Arkivet, Thorvaldsens Museum

‒ Da vi ere afsagte Fiender af alle unødvendige Monopoler og fremfor alt af Adresseavisens Monopol (hvorved rigtignok lidt Egoisme fra vor Side er med i Spillet), saa have vi lige fra først af i høi Grad billiget den Idee, der ligger til Grund for Hr. Larsens Commissionstidende, og have glædet os over dens heldige Fremgang, fordi vi haabe, at denne Concurrence tilsidst vil tvinge den overmaade privilegerede Adresseavis ikke blot til et anstændigere Udvortes, men fremfor alt til billigere Avertissementspriser, og saaledes lette Byrden af en af de mange Skatter, der betynge Kjøbenhavns Borgere, og det netop den Skat, der vel mindst af alle kan billiges, da den for en Deel udredes til Fordeel for enkelte Privatmand. Vi regne os det altsaa for en Ære, at høre til Commissionstidendens Venner. At den fylder en eller to af sine sidste Spalter med Et og Andet til Opbyggelse og Belæring for En og Anden, derimod kan naturligviis heller ikke være Noget at erindre; og skjøndt det ikke kunde skade, hvis det blev gjort lidt bedre, saa kan det dog, selv saaledes som det er, have sin Nytte. Men et stort Fremskridt har Commissionstidenden i den allerseneste Tid gjort, et Skridt, hvorved den næsten har overskredet sine Grændser, men dog alle Tider et stort Skridt ‒ den har faaet en Mening; og denne Commissionstidendens Mening er denne, at den ikke ynder Oprettelsen af det Thorvaldsenske Museum. Denne mærkelige Omstændighed har skaffet den den Ære, at faae tilsendt en Artikel, undertegnet xx-xx, hvori Københavnsposten sigtes for, ved sine Bemærkninger om den Rolle, Kieler Correspodenzblatt har spillet i denne Sag, at have gjort sig skyldig i en uretfærdig, upassende, taabelig og in subsidium ondskabsfuld Fremfærd. Hvis disse Bebrejdelser vare sande, da havde vi vistnok gjort os skyldige i et stort Misgreb ‒ thi hvad den onde Villie angaaer, da er det en Insinuation, vi ville skjenke vor ærede Vederpart; deslige Argumenter ere desuden for længst komne i Miscredit. Men et Misgreb vilde det være, saameget mere utilgiveligt, som baade Sympathi og Klogskab maa gjøre os det til en kjær Pligt at holde godt Venskab med vor ærede Collega i Kiel. Men, ligesom vi ikke troe at have forsyndet os mod denne ved at udtale vor Mening om den Maade, hvorpaa i hans Blad en Sag er bleven bekæmpet, for hvis Fremme vi føle levende Interesse, saaledes troe vi og at kunne tilbagevise Hr. xx-xx’s Angreb, da dennes hele Forsvar for Kieler Correspondenzblatt reducerer sig til den meget dristige Paastand, at netop Plagiatet fra Paul Louis Courier skulde give dennes Artikel forhøiet Interesse. At det Bedste deri netop er det, som er taget fra Courier, ville vi ingenlunde benegte, lige saa lidt som Hr. xx‒xx har kunnet benegte, at dette er afbenyttet ,,ei alene simpelthen, men ogsaa aldeles aabenbart”; men da den kielske Forfatter ligesaa aabenbart selv har taget det saaledes Laante til Indtægt, saa kunne vi ikke frafalde vor Beskyldning om Plagiat, i det mindste ikke for vi have hans egne Ord for, at Hensigten med hiin simple Afbenyttelse har været „derved saa meget tydeligere at lægge for Dagen, hvormegen Lighed han har fundet mellem de Motiver, der ledede til det Forslag, Courier i Frankrig bekæmpede, og de der hos os foranledigede Enkelte til at fremkomme med Forslag til Museet.” Skulde Kieleren paastaae dette, da maae vi høiligen beklage, at han ikke med et eneste Ord har antydet saadan Hensigt; men, da Hr. xx‒xx’s Formodning i saa Henseende ikke grunder sig paa andet end at Plagiatet ellers vilde være alt for grovt, saa kunne vi indtil videre ikke lade denne Undskyldning gjelde. Hvor stor Forskjel der er mellem det Chambord’ske Hof-Project og den Thorvaldsenske National-Sag troe vi allerede tilstrækkeligen at have godtgjort, og hvad Motivernes formeentlige Lighed angaaer, da skulle vi indskrænke os til den Bemærkning, at de Motiver, Courier tillægger sine Modstandere, er den usleste Servilitet og den gemeneste Egennytte. Hvad Servilitet og Egennytte der ligger til Grund for det Forslag vi her forfægte, overlade vi til Læserne at bedømme; fordi Regjeringen har tilstaaet Portofrihed for den deraf foranledigede Correspondance, derfor er den ikke bleven til nogen Regjeringssag, endnu mindre til nogen Hofentreprise.