Forlangte Indrykkelser.
I Bidrag til Tidshistorien (No. 50 fra s. A.) har en Forfatter, der underskriver sig X, søgt at tilintetgjøre de Forhaabninger som fra alle Kanter mere og mere gjøre sig gjældende, at Kong Christian den 8de vil skjænke sit Folk en friere Forfatning. Hr. X, saaledes ville vi kalde vor Forfatter, mener at naar Talen er Danmark, og man et Øieblik tænker sig den “umuelige Mulighed“ at der kunde blive Spørgsmaal om en Forandring i dets Statsforfatning, saa maa det ikke oversees, at vort Fædreland har mindre Trang til at indskrænke sin Konges Magt end andre Stater have havt, og at, naar man virkelig mener hvad der i de hyppige Adresser siges Kong Christian den Ottende, maa man ogsaa være overbeviist om, at han er vis og villig nok til at forskaffe Landet de reelle Forbedringer det trænger til, saa at det er en paafaldende Inconseqvents at bede Ham om at give Magten fra sig, i det samme Aandedræt, man priser hans Viisdom og gode Villie. Hr. X. fremsætter derpaa det Synspunkt at muligen “Formen er det Vigtigste”, saa at det var bedre at endog den bedste og viseste Konge indrømmede sit Folk selvstændig Deeltagelse i Landets Lovgivning og Bestyrelse, end om han overøste det med Velgjerninger af egen souveraine Magt. Hans Mening er imidlertid at ingen Statsforandring har været velgjørende der var Foster af Theori. Endelig taler Hr. X om Betænkeligheder, nævner i saa Henseende Forholdet til andre Magter, og spørger hvorledes Forholdet til Hertugdømmerne skulde ordnes i Tilfælde af at Kongeriget fik en constitutionel Forfatning?!
Undertegnede, som i en Levetid af 53 Aar har lært at paaskjønne Dannerkongernes milde Regimente, hører ingenlunde til dem der blindt hen hylde det Nye og forkaste det Gamle. Dette troer han som Landmand noksom at have viist. Men han maatte fornægte sig selv, dersom han ikke aabenhjertig tilstod, at ogsaa han hører til deres Tale som ønske Danmark en friere Forfatning, ligesom han ikke heller kan troe andet, end at Drøftelsen af denne Materie vil være vores nuregjerende allernaadigste Konge behagelig, thi “kun Sandheden kan Regjeringen ønske bliver gjeldende” har han jo sagt. Uden at tiltroe sig Ufeilbarlighed, og beredt til at tage mod Belærelse hvis han feiler, skal Undertegnede derfor tage sig den Frihed her at fremsætte sine Tanker betræffende Hr. X’s Yttringer, altid med stadigt Hensyn til Fortiden, altsaa støttende sig paa Historien, hvorved han haaber at vise at Hr. X’s Paastand, nemlig den “at Historien maaske intet lærer mere, end at næsten Ingen lader sig belære af den,” falder tilbage paa ham selv.
Ogsaa Undertegnede erkjender med Taknemlighed at Danmark har langt mindre Trang til en Constitution end mange andre Stater, og i denne glædelige Omstændighed ligger upaatvivleligen den sikkreste Borgen for en fredelig Udvikling af vore indre Forhold, eller den stærkeste Modvægt mod saadanne voldsomme Udbrud af Folkemagten som vi have været vidne til i andre Lande, og for hvilke Fædrelandsvennen maa ønske Danmark forskaanet. Men fordi Trangen er mindre, kan den endnu være stor nok! – Kaste vi et Blik tilbage paa den siden Indførelsen af Enevoldsmagten henrundne Tid, finde vi rigtignok en uhyre Forskjel imellem Tilstanden nu og for 180 Aar siden. Men naar det der er foranstaltet for Videnskaber og Kunster undtages, hvor langsomt er det ikke gaaet med alt hvad der angik Folkets materielle Interesser, eller med de Forbedringer der skulde skaffe Landet Midler til at udvikle sine Kræfter.. I mere end 120 Aar toges saaledes saa godt som ingen Notice af Bondestandens usle Forfatning, eller foretoges der noget til Bondens Tarv, tilbagekaldtes dette dog snart igjen. Afbetalte den ene Konge Statens Gjeld, geraadte Landet under hans Efterfølger snart i en saameget større. Søgtes Næringsveiene udvidede, bandtes paa den anden Side kun endmere Hænderne paa den Virksomme, saa at af fødte Brødre Landets Børn ere blevne hinandens Forfølgere og Plageaander. Kort: Bonde og Borger vedbleve at være undertrykkede af den mægtige Herrestand, der sugende Landets Marv, havde beholdt sin gamle Indflydelse. Endelig oprandt dog Danmarks Soel, skjøndt vel kun i afbrudte Glimt, dog altid til stort Held for Fødelandet; og, priset være Sjette Frederik med hans ædle Raadgivere fra hiin Tid, indgribende Foranstaltninger bleve trufne til at hæve Landet af den Letargie hvori samme var sjunket. “Kongen bød: Stavnsbaandet skal ophøre, Landboelovene gives Orden og Kraft, at den frie Bonde kan vorde kjæk og oplyst, flittig og god, hæderlig Borger, lykkelig.” Men ak! Kun stakket var Glæden. Hine Ædle vare dødelige Væsener, og snart indtraf en Tilbagegang af et andet Slags. Vi sigte ikke her til den 7 Aars Krig vort Fødeland maatte udholde, da den er os paaført, men til de frygtelige Catastropher vore Penges Bankerot afstedkom, ligesom til den kun for vitterlige Forøgelse af vor Statsgjæld, midt i den dybeste Fred, hvorved, især det første, Landet leed mere end af selve krigen. Men da brast ogsaa Sjette Frederiks Taalmodighed, og i retfærdig Harme over et saadant Udfald af sine Bud, gav han sit Folk Provindsialstænderne. Men hvad hjalp det. Flere og det saare vigtige Andragender af Stænderne, ere blevne aldeles uændsede, saa at i det Hele Alt er forblevet ved det Gamle, det vil sige: som ved Stændernes Indsættelse.
Foranførte viser, at befriede end Enevoldsmagten os omsider fra Aristokratiets despotiske Aag, har Enevoldsmagten dog langtfra endnu bragt den Lykke over Fødelandet, som 180 Aars uafbrudte Stræben af velmenende Monarker kunde berettige til. Grunden dertil ligger, som af det Foregaaende ligeledes er klart, i de Raad Kongerne have modtaget. Ingen Konge, han være nok saa begavet af Naturen eller nok saa besjelet af Iver for at gavne sit Folk, kan nemlig undvære Raadgivere. Men staae disse umiddelbar om Monarkens Person eller leve de af hans Naade, hvor let faae ikke da Servilitet Overhaand, og med denne, Ligegyldighed for Sandheden. Komme Ukyndighed eller egoistiske Hensyn til, løber Sandheden endog Fare for at forvanskes. At benægte dette vilde forraade saare lidt Menneskekundskab. – Vil en Konge altsaa have Raadgivere han kan stole paa, gaaer han sikkrest til værks, ved at lade disse være aldeles uafhængige af sig og dele Magten med dem, hvorved Bekostningerne med et dobbelt Regjeringspersonale tillige undgaaes. Saaledes viste det sig altsaa at Stænder, hvis Stemme indtil et vist Punkt er afgjørende, ere en sand Fornødenhed for Konge og Fødeland, ja at en saadan Forandring i Statsforfatningen, langt fra at være bygget paa Theorie, tvertimod er er en nødvendig Følge af de gjorte Erfaringer, og i stedet for at være en Inconseqvents, det paalideligste Middel Kongen kan vælge for at sætte sine velmenende Hensigter igjennem. Hermed ville vi ingenlunde have en saadan Forfatning anseet for absolut fuldkommen, men hvilket menneskeligt Værk er det.
Hvad nu Formen angaaer, da troe vi, at netop i samme ligger en stor Deel af den Indvirkning Regjeringen udøver paa Folket. Hr. X siger selv “at Mange vende Blikket med Længsel mod Sverrig og Norge.” Men dette er ikke det værste. Mange, ja Mangfoldige mene endog, at det kan være ligegyldigt hvem vi have til Konge, eller hvem vi tilhøre, som det kaldes. Hvoraf kommer dette? Hvoraf kommer denne servile Frygt og Lunkenhed, Saamange endnu vise naar noget skal paaankes. Hvoraf denne egoistiske Stræben efter at vælte Byrderne fra sig paa Andre. Kort, hvoraf kommer denne Mangel paa Almeenaand? Udentvivl deraf, at man føler sig tilbagetrængt til egne Anliggender, i stedet for at see sig betragtet som en Deel af Statsmagten. Erfaring og Historien have længe lært, at jo mere undertrykt en Nation er, des stupidere, følelsesløsere og egennyttigere er den. Nu bevare Gud mig fra at kalde Danmark et undertrykt Land. Men at Mod og Fædrelandskjærlighed trænge til at oplives hos os, synes mig vitterligt nok.
Med Hensyn til de Betænkeligheder Hr. X finder i Forholdet til de udenlandske Magter, da har han kun henpeget dertil, men ikke nævnet dem. Der kan altsaa intet være at svare ham herpaa. Imidlertid skulle vi dog have den Ære at sige ham, at bitter Erfaring kun for meget har lært os, ikke at stole paa Nogen, Ven eller Fjende; og at 100,000 fædrelandssindede Forsvarere, som en almindelig Værnepligt nok kan skaffe os, ville sætte os i stand at afvise enhver fremmed Indblanding.
Forholdet til Hertugdømmene betræffende, da er det mig noget ganske Ubegribeligt hvorledes Slesvig, som Hr. X mener, er den Haand hvormed Holsteen holdes til Danmark. Holsteen er en til det tydske Forbund henhørende Stat, og som saadan, kan det ikke være forbundet med Danmark, uden forsaavidt det af Hengivenhed for den fælleds Hersker eller af Interesse, maatte finde Anledning til at understøtte Danmark, hvor ikke Forholdet til det tydske Forbund byder et andet. – Hr. X mener, at Tabet af Holsteen vilde sætte Danmark ud af Stand til soutenere sin Selvstændighed. Men i hvor kjært og velkommen Holsteens Stridskræfter maatte være os i Tilfælde af en Krig, kunde Danmark maaske dog drage mere Nytte af, at Holsteen, som et neutralt Gebeet, dækkede dets Landgrændse. At en samvittighedsløs Erobrer lidet vilde respectere denne Neutralitet er vel tænkeligt. Men dette vilde dog meget beroe paa det tydske Forbunds Fasthed og Energie. I al Fald vilde Holsteen jo derved blive nødt til Selvforsvar, og kom saaledes til at tage Deel i det fælleds Forsvar, hvortil det sikkert vilde finde sig mere villig, naar en Constitution sikkrede det en større Selvstændighed, end naar Magten tvinger det dertil.
Slesvig har saa godt som til alle Tider været forenet med Danmark, snart som Lehn, snart som en integrerende Deel af Riget. Vel paastaaes, at Slesvig har Løfte om at holdes forenet med Holsteen. Men man glemmer, at Slesvigs Forening med Danmark senere er garanteret af fremmede Magter. Slesvig kan altsaa ikke rive sig løs fra Danmark, hvor ivrigen det saakaldte tydske Parti end maatte vise sig herfor. Men vi have Grund til at antage, at dette ikke er dette Partiets egentlige Mening, og at det snart vilde opgive denne Idee, naar en Constitution, i stedet for Enevoldsmagten, bandt Slesvig til Danmark. Thi i Sandhed, hvad skulde der være i Veien for en saadan Forening, hvor Interesserne ere saa ganske de samme, at Alt hvad Slesvig kunde attraae, maae Jylland og Øestifterne ligeledes ønske sig. Vi leve Alle af Agerbrug og Qvægavl, maae ønske os en blomstrende Afsætning af vore Producter, en fordeelagtig Forsyning med fremmede Fornødenheder, en naturlig Udvikling af Industrien, Love der sikkre os vore Hænders Erhverv. Kort, vore Ønsker smelte saa ganske sammen, det er umueligt at indsee hvorledes Slesvigerne, som Hr. X mener, skulde overstemmes af Jyderne eller Øeboerne. Ved saa eensartede Interesser kan alene det Bornerede og Ugrundede overstemmes af Intelligencen og Grundigheden. Sproget kunne vi ikke ansee som en Hindring for en fælleds Forsamling af Landets Udkaarede, thi deels taler man jo Dansk i en stor Deel af det Slesvigske, deels er dette Sprog ikke heller ubekjendt i den øvrige Deel, i det mindste ikke for Embedsstanden. I al Fald indsees ikke, hvad der kunde være i Veien for at bruge det tydske Sprog, hvor man ikke formaaede at udtrykke sig paa Dansk.
Saaledes troe vi at have viist, at det ikke som Hr. X mener, vilde være en saa stor Umulighed at forandre Statsforfatningen i Danmark. Og i stedet for at betragte en Constitution som en blot Form eller som forbunden med uovervindelige Vanskeligheder, maae vi meget mere ansee samme som det største Gode vores ophøiede Konge kunde skjænke os.
Aldebertsminde, den 28de Jan. 1840.
C. Dalgas.