Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 7697 af 10178
Afsender Dato Modtager
A.S. Ørsted [+]

Afsendersted

Antagelig Roskilde

Antagelig 29.10.1838 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringsbegrundelsen er under udarbejdelse.

Jonas Collin [+]

Modtagersted

Antagelig København

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Resumé

Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.

Se original

ad S. 2 No 4. Skjøndt mange af dem, der have været særdeles virksomme for det Thorvaldsenske Museum, have meget imod enhver Betaling, der skulde ydes til Samme, saa turde der dog være overveiende Grunde for, at en saadan fordres. Det vil neppe heller blot være Lønning til en Tilsynsmand men ogsaa adskillige andre Udgivter f.Ex. til Reparationer paa Bygninger, Inventarium vel og stundom paa Kunstværkerne selv, hvortil der maa giøres Udvei. Men det vilde maaskee være Hensigtsmæssigt, om der blev sat en Grændse for den Betaling, som Magistraten maatte bestemme, i hvilken Henseende muelig den, der erlægges for Adgang til Kunstacademiets Udstillinger, kunde tjene til Regel, dog at den hellere maatte sættes noget lavere. Det vilde vel og være passende, at der gaves dem, som have ydet mere betydende Bidrag til Museet, fri Adgang enten for stedse eller for visse Aar i Forhold til Bidragets Størrelse; dog kunde det vel være nok, at dette blot i Almindelighed blev antydet i Testamentet, og den nærmere Bestemmelse overladt til Magistraten.

S: 3. Saavel her som paa flere Steder indskrænkes de Bestemmelser, som ere givne til Fordeel for Frue Paulsens Børn, til dem, der maatte være avlede i Ægteskabet med hendes nuværende Mand. Men det er vist ikke Hensigten at udelukke de Børn, som hun maatte faae i et tilkommende Ægteskab, hvorimod Udtrykkene vise, at det kun er de børn, Oberst Paulsen maatte avle i et tilkommende Ægteskab, der udelukkes, hvilket for Resten ikke behøvede udtrykkelig at bestemmes.

S. 3 – 4. Det kunde være ønskeligt, om Thorvaldsen vilde betroe Nogen den Myndighed at erkjende de Papirer, der fremkomme som skrevne og underskrevne af ham, hvilket naturligst maatte være de Executorer, som det vil blive fornødent at indsætte, eller at i al Fald den Skrivepult, hvori de Optegnelser skulle findes, der efter Testamentet skulle gjælde som gyldige Dispositioner, nærmere betegnedes, dette sidste med særdeles Hensyn til, at han mulig ved sin dødelige Afgang kunde paa forskjellige Steder efterlade et saadant Meubel, hvori mulig falske Dokumenter kunde nedlægges. Om det er hensigtsmæssigt at røre herved, eller om det maaskee maatte befrygtes at opvække en Ængstelse og Raadvildhed, som kunde standse den hele Testationsact, maa henstilles til deres Overveielse, som nærmere kjende Thorvaldsen.

S. 4 – 5 Den her fremsatte Bestemmelse turde neppe stemme med Thorvaldsens Hensigt. Ifølge Samme kunde, naar en af Linierne uddøe, den største Deel deraf tilfalde en enkelt af de andre, blot fordi der i det Øieblik i hiin enkelte Linie var et større Antal af Arvinger, og navnlig af saadanne, der ere nærmest i Grad (thi der skal arves in capita), uagtet der i en anden Linie kan være en talrigere Descendents. Den Linie, hvori der alene gaves Arvinger i fjernere Grader, synes endog at blive aldeles udelukt.
Naar saaledes den ene Linie uddøer paa en Tid, da der endnu er en Søn eller Datter af Frue Paulsen i Live, men hendes øvrige Børn ere døde efterladende sig Afkom, saa synes hiin første at maatte tage det Hele, og skulde paa den anden Side Dispositionen kunne fortolkes saaledes, at Descendenterne i de øvrige Linier skulde kunne kaldes til Arv in capita tilligemed det endnu levende Barn af Frue Paulsen, saa vilde det ikke være mindre unaturligt, om dette, der maaskee havde mange Børn, skulde kun tale lige Lod med enhver af de fjernere Descendenter, som fandtes i de øvrige Linier. Det er uden Tvivl nærmere Thorvaldsens Mening, at denne Linie tilkommende Rente efter dennes Død skal deles ligelig mellem de andre Linier og atter deles mellem dennes forskjellige Medlemmer i Forbindelse med dens oprindelige Anpart. Men i det Hele turde det ikke være hensigtsmæssigt at gjøre en Capital, der ikke er større, til et evigt og dog deleligt Fideicommis, da i Tidens Længde Portionerne kunne blive saa ubetydelige, at de ville kun yde et lidet Bidrag til Nydernes Subsistents, foruden at det, hvis Descendentsen blev talrig og meget forgrenet samt adspredt paa forskjellige Steder, ofte kan blive vanskeligt at faae tilstrækkelig Oplysning om de til enhver Tid berettigede Personer. Maaskee vilde Thorvaldsen, naar han blev gjort nærmere opmærksom paa Følgerne, hellere indskrænke sig til at gjøre Capitalen fast blot for Frue Paulsen og hendes Børn, men efter disses Død lade deres Lodder gaae i Arv paa Lovens almindelige Maade, hvori dog kunde gjøres den Undtagelse, at naar Nogen af dem døde uden Børn, skulde dennes Andeel af den udsatte Capital hjemfalde til de øvrige.

S. 5 – 6. Efter Thorvaldsens Død maa vel uden Tvivl de Penge eller Penge-Effecter, som han efterlader sig, og hvorover ingen anden Disposition er gjort, navnlig og den i det Donnerske Huus indestaaende Capital, inddrages for paa et sikkert Sted og under en paalidelig Admininstration at bevares og gjøres frugtbringende, og Renterne deraf anvendes efter Testators Hensigt. Capitalens Indsættelse i Nationalbanken turde imidlertid ikke være det Hensigtsmæssigste, da man neppe derfra kan vente den sædvanlige gangbare Rente, ligesom Nationalbanken ikke kan paatage sig nogen Undersøgelse af hvem der til enhver Tid ere de renteberettigede og hvor stor hvers Anpart er. Jeg skulde holde det for rettest, at Capitalerne bleve indsatte i Kjøbenahvns Overformynderi; men det vilde endda maaskee være fornødent, at Nogen blev udnævnt til at modtage Renterne og fordele dem mellem de berettigede, da Magistraten neppe kunde paatage sig dette. Den eller de Mænd, som skulde have denne Forretning, der maaskee vilde medføre ikke faa Bryderier, og hvilke tillige hensigtsmæssig kunde indsættes til som Exsecutores testamenti at besørge det Fornødne i Henseende til de efterladte Midlers Realisation og Anbringelse paa den i Testamentet bestemte Maade, kunde Thorvaldsen udnævne blandt sine Venner. Men der maatte tillige bestemmes, hvorledes de Udnævntes Pladser kunde recruteres, hvilket enten kunde overlades til de saaledes indsatte Exsecutorer paa den Maade, at den eller de tilbageværende kan vælge en Anden, eller og til en eller anden offentlig Autoritet, hvilket dog i Tidens Længde vilde være nok saa betryggende. Ogsaa kunde det mulig bestemmes, at Magistraten eller en anden Autoritet skulde bekræfte det Valg, som vedkommende Exsecutor gjorde. Vanskelighederne ved at ordne alt dette vilde naturligviis blive mindre, naar det Baand, der lægges paa Capitalen, saaledes som foranført, indskrænkes til een Generation, end om det skulde vedblive i det Uendelige, og det vilde neppe i det sidste Tilfælde kunne undgaaes, at der blev bestemt et Honorar for Exsecutorerne.

S. 6. Hvad angaaer den Bestyrelse af Renterne, der tillægges Oberst Paulsen, saa turde det mere svare til Hensigten, at den hvad Sønnerne angaaer blev indskrænket til deres Umyndighed d: e: til Opnaaelsen af 18 Aars Alderen end, saaledes som det hedder i Testamentet ”at lade den vedblive saalænge de ere Mindreaarige d.e. under 25 Aar. Dette synes at fremgaae af de tilføiede Ord ”at opdrages og underholdes paa hans Bekostning”. Ogsaa vilde det vel stemme med Hensigten, at heller ikke de ugifte Døttre bleve for bestandig bundne til Faderens Værgemaal, men at en vis Alder f.Ex. 20 Aars Alderen blev sat til Grændse i al Fald saaledes, at de, efter af den danske Regjering at have erholdt Myndighedsbevilling, da selv under en Curator kunde nyde deres Renter, noget, hvortil ingen Bevilling kunde forhjælpe dem, naar det ligefrem blev ved Conceptet.

Endnu ere dær nogle ikke betydelige Forandringer i Conceptet, som jeg har antydet med Blyant. Med Hensyn til disse skal jeg blot navnlig bemærke, at de parenthetisk anbragte Udtryk ”af hvilken Embedsstilling jeg ingensinde er udtraadt” ikke forekomme mig i noget Tilfælde at kunne bestyrke Thorvaldsens Egenskab som dansk, om denne skulde blive angreben fra den pavelige Regjerings Side. De vilde maaskee snarere betragtes som et Tegn paa, at han selv har havt Tvivl i denne Henseende. – Iøvrigt maa jeg henholde mig til hvad jeg tidligere har bemærket om Ønskeligheden af, at man kunde faae en aldeles positiv Erklæring fra den pavelige Regjerings Side af, at Thorvaldsen betragtes som dansk Mand, der kun som Gjæst har havt Ophold i Rom. Det synes, at han selv lettest kunde bevirke dette, i al Fald naar han erklærede, at han ellers vilde forlade Rom. Men maaskee Man uden dette vil kunne være sikker, hvilket Thorvaldsen selv bedst kan bedømme. Om nogen Decimation vilde finde Sted i Rom, hvis Thorvaldsen der endte sine Dage, vil uden Tvivl den østerrigske Legation efter denne Stats mange Forhold til det pavelige Territorium kunne give Underretning om. Finder en saadan Afgift Sted, bør der vistnok arbeides paa, at den for dette Tilfælde eftergives, hvilket maaskee bedst kunde skee ved med det pavelige Hof at indlede en Underhandling om Decimationsafgifternes gjensidige Ophævelse. Hvorledes dette skulde udføres, maatte Departementet for den udenlandske Sager bedst kunne bedømme. Forresten er det meget muligt, at der i Rom ingen Decimation finder Sted, da det ikke er usandsynligt, at Man, for at holde paa de mange Fremmede, som kunne have Lyst til et langt Ophold i Rom, har givet Slip paa saadan Fordring.

Confirmation paa Testamentet vil være fornøden. Det turde iøvrigt ikke være uhensigtsmæssigt fra Testamentets øvrige Indhold at udskille den Deel af samme, der indeholder Donationerne til Kjøbenhavn og som Thorvaldsen neppe vilde have noget imod at udfærdige under Navn af Gavebrev. At meddele Paulsen Underretning om Testamentet er overflødigt og er maaskee ikke tilraadeligt.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Oprettelse, 84i
Emneord
Kunstakademiets udstillinger
Sidst opdateret 25.10.2013 Print