Arkivet, Thorvaldsens Museum

[...] Thorwaldson glæder os alle; jeg seer ham jævnligen, saa ofte som denne Tids Pinagtighed (for mig) vil tillade. Det fornøjer mig især, naar jeg er alene med ham og vi da ret kunne snakke omkring, at bemærke at han slet ikke er bleven gammel, hverken i Meninger eller i Phantasie, enddog den sjeldne Mand er i sit 70de Aar – og syvti Aar er Livets Maal. Det har meget fornøiet mig, at han synes saa godt om den lille Fru Hall og at han flere Gange, og endnu i Dag har ytret, at hun længes efter at giøre Bekjendtskab med min Rikke – dog smigrer jeg ham ikke med noget Haab i den Henseende efterdi min egen kjære Rikke nu vel har indrettet sig for bestandig paa det elskelige Iselingen (og jeg fortænker hende ei deri, thi der er meget bedre end paa den flade Nørregade) indtil hun mit Allem drager til Laurvig.
[...]