No. 10287 af 10318
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Fædrelandet
NN
24.5.1859 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Thorvaldsens “Christus”.

–––––––––

Thorvaldsens Biograph fortæller, at Mesteren gjorde fem Modeller, forinden han ret tilfredsstillede sine egne Fordringer ved den Figur, som nu staaer paa Alteret i Frue Kirke. I hans Museum finde vi tre af disse Forarbejder, hvoraf dog kun det ene, den lille, omhyggelig udførte Statue Nr. 83, som staaer i Samlingen af hans Skizzer i anden Etage, synes at betegne en Retning henimod den Idee, som udtaler sig i den store Statue. I een Henseende har Kunstneren i denne mindre Statue endogsaa fuldkomment naaet sit Maal, nemlig i den sindrige og dog saa naturlige Maade, hvorpaa det menneskelige Legemes symmetriske Architektur er benyttet til at udfylde Rummet, og som strax ved den første Beskuelse tiltaler Øiet paa en behagelig Maade, hvilket, langt fra at lægge Baand paa Figurens frie, udtryksfulde Bevægelse, tvertimod understøtter denne; men dog vil man, ved nærmere at gaae ind paa denne lille Figur, finde en afgjørende Forskjel i det egenlig Betydningsfulde, det Plastiske. Den gjør et Skridt frem, hvorved Brystfladen bliver det mest Fremtrædende paa Figuren, og den retter Blikket lige ud. Den store Figur gjør et Skridt tilbage, og rækker Hænderne længst frem, den bøier Hovedet og vender Blikket ned imod sin egen Favn. Og det er netop dette, at den aabner sin Favn, der giver hele denne Skikkelse dens Betydning. Det er derved, at der er vundet saa uendelig Meget med Hensyn til Ideens Værd og Gehalt, til Tankens Inderlighed og Dybde. See vi tilbage til den lille Figur, da staaer den, sammenlignet med denne, næsten kold og flad; det ligger ikke alene i de mindre Dimensioner, at den savner den stores mægtige Majestæt og, man kunde fristes til at sige, Guddommelighed. Alt har i den store naaet til større Klarhed og Fuldkommenhed, endogsaa Gevandtets Drappering understøtter hos denne langt bedre, end hos hin, hele Bevægelsen. Og er det ikke paafaldende, at denne overordenlige Simpelhed og Enhed, denne fuldkomne Underordning af Midlerne under det ene Maal, denne Varme og Styrke i Tankens Gjengivelse, som sætter denne Statue over alle Mesterens andre Arbejder, først er naaet gjennem en Labyrinth af Tvivl og Vanskeligheder, som vilde have gjort en ringere Konstner kold, og have ladet ham tabe Maalet af Sigte!

J. M. Thiele omtaler i sit Værk: “Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker”, anden Del, Side 91, denne Statue paa følgende Maade: “Denne Fremstilling af den opstandne Seierherre over Døden og over Graven træder her forklaret ind i Midten af de forsamlede Apostle med den Hilsen: Fred være med Eder!” — og efter videre træffende at have beskrevet den, slutter han: “Begge Armene ere indbydende udstrakte, og Hænderne, som bære Sporene af Korsets Nagler, kalde Alle dem, som arbejde og ere besværede, til hos ham at søge Hvile.” Omendskjønt det næsten er umuligt at tænke sig, at Nogen, som har en Følelse for dette Værks Betydning, endsige da en Forfatter, som er saa fortrolig med Thorvaldsens Konst, som Thiele, kan have seet feil paa, hvad Statuen forestiller, saa seer man dog let, at der i det mindste i hans Fremstilling ligger en uforstaaelig Modsigelse. Det Motiv, at Christus efter sin Opstandelse kommer gjennem lukte Døre til Apostlenes Forsamling, og hilser dem med de Ord: “Fred være med Eder!” (Lucas 24, 36; Johannes 20, 19) kan dog umulig forenes med det, at han indbyder Alle dem, som arbeide og ere besværede, til hos ham at søge Hvile (Matthæus 11, 28). Det første Motiv er Christi Hilsen særlig til Apostlerne; men Christus i Frue Kirke vender sig jo ikke mod Apostlerne, som desuden slet ikke ere fremstillede i den i Evangeliet angivne Situation: han vender sig mod Kirkens Indgang, mod den indtrædende Person. Og selv om man forstaaer Thieles lidt uklare Ord saaledes, at man opgiver at holde fast ved den historiske Situation, idet jo enhver kirkebesøgende Christen kan tilegne sig Christi Hilsen og Fredlysning, saa synes dog det andet Motiv: “Kommer til mig!” at være langt mere energisk, langt mere at udfolde den guddommelige Kjærlighed og Naade og at have langt større universel Betydning. Alle, som ret have havt Glæde over denne Statue, ville vistnok holde udelukkende paa Motivet: “Kommer til mig!” Han aabner jo sin Favn, han kalder os, der arbeide og ere besværede til sit Hjerte, hvor kan der være Tvivl derom! Kunde Konstneren have talt tydeligere, end han har gjort? Saaledes er Motivet ogsaa forstaaet af den — jeg veed ikke, hvem — der har sat Evangeliets Ord paa Piedestalen i Frue Kirke, og af Professor L. Müller i hans Catalog over Thorvaldsens Værker i hans Museum. Derimod er Motivet i den lille Statue upaatvivlelig: “Fred være med Eder!” (naturligvis ikke med Apostlerne, men med Beskuerne). Der er Noget ved den Maade, hvorpaa han træder frem, ved hans ejendommelig oplivende Udtryk, som synes at tyde paa en pludselig Fremtræden paa Alteret, der minder om den Opstandnes Aabenbaring gjennem lukte Døre; i Modsætning til den større, som staaer fast og rolig paa sit Stade og venter paa, at man skal følge Kaldelsen. Ved at sammenholde disse to Fremstillinger seer man ret den i Henseende til Plastiken uforenelige Forskjel mellem de to Motiver, at Christus byder sine Gjæster til Sæde i sit Hus og lyser Fred over dem i det Øieblik, de træde derind, og at Christus kalder de Arbejdende og Besværede til sig (ɔ: i Plastikens Sprog til sit Bryst), for at de der kunne finde Hvile. Sligt lader sig vanskeligt bevise, det kan vel paavises i det Enkelte, men den fulde Overbevisning derom faaer man kun ved at overlade sig til det Indtryk, som Konstværkerne selv frembringe.

Men disse Naglegab i Hænder og Fødder og dette Spydsmærke i Siden, antyde de dog ikke, at Christus her er fremstillet i Tiden efter hans Korsfæstelse og Opstandelse? Gjælde de ikke som haandgribelige Beviser imod Motivet: “Kommer til mig!” der er hentet fra et Tidspunkt i hans Liv, som falder længe før Korsfæstelsen? Denne tilsyneladende Modsigelse mellem de ydre Kjendemærker og det indre Motiv leder os til det Spørgsmaal, hvorvidt det Historiske, det Fortællende, og paa den anden Side det Beskrivende, det Malende, spiller nogen Rolle i dette Konstværk; og det turde til Klaringen af dette Spørgsmaal være gavnligt at vende Blikket mod nogle faa Statuer, i hvilke netop disse to kunstneriske Momenter have den afgjørende Betydning. Saaledes Thorvaldsens fortræffelige Merkur, Argusdræberen. Hvis vi ikke forstaae Fortællingen, det Episke, i denne Figur, forstaae vi Intet, vi, som ikke ere Folk af Faget og ikke kunne trøste os ved Beundring over Kunstnerens “mageløse Kjendskab til det menneskelige Legemes Former, over hans uforlignelige Technik,” kort sagt; over hans Midler til at frembringe den tilsigtede Virkning, men som ville glædes og varmes af Virkningen selv. Og den, som har lidt Phantasi, en aldeles nødvendig Betingelse for at forstaae et Konstværk, vil da lettelig see, at den listige Merkur har brugt den Rørfløite, som han lige har taget fra Munden, til at bedaare Argus, han vil see den søvndyssede Argus ligge for hans Fødder, han vil see, at Merkur om et Øieblik vil have myrdet den Sovende med det Sværd, som han nu er i Færd med at lokke ud af Skeden. Og dog seer han hverken Fortiden eller Fremtiden, men kun eet Øieblik af den hele Begivenhed, han seer heller ikke den sovende Argus, han seer kun Merkur, i hvis øjeblikkelige Bevægelse Kunstneren har sammentrængt det, som er udenfor den, baade i Tid og i Rum. Saaledes ogsaa i Bissens Orestes, som for nogle Aar siden var at see paa Udstillingen, og som nu har faaet sin Plads i det nye “Kunstmuseum”. Han har for nogle faa Øjeblikke siden dræbt Moderen med den Dolk, som han har i Haanden; han seer Furierne svævende for sine Øine, og jaget af dem begynder han sin usalige Flugt, som vi let see først kan ende, naar han har naaet Helligdommen og kastet sig i Armene paa Guden. Men med vore legemlige Øine see vi hverken Moderens Lig, og — hvad godt og rigtigt er — heller ikke Furierne, ligesaalidt hans Fremtids Skæbne, vi see kun hans forfærdede, ilende Skikkelse, og den fortæller os det Hele. I disse Statuer — og Exemplernes Mængde vil være let at forøge — er det Begivenheden, det Fortællende, hvorpaa det afgjørende Eftertryk hviler; som Exempel paa en, hvor det Malende, det Beskrivende spiller Hovedrollen, kan anføres Thorvaldsens “Hyrdedreng”. Han sidder træt og hvilende i et arkadisk Landskab, hans Faar græsse omkring ham; men han selv er mindre bekymret for dem end aarvaagne Hund ved hans Side. Solen staaer høit paa Himlen; det er, som om man følte dens varme Straaler. Men ogsaa her er Alt samlet i de levende Figurers, Drengens og Hundens, Bevægelser; og det er netop Billedhuggerens Konst, at nedlægge alt Det, som væsenlig hører med til hans Idee, alene i den levende Skikkelses Bevægelse. I Billedhuggerkonsten, ligesaavel som i Digtekunsten, er det ofte en afgjørende Fordring til Beskueren, at han skal “læse mellem Linierne”, at hans Phantasi skal løfte den Skat, som Konstneren har givet, rigtignok kun middelbart, men med fuldt saa megen Bevidsthed, som det han har givet umiddelbart. Gjør han ikke det, saa illuderes han ikke, saa forstaaer han ikke, og saa glædes han ikke.

Det er nu let at see og heller ikke vanskeligt at paavise, at Christusstatuen — vi tale fra nu af kun om den store paa Alteret i Frue Kirke — ikke kan høre ind i Rækken af disse malende eller fortællende Statuer. Det er der, saavidt vides, heller ikke Nogen, som har paastaaet; Thiele benegter det endogsaa ligefrem, idet han siger, at Konstneren under sine Tvivl og Vanskeligheder “syntes fuldkomment bestemt paa, at dette Billede ikke skulde vise Frelseren i nogen særegen Handling” — maaskee nøjagtigere i nogen historisk Situation — “det skulde være som en Aabenbaring af det guddommelige Væsen under et Menneskes Skikkelse, forklaret i Døden og forherliget ved Opstandelsen.” Det er disse Ord, som, sammenholdte med Forfatterens tidligere anførte Ord om Motivet: “Fred være med Eder!”, synes at vise en Modsigelse, eller i alt Fald en Uklarhed.

Christusstatuen kan ikke, saaledes som Hyrdedrengen, male et Landskab uden om sig, fordi Naturen, Landskabet, aldeles ikke har nogen Del i dens Idee. Hyrdedrengen er afhængig af Naturen, Naturen paavirker ham; men Christus er hævet over den, han er ligegyldig for den; og derfor kan han ikke ud af sig selv skabe nogen ny Baggrund for sig selv; han har ingen anden end den virkelige; han staaer ogsaa, saalænge han er belyst af Illusionen, virkelig paa Alteret i Kirken. Ligesaa lidt fortæller han nogen Begivenhed; thi idet han vender Blikket imod den, som træder ind i Kirken — og alene dertil er han af Konstneren bestemt og udført — saa corresponderer han alene med ham og retter sin indtrængende Fordring til ham; han bliver altsaa, i det Øieblik jeg beskuer ham, samtidig med mig, og træder, idet han ikke skaber sig selv nye og fremmede Omgivelser, op med Fordring paa at erkjendes for den virkelige Christus af mig. Vel tilfredsstilles han, ligesom de andre Statuer, kun af Noget udenfor ham, noget Andet end ham selv, men dette Nye, dette Udfyldende, er ikke Andet end mit personlige, levende Jeg. Men saa er han jo ikke den historiske Christus, der levede og lærte, blev korsfæstet og forlod Jorden for 1800 Aar siden, saa er han den endnu levende Christus, Kirkens Herre, “forklaret i Døden og forherliget ved Opstandelsen”; men ogsaa for ham gjælde jo de Ord: “Kommer til mig, alle I, som arbeide og ere besværede; jeg vil give Eder Hvile.” Og saa ere Naglegabene og Spydsmærket lette at forstaae; thi den Christus, som nu styrer sin Kirke, er jo den samme, som for lang Tid siden blev korsfæstet for os. De ere religieuse Symboler, men ikke historiske Tidsangivelser.

Af det nys Anførte er det klart, at en nu levende Maler, som har gjort det Forsøg at overføre denne Skikkelse paa et Maleri, bestemt til en Altertavle, har begaaet en besynderlig Feil. Thi idet Maleriet giver Figuren en Baggrund, forskjellig fra de virkelige Omgivelser, flytter det jo Figuren bort fra Kirken, og forhindrer dens umiddelbare Forhold til Beskueren. Og det er jo netop dette umiddelbare Forhold, der giver denne Skikkelse dens uimodstaaelige Magt. Ligesaa forunderligt er det, at Nogen kan finde Fornøjelse i en lille Copi af dette Værk, udført i Biscuit i en dukkeagtig Maalestok. Ved andre Figurer, hvor der ligger mindre Vægt paa Dimensionerne, kunne slige Nipssager dog, i alt Fald naar de ere vel udførte, vække en behagelig Erindring om det paagjældende Konstværk, men ved denne kan en saadan Efterligning, som aabner en Favn af et Qvarters Vidde, kun frembringe en Virkning, som om den vilde gjøre Nar ad Folk. Allerbesynderligst er dog den Anvendelse, som man seer Folk gjøre af en saadan Dukke, f. Ex. — til Gravmæler!

Saa staaer altsaa denne Skikkelse, Kirkens Herre, paa Kirkens Alter — og paa hvilket Sted den saa staaer, vil den forvandle Stedet til en Kirke — i Kaldelsens, den christelige Kaldelses, Øieblik, med sin inderlige, sin uafviselige Fordring til, at jeg skal følge Kaldelsen; med et stort Løfte, idet den viser ud over sig selv til en Tid, da jeg, den Arbejdende og Besværede, skal finde Hvile i dens Favn. Og saaledes staaer den som et stort og betydningsfuldt, men tillige som et tvetydigt Mindesmærke om sin Mester. Thi i det Øieblik, at Statuen fandt den Tilskuer, som den mest maatte ønske, en Tilskuer, der netop trængte til den Kaldelse, som er Statuens Idee, som med aaben Sands og bevægeligt Hjerte forbandt Naivetet og Aandsfriskhed nok til at lade sig illudere; hvilken forfærdelig Skuffelse vilde den ikke berede netop denne Beskuer! Vi tænke os, at han træder ind i Kirken fra Arbeide og Besvær, og see! der staaer Christus paa Alteret og lover ham Hvile. Thi den Magt har jo Konsten, at Konstværkets Idee tager hele den sjælelige Totalitet fangen; den retter sit Angreb, ikke mod vore ydre Sandser — dem vil den ikke skuffe — men mod vort Hjertes Inderste, og vækker derved Phantasien, som den tager i sin Tjeneste, og som udfylder, hvad den har ladet staae. Det er deri, at dens illuderende Magt bestaaer. Men dette Værk har netop den Egenskab, der er en dybt begrundet Conseqvens af Ideens inderste Kjerne, at det maa sønderrive den Illusion, som det selv frembringer. Thi lad Illusionen endogsaa have grebet Beskueren — i dette Ords bedste Betydning — saa stærkt (og er der noget Konstværk, der har Magt dertil, er det vistnok dette), at han virkelig følger Kaldelsen og bliver dreven længere og længere frem mod Christi aabne Favn, saa vil han komme til et Punkt, fra hvilket han ikke længer kan oversee Skikkelsens Bevægelse, til et Punkt, da Skikkelsen løser sig op i sine Enkeltheder, og i det Øieblik er der ikke længer Noget, som kan holde Illusionen oppe. Thi det er kun igjennem Bevægelsen, at Ideen, Kaldelsens Idee, aabenbarer sig, [og det] er kun Ideen, der har den Magt over Sjælen, at […] kan bringe mig til at glemme, at det er en Marmorblok, [jeg] har for mig, og fremkalde Illusionen. Men i det Øieblik, jeg kun kan see en Del af Skikkelsen for mig, en Haand, en Fod, et Ben, ja selv Hovedet, er det kun Erindringen om den tidligere Illusion, som kaster sit Reflexlys over Figuren; umiddelbart for mine Sandser og for min Bevidsthed staaer ikke længer Christus, men en Marmorblok, et Christusbillede. Men hvorledes vover et Christusbillede at aabne mig sin kolde og golde Favn, lige som om der i den var Trøst og Hvile at finde; hvorledes tør det træde op med en Skinvirkelighed i Christi synlige Skikkelse i Kirken, hvor jeg søger den usynlige, men levende Christus; hvor jeg søger Ordets Trøst, og ikke dettes legemlige Symbol, som vil trykke mig til sit Bryst, men ikke give mig Næring af sin Aand! Den staaer jo som de Gamles Afgudsbilleder, udstrækkende Hænderne efter sit Offer, og dette Offer er jeg. Dens Trøst var altsaa afmægtig og dens Løfter formastelige. Det er Skuffelsen, og den bliver des haardere og bittrere, jo mere levende og trøstende Ideen har staaet for mig. Billedet har ved sine store Egenskaber tvunget mig til at kalde sig en Falskner og Bedrager, der har givet sig ud for Christus, uden at være det.

Det kunde maaskee synes overflødigt, vel endogsaa absurdt, at godtgjøre, at Beskueren nødvendigvis maa komme til den Erkjendelse, at han her har et Billede, og ikke den virkelige Christus for sig, da jo ethvert Barn veed, at naar man træder ind ad Frue Kirkes Hovedindgang, møder Øiet “Thorvaldsens Christus”. Men denne Kjendsgjerning vedkommer jo egenlig slet ikke hverken Konstneren, eller hans Værk. Hvis den havde nogen afgjørende Betydning, var al Konst i vore Tider umulig, da jo Enhver vel veed, naar han besøger en Udstilling, et Galeri, en Kunstners Atelier, ja, selv en Kirke, at det, han seer, ikke er Virkelighed, men Billede. Men ethvert Konstværk har en bestemt Energi, det holder fast ved sin Idee, som atter og atter kan ramme Beskueren, atter og atter kan illudere. Saaledes kan ogsaa den, som længe har indseet, hvad der var i Veien med denne Christusfigur, alligevel have en levende Følelse af, hvor mægtigt og inderligt Konstneren plastisk har levendegjort Christi Kaldelse, om end denne Følelses Oprindelighed og Friskhed er tabt. Men hver Gang han illuderes, hver Gang han levende fornemmer Kaldelsen, hver Gang følger Skuffelsen i Hælene paa Illusionen. Kun den, som aldrig er kommet ind paa dette Værks Kjærne, kun han vil kunne værge sig mod Skuffelsen; men for ham er Værket ogsaa en død Hieroglyph, eller i alt Fald et Pirringsmiddel for en national Forfængelighed: det er dog Thorvaldsens Christus, hans berømteste, hans bedste Værk, der pryder vor Hovedkirkes Alter. Men slige Tilskuere vilde sikkert ikke have været til Behag for Konstneren, lige saa lidt som de ere det for Kirken.

Altsaa, for at fatte Sagen i Korthed : I dette Værk er der forenet Egenskaber, som aldrig tør forenes, nemlig følgende tre: At dette Værk stiller reelle Fordringer, og gjør reelle Løfter, Fordringer og Løfter, der angaae det højeste og reelleste Velvære, Salighedens Sag; at disse Fordringer og Løfter stilles til det, som for mig er det Reelleste af alt Reelt, mit eget personlige Jeg; og endelig at dette Værk selv kun har den Realitet, at det er Menneskeværk, ellers ingen. Ligeoverfor ethvert andet Konstværk kan man vel sige, at Overgangen fra Illusion til Erkjendelse af, at det er et Billede, man har for sig, virker som Skuffelse; men om denne Skuffelse kan man undgaae at komme til indtrængende Bevidsthed; man kan vende sig fra Værket, fyldt af Illusionen; og denne Skuffelse er desuden kun af negativ Natur; den ophæver kun for et Øieblik Værkets Virkning; her er Skuffelsen af positiv Art: Ikke nok med, at den ophæver Virkningen, den undergraver, den modarbejder den; den gjør den forargelig, dæmonisk. Men i Kirken og paa slige Steder skal man vogte sig for, naar Een forlanger Brød, da at love ham Brød, og saa give ham — i bogstavelig Forstand — en Sten.

Den Anklage, som rammer Christusfiguren, rammer derved middelbart Kirkens hele plastiske Decoration, som hele Tiden viser op til den, som sin Fuldendelse og som den, der skal holde dens Løfter; derimod rammer den naturligvis ikke christelig Konst i Almindelighed, heller ikke til Brug for Kirken. Dens Berettigelse bliver uanfægtet deraf; thi det er jo kun ifølge dette Værks ganske særegne Optræden, at det selv tvinger os til at kalde det en Forargelse. En billedlig Fremstilling af en bibelsk Situation vilde slet ikke have den Egenskab at ødelægge sin egen Virkning ved at gjøre personlige Fordringer til os, sætte os i Bevægelse og drive os udover det Punct, paa hvilket Ideen kan tiltale os umiddelbart. Selv Christus i Situationen: “Kommer til mig!” kunde vistnok godt fremstilles, naar blot de Arbejdende og Besværede vare optagne i Compositionen, directe, som i et Relief, eller ogsaa indirecte i en Statue; vel sandt, at Fremstillingen ogsaa da vilde være symbolsk, og at Værket dog ikke vilde have den imponerende Magt som denne Statue, men Konsten vilde ikke derved være dreven ud over sine lovlige Grændser. At der ved Konsten kan fremstilles en stor christelig Tanke i stor christelig Aand, derfor kan endogsaa Christusstatuen selv tjene som Bevis: betragtet som reen ideel Meddelelse fra Aand til Aand, fra Konstnerens Aand til Beskuerens — og saaledes kan dens Mester alene have betragtet den — trodser den al Kritik. Men betragtet som den Kjendsgjerning, som Mesteren har stillet udenfor sig selv, selvstændig og uafhængig ligeover for ham selv — og saaledes maa den naive Beskuer betragte den — bærer den Dobbelthedens Mærke. Til sin Lykke er den et klart og mesterligt Vidne om sin Idee; men til dens Ulykke kræver dens Idee det, som den som Konstværk aldrig kan give. Ingen vil kunne miskjende den saaledes, at i den noget Godt skulde være blandet med noget Daarligt, noget Mat med noget Kraftigt, noget Christeligt med noget Uchristeligt. Nei den er, i sin Kjerne som i sin Udførelse, saalænge Illusionen varer, helt i gjennem god, kraftig, christelig, og vilde være ulastelig, naar blot ikke den ejendommelige Skikkelse, hvorigjennem disse Dyder aabenbare sig, havde tvunget os til at vende os fra den med Skuffelse og Smerte.

—s.

–––––––––

Generel kommentar

Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i Fædrelandet, 24.5.1859.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1859, Fædrelandet 24.5.
Emneord
Kritik af Thorvaldsens værker, negativ · Kritik af Thorvaldsens værker, positiv · Thorvaldsens værker, idéudvikling af
Personer
Ludvig Müller · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 18.03.2016 Print