Gotskalk Thorvaldsen
København
Rødt laksegl med våbenskjold med et utydeligt “T”.
Bertel Thorvaldsen
Rom
Udskrift: A MongseurI / Mr B. Thorvaldsen / a / Rom
Dateringen fremgår af brevet.
Gotskalk Thorvaldsen reproaches his son strongly for not returning to Copenhagen.
Kiære Søn
Omsunst haver jeg lenge vendetII at se dig i dit Fedreland. Omsunst haver jeg vendet Efterrettning fra dig. Din lange Fraverelse har paadraget mange Bekymringer og din ModerIII en bestandig Svaghed. Lyken vender dig med aabene Arme og du forkaster koldsindig dens edle Tilbud. Du ved vel di ForandringerIV som er skeet i Accad: Naar der er blivet talt paa din Fordel, har Svaret veret Hvor er han. Der er adskillige har fundet deres Fornøyelse i at indbilde din Moder at du kom ei mer. Du kiender hendes Lettroenhed. Jeg har forestillet hende at det var langt fra din Caracter at vere af den vanagtigeV Slægt. Men lige fuld har hindes LengselVI voxet i Dage TalVII. Jeg vilde ønske oss den Glæde at se dig vel so vilde Sorgen svinde bort. Den gode VenVIII som medbringer dette Brev vil bederIX kunde fortelle di[g] alle Kiøbenhavns Nyeheder. Din tro Tienere PudelenX lenges og effter din Kome. Jeg ønsker dig at leve vel men helst i Kiøbenhavn
| Kiøb: d 3e Maj 1803 |
Jeg forbliver din din hengivne F[ader] G Thorvaldsen |
Brevet er usædvanligt strengt i tonen sammenlignet med de øvrige kendte breve fra faderen. Han var dog ikke den eneste, der ønskede Thorvaldsen tilbage. Fra København skrev hans gode ven Jørgen West utålmodigt i brev af 11.3.1803: “…flere som alle sige men hvor Satan bliver Thorvalsen af…” Og selv året efter lød det stadig – videreformidlet af C.F.F. Stanley i brev af 10.4.1804 – at “…alle dine Venner der hiemme er Vrede paa dig, at du ej vil komme hiem”.
Last updated 11.03.2017
Denne skrivemåde af det franske monsieur afspejler sandsynligvis en udbredt københavnsk udtale af fremmedordet, jf. fx Ludvig Holbergs lignende brug af staveformen monsør i komedien Erasmus Montanus.
Da tiltaleformen mongseur ikke kendes fra andre af faderens breve, er det ikke utænkeligt, at han har brugt stavemåden med en anelse sarkasme, idet han i brevet antyder, at Thorvaldsen nu er blevet så fin på den, at han ikke vil komme hjem til sine forældre. Faderen har muligvis også hentydet til historien om Thorvaldsen, der som 16-årig billedhuggerelev af sin imponerede konfirmationspræst blev tiltalt Monsieur Thorvaldsen, jf. konfirmationsbeviset af 16.4.1787.
Thorvaldsens akademistipendium udløb i 1802, og han skulle efter planen og sine forældres gentagne opfordringer være vendt tilbage til København, se fx faderens foregående brev af 4.10.1801: “Jeg vilde ønske at du ville reise snart tilbage og besøge ditt Fødeland”.
Dvs. Karen Thorvaldsen.
Gotskalk Thorvaldsen må hentyde til, at en professorplads var blevet ledig på Kunstakademiet ved billedhuggeren Johannes Wiedewelts død 17.12.1802. Hvis Thorvaldsen havde været hjemme, ville han ifølge faderen have haft chancer for at blive Wiedewelts efterfølger. I stedet blev Nicolai Dajon udnævnt til posten i foråret 1803, hvilket Thorvaldsen fik underretning om i brev af 24.5.1803 fra C.F.F. Stanley.
Dvs. vanartige, der er det samme som vanartet, at opføre sig slet, jf. Ordbog over det danske Sprog.
Se fx det eneste kendte brev af 9.12.1797 fra moderen til sønnen.
I dagetal er et gammelt udtryk for dag for dag, jf. Ordbog over det danske Sprog.
Thiele I, p. 191 antager, at den gode ven “formodentlig” er teatermaler Arnold Wallick. Hvis det var Wallick, der var brevbæreren, kan han altså ikke have begivet sig på sin rejse før maj 1803. Wallick medbragte en anbefalingsskrivelse af 22.3.1803 fra Hans Rosenkilde.
Wallick ankom til Rom i løbet af oktober 1803, se brev af 18.10.1803 fra C.F.F. Stanley til Thorvaldsen.
Dvs. bedre.
Thorvaldsens sorte puddelhund, Primong, der blev efterladt hos faderen i København ved afrejsen til Rom.