Til Hygea
Du, hvis sneehvide Arm det styrkende Sundhedens
Bæger,
Fyldt med helbredende Saft, omsnoet af Visdoms
Symbol,
Rækker smilende hen til den blege, vansmægtende
Læbe,
Og, som med Gudernes Drik, nyskaber svindende
Kraft,
Svæv til vor Torvaldsen ned, af brændende Bønner
paakaldet!
Skjænk ham Legemets Kraft! Aanden er fyrig og
stærk.
Dog – som Harpocrates – Du, med Fing’ren paa Læben
paabyder
Taushed, tydende hen paa et ufor[xxxx]ligt
Raad.
Du er kun Skyggen af Ham, i hvem Alt lever og
røres;
Thi forstummer Du taus, hyllet i Tabelens Slør.
Hør du vor brændende Bøn, o Du som kan høre
og raabe!
Byd, som ved Ordet Du bød fordum: Jeg vil det,
Vær sund Rask!