Thorvaldsen og hans Fødeland
af Conferentsraad H. C. Ørsted.
Man omtaler ofte vort Forhold til Thorvaldsen, som om Danmark ikke havde megen anden Deel i ham end Fødselen; sin Kunst skulde han skylde Italien, sin første Opmuntring England. De, som tale og skrive saaledes, have vistnok en ganske anden Hensigt end den, at nedsætte deres eget Folk; men ligesom Sorgen over kjære Afdøde ofte yttrer sig i Selvbebrejdelser over, at vi ikke have elsket dem nok eller været dem nok, saaledes have disse Mænds fædrenelandske Sorg let fundet, at vi ikke have gjort Alt for vor Thorvaldsen, og derfor ikke kunne regne ham udelukkende for vor Eiendom, men maa lade det øvrige Europa have sin Deel i hans Kunstnertilværelse, ligesom i Nydelsen af hans Værker. Denne Følelse er nu indtil Overflødighed bleven fyldestgjort; det er Tid, at vi ogsaa sørge for, at der ikke skeer vort eget Land Uret, til Ære for En af dets Sønner. Vi ville ikke tilegne os nogen større Deel i den herlige Mand end der tilkommer os: vi ville ikke besidde Noget med Uret; men hvad vores er, det ville vi hævde, og ikke ved uretfærdige Selvbebrejdelser give vore driftige Avindsmænd nye Midler til at nedsætte os. Thorvaldsen skal Intet tabe ved dette Forsvar for hans Fødeland. Jeg har talt til hans Ære medens han levede; det, som jeg nu har at sige, skal ikke vidne om ringere Beundring og Kjærlighed. Kunde hans Aand følge vore Foretagender her paa Jorden, vilde han med Glæde see de mange Minder om Fædrelandets sande Kjærlighed til ham fremdragne, og sin ædle, blide og aabne Charakteer fremstillet som et Speil, hvori Danskhedens Grundtræk træde Verden for Øine.
Man tilstaaer Danmark Thorvaldsens Fødsel og Opfostrings men dette vil man regne for omtrent Intet. Det er sandt, at her gjælder det om meget Andet; men man tillade os dog, at vi begynde med Begyndelsen. Hvert Folk har sin Ejendommelighed, som afpræger sig i dets Børn, deels ifølge de samme hemmelighedsfulde Love, som give Afkommet Lighed med Forældrene, deels ifølge Opfostring og Opdragelse, hvis Beskaffenhed atter har sin Rod i Folkets Væsen. Disse almindeligere Forhold hindre ikke, at der af et Folk mangengang udspringer Mennesker, som synes at tilhøre et ganske andet; men Thorvaldsen var ingenlunde at henregne til disse Undtagelser. Han havde det fuldkomneste danske Præg. Hans fyrige, vidtomfattende Aand var omgivet af den milde beskedne Ro, indenfor hvilken Saamange nødigt ville tilstaae, at Geniet kan have sit Sæde. Jeg henleder saameget hellere Opmærksomheden paa dette hans Danske Præg, som den Indbildning synes mig meget udbredt, at Overmod, Heftighed, eensidig Kraftyttring skulde være Geniets rette Kjendemærker; saa at det danske Præg skulde røbe Mangel paa Genie, og saadanne Danske være de høiestbegavede, som meest fjernede sig fra deres Folks Ejendommelighed.
Der kan ingen Tvivl være om, at Thorvaldsen jo var sig sin Dygtighed og sit Værd bevidst; men denne Bevidsthed hvilede i sin egen kraftfulde Ligevægt og trængte ikke til den Nydelse, som visse Aander føle ved at nedsætte Andre. De to modsatte, mangengang i samme Menneske forenede Laster, at hovmode sig og at ydmyge sig, vare lige fremmede. At den her skildrede Charakteer og Tænkemaade er den, som meest almindeligt findes hos de Danske, vil man neppe kunne nægte, naar man kun tager behørigt Hensyn til, at den i en saa ædel Reenhed ikkun findes i de Bedstes altid lille Antal. Naar det her Sagte skal anvendes paa Mængden, kan der naturligviis kun være Tale om Charakterens Beskaffenhed, ikke om dens Kraft og Reenhed. Jeg kunde maaskee her nøies med at henvise til det, som jeg andetsteds har sagt om den Danske Charakteer; men det skjønne Mynster vi her have at fremvise, giver en god Anledning til yderligere at belyse Sagen. Den Lyst til at træde frem, at lade sine Yttringer gaae foran Handlingerne, at udsmykke og anprise dem, at give Handlingerne selv noget Afstikkende ved den Maade, hvorpaa man udfører dem, og de Tillæg man giver dem, kort til at gjøre sig gjeldende ved at frembyde sin egen Personlighed, er en Feil, der ikke er vort Folk naturlig, ligesom den var Thorvaldsen i høieste Grad fremmed.
Det er langt fra min Hensigt hermed at tildele vort Folk en ubetinget Roes; jeg vil kun dermed have et vigtigt Træk af dets Ejendommelighed angivet. Vi bør villigt tilstaae, at hiin vor Charakteer modstridende Feil Hænger sammen med visse Dyder, som heller ikke ere almindelige iblandt os. Lysten til at vise sin Personlighed, som i visse Udartninger kan blive saa hæslig, har sin Kilde i den udadstræbende Charakteer, som Kraftfølelsen ofte antager, og som naturligviis ikke blot yttrer sig i Feil, men hvoraf blandt andet den Foretagsomhed, der udretter saa usigeligt meget i Verden, er en Følge. Denne Dyd er ikte almindelig hos os: selv Virksomheden i dens Hverdagsskikkelse, Arbejdsomhed, er ikke saa herskende hos os, at vi turde tilegne os den som Nationaldyd. Jeg har ved en anden Lejlighed viist, at disse Dyder tiltage hos os med den voxende: Dannelse; men her er det nok, at de ikke henhøre til dem, som udspringe af vort Folks Ejendommelighed. Derimod hengiver Dansken sig gjerne til en indre eftertænksom og omskuende Nyden af Tilværelsen; “hans Tanker løbe saa vide” som Kæmpeviserne saa hyppigt udtrykke det, og det er fra denne Tilstand han gaaer over til sine betydningsfuldeste Handlinger. Men nu har han ogsaa faaet den Bevidsthed, at der er Grund til at handle.
Med den Danskes Utilbøjelighed til at gjøre sig selv gjeldende, hænger det ogsaa sammen, at han ikke har nogen Forkærlighed for den Form af Ærefølelsen, som man udtrykker ved le point d’honneur, og Tode skjemtsomt kaldte Æreprikken. Dansken viser ingen urolig Begærlighed efter at holdes for tapper; men paa den anden Side taaler han aldeles ikke at ansees eller behandles som feig. Møder noget saadant ham, sås alle hans Kræfter i Bevægelse. Man har et Sagn fra Successionskrigen, i hvilket dette træffende er udtrykt, og som har deslige Sagns gode Egenskab, at fremstille Tingenes og Menneskenes sande Charakteer, selv om de ikke skulde have den historiske Sandhed. Som bekjendt anfaldt de Jydske Ryttere i Slaget ved Hochstädt den Franske Garde noble med en saadan Tapperhed, at denne næsten blev tilintetgjort; men Sagnet føier til, at den tappre Anfører “ikke fandt den Kamplyst hos sine Ryttere, som han ønskede, førend han oversatte dem det franske Krigsraab vive le roi som en stor Forhaanelse, der satte dem i Vrede. Nu styrtede de sig med den største Heftighed ind i Kampen, som endte paa en for dem saa glimrende Maade. Ogsaa i de gamle Kæmpeviser, hvori Sagn og Digtning ofte med saa megen Troskab afspejler Folkets Charakteer, finder man hyppigt denne rolige Fasthed i at afværge Skændsel, og Afvisningen udført paa en Maade, som viser, at der var mere Kraft tilstede, end den der behøvedes til det blotte Forsvar. Det er saaledes meget betegnende i Kæmpevisens Fortælling om Niels Ebbesen, at han, da Grev Geert erklærer ham fredløs, ikke svarer ved at forsikkre om sit Mod, eller ved at prise der, men ikkun siger ganske ironisk, „aldrig var jeg nogen Tid saa ræd, jeg turde fuldt vel skjælve”. Hans paafølgende forvovne Handling, med en lille Skare at ride ind i den Stad, hvor den fjentlige Fyrste havde sit Hovedqvarteer, og der dræbe ham, gav den bedste Forklaring over denne Ironie.
Jeg vender tilbage til Thorvaldsen. Et Menneskes Opdragelse har ordentligviis sin Charakteer efter Land og Folk og vi have i de faa Efterretninger, som ere komne til os fra Thorvaldsens Børneaar, ingen Grund til at formode nogen Undtagelse med Hensyn paa ham. Sandsynligviis har han under sin Opdragelse modtaget de samme Indtryk og den samme første Underviisning, som andre Børn af den lavere Middelstand, hvortil hans Forældre hørte; maaskee den dog oversteeg noget dette Maal, da hans Moder var Datter af en Præst; imidlertid er det vist, at han ikke nød nogen høiere Skoleunderviisning. Om hans Kunstneropdragelse vide vi allerede noget Mere. Det er bekjendt, at han strax som Dreng tiltrak sig sine Læreres Opmærksomhed. Han nød altsaa ikke blot sin Underviisning i en dansk Indretning, af danske Lærere; men man kom ham ogsaa imøde med dansk Velvillie. Man misforstaae mig ikke, som om jeg kunde mene, at der i andre Landes Læreindretninger ikke skulde findes Mænd, som med Glæde vilde komme det unge Genie til Hjælp; men da vor Thorvaldsen har nydt denne Deeltagelse i Fødelandets Skjød, kan man jo ikke nægte at det er dette, som dannende har opfostret ham. Der manglede her ikke paa Øine, som tidligt saae hvad der kunde ventes af ham; og forskaffede ham det opgaaende Genies Paaskjønnelse.
Denne Paaskjønnelse indskrænkede sig ikke til Academiet, om den og med Rette gik ud fra samme. Det er en bekjendt Anecdote, at den Præst, som comfirmerede ham, i Begyndelsen af Forberedelsestiden stillede ham blandt de andre fattige Drenge, som ikke havde nydt den høiere Skoleunderviisning; men da han ved at spørge Drengen om han var Broder til den Thorvaldsen, som havde udmærket sig ved Kunstacademiet, erfarede, at det var denne fattige Dreng selv, satte han ham øverst, og behandlede ham siden med Udmærkelse.
Man behøver blot at læse den Deel af Thieles lærerige Bog om Thorvaldsen og hans Værker, som handler om Kunstnerens Ungdomsliv, for at see, hvorledes han allerede dengang mødtes med forekommende Velvillie og i sine Kammerater fandt Brødre, i sine Lærere Fædre. Den, som vil følge hvert af disse Træk, maa jeg henvise til Thieles Bog; her vil jeg blot erindre om, at hans unge Kunstbrødre dreve paa ham, at han ikke maatte unddrage sig fra Prøvearbeidet for den lille Guldmedallie, da de mærkede, at han havde en Ulyst til denne, for hans Fremtid saa nødvendige Prøve, og da han, efter endelig at være nødt til Udarbejdelsen af det første Udkast, overvældet af Frygt vilde forlade Prøven, førtes tilbage ved en Lærers venlige Tiltale og Opmuntring.
Den, som formaaer at sammenfatte hvad der ligger i den heele Omgivelses Indvirkning paa den sig udviklende Dreng og Zjngling, vil baade indsee og føle, at Danmark har været for den unge Kunstner alt hvad et Fødeland kan være sin Søn. Dette vedblev det ogsaa siden, forstaaer sig. saaledes som Tingenes Natur tillod det. Men førend jeg viser dette, maa jeg standse ved en anden Betragtning.
Thorvaldsen var ofte nær ved at lade sig overvælde af Mistillid til sig selv. Der er maaskee ingen Feil, som stærkere end denne hænger sammen med den danske Charakteer. Han var ogsaa heri vor sande Landsmand. Jeg tvivler ikke om, at mange ville sige, at dette er en slet Roes baade for ham og for os. En vis letfodet Logik vil sige: Aanden kan ikke andet end være sig sin Kraft bevidst; Mistillid til egen Kraft er derfor intet andet end Kraftløshed. Jeg kunde allerede hertil svare, at denne Slutningsmaade maa være falsk, da der gives saa mange Exempler paa Mænd af stor Dygtighed, der have følt hiin Mistillid. Men denne tilsyneladende Modsigelse imellem Aandskraft og Mistillid til egne Kræfter er det heller ikke vanskeligt at opløse. Den hidrører ofte fra den store Tanke, Manden har om sin Stræbens Gjenstand, og de dertilsvarende store Fordringer, han gjør af det Værk, han har foresat sig. Jo større hans Idee virkelig er, jo mere han føler det guddommeligt Uendelige deri desto mere utilstrækkelig maa hans egen Kraft forekomme ham. Værkets Frembringelse Gjennemtrænger ham med en Følelse, lig den Religionen indgyder os; han vil derfor maaskee aldrig tilfredsstille sig selv i det frembragte Værk, vil aldrig finde, at han har virkeliggjort det, som svævede for hans Aand. Her faaer Verdens Bifald sin Betydning; den opretholder ham ved det Vidnesbyrd, at han lykkeligt har viist den nogle Glimt af en høiere Tilværelse, saa at han ikke kan have ganske forfeilet sit Maal, om han end ikke har naaet alt det han stræbte efter. Men enhver Charakteer, som findes hos store Mænd i mægtige Omrids, findes ogsaa hos Hverdagsmennesker, kun i formindsket Maalestok. Alle de, som fordre Meget af dem selv, enten i Henseende til Pligt eller Forretningers Udførelse, ville betragte deres egne Kræfter med en Mistillid, som staaer i Forhold til hine Fordringer, og Frygten baade for den indre og ydre Beskæmmelse, hvormed Opfyldelsens Mangelfuldhed truer, vil let nedtrykke dem.
Enhver føler, at denne Charakteer i sit Grundvæsen er ædel; men lader os hverken nægte, at den kan udarte til ussel Svaghed, eller dømme uretfærdigt om andre Charakterer. Ofte er f. Ex. den fremsprudlende Kraft saa virksom, at den ikke kan standse ved Betragtningerne af Gjenstandens Storhed, som skulde indgyde en Vis Sky, men den trænger sig frem, nedbryder og skaber, glæder sig ved sit Værk, og faaer i denne Glæde vanskeligt Øie paa Manglerne ved det Udrettede; men der er udrettet noget Stort, Verden har maattet følge med, Fremtiden maa rette Feilene. Enhver kan let sige sig selv, at den samme Charakteer ogsaa, kun i formindsket Maalestok, hyppigt kan forekomme hos Hverdagsmennesker, og at denne hensynsløse Virksomhed, let kan udarte til en smaalig og det Gode hemmende Stivhed, til en al fremmed Ret tilsidesættende Egennytte; ja til en ondskabsfuld Glæde ved at skade Andre.
Jeg nævner her ikke flere Charakterer. Den her skildrede Modsætning er nok til at vise, at den Hæder, jeg tillægger den danske Charakteer, ikke udelukker Erkjendelsen af de andre Former, hvori Menneskenaturen yttrer sig. Maaskee kunde jeg have sparet mig dette, da jeg allerede tidligere har viist, at jeg ikke tænker mig høi Fortræffelighed knyttet til nogen af de menneskelige Ejendommeligheders Hovedformer, som hver indbefatte de meest uligeartede aandelige Værdier; men det har forekommet mig, at der temmelig almindeligt hersker et Hang til at foretrække visse af disse Former for alle andre, og derfor holdt jeg ikke en videre Behandling -af Gjenstanden for overflødig.
Vi komme nu til et nyt Tidspunkt i Thorvaldsens Levnet. Fædrelandet havde med Kunstakademiets store Guldmedaille tilkjendt ham den høieste Ære, det kunde skjænke en ung Kunstner, og Hermed var den lykkelige Rettighed sammenknyttet, at blive sendt til Kunstens Hovedsæde. Men førend det Stipendium, som var ham bestemt, blev ledigt, savnede han ikke offentlig Understøttelse til sin Forberedelse, eller paa hædrende Bestillinger, som baade gav ham Øvelse og Opmuntring. At han siden i Rom steeg til den store Høide, han opnaaede, kan ikke gjøre noget Skaar i vor Ret til ham, saalidet som beslægtede Forhold kunne hindre andre Nationer i at tilegne sig Æren for deres udmærkede Kunstnere. Man vil maaskee sige, at han levede og arbejdede saalænge i Rom, at den Virkning, Livet i denne Stad havde paa ham, maatte være langt større, end den han havde modtaget i Hjemmet. Det maa dog strax herved bemærkes, at han medbragte det Vigtigste, de store Naturgaver, og en allerede erhvervet betydelig Kunstnerdygtighed. Det vilde sikkert være en stor Vildfarelse, hvis man ombyttede den Paastand, han dannede sig i og ved Rom, med den: Rom dannede ham, hvilket man iøvrigt ogsaa kan sige med Sandhed, naar det rigtigt forstaaes; men Misforståelsen ligger nær; den maa forebygges. Thorvaldsen var en Mand, som lærte usammenligneligt mere gjennem Øiet end gjennem Øret. Man kan ikke tvivle om, at han i Rom gjorde sine vigtigste Fremskridt i Kunsten ved Betragtningen af Oldtidens Værker. Det var det gamle Grækenland og det gamle Rom, som gjennem disse talte til ham. De vare hans tause Lærere, ligesom mægtige Levninger af Fortidens Naturbegivenheder kunne være Naturforskerens. Hvad Kunstnere og Kiendere sagde ham kunde vel vække mangen Tanke hos ham, men havde han taget disse Lærdomme alt for meget til Hjerte, vilde han aldrig have opnaaet den rene Skjønhedsanskuelse, som udtrykkes i alle hans Værker. Hvad der i de Lærdomme, man meddeelte ham, var Sandt, det maatte han, mere end nogen Anden, lære af Kunstværkernes og Naturens Beskuelse. Derfor gik han saalænge grublende omkring, tit i tilsyneladende Uvirksomhed, “medens hans Tanker løbe saa vide” og hans store Aand fik det Næringsstof, den havde hentet af alle disse Anskuelser, forvandlet til Bestanddele af dens eget Væsen, ligesom det sunde Legeme tilegner sig den nydte Føde, og forvandler det Brugbare deraf til sine egne organiske Bestanddele.
Det, jeg her har sagt, er kun rettet mod dem, som altfor udelukkende fremhæve det Romerske Menneskeselskabs Indflydelse paa Kunstneren, ofte uden at de selv have den falske Forestilling om Sagen, som deres altfor lidet vejede Udtryk opvækker hos Mængden. Men efter at have stillet os det sande Forhold klart for Øie og anviist de omgivende Menneskers Indflydelse paa Thorvaldsen de sande Skranker, er det ogsaa Tid at tilstaae den sin Ret. I Rom, som baade er Hjemmet for saamange Kunstnere og Kunstkjendere, og hvorhen de, som ret ville dyrke de skjønne Kunster, sammenstrømme fra alle Verdens Kanter, der maa Samfundslivet være gjennemtrængt af en Sands og Begejstring for’ Kunsten, som paa intet andet Sted har sin Lige, og som nødvendigviis maa virke dannende og opmuntrende paa Kunstnerne. Lad end den Velgjerning, Flerheden af dem herved nyde, være forholdsviis større end den, som tilstod en af Naturen saa høitbegavet Kunstneraand som Thorvaldsens, den maa dog have været betydningsfuld, og usigeligt meget større end den kunde have været i nogen anden Stad. Vi bør uden Modsigelse tilstaae, at Kjøbenhavn, som endog bør indrømme mange andre Stæder Fortrinnet i Henseende til en saadan Kunstneren dannende og opmuntrende Omgivelse, heri maa lade Kunsternes store Hovedstad have en saare høi Forrang. Vi ville holde os langt fra at kaste nogen Skygge paa vor egen gode Ret til Thorvaldsen ved at nægte nogetsom- helst fremmedt Krav paa Deeltagelse i ham. Kun for intet at forsømme, som kan bidrage sit til at belyse det sande Forhold, bør det her bemærkes, at Danske ikke udgjorde nogen ringe Deel i Thorvaldsens Romerske Omgivelse, og at deriblandt vare mange ædle Kunstnere og aandrige Videnskabsmænd. Vi tilstaae naturligvis, at han gav dem langt mere end han kunde modtage af dem; men ogsaa de omgave ham med Begejstring for Kunsten, medens de tillige vare ham levende Vidner om Fødelandets Kjærlighed. Særskilt fortjener dog her at nævnes vor berømte Landsmand Zoëga, som efter Alles Mening, og navnligt Thorvaldsens egen var hans fornemste Veileder i Rom.
Man foreholder os, at det var en Engelsk Rigmand, hvis paaskjønnende store Bestilling dannede det Vendepunkt i Thorvaldsens Kunstnerliv, hvorfra hans store Verdensberømthed gik ud. Lad kun Englændernes storartede Brug af deres Rigdomme have den lovlige Ros — det er ikke blot af den Danske Kunst at den bør erkjendes — lad kun England have sin Deel i ham ligesaavel som Rom og næsten alle andre Lande, med Paver. Keisere, Konger og Fyrster — han er hele Europas, hele Verdens Eiendom, uden derfor at ophøre ret egentlig at være vor. Men naar man nu og da omtaler den hæderlige Bestilling, der skeete ved Hope, som om Thorvaldsen uden denne var bleven indskrænket til en Ubetydelig Løbebane, bør Sagen nærmere belyses.
Hvo vil afgjøre hvad der vilde være blevet af et stort Genie, dersom ikke denne eller hin Begivenhed var indtruffen, som fremkaldte et Vendepunkt i hans Liv. Geniet berøres af utallige Tilfælde, som kunne vække det: snart en Kjærlighed, snart en Medbejler til Æren, snart en Ydmygelse, snart en Opmuntring, snart en Tilsidesættelse. Der gives i Verden Tilfælde nok, som kunne vække Geniet; men kun ved Sammenstødet af visse indre og ydre Betingelser bliver et af disse Tilfælde den udvortes Anledning til en vigtig Overgang. Men disse Begivenheder, som vi kalde Tilfælde, staae i en nøiere Sammenhæng med hele Tilværelsen, end man ved første Øiekast skulde tænke. Dette lader sig i mange Exempler mere eller mindre fuldstændigt eftervise, og bringe tit Indsigt; men har man tilegnet sig denne, hvor hertil findes Midler, vil man let tiltræde den Overbevisning, at det er en Fornuftfordring til os, at vi skulle troe, at alle disse saakaldte Tilfælde staae under en høiere Lov. Jeg vil oplyse dette ved et berømt Exempel, som ikke vil tabe af sin Betydning derved, at dets Gjenstand er et Genie, som tilhørte Videnskaben. Dette Exempel Vil maaskee ved første Øiekast synes hentet forlangt borte; men jeg har med Forsæt valgt det saaledes, fordi det her ikke blot gjelder mig om den enkelte Begivenhed, men om en Grundsætning. Jeg ønsker at modarbeide den falske Indbildning, som Mange have om Tilfældes Betydning, og vilde pege hen paa den høiere Lov, hvorefter deres Virkning maa bedømmes. Der siges, at Newton skulde være kommen paa sin store Skabelse, Verdensmekaniken, ved et Æble, som fra et høit Træ faldt ned paa ham. Dersom denne Fortælling er sand, beviser den dog ingenlunde, at han ikke uden dette faldende Æble skulde have fundet sin Verdensmekanik; nei, det kan tværtimod ansees som vist, at han ifølge hele sin Tankegang og ifølge alle de Forberedelser, Verdensaanden havde truffet ved den nærmeste Forlids, til dette Maal hensigtende Opdagelser, maatte have følt sig opfordret til den samme aandelige Skabelse; og selv om man vilde indbilde sig, at en udvortes Vækkelse hertil var ham uomgængeligt fornøden, kunde en saadan ikke mangle, blandt de utallige Tilfælde, som dagligt omgive ethvert Menneske.
Det er let at see den overordentlige Ulighed i de to her foreliggende Begivenheder: paa den ene Side en høihjertet og begejstret Kjender af Kunsten, paa den anden Side det villieløse Æble; men Ligheden, at et Tilfælde syntes at danne Vendepunktet i den Enes Kunstnerbane, i den Andens hele Verden omfattende Tankebevægelse, er ikke mindre klar. Det er sandt, og bør aldrig nægtes, at Gavmildheden i Hopes Tilbud og det Ædelsind, han Viste i sit hele Forhold til Thorvaldsen, knytter hans Minde paa en ærefuld Maade til den store Kunstners; men det vilde dog vare en Synd mod den aandelige Natur, hvis man indbildte sig, at han havde været nødvendig til Thorvaldsens Kunstnerstorhed. Hope er her i samme Tilfælde som alle de Mennesker, der have udrettet Noget: de nyde med god Grund Æren for den Villie som deri har varet virksom; men forsaavidt Betragtningen holder sig paa det Standpunkt, hvor der kan tales om Aarsag og Virkning, maa man erklære, at der vilde have varet Midler nok til at udrette det samme uden dem. Vilde man gaae over til det høieste Standpunkt, hvor hvert Individ selv maa have sin anviste Plads, og alle tilsammen udgjøre een Verdensorganisme, et Fornuftsrige, et Forsynets Rige, vilde vistnok Individets Nødvendighed atter komme til sin Ret, men i en Tingenes Orden, hvor det ligesaavel er Middel som Øiemeed. Det kunde ved et flygtigt Øiekast synes, at jeg skulde have indskrænket mig til strax fra først af at henvise til denne høieste Betragtning; men Enhver, som tænker videre, vil let indsee den store og uendeligt omfattende Vigtighed af at betragte Fornuftsammenhængen i den endelige Tilværelse, uden hvilken der ingen Forberedelse gives til den høieste Betragtning, som stedse kun foresvæver os i en Dæmring, hvori vort ahnende Blik dog skuer med desto mere Klarhed, jo mere den har Øvet sig i en retskaffen Betragtning af Fornuftsammenhængen i den endelige Tilværelse.
Det er derfor vel værdt noget nærmere at følge den indre Sammenhæng i den heromhandlede Begivenhed. Vi maa tilstaae os, at den var skabt til at danne et Vendepunkt i Kunstnerens Liv; men ingenlunde, at et andet Vendepunkt vilde have varet umuligt. Det er nok, at den ganske var som om den var beregnet til at virke paa Thorvaldsen. Han stod just i Begreb med at forlade Rom, sikkert mismodig over, at han ikke kunde hjembringe noget stort Vidnesbyrd paa Frugten af sin mangeaarige Stræben. En tilstrækkeligt afgjørende Opmuntring var der endnu ikke mødt ham i Kunsternes Hovedstad. Den uforventede kraftige Opmuntring i et Nedtrykkelsens Øieblik maatte være af en usigelig Virkning. Den Kant, hvorfra den kom, var heller ikke uden Betydning. En ligesaa stor Bestilling fra hans Fødeland, selv fra hans egen Konge, vilde ikke have havt det Opløftende under Tvivlens Modfaldenhed, som Britens, hvis Tilbud ene kunde bestemmes ved Kunstnerens Værd, uden al Indblanding af fædrelandsk Forkjærlighed. Men imedens vi med Rette tillægge Begivenheden al denne Vægt, maa vi tillige mindes, at hans indre Udvikling ogsaa havde naaet et eget Vendepunkt af Kunstnerhøide. Modfaldenheden kunde blot være forbigaaende. Sæt, at han ikke havde faaet denne Bestilling og havde varet nødt til at reise hjem: skulde man da her have været mere blind for hans Værd, end man var, førend han havde naaet den høie Kunstnerudvikling? For mig er Svaret ikke tvivlsomt. Jeg hørte allerede Thorvaldsen omtale med største Forventninger, førend han havde faaet sit europæiske Navn. Men, vil man sige, hvad hjalp ham denne Anerkjendelse her hjemme, hvor der manglede ham paa saamange Kundens Hjælpemidler, som han maatte søge i Rom? Jeg svarer hertil at Fødelandet ligesaa godt kunde tilstaae ham een eller flere Reiser til Rom, ja hele Aars Ophold der, som det har tilstaaet mangen Videnskabsmand det. Men, indvender man videre, han vilde her kun have faaet ubetydelige Bestillinger, hvilket man troer at kunne bevise derved, at han i de tidligere Aar af sin Kunstnerstorhed ikkun erholdt saa Bestillinger herfra. Besvarelsen af denne Indvending er let; thi Nærværelsen af den store Kunstner kunde ikke være uden Virkning. Iøvrigt er det ikke mig, som vil vove at udgrunde Alt hvad der vilde være skeet i Henseende til Thorvaldsen, hvis Hopes Bestilling var udebleven, ligesaa lidet, , som jeg tiltroer mig at sige, hvorfor der ikke tidligere skeete en saadan Bestilling i Kunstnerens store Hovedstad; men det er dem, der tillægge hiint ene Tilfælde en udelukkende Ret, som have at vise, at intet andet var muligt. Imidlertid har alt Det, som jeg her siger, for at værne om Fødelandets lovlige Adkomst, intet at gjøre med den Klage Nogle føre over, at der gaves en Tid, hvor der herfra skeete altfor ubetydelige Bestillinger hos ham. Hvis den er grundet, som jeg ikke tør nægte, saa lad den vendes udtrykkelig mod dem, den rammer, Afdøde eller Levende, men den danske Tænkemaade rammer den ikke. Saalænge Kunstneren levede saa langt fra sit Fødeland, var Opfordringen til Bestillinger ogsaa fjern, undtagen for de Faa, som havde et eller andet offentligt Foretagende at lede. At der til alle Tider og i alle Lande er skeet de store Mænd Uret fra Nogles Side, er nær ved at være uden Undtagelse. Vil man gjøre Enkeltes Uret mod Thorvaldsen til en Bebrejdelse mod det danske Folk, vil man sætte sig i den Nødvendighed, at fordømme alle Nationer med Hensyn paa næsten enhver af deres store Mænd.
Den Paaskjønnelse, han senere nød, baade af sit Fødelands Folk og Regjering, sammensmeltede paa en Maade med hele Europas, men med Sandhed kunne vi dog sige, at vi ikke heri forsømte os. Paa store Bestillinger herfra manglede det ikke. Man bød ham med Glæde de ham fornødne Kunstnerbeqvemmeligheder, naar han opholdt sig hos os, der sendtes en Kongelig Fregat til at føre ham og hans Kunstværker hjem.
Paa de velfortjente Æresbelønninger manglede det ei heller. Kunde noget Folk modtage en Fyrste med større Æresbeviser end det Danske modtog sin Thorvaldsen? Hvilken Iver viiste det ikke for Stiftelsen af hans Musæum ? Betragte vi de herved tilvejebragte Bidrag i Sammenligning med vort Folks Størrelse og Midler, tør man vel sige, at intet Folk har, i Forhold til sine Evner, givet et stærkere Beviis paa sin Kærlighed og Beundring for en stor Mand. Det er bekjendt nok hvor almindeligt det var i alle Stænder, at vise ham enhver Hylding. Ved hans Død var Sorgen vor Kjærlighed og Beundring værdig. Hans Jordefærd var saa stor, saa skjøn, saa harmonisk vidnende om vore Følelser, at den ligesaavel hædrede Folket som den Mand, man vilde hædre.
Hvor talrige end de Minder ere, som Thorvaldsen har efterladt sig adspredt i de forskellige Lande, lever det dog intetsteds saa fuldeligt og i sin hele Omfatning som her. For os staaer hans hele Levnet afbildet, fra den spæde Alder indtil hans lette og hurtige Oldingsdød. Han ophørte aldrig at elske sit Folk, og at mindes de Kjærlighedens Baand, der knyttede ham til det. Modersmaalet vedblev stedse at være det Sprog, hvori han især elskede at udtrykke sig, og som han tildeels vilde have glemt under sit lange Ophold i fremmede Lande, dersom han havde været behersket af nogen Lyst til at hengive sig til Udlandets Indtryk, og ikke tværtimod bestandigt havde levet med Landsmændene i den fremmede Stad og talt med dem i Hjemmets Sprog.
Den Hylding, han modtog overalt, og de store Beviser paa Gunst og Beundring, hvormed saa mange Fyrster hædrede ham saavel som dem selv, vare ligesaa langt fra at lade ham elske sit Fødeland mindre, som fra at opvække nogen Overmodets Svimmel hos ham. Han blev stedse sig selv, og stedse Dansk. Hos os, hvor Beundringens Jubel var saa inderligt sammensmeltet med Kærlighedens Slægtskabsfølelse, vilde han, at hans Værkers store Hovedstamme og alt hvad hans Kunstnerliv havde samlet, skulde bevares. Her skulle disse Værker nu og gjennem kommende Aarhundreders Række opsøges af alle Landes Kunstvenner. Kort, Thorvaldsen elskede Danmark, som en Søn sin Moder, og elskedes atter af denne Moder, som den herligste Søn, og af hver enkelt Dansk som en beundret Broder. Forholdet imellem det Danske Folk og Thorvaldsen synes mig ifølge alt dette som et af de skjønneste Exempler paa et sandt og sundt organisk Forhold mellem et Folk og en af dets store Mænd.