Indbydelse
til
Thorvaldsen.
Til Sophienholm.
Der ligger et Fee-Slot i Skoven lun,
I Haugen med Rose og Lillie,
Der boede engang Frederikke Brun,
Men nu? Ak nu det beboes kun
Af en ganske simpel Familie.
Per Madsen, som dengang for Dagleier gjaldt,
Men nu som Gartner er æret,
(Thi Tidens Forandring har viist sig i alt)
Per Gartner – altsaa – mig tit har fortalt,
At du paa Stedet har været.
Han har paa Æselet – à la Spansk
Dig trukket med Frederikke,
Og hørt hende tale dig til paa Fransk;
Men at du svarede dog paa Dansk!
Det Dansken glemmer dig ikke!
Men – for at komme til Slottet igjen;
Thi det er med det, vi begynde –
Da veed jeg, at hver den, som kom derhen,
Maa være Slottets og Egnens Ven;
Derfor ogsaa Du maa det ynde.
See! Slottet det staaer, og Træerne groe,
Det kunde ei Tiden forandre;
Men Folkene, som nu paa Slottet boe,
De ere vel simple; men Du kan troe:
At Sands de ha’ som de Andre.
De Danske, som drog’ Dig i Axels Bye,
De boe overalt her i Landet.
De føle med Stolthed: at Danmarsk Ry,
Der ikke er vundet i Vaabengny,
Kan maale sig vel med hvert andet.
See! der man visselig veed, til hvem
Vi Danske vor Hæder nu skylde.
O! Thorvaldsen! vil Du besøge dem?
Og vilde Du gjensee mit yndige Hjem,
Og lade de Glade Dig hylde?
Det Navn, som du frelser fra Glemselen,
Du der vilde levende finde,
Og Datteren af en gammel Ven,
(Hvis Gravstik du muligt kan kjende igjen)
Mit Fee-Slots, min Harpes Gudinde.
Kjøbenhavn, den 13de Februar 1840
Ph. Julius Knudsen