Et Meteor fremstod paa Nysøes Himmel,
Dets hulde Lys blev søgt af Egnens Vrimmel;
Tilfredsheds milde Straaler fra den Planet gik ud
De lyste med en Solglands, som var de sendt fra Gud,
Favre Ord saa ofte har os moret,
I deres Sted vi nævne Meteoret:
Thorvaldsen!
Ja ædle Thorvald, tak for det vi skylde.
Din høie Konst; dog tillad at vi hylde
De Straaler som fra Hjertet i renest Glands udgik,
Som svæver om Din Pande, som lyser i Dit Blik,
Din Konstner-Iid vel Konstner-Sandsen fatter,
Men hver med Følelse og Hjerte skatter
Thorvaldsen!
Men og Din Konst har efterlad et Minde,
Som Børnebørn skal uskatte[e]rlig finde
Som et Klenod paa Nysøe. – Naar vi er under Muld
Vil Gibset Du berørte, dem vorde luttret Guld.
Din høie Aand vil Borgen huldt omsvæve –
Den Scene vorde fjern – end længe leve
Thorvaldsen!