du en Giemmer vilde være
Af mine snart forsvundne Træk!
Nu staaer Skialden for Fremtid kiær,
Nu kan Tidens Tidernes Bølger ham bære.

Thorvaldsen Held! I Din Vintervaar
Hilse vi Dig som Offerpræsten!
Titian leved niti Aar
Og saa døde han – rammet af Pesten! –
Nød Dig ei rammer!
Kraftig Du slaaer, som Herthas Stammer
Løb, som Dit ”Aarets Al[x]”, med Priis, [Krafts] Forlis
Løb, som dit ”Aar”, med Ungdom viis, –
Rask paa Skøiter over Din Iis,
Og varm Ynglinger med dine Flammer!

A. Oehlenschläger

Generel kommentar

Digtet er skrevet i anledning af Thorvaldsens romerske fødselsdag 8.3.1840. Det er håndskrevet, men indbundet og på forsiden påført mærkat med trykt tekst: “Adam Oehlenschläger. / Til Thorvaldsen / 1840”. Håndskriften er ikke gotisk, som man ellers ville forvente af en dansk hånd fra denne tid, men tilhører uden tvivl Oehlenschläger, jf. f.eks. dette brev i digtform fra ham til Thorvaldsen eller hans brev af 30.9.1839 til den tyske billedhugger Wilhelm Matthiä. Digtet blev skænket til Thorvaldsens Museum af Dronning Alexandrine i 1950, jf. journalsag 62 1950. Her oplystes det, at Oehlenschläger havde sendt det til Thorvaldsens som en særlig erkendelighed fordi han havde modelleret hans buste året forinden, jf. A226.

Digtet fremhæver bestemte værker, Thorvaldsen havde formgivet på Nysø i løbet af det forgangne år 1839:

  • Vandringen til Golgatha, jf. A560 (vers 3)
  • Perseus og Andromeda, jf. A742 (vers 4)
  • Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde, jf. Nysø1 (vers 5)
  • Adam Oehlenschläger, jf. A226 (vers 5)
  • Nyårets genius, jf. A548 (vers 6)

Selvom digtets første linje antyder det, vides det p.t. ikke om det blev sunget til en bestemt fejring af fødselsdagen. Årligt havde foreningen De danske Romere fejret Thorvaldsens på hans romerske fødselsdag, men en sådan fest kendes p.t. ikke for 1840. Muligvis var der blot tale om en mindre fejring på Charlottenborg, hvor Thorvaldsens veninde Christine Stampe, som også nævnes i digtet, havde taget initiativ til at overraske Thorvaldsen med en gave i form af et møblement til hans bolig på Kunstakademiet, jf. Stampe, op. cit., pp. 56-57.

Digtet er trykt i en lettere forandret udgave i Liebenberg, op. cit., hvor næstsidste vers 5 (“Tak! for det Billed du reiste Dig”) i stedet fungerer som afslutningsvers.

Arkivplacering
m33, nr. 99
Andre referencer

  • F.L. Liebenberg: Oehlenschlägers Poetiske Skrifter, bind 23. København 1861, pp. 1-3.
  • Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912, pp. 42-43.
Emneord
Digte om Thorvaldsens værker · Nordisk mytologi · Nysø · Thorvaldsens romerske fødselsdag 8.3.
Personer
Christine Stampe
Værker
Sidst opdateret 19.11.2018 Print