Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 6266 af 9962
Afsender Dato Modtager
NN [+]

Afsendersted

København

13.3.1834 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

En Skrivelse fra Rom.

–––––––––

Thorvaldsen.

–––––––––

September 1833.

Det er en ulige høiere Nydelse, at beundre den bildende Kunsts Mesterværker der, hvor de ere frembragte og hvor de ere hjemme, end der, hvor de med megen Omstændelighed blive opdyngede, som exotiske Sjeldenheder, og hvor den behagelige Beskuelse af samme alt iforveien bliver forbittret ved en paatvungen Forsmag. Dette synes mig især at gjelde om Billedhuggerkunstens Værker. Grækenland, den gamle Kunsts Vugge og Skole, der ogsaa i Billedhuggerarbejder har vundet Palmen, som man kan see af de hidtil endnu uovertrufne og uopnaaede Levninger af Ruiner, har kun lidet meer af sine Kunstskatte at opvise. Disse vandrede alt tidlig over til Italien, omendskjøndt det først i Middelalderen var Italienerne forbeholdt, at fremtræde gjenopvækkende og selvstændigt i Billedhuggerkunsten, der dengang alt var gaaet tabt. De gamle Romere havde vel Sands for skjønne Statuer, men intet Held i at danne dem. Alle Romernes Billedhuggere vare Grækere, og, skjøndt Romerne røvede alle græske Statuer og dermed udsmykkede deres Forum og Capitol, kunde de dog aldrig selv bringe det til noget Stort. Antinous, en af de bedste Billedstøtter fra Hadrians Tid, er af en græsk Kunstner.

Idet 11te Aarhundrede træffe vi først i Italien en mærkværdig Billedhugger, Buono, og i det tolvte Bonano fra Pisa. Donatello, fodt 1383, frembragte for sin Tid skjønne Værker. Af Lorenzo Ghiberti, som døde i Midten af det femtende Aarhundrede, har Florenz meget Mærkværdigt at opvise. Ogsaa i Tydskland levede alt dengang gode Kunstnere, hvis Flid og Opfindelsesevne viste sig i Zirater og Figurer paa Raadhuse, Kirker og Brønde, men deres Navne ere tabte. Dog nævner man Bischer som Skaberen af Apostlene i Nürnberg, af hvilke Thorvaldsen har taget enkelte Motiver til sine idealskjønne Apostler i Fruekirke i Kjøbenhavn. Michel Angelo var den store Kunstner i Italien, som igjen bragte Billedhuggerkunsten videre. Bandinelli kappedes med ham. Benvenuto Cellini hævede sig fra Guldsmed til udmærket Billedhugger, og man beundrer endnu hans Perseus i Logen i Florenz. Med Bernini gik den nyere italienske Kunst over til det Overdrevne og Maniereerte, endskjøndt denne Mand besad stort Talent. Fra ham skrive sig de ziirlige og uziirlige Overdrivelser i Legemets Dannelse og Kaalblade-Drapperierne.

I den nyeste Tid have i Særdeleshed Canova, Thorvaldsen, Danneck er i Stuttgart, Rauch og Christian Friedrich Tieck i Berlin udmærket sig. Fra disse Kunstnere udgik en ædel Skole, og Billedhuggerkunsten vaagnede og hævede sig paany. Begge de Første have ført Kunsten tilbage til dens fuldkomne Værdigheds Standpunkt. De vendte ved græske Studier tilbage til det Sande og Skjønne, men deres Genie yttrede sig i en Retning, der var den historiske modsat. Canova, der staaer Bernini nærmest, arbeidede sig fra det Maniereerte og Affecteerte igjennem til det Smagfulde og Yndige; han forstod at oplive den kolde Steen med Gratie, og, hvis jeg ikke feiler, havde Begeistringen for det Store dybere Rod i hans Sjæl, end Skaberevnen til det Gratiøse, endskjøndt den sidste Egenskab paafaldende fremtræder i hans Værker. Thorvaldsen gik derimod udelukkende tilbage til det Skjønne og Høie. Man har sagt, at den nyere Billedhuggerkunst er malerisk, og at selv Thorvaldsen derfor viser sig størst i sine Basreliefs. Men derover maa man ikke forundre sig, thi dette er en Følge af Tiden. De græske Kunstnere have udtømt Fremstillingen af den reent menneskelige Legemsskjønhed; det Høieste, som de Nyere heri opnaae, er en ved Efterligning af de Gamle frembragt Lighed. Men hiin naive Jovialitet, som blomstrede i Athens bedste Periode, er ikke mere forhaanden. Mythologien begeistrer ikke mere i den Grad, som da den var Landets Religion. Selv de bedste Statuer af Thorvaldsen torde, uagtet deres store Skjønheder, dog mangle Noget af det, som sindes i de græske Mesterværker. En vis Yndighed og et vist Liv er ikke ganske saaledes udbredt over dem, som over hine. Og dog er Thorvaldsen med sin næsten strænge Alvor langt mere Græker, end Canova med sin fast til Koketterie grændsende Yppighed. I Basrelieffet er Thorvaldsen udentvivl meest genial, og i hans Jesus og hans Apostle i Frue Kirke i Kjøbenhavn, er han ikke blot stor og skjøn, men ogsaa from, naiv og rørende. Hans egen Religion har her begejstret hans Hjerte.

Ridder Albert Thorvaldsen, født i Kjøbenhavn i Aaret 1772, lever nu allerede paa tredivte Aar i Rom, hvor han siden 1826 er Præsident i det romerske Academie for de skjønne Kunster i St. Lucas. Blandt de Behageligheder, det moderne Rom frembyder, staaer den Behagelighed øverst, at man let træffer sammen og kommer i Bekjendtskab med de der levende Kunstnere. Aldrig udslettes det levende Indtryk af min Sjæl, som det første Syn af Thorvaldsen gjorde paa mig. Med Utaalmodighed ventede jeg paa den Time, da jeg skulde introduceres hos ham. Med bankende Hjerte betraadte jeg den Sal, hvori jeg blandt andre Kunstnere ogsaa skulde finde Thorvaldsen. Forskende gled mit Blik om i Kredsen og dvælede snart paa en Mand, ved Synet af hvem den glade Ahnelse greb mig, at det maatte være Thorvaldsen. Jeg havde ikke taget feil. Han traadte strax derpaa selv mig imøde og rakte mig sin Kunstnerhaand.

Thorvaldsen er af Middelstørrelse, med, stærke Skuldre og en kraftfuld Legemsbygning; hans noget fremad bøiede Hoved er tæt besat med lange, graaligthvide Haar, som naae til Skuldrene. Udtrykket i hans Ansigt er alvorligt, men venligt. Hans Træk bevare tro en tidligere skjønnere Ansigtsdannelse. Den høie Pande, den blidt bøiede, noget spidse Næse, den af et yndigt Smiil omgivne Mund, det gjennemtrængende, sjælfulde Blik forene sig harmonisk paa hans Ansigt til et uforglemmeligt Heelt. Hans Stemme er dyb og ikke synderlig stærk, hans tydske Sprog reent og feilfrit, med den Nordtydskers Accent. Enhver Fremmed er ham velkommen, og den Tydske rækker han sin Haand. Jeg saae ham først i Selskab med flere tydske og danske Kunstnere. Underholdningen bevægede sig levende, Gjenstanden for Samtalen var Kunst. Thorvaldsen taler ikke meget, ikke i lange Sætninger, men han taler meget godt. Hans Dom er rigtig, afgjørende. Der er intet Kunstanliggende i Rom – og der skulde sandelig intet være i Europa – hvorom Thorvaldsen ikke har en afgjørende Stemme. Hans Smag er erkjendt for et Mønster, hans Følelse for sand, hans Blik undgaaer Intet. Inderlig gjennemtrængt af de Gamles Simpelhed, har han dybt studeret Naturen og derhos ikke forsømt nogen Green af Kunsten. Han er ogsaa Orakelet for de i Rom levende Kunstnere, navnligen for de tydske. Ethvert færdigt Arbeide undergaaer, før det træder ud i Verden, Thorvaldsens Dom. Hans Bemærkninger agtes der strængt paa. Men enhver Kunstner tør ogsaa vise sig for ham, som han er; han har aldrig noget Ubilligt at befrygte. Han veed, at hans Dom kunde tilintetgjøre mangen ung Kunstners gode Navn, og derfor dømmer han aldrig haardt og ugunstigt. Er han alene med Kunstneren, saa meddeler han denne uforbeholden sine Bemærkninger; ere Vidner tilstede, saa taler han lidet, roser ved Arbeidet Alt, hvad der kan roses derved, og gjør blot hist og her Antydninger med Fingeren, men som godt forstaaes af Kunstneren. Han selv er Malernes Mæcenas; i hans Bolig findes et Udvalg af gode Malerier, især af yngre Kunstnere, som han gjerne kjøber, og som man ogsaa meget gjerne overlader ham. Vi ville komme tilbage dertil.

(Sluttes i næste No.)

Generel kommentar

Denne tekst blev trykt i Kjøbenhavnsposten, Ottende Aargang, No. 51, 1834, og er første del af en artikel i to dele. Sidste del udkom 14.3.1834. Teksten blev oprindelig bragt i Wiener Zeitschrift, Januar 1834, og kan læses her.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1834, Kjøbenhavns-Posten 13.3.
Emneord
Kritik af Thorvaldsens værker, negativ · Kritik af Thorvaldsens værker, positiv · Thorvaldsen og Canova · Thorvaldsen som kunstsamler
Personer
Accademia di S. Luca · Antonio Canova · Johann Heinrich von Dannecker · Christian Daniel Rauch · Bertel Thorvaldsen · Christian Friedrich Tieck
Værker
Sidst opdateret 21.01.2016 Print