No. 7914 af 10318
Afsender Dato Modtager
Adam Oehlenschläger [+]

Afsendersted

København

Antagelig 1839-1840, senest 1843 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen kan fastsættes ud fra Thorvaldsens kammertjener C.F. Wilckens beretning, gengivet i Wilckens, op. cit., p. 67-70 (1874), p. 134-138 (1973) og ud fra Thorvaldsens bearbejdning i 1843 af relieffet Kærlighedens aldre, A426, (oprindeligt udført 1824) mhp. på reproduktion i terrakotta, ibid., p. 61-62 (1874), p. 128-129 (1973). Det stammer dermed antagelig tidligst fra 1839 og senest fra 1843.

Bertel Thorvaldsen [+]

Modtagersted

København

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Resumé

Oehlenschläger skriver i digtform et følgebrev til det digt, han har forfattet til Thorvaldsens relief Kærlighedens aldre, A426. Digtets forklarende indhold skal aflaste Thorvaldsen, så han slipper for at bruge tid på at udlægge relieffets motiv for besøgende.

Se original

Min gamle, unge, dyrebare Ven!
Her har du Digteren igien.
Tilgiv at jeg – maaskee lidt mat –
Dit Basrelief i Vers har oversat.
Hvis over Billedet du Verset nu vil sætte;
(:For Guds Skyld, misforstaae ei dette!
Jeg mener, – du forstaaer mig nok:
Et svageligt Papir kun over Marmorblok;
Thi kom det neden, hvad min Griffel præger
Saa knuste Thorvald Oehlenschläger:)
Men dersom Verset over Stenen staaer
Det læses kan af Folk, som kommer og som gaaer,
Og du ei nødig har for hver en Skare
Det hulde Billed atter at forklare!

Din
[A] Oehlenschläger

Generel kommentar

Det humoristiske digt er Oehlenschlägers følgebrev til det egentlige digt, som han havde forfattet som forklarende værktekst til Thorvaldsens meget populære relief Kærlighedens aldre, A426. Tanken var, at digtet ophængt ved relieffet kunne erstatte Thorvaldsens mundtlige udlægning for de mange besøgende i hans værksted på Charlottenborg, så billedhuggeren i stedet kunne koncentrere sig om sin egen værkproduktion.


Læs Oehlenschlägers digt om relieffet her, hvor også Thorvaldsens kammertjener C.F. Wilckens beretning om digtets tilblivelse kan læses.

Arkivplacering
m33, nr. 8
Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Andre referencer

  • Carl Frederik Wilckens: Træk af Thorvaldsens Konstner- og Omgangsliv, samlede til Familielæsning, København 1874; genudgivet under titlen: Thorvaldsens sidste år. Optegnelser af hans kammertjener, København 1973. Digtet citeret p. 68-69 (1874), p. 135 (1973) med få variationer, primært ift. tegnsætning.
Emneord
Digte om Thorvaldsens værker · Digte til Thorvaldsen · Dus med Thorvaldsen · Relieffer, allegorier · Thorvaldsen og forfattere · Thorvaldsen om sin kunst · Thorvaldsens værksteder, besøg i
Værker
Sidst opdateret 02.02.2017 Print