Presumably February 1819

Sender

Frances Mackenzie

Sender’s Location

Rom

Recipient

Bertel Thorvaldsen

Recipient’s Location

Rom

Information on recipient

Ingen udskrift.

Dating based on

Brevet er fra Frances Mackenzie, som Thorvaldsen havde en relation til i 1818. Brevet synes at være skrevet omkring forholdets afslutning, og kan derfor antagelig dateres til februar 1819.

Abstract

The commentary for this letter is not available at the moment.

Document

Tutto essendo finito tra di noi un’ultima visita forte vi pare troppo nojosa, e non mi giovrà molto lo scrivere adesso se non per sfogare un poco il cuore, per altro come non posso credervi sincero nelle cose che avete detto di me sarà forse vano ed inutile ch’io cerca a disprovarle.
M’avete troppo ben conoscinto per poter pensare seriamente ch’io ho quel carattere leggiero di mettere il mio destino, tutte le speranze di felicità ch’io poteva avere in questo mondo (non è necessario ch’io vi rammento cosa ne avete fatto) nelle mani d’un uomo per il quale non aveva il minimo sentimento. Sapete bene ch’io vi ho amato più di tutte le altre cose del mondo, più assai di me stessa – ed anche a questo momento non v’è cosa al mondo che non farei per farvi bene – posso dire che mi sono fidato a voi come si deve fidarsi a Dio, non mi fa disonore il dirlo nell’ultima communicazione colla persona che per quasi un anno ho rispettato come il mio futuro marito. Se vi è possibile l’immaginare che la vostra riputazione, quantunque sia grande, m’avrebbe fatto consentire ad essere vostra, avete un’idea troppo grande della mia sciocchezza, una moglie non partecipa molto in questo genere di gloria, ne avrei goduto certamente come di tutte le cose che potevano essere per il vostro onore o piacere, ma con quell’idea che aveva di voi mi sarebbe stato più piacevole il vivere ritirato con voi che di trattare il gran mondo – e di portare sollievo ai vostri dispiaceri o malattie piùtosto che divertirmi nella società dei vostri ammiratori. Se avessi avuto molta vanità donesca forse non avrei consentito a lasciare la famiglia e la società di amici che mi conoscevano dala fanciullezza e da chi era pregiata molto al di sopra de’miei meriti per vivere fra genti forestieri ed indifferenti per me, e mettere tutta la mia confidenza in un solo cuore, è vero l’opinione ch’io aveva di quel cuore mi faceva felice e sicura e non dubitava di poter aumentare in qualche maniera la felicità d’una persona che m’era divenuta tanto cara, non per la rissentazione publica ma per quell’idea che l’intima conoscenza ed osservazione m’avevano dato del suo carrattere aggiunta a quell’attaccamento ch’io credeva per me – in questo direte che l’amor proprio e l’imaginazione troppo poetica m’hanno fatto sbagliare, io direi piuttosto un cuore che si fida troppo e che difficilmente puo sospettare ove una volta ha posto tanto stima ed affezione – di questo errore sono troppo punito, e pure compatisco a voi la di mi disposizione sospettosa, secondo quel che m’avete detto, non vi lascia prestare fede ad un sentimento puro e naturale senza cercarne motivi tanti stravaganti ed improbabili. Ma basta, quando m’avete fatto questi dubbj vi ho sempre risposto in una maniera tanto franca e sincera che dovera convincere se non forte ostinato al contrario. Disgraziatamente per me non ho trovato questa franchezza in voi altrimente i nostri affari non sarebbe andati tanto in lungo, e benchè ho da soffrire in ogni maniera me ne sarei andata via da molto tempo senza espormi a tanti dispiaceri ed incertitudini, spero che non proverete mai un dolore tanto grande quanto soffri un cuore dritto e sensibile nell’essere obligato a cambiare opinione ove aveva messo la maggiore stima e confidenza. Non sono cappriciosa ne indecisa, molto meno in un caso simile ove si tratta del destino di ambedue ed ove mi pare che il sentimento deve essere tanto forte prima di impegnarli che non si cambia facilmente. Quando sono stata obbligata a conoscere un cambiamento in voi, non dalla mancanza di quelle piccole attenzione e carrezze che ho ben veduto non si deve molto pregiare, ma dalla vostra intenzione dopo il nostro impegno generalmente conosciuto da tanto tempo, di andare via in un lango viaggio come se fosse a posto ad allontanarvi, e senza mostrarne rincrescimento, ne mai pensare ai miei progetti o dirmene la minima cosa, al contrario evitando di parlarne. Tante ed altere cose mi fecero sentire che toccava al mio onore di lasciare libera una persono che m’aveva tanto occupato e che non poteva più interressarsi per me, in queste circostanze e secondo quel che avete ultimamente confessato avrete dovuto ringrazioni della mia penetrazione e franchezza, in vece di questo avete chiamato ingiurie ed insulte i passi fatto da me a forza di dovere benchè col onore troppo profondamente afflitto per non far palese il dolore che mi cagionarono – per quanto alla vostra proposizione di andar forte nella Scozia dopo di essere stato nella Danimarca mi pare un’idea troppo straordinaria perchè sia necessario ch’io vi ne libera. Maladetta davvero è stata per me la voglia di viaggiare, pure quando è strano il destino umano pochi mesi in dietro la credeva la mia più gran felicità. ma ridico, forte non sarà tutta colpa vostra, vi siamo forte scambievolmente ingannati senza volerlo, e mentre avete provato altro che una passione cappriciosa e passeggiera. Ma sono essere che avrò torto dicendo cosi giacchè so bene che le circostanze sono state per voi anche dispiacevoli e perverse. Scusate s’io vi che le vostre accusazioni contro di me sono un poco inconsistenti, dite di m’avere sempre trovato d’una freddezza disgustante, dunque perchè avete chiesto un cuore tanto indegno? Ma nell’istesso tempo che mi accusate di questa freddezza mi allegate una mancanza di delicatezza che farebbe vergogna a qualunque donna onesta, dicendo ch’io vi ho sollecitato contra la vostra inclinazione, mi sento un ribrezzo a giustificarmi d’una tale accusa. E vero che sono stata obbligata a dire delle cose che non sarebbero toccate a me di dire se avessi avuto qualche parente maschio, o qualche persona capace e in dritto di mescolarsi nei nostri affari, e di fare un piano convenevole ad ambedue, ma trovandomi qui quali sola, e forestiera, e credendo che forse la vostra poco conoscenza delle usanze del mondo vi resero inesperto nelle sue costumi, vi ho detto ma non prima di ricevere molte lettere e di essere molto stimolata da diversi amici ed amiche che non mi conveniva o di aspettarmi qui, o di andare quà e la secondo la vostra volontà senza di aver preso il vostro nome, o che voi m’aveste dato qualche buona ragione per provarmi nell’istesso tempo il vostro attaccamento per me e la necessità di allontonarvi, in quel caso mi sarei impegnato a seguire il progetto che vi convenisse il meglio senza rignardo a quel che ne dicessero gli altri. Non m’è stato possibile lo spiegare i vostri modi nè trovar la cagione della diversita dei vostri sentimenti per me. Non me ne sarei soupresa se mi fossi attaccata ad m’uomo che non m’avesse cercato facendomi tanti professione di amore amicizia e stima o ad uno il di mi carattere non avessi creduto di conoscere. Mi pare che il principio della nostra confidenza è stato il soggiorno in Albano, potete ricordarvi che quando ci siamo andati, la vostra salute stava tanto male che tutti i vostri pensieri erano sopra la morte, ed io vi ho pregato di accompagnarci per il solo motivo di farvi con bene per il cambiamento dell aria e per godere la tranquillità della campagna, avendo inteso dire a certe amici vostri, “Thorvaldsen si rovina a Roma ove è troppo ammalato per eseguire le sue occupazione e pare non andrà via senza che qualchechmo gli faccia il progetto” – la nostra partenza essendo opportuna per questo io vi proposi di andare con noi, e forse la vostra malfidenza e dopo pensieri hanno spiegato questa azione meramente amichevole come un effetto di amore per la vostra riputazione. Sa Dio che in quel tempo la vostra malinconià mi faceva tanto pena che non potendo molto sollevare o divertirvi &c. non mi dispiaceva l’idea che doveste andare presto a Lucca benchè mi interressava per voi, tanto è doloroso vedere coffrire quando non si può rimediare. In quel epoca avete sempre parlato della morte e della vostre infelicità, comminciando a ristabilirvi vi siete lagnato di aver fatto un amicizia che deve terminare colla mia partenza, e poco dopo avendo preso l’idea che poteste ancora essere felice e ch’io avrei quella influenza, io me n’era lusingata e voglio sperare che un meglio e più caro motivo della vanità m’ha fortemente attaccata a voi. Allora non si faceva altre accusazione contro di me fuor, quella ch’io secondo l’idea che aveste preso non poteva amarvi quando voi m’avavaste. Da quel tempo voi sapete come sono rimasti i vostri affari, sono pronta a confessare che molte cose dispiacevoli hanno potuto inguietarvi, che le circostanze non m’hanno molto rallegrate, che non sono stata ultimamente d’una società molto spiritosa e che diversi impicci si sono levati per noi, pure mi pare niente che un poco di fermezza non avrebbe sormontato. Mi dispiace più di tutto che vi hanno dato una falsa opinione di me, a questo soggetto potete dire come vi pare, quegli che mi conoscono ne giudecheranno e per gli altri sono forse troppo indifferenti. Siate sicuro che benche costretta al fine di conoscere i vostri torti non ne parlerò mai a nessuno. Temo di avervi annojato con questa lettera che non pensava di vedere tanto lunga, vi ne ho detto la ragione comminciando, e se ho scritto alcuna cosa che puo dispiacervi bene domando perdono come di qualunque che vi ha potuto offendere assicurandovi sempre che non è stata mai la mia intenzione, e che m’avrete sempre benchè lontane ed infelice un’amica sincera fin’alla morte.

Oversættelse af dokument

Da alt er forbi mellem os, vil muligvis et sidste besøg være Dem alt for ubehageligt, og iøvrigt glæder det mig ikke synderligt at skrive til Dem nu, det skulle da være for at lette mit hjerte en smule, ligesom det vil være forgæves og urigtigt, om jeg søgte at gendrive, hvad De har sagt om mig, da jeg ikke kan tro, at De har været oprigtig i så henseende.
De har kendt mig for godt til for alvor at kunne tro, at jeg har en så overfladisk karakter, at jeg skulle have lagt min skæbne, alle forhåbninger om lykke, som jeg kunne have i denne verden (det er unødvendigt, at jeg erindrer Dem om hvad De har gjort hertil), i hænderne på en mand, for hvem jeg ikke havde den mindste følelse. De ved godt at jeg har elsket Dem højere end noget andet i verden, langt mere end mig selv, og også i dette øjeblik er der ikke den ting i verden, jeg ikke ville gøre for at være Dem til glæde. Jeg tør sige, at jeg har stolet på Dem, som man bør stole på Gud, det gør mig ikke skam at bekende det i min sidste meddelelse til den person, som jeg i næsten et år har set op til som min kommende ægtefælle.
Hvis det er muligt for Dem at tro, at Deres berømmelse, hvor stor den end være, skulle have fået mig give mit samtykke til bliver Deres, tillægger De mig alt for stor tåbelighed; en hustru har ikke megen del i denne slags hæder. Jeg ville sikkert have nydt den, som alt, der kunne tjene Dem til ære eller glæde; men med de tanker jeg havde gjort mig om Dem, ville det have været mig kærere at leve tilbagetrukket med Dem end at færdes i den store verden, og at lindre Deres sorger og sygdomme end at fornøje mig i Deres beundreres selskab. Hvis jeg havde haft megen kvindelig forfængelighed, ville jeg måske ikke have samtykket i at forlade min familie og omgangen med venner, der kendte mig fra min bardom, og af hvilke jeg var skattet meget langt udover min fortjeneste, fremfor at leve mellem fremmede og mig ligegydige mennesker og sætte al min lid til et eneste hjerte. Og sikkert nok var det den tanke jeg havde om dette hjerte, der gjorde mig lykkelig og tryg, og jeg tvivlede ikke på, at jeg på en eller anden måde kunne forøge et menneskes lykke, som var bleven mig så kært, ikke gennem hans offentlige berømmelse, men ved det begreb, som et intimt bekendtskab og iagttagelse havde givet mig af hans karakter i forbindelse med den hengivenhed, jeg troede, at han nærede for mig.
Her vil De indvende, at egenkærlighed, og en alt for poetisk indbildningskraft har ladet mig tage fejl. Jeg ville snarere sige et alt for tillidsfuldt hjerte, og et hjerte, som vanskelig kan nære mistro overfor en, som det engang har skænket så megen agtelse og hengivenhed. For denne vildfarelse er jeg bleven alt for hårdt straffet, og jeg føler også medlidenhed med Dem, hvis mistroiskhed, efter hvad De har sagt, ikke lader Dem fæste lid til en ren og naturlig følelse uden at søge efter fjerntliggende og usandsynlige bevæggrunde.
Men nok om det; når De har fremført Deres tvivl overfor mig, har jeg altid svaret dem på en frimodig og oprigtig måde, som burde have overbevist Dem, hvis ikke stædigt besluttet på det modsatte. Til uheld for mig har jeg ikke fundet den samme frimodighed hos Dem. Ellers ville vort mellemværende ikke have været svævende så længe, og skønt jeg må lide for at udsætte mig for så mange ubehageligheder og så megen uvished. Jeg håber, at De aldrig må komme til at føle så stor en smerte som den, et oprigtigt og følende hjerte må lide ved at skifte mening om den, for hvem det nærede den største agtelse og tillid.
Jeg er ikke lunefuld eller vankelmodig i et sådant tilfælde, hvor det gælder to menneskers skæbne, og hvor følelsen bør være så stærk, før man forpligter sig, at den ikke let skifter karakter. Da jeg nu nødtvunget har måttet mærke en forandring hos Dem, ikke fordi de små opmærksomheder og kærtegn udeblev, som man, efter min erfaring ikke bør tillægge for megen værd, men fordi De, trods vor i så lang tid almindelig bekendte forlovelse, har til hensigt at ville betræde en lang rejse, ret som om De netop med velberådet hu ville flygte, uden at lægge nogen sorg derover for dagen og uden at tænke på mine planer eller sige det ringeste derom, tværtimod undgik De at tale derom.
Dette og andet lod mig føle, at jeg var min ære skyldig at give en person fri, som havde betaget mig så meget, og som ikke mere kunne interessere sig for mig. Under disse omstændigheder og efter hvad De nys havde betroet mig, burde De have takket mig for mit skarpe blik på sagen og for min oprigtighed. I stedet har De betegnet de skridt, jeg har foretaget mig af pligt – for ikke at røbe den smerte De forvoldte mig – om end med et såre dybt bedrøvet hjerte, som krænkelser og forhånelser. Deres forslag om muligvis at rejse til Skotland efter Deres besøg i Danmark synes mig at være en alt for bizar Idé til at jeg behøver at fritage Dem derfor.
Den tanke at rejse herfra er mig usalig, og dog, hvor forunderlig er menneskers skæbne: for få måneder siden troede jeg, at det ville blive min største lyksalighed. Men jeg gentager det: måske vil skylden helt og holdent ikke være på Deres side, vi har måske gensidig taget fejl af hinanden mod vor vilje: mens jeg tiltroede Dem en ren og varig følelse, har de ikke følt mere end en lunefuld og flygtig passion.
Dog måske har jeg uret i at tale således. Jeg ved meget vel, at forholdene har været Dem imod og til ubehag. Undskyld at jeg siger, at Deres anklager mod mig er inkonsekvente. De siger, at De altid har fundet mig ubehagelig kølig. Hvorfor har de da begæret et så uværdigt hjerte? Samtidig med at De anklager mig for denne kulde, tillægger De mig en mangel på finfølelselse, som ville gøre enhver hæderlig kvinde skamfuld, idet De siger, at jeg har fristet Dem imod Deres vilje. Jeg gyser ved tanken at skulle rense mig for en sådan anklage. Det er sandt, at jeg har været nødt til at sige ting, som jeg ikke burde have sagt, hvis jeg havde haft en eller an den mandlig slægtning eller en Person, egnet og berettiget til at tage sig af vore sager og lægge en plan, der tiltalte os begge. Men da jeg befandt mig her næsten alene og som udlænding og troede at mærke, at Deres ringe kendskab til skik og brug i den store verden gjorde Dem usikker i Deres optræden, så har jeg sagt Dem disse ting, dog ikke før jeg havde modtaget mange breve og meget tilskyndet dertil at forskellige venner og
veninder: at det ikke sømmede sig for mig, hverken at vente her eller at rejse hid og did efter Deres forgodtbefindende uden at have antaget Deres navn, eller De samtidig havde givet mig gode grunde for at bevise mig Deres hengivenhed for mig og nødvendigheden for at rejse, i hvilket tilfælde jeg ville have følt mig forpligtet til at følge den plan, som passede Dem bedst uden hensyn til, hvad andre ville sige. Det har ikke været mig muligt at forklare Deres adfærd, ikke heller at finde grunden til omslaget i Deres følelser for mig. Det ville ikke have undret mig, hvis ikke den mand, til hvem jeg havde knyttet mig, netop havde søgt mig, for at gøre mig så mange tilståelser af kærlighed, venskab og agtelse, eller til en mand, hvis karakter jeg havde troet at kende.
Jeg mener, at vor fortrolighed udsprang af opholdet i Albano. Kan De huske, at Deres helbred var meget dårligt, og alle Deres tanker drejede sig om døden, og at jeg bad Dem om at ledsage Dem, alene for at gøre Dem vel ved luftforandringen og ved nydelsen af den landlige gred, idet jeg havde hørt visse af Deres venner sige: Thorvaldsen ødelægger sig selv i Roma, hvor han er altfor syg til at udføre de værker, han har påtaget sig, og kan dog ikke rejse bort, uden at en eller anden lægger planen for hans rejse.
Da vor afrejse begunstigede dette, så foreslog jeg Dem at følge med os, og måske har Deres mistænksomhed og Deres eftertanke forklaret denne blot venskabelige handling som et udslag af hyldest til Deres berømmelse. Men Gud skal vide, at dengang voldte Deres uro mig såmegen pine, at da jeg kun i ringe grad kunde adsprede eller lindre Dem, så var den tanke
mig ikke ukær, at De hurtigt burde rejse til Lucca, skønt jeg interesserede mig for Dem; så smerteligt var det mig at se Dem lide, når der ingen Lindring fandtes. I dette tidsrum talte De altid om døden og om Deres ulykke. Da De begyndte at komme Dem, beklagede De Dem over at have sluttet et venskab, som måtte ende med min afrejse, og siden, da De havde fået den dé, at De endnu kunne blive lykkelig, og at jeg ville have nogen indflydelse derpå, så smigrede den tanke mig, og jeg vil håbe, at et bedre og værdifuldere motiv end forfængelighed har knyttet mig så stærkt til Dem. Dengang havde De ingen andre anklager imod mig, end den, at jeg – efter den forestilling, De havde fået om mig – ikke kunde elske Dem så højt som De mig.
Fra den Tid af veed De selv, hvorledes vort Forhold er blevet. Jeg er rede til at vedgå, at mange ubehagelige ting har kunnet forurolige Dem, at omstændighederne ikke har kunnet opmuntre mig i synderlig grad, og at jeg tilsidst ikke har været noget åndrigt Selskab, og at forskellige vanskeligheder har optårnet sig for os, som jeg dog synes, at vi ved en smule fasthed havde kunnet overvinde.
Det piner mig mest af alt, at disse omstændigheder har givet Dem et forkert begreb om mig. Om denne sag kan De sige, hvad De synes. De, som kender mig, vil kunne dømme derom, og hvad de andre angår, er jeg måske altfor ligegyldig. Jeg er sikker på, at skøndt jeg tilsidst har været nødt til at erkende den Uret, De har begået mod mig, skal jeg aldrig omtale den for andre. Jeg frygter at have trættet Dem med dette Brev, som jeg ikke troede skulle blive så langt. Grunden dertil har jeg sagt Dem i begyndelsen af brevet, og hvis jeg har skrevet noget, som kunde mishage Dem, beder jeg Dem om forladelse derfor, ligesom for hvad der har kunnet krænke Dem, idet jeg forsikrer Dem, at det aldrig har været min hensigt, og, skønt fjern og ulykkelig, vil De have en oprigtig veninde til døden. (uden Underskrift.)

[Oversat af Louis Bobé jf. Thorvaldsen i Kærlighedens Aldre, København 1938, s.115-121, let revideret]

Archival Reference

m35 V, nr. 17

Subjects

Last updated 23.02.2015