(Slutningen af Hr. Palludan-Müllers Bemærkninger angaaende Thorvaldsens Museum).
Dog, ikke alene for Thorvaldsens, men især for Danmarks egen Skyld er Museet ønskeligt. Billedhuggerværket er ikke som Maleriet, kun til i eet Original-Exemplar; Statuen i Marmor, Leer, Metal eller Gips er det samme Kunstværk i forskjelligt Materiale. Danmark eier allerede nogle af Thorvaldsens Værker; Andre ere i andre Lande; men dog eier han dem tillige selv. Hvis Thorvaldsen boer i Rom, ville disse spredes vidt om i alle Lande. Men dersom vi nu ved Opførelsen af et Museum giver ham tilstrækkelig Anledning til at bringe dem til Danmark; dersom vi saaledes overbevise ham om, at han selv og hans Værker ville i hans Fædrelands Paaskjønnelse finde en ligesaa gunstig Atmosphære, som i andre Nationers maaskee mere udviklede Kunstsands: saa kan Danmark gjøre Regning paa at blive Eier af en Kunstskat, som alle andre cultiverede Nationer vilde sætte største Priis paa, som vil drage deres Opmærksomhed og Agtelse til vort Land, lokke Kunstens Elskere og Dyrkere hertil, og hvis Pengeværdie, ifølge den almindelige Culturs nuværende Standpunct uden Tvivl vil overstige den Sum, Folket skyder sammen til et Museum. – Og ikke blot hans Værker, men selv hans Hæder ville Danmark arve, saa vist som et skjøntsomt Fædreland altid er Arving til sine Børns Berømmelse. Forsømme vi derimod denne Leilighed til at tilegne os ham, kunne vi ikke vente, at det skal blive betragtet, som andet end Curiositet, at han er dansk født. – Alt dette kan være godt nok, vil man maaskee svare; men naar Folket ikke har Raad til dette Foretagende, maa det lade det fare, om det end var nok saa godt og skjønt. – Hertil bemærkes, først, at de Penge, der anvendes paa Museet, ikke gaae ud af Landet; thi her er kun Tale om en Bygnings Opførelse, ikke om at indkjøbe Kunstværkerne. Dernæst: hvoraf veed man dog, at der skal opføres en Pragtbygning som vilde koste flere Hundredetusinde? Skulde maaskee et Udtryk i den saa ofte omtalte Artikel i Folkebladet have givet Anledning til denne Beregning? det er jo dog ganske aabenbart for enhver opmærksom Læser, at der kun tales exempelviis, men ikke gives noget Overslag over Bekostningerne til Museet. Man kan omkring i Landet neppe endnu have mere end ganske løse Formodninger om den nødvendige Sums Størrelse. – Naar man har sagt til Regjeringen, at Folket ikke kan bære flere Skatter end dem, det nu maa udrede, da har Meningen dermed vistnok ikke været, at Folket skulde være udpiint til sidste Skilling, saa at der Intet var at faae hos det; men kun, at det ikke kan bære tungere Byrder til Staten, uden at standses i sin Udvikling paa en sørgelig og for dets Fremtid farlig Maade. Om denne Skildring af Folkets Forfatning er sand eller ei, vedkommer os ikke her; men dersom det nærværende Foretagende virkelig er til Landets Gavn og Hæder, vil dets Udførelse ved Folkets frivillige Bidrag ingenlunde modbevise den. – Overhoved er det vistnok ganske overflødigt at stride om Folkets Evne til at opføre et Museum: kan det virkelig ikke undvære Midlerne dertil, vil Udfaldet nok vise det; thi de Bidrag, som falsk Undseelse muligen skulde afpresse En eller Anden, ville ikke frelse Planen, dersom den ellers skal falde. At nogen skulde tilsidesætte virkelige Fornødenheder for dens Skyld, behøver man ikke at frygte. Dersom der anvendtes slette eller upassende Midler for at sætte Folket i Bevægelse, havde man god Grund til at modsætte sig denne Misbrug uden Skaansel; men man kan dog ikke dadle Planens Ophavsmænd for deres Indbydelse til frivillige Bidrag. – Ingen vil nægte, at der kan tænkes Foretagender, af større og mere indgribende Indflydelse paa Landets Velfærd end Oprettelsen af det thorvaldsenske Museum; men endnu har Ingen nævnet noget saadant, der, som dette, ikke kan opsættes til en fjernere Tid uden at blive umuligt, og hvorom der tillige er Grund til at antage, at det hele Folk, ikke en enkelt Stand eller enkelte Personer, vilde have understøttet det med Kraft, dersom Indbydelsen til Museet ikke var kommen i Veien. Og dette maatte man dog, dersom denne Indvending skulde erkjendes for gyldig. Skulde en anden gavnlig Plan mislykkes, maatte man, inden man var berettiget til at give Museet Skyld for dens uheldige Skjæbne, ikke blot godtgjøre, at den var greben an paa rette Maade og til rette Tid, men tillige paavise, hvorledes Museet havde virket til dens Skade. Almindelige Beklagelser ville altid blive ubillige, fordi det er ligesaa let at paastaae som vanskeligt at gjendrive hvad der ikke grunder sig paa bestemte Kjendsgjerninger.”