Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 4103 af 10046
Afsender Dato Modtager
NN [+]

Afsendersted

England

8.5.1827 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Thorvaldsen.

(Skildret af en Englænder; sluttet, see No. 29.)

–––––––––

“Efterat have talt nogle faa Ord med os, afbrød Thorvaldsen hurtig sit Arbeide, og førte os selv, uden nogen Bestræbelse for at gjøre os opmærksom paa denne Gunstbeviisnings Værd, igjennem sit Attelier, der udgjør et vidt udstrakt Gallerie. Hans Bemærkninger dreiede sig fornemmelig om hans Kunst, og bare Præget af Hans Landsmands metaphysiske Forkjærlighed. Han berørte Skulpturens Philosophie, og understøttede sine Sætninger med høist passende Exempler. Sin Fremgangsmaade, der maaskee ligesaa meget er Resultatet af Organisation og Tilfælde, som af frit Valg, forsvarede han theoretisk, i det han derhos, uden nogen directe Daddel over sine Medbeileres Værker, mere end antydede det Fortrin, der synes at tilkomme hans egne. Thorvaldsen udtømmer sin hele Aand over den første Undfangelse; han skaber alene i Leer; den trættende, Dag for Dag fortsatte Operation, den gradvise Svulmen til den modne Fuldendelse, kjeder og afskrækker ham; den sidste Haand fattes i Almindelighed; der er en Haardhed (harshness) i Udførelsen, i hvad man man maaskee kunde kalde Kunstens forskjellige Diction, som ved det første Blik adskiller ham fra Canova. Men han erstatter fuldkommen denne Mangel, hvis det kan kaldes saaledes, ved de langt høiere Compositions-Evner, han medbringer til sit Arbeide. Han er i en overordentlig Grad begavet med Skaberevne; og skjøndt han neppe, som Canova, kan kaldes Stifter af nogen Skole, er han ikke desmindre en Digter, og ligesaa original som nogen Anden, der siden Michael Angelo ved Exempler har oplyst den nyere Billedhuggerkunsts Historie. Fra dette Synspunkt, cætereis paribus, maae Groupper gives Rang for enkelte Statuer, og Relieffer for Groupper. Relieffer ere, i Sammenligning med enkelte Statuer, som Historiemalerier i Sammenligning med Portraiter; og skjøndt disse ere de bedste Forberedelser til hine, kan det neppe nægtes, at den største Fuldendelse er den, som udkræver, og med Aand og Smag udfører det største Antal af Forbindelser. Lidenskaberne kunne ikke skildres bedre end i deres Virkning og Reaction paa Andres og det er i den nøiagtige Udvikling og Fremstilling af dette Sjælsspil, at den skabende Forfatter meest skjelner sig fra den blotte Mekaniker. Canovas Basrelieffer svare ikke til hans Hæder; hans Fremgangsmaades Fejl ere i disse tydeligere end i noget andet af hans Værker. Thorvaldsens ere derimod meer end sædvanlig frie for de hos ham særegne Mangler, og vilde, hvis de skulde danne den eneste Maalestok for begge Kunstneres gjensidige Vurdering, i det Episke af Kunsten sætte ham mange Grader Høiere end hans Rival.” –

Forf. gaaer nu over til, Stykke for Stykke, at beskrive det Indtryk, Beskuelsen af Thorvaldsens Skulptur-arbeider frembragte hos ham. Han saae saaledes Modellen til Alexanders Triumphtog, det første af den nyere Tids Basrelieffer, som af Marchese Sommariva var bestilt udført i Marmor og først om flere Aar vil blive færdigt. Ved at sammenligne Thorvaldsens Gratier med Canovas finder han hine “mere jomfruelige, men mindre forføriske end disse; Thorvaldsens ere overalt fuldendte med den samme Omhu — Canovas passe sig bedre for en Niche.” Ligeledes sammenstiller han begge Kunstneres Hebe. “Canovas er yngre og mere let og overgiven; Thorvaldsens er dennes ældre Søster, maaskee noget vel alvorlig, men det er netop et af de Øieblikke, hvori hun har ophørt at være munter; Foldekastningen er ligesaa fortræffelig som den hos Canova er feilagtig.” Ved at omtale de for Frue Kirke bestemte Arbeider, beklager han høilig, at disse udødelige Kunstværker skulle udføres i et saa skrøbeligt Material, som det her er Bestemmelsen, hvorved Tidens langsomt fortærende Tand af sig selv vil afgnave og fordærve disse stolte Værker, og til Slutningen tilintetgjøre dem. Folo, en af de første italienske Kobberstikkere, vil opbevare dem ved sin Gravstikke.” – “Thorvaldsens Christus-Statue,” siger han, “er for Christendommen hvad den phidiske Jupiter var for Hedenskabet: den legemliggjør dens hele System ved sin synlige Characteer. Der er intet Etruskisk eller Græsk ved denne Statue – den er ikke engang traditionsmæssig efter Skriften; den ligner ingen Christus, jeg nogensinde har seet – det er ikke Raphael eller Michael Angelo, eller nogen af deres Skole, eller den meest skriftmæssige af dem alle, Poussin.” Efter langt at have givet den Fortrinnet for Michael Angelos Pietà og Minervas Christus, tilføier han: “Thorvaldsens Frelser er ikke en overordentlig heldig Opløsning af en stor mekanisk Opgave; men et stort moralsk Phænomen, fremstillet med en Skjønhed, der, medens det er det meest Fuldendte af physisk Fuldkommenhed, aldrig bringer os til, over Midlerne at glemme Hensigten. Der kan neppe forestilles en høiere Triumph af Kunsten eller Mennesket, eller en mere adel, levende Fremstilling af den guddommelige Natur. Hver Tilskuer maa ved det første Blik udbryde: “Problemet er løst, mine Forestillinger ere bragt til Virkelighed – Menneskens Søn er i Sandhed Hærskarernes Gud,” og Thorvaldsen selv, hvis Begejstring endnu var levende, kunde ikke afholde sig fra at vende sig om, i det vi forlode Salen, og i et Moment, der skjænker Manden Løn for mange Timer og mange Møisommeligheder, at udbryde: “Der staaer det; jeg troer, at jeg endelig har funden det.” – De sidste Værker af Thorvaldsen. som vor Forfatter saae, var hans Monument over Pius VII, en Buste af Consalvi og nogle Basrelieffer. Disse Arbeider laae i Model i hans egen Bolig. – Englænderen slutter sin Artikkel om Thorvaldsen med følgende Bemærkninger: “Medens Gerard er bekjendt for hans Salons ton og Aristokratie, og Giroder overførte sin Stolthed og Hang til parisisk Luxus paa selve sit Ateliers Forvirring, et Exempel, som Camuccini udvidede efter den største Maalestok, er det mærkeligt, at Thorvaldsen, med uhyklet Foragt for alle disse Tilbøieligheder, vedbliver at beboe samme Vaaning i Via Sistina, som han havde, da han første Gang bosatte sig i Rom. – Han viste den største Høflighed, ved at føre os fra det ene Værelse til det andet. Ingen Beundrer af hans Genie vil forlade dem uden høi Tilfredsstillelse. De første Værelser ere optagne af nogle Basrelieffer og Etruskiske Vaser, for hvilke han har en Enthusiasme, hvormed kun Davids kan sattes i Liighed, og nogle faa Malerier smykke hans Dagligstue eller Sal, hvorfra enhver anden Decoration eller Luxusartikkel er udelukket. Fleertallet af disse Malerier ere kjøbte af unge tydske Kunstnere, hvilke Thorvaldsen har opmuntret med en roesværdig Nationalaand. Ingen Kunstner henvender sig forgjæves til ham, og tilbydes strax venlige Ord, væsentlig Bistand, med en velvillig Hu. De meest udvalgte ere i hans Sovekammer – tvende Gjenstande efter Dante (jeg troer af Koch) synes at have erhvervet sig hans Prædilection. Hans Huus var næten blottet for Bohave – Tæpper vare aftagne og Muursteen-Gulvet, som overalt var synligt, gav det Udseende af et Attelier, hvortil det ogsaa ei sjeldent anvendes. Hans Seng var saaledes som en Eleve vilde have forsmaaet; hans Garderobe en sand Philosophs; hans hele Skatkammer en udvalgt Samling af pierres gravées, som han villig lod os gjennemsee, efterat han først havde udtaget en Mangde Decorationer og Ordener, som forskjellige Souverainer have skjænket ham, men som han, nøiet med at fortjene dem, aldrig bærer. Den Simpelhed, hvormed Alt dette skeete, behagede mig ligesaa meget som Sagen i sig selv. Affectation af Armod er endnu værre end Purpur og Stolthed. Men Thorvaldsen staaer lige langt fjernet fra hver af disse Yderligheder – hans Kjærlighed til hans Kunst fjerner og overvinder, liig Ascetikernes Religion, alle mindre Mangler; og jeg behøver ikke at tilføie, al vulgar Forfængelighed. Thorvaldsen er riig, og skylder sin Kunst sine Riigdomme. Han er mindre gavmild, eller hans Gavmildhed mindre kjendt end Canovas; men jeg kan ikke fæste Troe til de Beskyldninger for Gjerrighed, som Romerne undertiden fremføre imod ham. Ligesom Canova, foretrækker han (uagtet de Tilbud, der ere ham gjorte) et eenligt Liv. Eiheller er han mindre fordeelagtigt bekjendt for sin Moralitet, end hans Medbeiler Camuccini er det som Mønster for en Ægtemand – Razzi’ernes og Cellini’ernes Race er udslettet, eller findes kun i Kunstens lavere Kredse. Thorvaldsen tilhører en tidligere Epoke – venlig, simpel og bestemt, med Følelse for Skjønhed, men foretrækkende Kraft, er hans Characteer, ligesom hans Genie, alvorlig, kraftig og undertiden haard. Canova har ladet ham tilbage uden nogen virkelig Medbeiler; men hans Død var et Tab selv for Thorvaldsen. Smaae Anfald af Jalousie har der vel indsneget sig imellem dem; men hvor disse begyndte, eller hvorledes de fortsattes vilde have været meget vanskeligt at beskrive, selv for Een, der kjendte dem begge nøie. Man siger, at Thorvaldsens Characteer skal have yttret Spor af Forfængelighed, som Ingen nogensinde opdagede hos Canova; og Rivalskab støttet paa Forfængelighed, frembragte snart Fjernelse og tilsidst Fjendskab. Saaledes kjølnedes og udslettedes endelig ogsaa et, mellem ham og Camuccini sluttet, meget varmt og fortroligt Venskab, men i intet af disse Tilfalde har man anført nogen positiv Vildfarelse, for at retfærdiggjøre eller domfælde nogen af Parterne. Vi ville hellere formode, at disse høre til de Tilfælde, der ere almindelige i ethvert Menneskes Liv, og tillægge vor Naturs Ufuldkommenhed Hændelser, der næppe kunne tilregnes de Vedkommende selv.

Jeg forlod Thorvaldsen, efter et Besøg paa tre Timer, og jeg behøver ikke at tilføie, at jeg forlod ham ugjerne. Efter mange Undskyldninger for saa megen personlig Uleilighed og min Forglemmelse af det Hensyn, jeg skyldte hans Tids Kostbarhed, takkede jeg ham og tog Afskeed. Jeg kom igjen faa Uger efter, for at høste ny Glæde af hans Værker og Samtale; og vcd min Afreise fra Rom efterlod jeg faa Venner, hvem jeg agtede saa høit og med saamegen Føie som Thorvaldsen.”

Generel kommentar

Denne tekst er trykt i Kjøbenhavns-Posten, og er en gengivelse af en beretning fra en engelsk besøgende hos Thorvaldsen i Rom.

Arkivplacering
M17,12 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1827)
Emneord
Thorvaldsen og Canova · Thorvaldsens beskedenhed
Personer
Accademia di S. Luca · Vincenzo Camuccini · Antonio Canova · Joseph Anton Koch · Giovanni Battista Sommariva · Bertel Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 17.10.2014 Print