No. 10236 af 10318
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Fædrelandet 9.11.1849 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af den avis, hvor teksten blev trykt.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

— For nogle Dage siden er udkommet 1ste Hefte af Thorvaldsens Museum, udgivet af Bing og Ferslev. Af den paa Omslaget trykte Plan erfare vi, at det er deres Hensigt “at udgive en fuldstændig Samling af alle de Thorvaldsenske Arbeider, der findes i Museet, tegnede og stukne af dygtige Artister, og udgivne i samme Orden, hvori de findes opstillede”, for paa denne Maade „at bringe Museet ind i Husene, at give den Enkelte hans Andel i Nationens Fælleseie, at udbrede Kjendskab og Kjærlighed til disse Værker til de mere bortfjernede Dele af Riget, og medgive den konstelskende Udlænding en Erindring fra vor Fødeby, som vil udbrede dens Roes”. Det tilføies, at H. P. Holst vil levere et Omrids af Thorvaldsens Livsforhold og Konstnervirksomhed, paa Dansk og paa Fransk, samt at Prisen kun er 32 Sk. for hver af de 25 til 30 Leveringer, det Hele vil udgjøre.

Det er store og skjønne Løfter; og Værket er ogsaa blevet rost i et Par af vore Dagblade. Men vi ville dog raade Publikum ei at anskaffe sig det, førend de med egne Øine have overbevist sig om dets Fortrinlighed; de kunde ellers let komme til at kjøbe Katten i Sækken. Naar det i Planen hedder, at Afbildningerne ere stukne, ville vi, for at forebygge Misforstaaelse, gjøre opmærksom paa, at hermed ikke menes stukne i Kobber, men raderede i Sten, ligesom der og paa Titelbladet staaer: “Udgivet og forlagt af Bing & Ferslews lith. Etablissement.” Den bløde Sten er et temmelig uheldigt Materiale, hvori Linierne vanskelig kunne faae den fornødne Skarphed. Men naar der loves, at Tegningerne skulle udføres af dygtige Artister, og vi saa i det fremlagte 1ste Hefte finde en ei blot aandløs, men ængstelig og usikker Tegning, hvor man hvert Øieblik stødes af de groveste Fortegninger, og Udtrykket ofte forvendes til det Modsatte, som i Afbildningerne af Pius – Monumentet, saa maa enhver Dansk protestere, for at man ikke i Udlandet skal sige: “Det kalder man i Danmark dygtige Artister.” Nei sandelig, det kalde vi Begynder-Arbeide.

Billighed er jo vistnok et Fortrin; men naar det staaer alene, er det dog kun et meget betinget Fortrin. Det er ikke Alle, der kjøbe Reier og Godt. De Fleste ville dog foretrække eet godt Æble for hundrede bedærvede, om de endog kunde faae dem til samme Pris. Det er derfor vel muligt, at dette Værk, trods dets Billighed, ikke vil betale sig. Vi Danske kjende Thorvaldsen for godt, til at vi skulde lade saadanne Afbildninger forstyrre de bekjendte Billeder; og de, der ikke kjende Thorvaldsen , ville snart indsee, at een god Afbildning af eet af hans Arbeider vil gjøre dem langt bedre bekjendt med ham end hele det Bing-Ferslewske Museum. Men Udgiverne regne ogsaa paa Afsætning i Udlandet, og derfor leveres Texten tillige paa Fransk. Mon de da troe, at man i England eller Frankrig nogensinde har seet, eller nogensinde vilde taale saa slette Lithographier? I tydske Eftertryk har man vistnok seet lignende Exempler; men det er dog vist ikke Tydskland, de speculere paa: saa burde de have sat Texten paa Tydsk.

Vi vilde være Dhrr. Udgivere i høi Grad taknemmelige, om de i Stedet for dette paabegyndte Museum vilde levere os et andet, udført af virkelig dygtige Artister, helst stukket i Kobber, selv om vi saa kun fik det Halve af Museets Indhold for de 10 Rbd.

J.

Generel kommentar

Dette er en trykt omtale af Bing og Ferslews litografiske fremstilling af Thorvaldsens museum.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1849, Fædrelandet 9.11.
Personer
Bing & Ferslew · H.P. Holst · Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 16.01.2018 Print