No. 606 af 10318
Afsender Dato Modtager
Bertel Thorvaldsen [+]

Afsendersted

Rom

Afsenderinfo

Rødt laksegl: Thorvaldsens eget segl, buste på termefod, påskrift f.o.: [T]HORVALDSEN
Poststempler: ROMA og HAMBOURG B.G.D. 5 Mars 1807

16.2.1807 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

C.F. Hansen [+]

Modtagersted

Altona

Modtagerinfo

Udskrift: A Monsieur Monsieur Hansen architecte de la Cour et proffesseur / de l’academie des Beaux-arts a / Copenhague par Hambourg / à Altona / Franca Trento

Resumé

Thorvaldsen foreslår motiver fra græsk mytologi til reliefferne på facaden af Christiansborg. Han ærgrer sig over, at statuerne af Solon og Lykurgos til Råd- og Domhuset ikke skal udføres i marmor. Til medaljonerne og frontonen samme sted, forestiller han sig motiver, der har med lovgivning at gøre.
Han kan først begynde sit arbejde, når han har modtaget et forskud, men har dog bestilt marmor til medaljonerne til Christiansborg.

Se original [Translation]

Rom d 16de Febrarj 1807

Jeg har modtaget Hr Professorens meget ærede Skrivelse af 31de Decembr angaaende de Arbejder til det Kongelige Slot og Raadhuus som De med den Høye Commission behager at værdige mig –
Det er mig saare smigrende at Valget af Sysetterne overlades til mig selv – for at opfylde den Høye Commissions Forlangende med Allegoriske Sysetter i Medaillionerne til Slottes mener jeg at gjøre Brug af den Græske Mytologie, saa som samme er den mest cultiverde og følgelig den værdigste for Konsten
Jeg beklager blot at den smukke Idee med de tvende ærværdige Lovgivere saa caracteristiske Figurer og smukke Custymer, dertil saa heldigen anbragte ikke skal udføres i Marmor. I Medaillionerne over disse tænkker jeg at være passende at caracterisere en hvers Love. Og i Frontespitsen et Sysjet som giver Idee om den udøvende Lovgivning – Disse Ting til Raadhuuset skal jeg efter Forlangende gjøre Modellerne til, og fremdeles med Fornøyelse begynde paa disse Arbejder saa snar den høye Commission sætter mig i Stand der til ved snarest mulig at forstrække mig med Forskud – Thi der bøer strax forlanges Marmor da det er ofte meget vanskelig at bekomme; Til et hver basreljef Udførelse behøves en Mand daglig; Og skal jeg opfylde den høye Commissions Forlangende saa ufortøvet at begynde disse Ting nødsages jeg til at levne Tiid fra mine bestilte Arbejder hvis fulde Betaling jeg ikke hæver før Samme ere fuldendte – De seer følgelig heraf: at det ikke er mig mulig paa andre Vilkaar at begynde paa de forlangte Arbejder: end at den høye Commission bestemmer her hos en Banquer omtrendt et tusende Piaster hvoraf jeg kan hæve lit efter lit for ikke ved tabet af Breve eller V[e]xel at blive opholdet i Arbejdet.
Jeg anbefaler mig her ved Her Professorens Venskab og den høye Commissions Bevaagenhed; da jeg er fuldkommen overbevist om at De indseer at jeg med den beste Villige til at giøre alt muligt for min Konge og mit Fædreneland ikke er i Stand til paa anden Maade at see dette mit kiæreste Ønske opfyldt
Til behagelig Efterretning lader jeg her med Hr Professoren viide at jeg allerede til de forlangte Ba[srelje]fer til Slottet haver bestilt Marmor paa det a[t ikke] Mangel af samme skulde forhindre mig at opfylde Der[es] Ønsker – Deres ærbødige beredvillige

Tiener

B. Thorvaldsen

Generel kommentar

Dette er Thorvaldsens svar på den første bestilling af værker fra den danske stat, som C.F. Hansen havde fremsendt med sit brev af 31.12.1806.
Der findes et udkast til dette brev. Der er kun små forskelle mellem udkastet og brevet – kun dér hvor Thorvaldsen beder om 1000 piastre i forskud stiller han højere krav og formulerer sig en smule mere kontant i udkastet. Her beder han om “et tusinde [piastre] aarlig, til de løbende Udgifter, og at en Banquer har ordre til at betale Marmor naar ieg fordrer det”. Som det ses ovenfor, kræver han ikke 1000 piastre hvert år og lander på en blødere formulering mht. udbetalingen af pengene.


Men brevet bærer dog stadig overordnet præg af Thorvaldsens kunstneriske selvbevidsthed. Han siger ikke tak med ét ord for de ellers ærefulde opgaver, C.F. Hansen har bedt ham løse, og med henvisning til sine andre opgaver, behandler han den danske stat som en hvilken som helst af sine andre bestillere. Han er dog er villig til at rykke Danmark frem forrest i opgavekøen, hvis – og kun under dén betingelse – han modtager et anseeligt forskud.
Thiele II, p. 73 mener, at forklaringen på Thorvaldsens reaktion var, at bestillingerne ikke blev, som han “havde haft Grund til at vente”, se mere om dette i Bestillingen til Christiansborg.

Brevet er ikke en del af Thieles oprindelige brevfund (se Arkivets historie). Det blev først erhvervet til Thorvaldsens Museum 1876, jf. jour.nr. 6a 797/1876 og 807/1876.
Brevet er f.n.t.v. forsynet med Slotsbygningskommissionens journalnummer Litr A nr 461.

Arkivplacering
m28, nr. 5
Dokumentstatus
Færdigt egenhændigt dokument
Thiele
Thiele II, p. 76-77.
Emneord
Bestillingen til Christiansborg · Bestillingen til Råd- og Domhuset · Kunstnerisk frihed · Relieffer, allegorier · Relieffer, antik mytologi · Statuer, antik mytologi · Thorvaldsen om sin kunst · Thorvaldsens fædrelandskærlighed · Thorvaldsens samarbejde med arkitekter · Thorvaldsens værker, betaling for · Thorvaldsens værker, idéudvikling af
Personer
Slotsbygningskommissionen
Værker
Sidst opdateret 04.03.2016 Print